That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
229Kommentarer
420024Visninger
AA

152. Tanker.


Sarahs synsvinkel

Det at jeg bare forlod Justin, havde været en ret hård beslutning at tage, for jeg vidste hvor meget Jonas havde brug for sin far og hvor meget Justin havde brug for Jonas, men jeg trængte til at få tænkt alt igennem og analysere det på kryds og tværs.

Jonas og jeg havde rejst hjem til min mor i Danmark, og vi havde nu været her i tre dage. Allerede to dage efter, stod det på alverdens aviser og sladderblade, at jeg og Justin havde brudt. Det havde med garanti allerede været ude på dagen, hvor paparazziene havde set Jonas og jeg forlade hjemmet i Calabasas i en taxa, og det havde slet ikke kunne skjules, at Jonas og jeg var ulykkelige med vores grædende ansigter. Jeg orkede ikke at kigge i et eneste ugeblad i frygt for at jeg ville støde på en artikel omkring mig og Justin. Det var mærkeligt. Jeg følte mig hul og tom indvendig. Vreden var væk, men sorgen sad naglet i mig, og jeg kunne tude hvert andet minut hvis det skulle være. Det var usigeligt hårdt.

Marts måned i Danmark var noget helt andet end i Californien, hvor graderne ellers havde ligget på de 15-20 grader, men hvor imod vi havde minusgrader her i Danmark. Min mor havde fået anskaffet sig en flyverdragt til Jonas, så han hyggede sig ude i sneen ude i haven, som der stadigt lå en hel del af tilbage. Han fandt det helt forunderligt med al det sne, selvom han havde oplevet sne før hos familien i Canada, men der havde han været så lille, at han ikke rigtigt havde registreret det. Min mor legede med ham, for jeg følte ikke at jeg kunne overkomme noget som helst lige for tiden. Det var i alt fald kun lidt, men forhåbentligt ville jeg finde mere styrke frem til at være den mor for ham, som han fortjente, som dagene ville gå. Jeg skulle bare finde mere styrke frem til det.

Jeg stod blot med min halvlunkne krus te i hænderne og kiggede ud gennem havedøren og betragtede min mor hjælpe Jonas med at trille kæmpe snekugler til en snemand. Stakkels lille Jonas, der skulle opleve sådan en familiesplittelse. Jeg var 100% sikker på at han savnede sin far. Han havde haft mareridt de nætter, siden vi kom til Danmark. Han gik også og spurgte efter sin far hele tiden og det gjorde bare så ondt på mig. Jeg magtede snart ikke flere tårer.

Mine tanker og mit blik ude på haven, Jonas og min mor, blev afbrudt af min iPhone, der pludseligt brummede  ovre fra min mors spisebord. Jeg sukkede og gik hen og samlede min mobil op fra bordet og tastede låsen op, og så straks en mms fra fra Justin. Jeg havde næsten ikke lyst til at åbne den. Han havde sendt mig mange beskeder, siden jeg havde forladt ham derhjemme i Calabasas.

Jeg tillod mig at åbne den og frem kom et gammelt billede af Justin og mig, som jeg slet ikke havde forventet at se igen. Jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, for vi var virkelig grimme på det billede.

"Bellevue strand den 20 april 2013.", tænkte jeg i det øjeblik jeg betragtede billedet. Det var underligt, at et billede som det, skulle få mig til at smile sådan midt i min sorg.

Jeg scrollede lidt ned og der var tilføjet en kommentar til billedet, "Husker du? Nothing like us. <3 - Justin."

Tårerne rendte ned ad mine kinder igen. Bare de få ord gjorde så meget i mig. Han gav slet ikke op. Han kunne blive ved med at gøre det mere svært for mig, end det var i forvejen. Jeg elskede ham usigeligt højt inderst inde, men jeg ville bare ikke indrømme det, for han havde virkelig såret mig. Utroskab var nærmest utilgiveligt for hvem som helst, og nu hvor jeg selv havde oplevet det fra Justins side af, så ramte det bare endnu værre. Der blev ved med at poppe tvangsbilleder op på min nethinde om hvad han havde lavet sammen med Selena.

Jeg forestillede ham og hende i de hedeste scener og det irriterede mig, at jeg ikke kunne ryste dem af mig. Og det værste var, at selvom han havde sendt så mange beskeder til mig og nu også billeder, så anede jeg ikke, om han på visse tidspunkter kunne være lidt ligeglad med det hele og måske stadigt så til Selena, mens vi ikke var sammen. Ja puha, tvangstankerne stoppede slet ikke med at rotere i mig. Jeg blev ved med at fylde på min sorg på den måde. Min sorg fik lov til at vokse sig større netop på grund af alle de tanker og billeder i hovedet.

Jeg havde ikke svaret på en eneste sms fra ham i de tre dage, hvor vi havde været adskilt. Han havde sendt mig over 20 sms'er i de tre dage og selv om det ikke var vanvittigt mange, så var det alt for overvældende for mig. Beskederne havde været nærmest ret enslydende. Der tikkede endnu en besked ind fra ham. Jeg åbnede den og læste den. Hm, den var jo lidt ny?

"Jeg giver aldrig op Sarah. Jeg ved, at du læser mine beskeder. Og faktummet at du ikke svarer, det forstår jeg godt, men jeg vil have dig til at forstå det her, uanset hvor længe du vælger at lægge mig på is, så vil jeg vente på dig. Du er den eneste ene i verden for mig. Den eneste der betyder alt for mig. Jeg savner dig og Jonas rigtig meget. I to er min kærlighed. Jeg føler mig så ensom og forladt herhjemme. Alt er fuldstændig meningsløst, men jeg har håb for os to. Jeg elsker dig, men det ved du jo. Du er jo min engel, min Rapunzel, min Sarah <3 - Justin".

Det gjorde ondt.

Lige meget hvor meget jeg prøvede på at hade ham, så gjorde han det bare sværere for mig. Ja, jeg elskede ham, men jeg kunne stadigt ikke give plads til det endnu. Jeg overvejede at svare ham, men jeg kunne bare ikke. Jeg bar stadigt på alt for mange smerter i hjertet.

Jonas og min mor kom pludseligt ind ad havedøren, og jeg lagde min mobil på spisebordet igen, og jeg gik hen mod dem og havedøren, og jeg bemærkede straks nogle dejlige sunde og ildrøde kinder og en rød næse på Jonas. Min mor sad på hug og hjalp ham af med hans små blå termostøvler.

Han grinte og pegede ud mod haven, "Se mommy! Mormor og mig har bygget Frosty!", grinte Jonas og virkede tydeligvis ret stolt over deres mesterværk. Han virkede allermest ret sorgløs i øjeblikket med hans dejlige lille grin, der mindede mig alt for meget om Justins.

Jeg gik hen og satte mit tekrus på spisebordet, og nikkede med et lille smil, "Den er flot skat. Er det Jack Frost?", spurgte jeg og gik tilbage til ham og tog hans blå elefanthue af.

Han rystede på hovedet med et lidt trist blik, "Han hedder Justin Frosty.", svarede han med et lille bedrøvet smil, så jeg hurtigt så op fra ham og hen på min mor, der sendte mig et bedrøvet smil, hvor hun nikkede svagt, inden hun gik ud i gangen med hendes og Jonas støvler. Det var tydeligt, at min mor havde medlidenhed.

Jeg så væk fra hende med et suk og så atter ned på Jonas, og jeg valgte ikke at kommentere yderligere over det han havde sagt. Jeg fik blot en klump i halsen og valgte at se bort fra, at han absolut skulle nævne det skide navn.

"Kom skat...", sagde jeg roligt og rakte min hånd ned mod ham, så han tog mig i hånden, og vi gik sammen hen til den ene lænestol, hvor jeg satte mig ned i den, eftersom jeg var så besværet med den store tvillingemave, at jeg ikke magtede at skulle sætte mig ned på gulvet.

Jeg fik Jonas til at stå med fronten foran mig, og jeg åbnede hans fine nye flyverdragt, der var lilla og turkisgrøn og jeg hjalp ham ud af flyverdragten. Jonas fik sine arme ud af flyverdragten og han var ret hurtigt med at lægge  hans små arme om min nakke, så jeg sad en anelse besværet på denne måde, men jeg valgte at se bort fra det, for det var mere end tydeligt, at han forlangte sin mors opmærksomhed. Han så mig bedrøvet ind i mine øjne, så jeg så lige ind i hans smukke brune øjne, der mindede mig alt for meget om Justin.

"Mommy, jeg savner daddy...", sagde han stille. Jeg lagde armene om hans lille varme krop, så det var tydeligt, at han havde kunne holde varmen godt i den flyverdragt.

"Det ved jeg du gør..", hviskede jeg med et tungt suk.

Jeg mærkede et koldt og vådt kys på min kind og han fjernede sine små hænder fra min nakke, hvor ved jeg fik øjenkontakt med ham igen, "Jeg elsker dig mommy...", svarede han stille. Jeg lænede mig tilbage op mod ryggen i den lænestol jeg sad i, og Jonas fjernede sig ikke det mindste fra mig. Det var ret så hårdt det her. Hvorfor kunne jeg ikke bare skyde alle de slemme tanker væk? Jeg elskede jo stadigt Justin og han elskede mig. Hvad var problemet så?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...