That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
229Kommentarer
420024Visninger
AA

147. "Something to reveal?"

Sarahs synsvinkel

Vi sad i limousinen og det virkede som om Justin var ved siden ad sig selv. Han sagde ikke meget og han sad nærmest bare og stirrede tomt ud af vinduet. Jeg flettede mine fingre ind i hans hånd.

"Er der noget galt skat?", spurgte jeg bekymret.

Han vendte nærmest modvilligt hovedet mod min retning, så vi så hinanden dybt i øjnene. Jeg kunne se det. Der var et eller andet, der gik ham på.

"Hvad er det?", spurgte jeg yderligere.

"Uhm..", mumlede han stille. Jeg lyttede intenst til ham. "Ja?", spurgte jeg interesseret. Han vendte hurtigt blikket væk igen og kiggede ud ad vinduet igen.

"Ikke noget baby...", mumlede han stille.

"Er du sikker? Jeg kan altså mærke, at der er et eller andet, der går dig på?", spurgte jeg bekymret. Alt føltes bare så forkert.

Det gav mig en knugende fornemmelse i maven på mig og det var ikke på grund af plukkeveer fra mine ufødte babyer af. Nej, jeg kunne seriøst mærke, at Justin ikke havde været helt sig selv de sidste par dage. Han virkede ofte mut, og han havde tendenser til at græde lettere for tiden. Jeg vidste ikke om det kunne være fordi, at han stressede på nu hvor han startede med at gå til filmen, og fordi han måske spekulerede over vores kommende familieforøgelse?

Justin sukkede og jeg lagde mærke til at han havde blanke øjne, som om han var tæt på at græde. Han kyssede pludseligt min hånd med en grådighed, så jeg blev lettere skræmt af det. Han så atter på mig og en enkelt tåre rendte ned ad hans kind.

"Sarah, stoler du på mig?", spurgte han pludseligt. Hvordan kunne han spørge mig om den slags? Selvfølgelig stolede jeg da på ham. Han var jo ikke min elskede og min ægtemand for ingenting, vel?

Jeg nikkede med et lille kærligt smil, "Selvfølgelig stoler jeg da på dig skat. Du er jo mit liv. Jeg elsker dig betingelsesløst. Du er jo min mand.", svarede jeg helt sikkert. Jeg kunne ikke være mere sikker i mine ord.

Justin nikkede stille. Jeg fik det underligt af hans ret sårbare humør. Han lignede én, der skammede sig som en lille dreng. Han lignede nøjagtig Jonas, når Jonas skammede sig forfærdeligt over noget han havde gjort forkert. Jeg måtte vide hvad der var galt.

"Justin, hvad er det? Fortæl mig det så.", udbrød jeg med en lettere striks tone.

Jeg slap hans hånd med det samme. Jeg kunne mærke, at der var en overflod galt. Justin begyndte at græde. Jeg forstod slet ikke det her. Så slog det mig pludseligt.

"Er du syg? Fejler du noget uhelbredeligt?", spurgte jeg skrækslagent.

Justin så lettere chokeret på mig, men rystede på hovedet. Gudskelov, at han var ikke syg, men hvad var det så?

"Hvad er det så?", spurgte jeg igen. Han hulkede bare.

Nej altså, det var bestemt ikke sådan jeg havde regnet med at aftenen skulle blive. Jeg ville jo glæde ham, men nu følte jeg bare at alt var ødelagt.

Jeg rejste mig med lettere besvær fra sædet og kravlede over til vinduet til chaufføren og trak det lille vindue til siden.

"Jeg ved godt, at det var meningen, at vi skulle til the Palm, men kan jeg ikke få dig til at cirkulere lidt rundt i byen lidt? Min mand og jeg har åbenbart noget vigtigt at tale om, som jeg ikke synes vi skal snakke om på restauranten...", forklarede jeg i en roligt til chaufføren. Han nikkede med et svagt smil. "Som de ønsker mrs Bieber.", svarede han kort.

Jeg trak vinduet for igen, og satte mig over for Justin på det modsatte sæde. Han sad bare og græd.

"Justin, jeg forstår altså ikke hvad der foregår her? Har jeg gjort noget galt? Jeg ville så gerne overraske dig med en romantisk fødselsdag, men du bestiller ikke andet end at græde. Er det mig, der er problemet her? Hvis du ikke elsker mig mere, så sig det!", bad jeg desperat, og jeg kunne mærke frustrationerne tage over. Jeg snøftede let.

"Nej baby, jeg elsker dig mere end noget andet. Du er hele mit liv, min elskede kone og mor til vores dejlige dreng og kommende babyer. Du betyder alt for mig.", hulkede Justin.

Jeg var lettet, og jeg rejste mig for at sætte mig hen ved siden ad ham, og jeg lagde armene om ham, så han lå med sit grædende ansigt ved min barm. Det var lidt hårdt med al den gråd der kom fra Justin. Jeg kunne mærke at der var noget galt, men jeg kunne ikke forstå hvad det var.

Jeg nussede ham i håret, så hans ellers stylede frisure blev lettere uglet, men alt det om hans hår betød intet lige nu. Det var hans velbefindende, der betød noget for mig. Jeg var virkelig bekymret for ham. Jeg sukkede opgivende.

Han begyndte at slappe lettere af, og jeg stoppede ikke med at nusse ham i nakken og i håret. Han holdte op med at græde og kort tid efter lå han bare og slappede af op ad mig. Han begyndte lige pludseligt og nusse mig om maven og han holdte sin hånd stille og han rykkede sit hoved ned på min mave. Ja, jeg havde selv lagt mærke til, at babyerne var aktive i min mave i øjeblikket. Jeg hørte et dybt suk fra Justin, der bare lå og lyttede stille, imens han nussede min mave.

Han rejste sig pludseligt og smilte med forgrædte røde øjne, "Jeg elsker dig baby..", sagde han lettere hæst og han satte sig helt op ved siden ad mig.

"Og jeg elsker dig skat...", svarede jeg med et lille kærligt smil.

Ja, det nagede stadigt i mig, hvad pokker der var galt med Justin. Han havde ligefrem flere humørsvingninger end jeg og det var ligesom mig, der var den gravide her. Jeg hadede seriøst at se ham så ulykkelig for tiden. Hans grædende ansigt var en smerte i sig selv at se på. Han virkede så forsvarsløs og nærmest som en lille dreng, der ingen mor havde og det passede jo slet ikke.

Han lagde sin hånd på min kind og han stirrede mig intenst i øjnene, "Jeg er så ked af det baby...", sagde han lavt. Jeg forstod ikke rigtigt.

"Hvorfor undskylder du? Det er ligesom dig der græder her.", spurgte jeg undrende.

Han nikkede med et grådkvalt lille smil, "Jeg er bare ked af det..", svarede han stille. Han sank blikket, og jeg greb fat i hans  hage og skubbede hans blik op mod mit igen, "Der må være en grund til, at du undskylder på den måde?", spurgte jeg undrende.

Åh, nej! Nu gik det op for mig. Jeg vidste at hans flirts med hans fans virkelig havde noget i sig.

Jeg slap hans hage og jeg mærkede gråden tage over mig. Jeg kunne dårligt få mig selv til at se ind i hans blik, men jeg måtte vide det her.

"Sig det så? Der er en anden, ikke?", spurgte jeg stille og nogenlunde behersket. Jeg følte mig lettere svimmel over den sætning jeg havde spurgt ham om.

Justin begyndte at græde men rystede  kraftigt på hovedet, "Nej!", udbrød han. Han rettede sig lidt tilbage.

"Nej baby, selvfølgelig er der ikke en anden. Jeg elsker jo dig... J.. J.. Jeg er bare så pokkers stresset for tiden, så jeg hverken kan finde hoved eller hale i det.", svarede Justin med tårerne rendende ned ad hans kinder.

Jeg sukkede lettet og kastede mig i hans arme. Vi sad og knugede om hinanden længe, og jeg var endelig lettet over at han endelig fortalte, at han bare var stresset for tiden. Tænk at sådan en dum ting som slem stress, kunne pustes så voldsomt op, som om det havde været utroskab eller en slem sygdom?

Jeg var lykkelig for at det ikke var andet end stress. Vi måtte sørge for at blive opmuntrede nu, så jeg kunne give ham en god aften trods alt. Det fortjente han, nu hvor han endelig havde åbnet op for sluserne på den måde. Jeg elskede ham jo af hele mit hjerte. Resten af aften skulle være en aften han aldrig ville glemme...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...