That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
245Kommentarer
503966Visninger
AA

162. Små mirakler.


Sarahs synsvinkel

Jeg havde de vildeste veer, og jeg følte bare at der var noget galt. Jeg vidste ikke hvorfor jeg havde den følelse, men den var i alt fald ikke særlig rar. Jeg sad i bilen, som Justin havde parkeret foran indgangen til fødselsafdelingen. Mens jeg sad og koncentrerede mig om mine vejrtrækningsøvelser, så jeg Justin komme løbende ud sammen med en læge og to sygeplejersker med en kørestol til mig.

Justin fik hurtigt åbnet døren ved min side. Jeg krammede mig af veer og jeg sgu lige sige, at det var slet ikke rart, "Kom elskede, nu bliver der taget godt af dig..", sagde Justin beroligende. Ja, det undrede mig, at han faktisk kunne tage det så roligt i øjeblikket. Den mand var jo ellers vant til stressende øjeblikke. Han og lægen hjalp mig ned fra land roveren og jeg landede i en blød kørestol.

"Jeg er der lige straks baby. Jeg skal lige parkere bilen ordenligt.", forklarede Justin bestemt og han gav mig et kys på kinden.

Jeg nikkede og prøvede at koncentrere mig om mine fucking lorte %¤###%%¤# veer! Jeg følte pludseligt, at jeg skulle besvime.

"Det sortner...", mumlede jeg, og jeg tog mig til hovedet.

Jeg følte alt kørte voldsomt stærkt nu. Pludseligt mærkede jeg, at der blev lagt noget rundt om min arm, der hurtigt strammede. Det kunne tyde på en blodtryksmåler. Jeg var på forunderlig vis blevet anbragt på en briks.

Jeg nåede lige at se Justin komme ind ad døren til mig og hans ansigtsudtryk sagde alt! En maske blev lagt over min mund, og alt blev sort for mig...

~

Jeg vågnede pludseligt i en sygeseng, hvor jeg havde benene oppe. Jeg følte smerter et bestemt sted i underlivet og jeg tog mig til maven og jeg følte kun en blød mave. Jeg vågnede med en forskrækkelse.

"Mine babyer?!", råbte jeg ud i rummet, mens jeg jamrede mig som besat.

Jeg mærkede straks en varm hånd folde sig ind i min højre. Jeg vendte blikket til siden og opdagede straks Justin. Han smilte kærligt, "Rolig baby, alt er som det skal være..", beroligede Justin mig med et lille smil.

"Vores børn.. Hvor er de henne?", spurgte jeg bekymret.

Justin smilte svagt, "De er oppe på neonatal afdelingen...", svarede han stille.

"Klarer de sig?", spurgte jeg bekymret. Justin nussede min hånd mere febrilsk.

Han sukkede med et trist blik, "Drengen kæmper en hel del... Han havde navlestrengen viklet omkring hans hals, da han blev født, og pigen har i øjeblikket lavt blodsukker. Så det kan vel påstås, at de begge kæmper hver for sig. Men det skal nok gå.. Lægerne er jo dygtige og de passer på dem alt hvad de kan..", svarede Justin med et lille svagt smil. Jeg nikkede.

"Hvor store er de?", spurgte jeg med en klump i halsen.

Justin sukkede og han trak en stol over til ham og satte sig ned ved min side, "Pigen vejer 1276 gram og drengen vejer 972 gram. De er ret små, men ved guds hjælp, så skal de nok klare det..", svarede Justin med et lille smil. Wow, de lød jo til at være ret små.

Jeg sukkede tungt, "Kan jeg få lov til at se dem?", spurgte jeg stille.

Justin nikkede med et smil, "Det er jeg ret sikker på baby.. Skal jeg hente en sygeplejerske, der kan hjælpe dig ud af sengen?", spurgte han med et lille smil.

Jeg nikkede svagt, "Og nogle smertestillende. Jeg har de sygeste smerter i maven.", tilføjede jeg kraftigt, mens jeg holdte fast i hans arm.

Justin nikkede med et smil, og han gik væk fra mig og ud af stuen, hvorefter han forsvandt for en kort stund. Jeg spekulerede lidt på hvordan mon vores små engle havde det i øjeblikket?

Kort efter kom Justin med en kørestol og en sygeplejerske efter sig, "Hvordan går det Sarah?", spurgte sygeplejersken mig.

Hun var en ret køn sygeplejerske, og det kunne tyde på, at hun havde nogenlunde samme alder som mig og Justin.

Jeg rynkede på næsen, "Jeg har sygt ondt i maven.", svarede jeg irriteret over min mave.

Hun nikkede med et lille smil, og gav mig noget flydende ind i min hånd med en sprøjte. Jeg kunne se, at jeg åbenbart have haft fået drop tidligere, eftersom jeg stadigt havde en nål siddende på min håndryg. Jeg følte straks en rar og varm følelse i kroppen. Jeg blev helt salig af det. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

Justin trak selv på smilebåndet, "Er det en god rus baby?", grinte han smørret.

Jeg nikkede med et fnis,"Yeah, jeg har det ret fedt i øjeblikket.", grinte jeg smørret. Jeg havde det lidt ligesom at være på et eller andet. Det var jeg jo egentligt også, og hvad jeg kunne forestille mig, så var det med garanti flydende morfin, som jeg havde fået sprøjtet lige ind i blodbanerne. Et var sikkert; Jeg havde det i alt fald ret godt lige nu.

Jeg blev hjulpet ned fra sengen og jeg fik én af hospitalets grimme morgenkåber på, ja jeg havde efterhånden nok fået mig en lidt snobbet holdning til min garderobe. Der efter blev jeg hjulpet ned at sidde i den kørestol, som Justin var kommet med.

Kort efter skubbede Justin bag på mig. Det fandt jeg ret hyggeligt.

"Så, hvordan føles det at have flad mave igen baby?", grinte Justin bag mig.

Jeg kunne ikke lade være med at grine sarkastisk,"Så flad er min mave altså heller ikke lige i øjeblikket. Jeg ligner jo stadigt én, der er fire måneder henne.", grinte jeg.

Justin grinte og vi nåede hen til elevatorerne, hvor ved han trykkede på elevatorknappen.

"Jeg synes bare, at du har klaret det så flot baby.", grinte han bag mig, og jeg kiggede bag op på ham.

Jeg rødmede svagt, "Tak skat.", svarede jeg taknemmelig, og Justin bukkede sig en anelse over mig og lagde straks sine læber på mine i et lille hurtigt kys, da vi blev afbrudt af at elevatordørene gik op.

Justin  trak sig med et lille dejligt smil og kørte mig ind i elevatoren, og han trykkede på 21'ende etage. Vi skulle godt nok et godt stykke op, eftersom jeg selv lå på 9'ende etage. Jeg følte bare at tiden gik langsom i elevatoren.

"Hvem passer på Jonas?", spurgte jeg pludseligt.

Justin stillede sig ved siden af mig og grinte lidt, "Han er hjemme sammen med mor..", svarede Justin med et lille smil ned til mig. Jeg nikkede lettet. Det var kun rart, at der var andre til at passe på Jonas imens.

Dørene gik op og Justin skubbede bag på mig ud af elevatoren, og vi kom straks ind i en afdeling fyldt med en masse bittesmå spædbørn, hvor mange lå i respiratorer og kæmpede for deres liv. Justin fortsatte med os, og han drejede ind i et rum, hvor der lå otte små babyer med og uden respiratorer. Der var en sygeplejerske og et andet forældrepar til stede, der sad med tre små babyer. De havde vidst fået trillinger?

Justin stoppede mig uden for en åben kuvøse og en lukket. Mine øjne mødte to ret små babyer. De havde hver især fået en lille hue på i pink og i blå og deres bleer gik dem næsten op til deres halse. Hvor var de bare små. Som jeg kunne regne mig til, så var det selvfølgelig vores dreng, der lå i den lukkede, mens vores pige lå i den åbne kuvøse.

Sygeplejersken kom over til os, "Har i fundet ud af hvad jeres børn skal hedde?", spurgte sygeplejersken. Både jeg og Justin rystede på vores hoveder. Jeg syntes det var et lidt akavet spørgsmål, som hun kom med. Hvorfor spurgte hun lige om det? Var det ikke langt vigtigere, at børnene overlevede?

"Hvorfor spørger du om det?", spurgte Justin undrende. Ja, jeg undrede mig mindst lige så meget.

Sygeplejersken rømmede sig, "Det er bare så børnene har et navn, eftersom så små børn som jeres til tider ikke overlever, og så kan det være rart, at børnene har et navn, eftersom det giver styrke til så små spædbørn til at kæmpe og overleve, når de faktisk har et navn. Det lyder måske lidt underligt, men børnene kan føle at de får en identitet ved at have et bestemt navn.", forklarede sygeplejersken.

Jeg lagde mærke til at Justin så noget småsurt på hende, "Selvfølgelig klarer vores tvillinger det. De har jo kampgejsten fra både Sarah og jeg. Gud passer jo godt på dem.", svarede Justin lettere bestemt. Sygeplejersken nikkede blot. Hun smilte, som om hun var vant til at høre den slags.

"Yeah, selvfølgelig klarer jeres tvillinger det godt. De har ret gode odds... Vil i gerne holde dem lidt?", spurgte hun med et lille smil. Vi nikkede begge med store smil.

Sygeplejersken løftede vores lille datter op og Justin fik lov til at holde hende først. Han grinte stille, "Hun er bare så lille. Som en lille skrøbelig dukke..", hviskede han nærmest med stor glæde i blikket ned på hende, mens han puttede hende forsigtigt ind på hans brystkasse.

Jeg fik rakt vores lille søn, som var en anelse mindre end vores datter. Det føltes helt underligt at sidde med sådan et lille bitte barn. De var små og nærmest en smule gennemsigtige i huden, som var en blanding af rød og brun. Det var lidt svært at se det, men jeg lagde mærke til, at han havde samme næsefacon som jeg og de samme ører. Faktisk havde han visse ligheder med mig. Justin satte sig ved siden ad mig på en lænestol med vores datter.

Jeg smilte kærligt til ham. "Selvom vores børn er så små, så er de mere end perfekte..", sagde Justin med et kærligt smil. Jeg nikkede. Jeg kunne ikke være mere enig.

"Han ligner dig baby..", tilføjede Justin med et lille grin. Jeg nikkede med et lille fnis, og jeg kiggede ned på vores lille dreng, og pludselig faldt det første tilfældige navn i hovedet på mig.

"Andrew Justin Bieber...", sagde jeg bare.

Justin grinte lidt ved min side, "Er du nu helt seriøs her?", spurgte han med et lille grin. Jeg bed mig med et fnis i underlæben, mens jeg rystede lettere på hovedet, "Det kom bare til mig.. Ja, jeg ved godt, at det minder alt for meget om dit navn, men jeg kan faktisk godt lide det...", smilede jeg til Justin.

Justin nikkede med et kærligt smil, "Well, jeg kan faktisk også godt lide det..", grinte han roligt.

Jeg nikkede med et lille smil, "Så eh.. Har du så et forslag til hvad vores datter skal hedde?", spurgte jeg med et nysgerrigt smil. Justin nikkede med et kækt smil.

"Virkelig?", spurgte jeg yderligere. Han nikkede med et lille smil.

"Hvad synes du, at hun skal hedde?", spurgte jeg nysgerrigt.

"Monique Patricia Bieber...", svarede han roligt. Jeg fnes lidt.

"Jeg elsker det.. Det minder meget om mig og din mor..", grinte jeg lidt.

Justin nikkede med et smørret smil, "Præcist.. Vores perfekte familie... Jonas, Monique og Andrew..", smilede Justin dejligt til mig. Jeg var lykkelig.

"Kys mig skat.", beordrede jeg. Han smilte og tøvede heller ikke...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...