That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 20 aug. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

191Likes
232Kommentarer
476793Visninger
AA

144. "Min fars liv."

Jonas' synsvinkel

Jeg var ude og lege i haven. Jeg hyggede mig som altid, dog indrømmede jeg ærligt at jeg til tider savnede en rigtig legekammerat at lege med. Jeg havde da Eve, men hende kunne jeg jo ikke være sammen med hver dag. Gad vide om jeg ville se det der besynderlige sted igen med alle de børn? De drenge var da okay sjove, bortset fra de løj og hende Sara? Orv, hun var da bare vildt sød.

Jeg kørte lidt i mine egne tanker rundt med min lille elektroniske gule landrover. Jeg kørte ud til indkørslen og kørte videre ned til jernporten. Jeg sad bare og gloede lidt. Nok elskede jeg at lege, men jeg syntes bare at jeg ikke rigtigt kunne finde på noget i øjeblikket.

Jeg sukkede, mens jeg sad og gloede på nogle af de mennesker der gik forbi vores jernport.

"Hey Jonas!", var der pludselig en fremmed mand, der sagde til mig. Jeg gav ham et undrende blik. Han så lidt for mistænkelig ud. Han begyndte at stå og pille ved et apparat med et stort cylinderagtig ting, som han skruede på.

Nok var jeg kun knap tre år, men jeg havde efterhånden stået model til det mange gange. Jeg var næsten sikker på, at det var et kamera han havde gang i. Han skulle til at sætte kameraet op foran hans ansigt.

"Giv mig et stort smil Jonas.", bad manden mig om. Jeg hoppede hurtigt ud af min bil og løb væk fra manden op mod huset.

"Papassoooo!", råbte jeg skrækslagent.

Min far kom ud af hoveddøren og så undrende ud et øjeblik. Han grinte lidt og satte sig på hug, "Hvad sker der skat?", grinte min far og jeg løb lige i favnen på ham, og han løftede mig op, mens han rejste sig igen med mig på armen.

Jeg pegede skrækslagent ned mod jernporten. "Papasso!", sagde jeg forhippet.

Min far grinte og gav mig et kys på min tinding, "Godt skat.. Du skal bare ignorere dem. De er ikke andet end en samling blodsugere, der forstyrrer privatlivets fred...", sagde min far med et smørret smil.

Han bar mig med indenfor.

"Daddy?", spurgte jeg, mens han bar på mig.

"Yeah skat?", svarede han med et smil.

"Hvorfor er de altid efter os?", spurgte jeg undrende. Min far stoppede midt i gangen, og han kiggede opmærksomt på mig.

"Jonas, du er vidst for lille til at forstå den slags..", svarede min far med et lille smil.

Jeg rystede på hovedet. Jeg fandt det så underligt, at der var mærkelige mænd med kameraer hele tiden, børn og voksne der kendte os, som jeg slet ikke kendte. De vidste hvad jeg hed og hvor jeg boede. Det undrede mig seriøst. Og så det besynderlige sted, hvor børnene havde et stort billede af min far på væggen. Mit liv var som et stort puslespil, der ikke ville gå op.

"Jonas?", sagde min far med en opgivende tone.

Jeg rystede muggent på hovedet, "Vil vide det!", kommanderede jeg med armene over kors. Min far smilte svagt og han gik videre med os. Hvorfor svarede han mig ikke bare?

Han gik ned for enden ad gangen til den dør, som jeg ellers aldrig måtte gå ind ad. Vi kom ind i et stort flot rødt rum, hvor der hang en masse indrammede gyldne cd'er i guld og sølvfarvede lignede det. Der var hylder på væggene med en masse forskellige præmier kaldte jeg dem. De var ikke alle sammen ens. Der var en masse billeder af far, hvor han stod med alle mulige mennesker jeg ikke kendte, og dog kunne jeg se Kenny, Ryan, Chaz, Taylor, Chris og nogle af de andre venner jeg kendte, som min mor og far så så ofte til. Der var billeder af en ung dreng med brunt hår. Lidt længere end min fars hår, men nu jeg så godt efter, så havde drengen samme smil og øjne som min far. Var den dreng min far?

Min far tog et billede ned fra reolen, hvor jeg så en dreng der var næsten skaldet, men han havde lidt hår på hovedet og han havde da de samme øjne som min fars og vent, var det farfar Jeremy, der sad foran drengen? Jeg pegede på billedet.

"Er det dig daddy?", spurgte jeg og fangede hans blik. Min far nikkede.

"Yup, det er mig. Jeg  var kun 12 år dengang. En simpel knægt med en ret stor fremtid foran sig.", svarede min far med et kækt smil.

Jeg undrede mig lidt, "Stor fremtid?", spurgte jeg undrende.

Min far grinte smørret, "Well, jeg må vidst hellere forklare det mere simpelt skat. Kan du se alle de her musikpriser?", spurgte min far og pegede på alle præmierne. Hed de priser? Jeg troede priser var noget man fandt på tøj og ting der skulle købes? Jeg nikkede ivrigt. Min far smilte stort.

Jeg lagde mærke til at mor pludseligt kom ind i rummet til os. Hun smilte kærligt.

"Nå, skal du nu til at fortælle om hele din musikkarriere?", spurgte min mor, min far.

"Musikkarriere?", tænkte jeg undrende. Hvad i alverden var det for noget underligt noget?

Min far grinte, "Well, han ville ligesom gerne vide det nu..", svarede min far kækt. Min mor stilte sig ved siden ad os.

"Jonas, siden du undrer dig over det, så må din mor og jeg vidst hellere fortælle dig, at jeg faktisk er en verdenskendt sanger. Jeg har sindssygt mange fans verden over, som bliver kaldt mine beliebers. Jeg har sunget i mange år, men jeg begyndte for alvor på min karriere, da jeg var femten år. Jeg er ofte ude og rejse, hvor det meget af tiden indebærer mine tourneer. Jeg har udgivet flere musikalbummer. Det er ikke for sjovt, at du har kunne høre din egen far på anlægget i stuen og på dit værelse, eftersom det er cd'er, der har været blevet udgivet for år tilbage, før du blev født skat. Alle disse musikpriser, som du kan se her, er priser, som jeg har vundet takket være mine fantastiske og loyale fans støtte. Uden dem i mit liv, så havde jeg vidst aldrig nået så langt i min karriere den dag i dag, og uden dem ville jeg bare have været den almindelige og ubetydelige Justin Drew Bieber fra Canada. Jeg synger stadigt den dag i dag, og jeg turnerer sommetider, men bare ikke lige for tiden. For lige for tiden er jeg i gang med skuespillet, så musikken er lagt lidt på hylden for en tid. Jonas, hvad din mor og jeg prøver at forklare dig, er at vores familie ikke er helt almindelig. Vi er ret kendte alle tre, så alle mennesker i hele verden kender os ret godt, selvom vi ikke kender dem. Paparazziene udenfor, jagter os med deres kameraer, fordi de gerne vil tage billeder af os og sommetider filme os, så både mine fans og andre mennesker kan følge med i vores liv. Paparazziene vil formentligt blive ved med at jagte os med deres kameraer gennem hele vores liv skat, så det vil nok aldrig ændre sig. Jeg er virkelig ked af, at det skal være sådan Batman, men sådan er vores liv nu engang, og det kan ikke være anderledes. Du skal bare vide, at årsagen til at hverken jeg eller din mor er glad for at du leger uden for vores jernporte, er ikke fordi vi ikke vil have dig til at se omverdenen. Vi gør det bare for at beskytte dig mod nysgerrige mennesker og paparazzis. Så for at gøre en lang forklaring kort Jonas, er at du er meget kendt af omverdenen. Alle ved hvem du er.", forklarede min far.

Gal, hvor kunne min far dog snakke! Jeg fattede nok kun en lille del af det?

"For meget snak!", svarede jeg kort. Jeg fattede ikke en skid af hvad min far prøvede at forklare mig. Jo, jeg fik da fat i, at han var sanger og meget kendt, men det var vidst også det hele. Både min mor og far grinte og min far satte mig ned på gulvet. Jeg løb ud fra det flotte rum, som jeg normalt ikke måtte komme ind i. Nu havde jeg set det, så du var det alligevel ikke så spændende længere.

Min far var åbenbart en berømt sanger. Det undrede mig heller ikke det mindste, at han var sanger. Jeg elskede jo når han sang. Han sang godt, men jeg holdte nu stadigt på, at jeg sang meget bedre end ham.

"Amme telly long taime!", sang jeg højt, mens jeg løb gennem den lange gang ud mod hallen, hvor min blå traktor stod og lokkede mig til at hoppe op på den, hvorefter jeg kørte videre på den med retningen mod de andre rum i vores kæmpestore hus.

- Jeg var lykkelig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...