That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

189Likes
285Kommentarer
659799Visninger
AA

153. "Just move on."


Jonas' synsvinkel

Sneen vrimlede ned fra himmelen. Jeg elskede det allerede mere end noget andet, eller... Hvis jeg altså så bort fra far, som jeg savnede enormt meget. Jeg savnede også farmor. Ja, jeg savnede faktisk hele min familie i Amerika, men allermest min far.

Jeg vidste godt, at mor åbenbart havde brug for at vi var os selv lidt. Jeg havde ikke kunne forstå, hvorfor vi skulle væk fra far på den måde, men mor havde prøvet at forklare det så enkelt som muligt for mig, at far havde gjort noget rigtigt dumt, så hun var blevet ret såret over det og hun var åbenbart ret sur på far. Jeg havde spurgt hende, om hun ikke bare kunne tage imod fars undskyldning, men det mente hun bare ikke hun kunne lige nu. Ja, jeg kunne ikke se det svære i at tilgive far, men mor ville ikke tilgive ham.

Og jeg som ellers havde lært fra både min mor og far, at man skulle lære at tilgive hinanden, når en anden sagde undskyld til én. Ja, det gav jo slet ikke mening, at mor så ikke kunne tilgive far. Så selvom jeg ikke vidste hvad far havde gjort, så må det have været noget virkelig dumt noget han havde gjort mod mor.

Jeg kunne nærmest regne ud, at vi nok ikke lige kom hjem lige foreløbigt, så jeg havde indstillet mig lidt på, at vi skulle holde en slags "ferie" her hos mormor i Danmark, og jeg elskede det faktisk også. For jeg havde faktisk savnet mormor ret meget, og når der var øjeblikke, hvor mor ikke græd, så havde vi det faktisk hyggeligt for det meste.

Mor stoppede åbenbart klapvognen, for vi stoppede foran et lyskryds ikke langt fra en kæmpe stor bygning, som jeg ikke vidste hvad var, men jeg kunne forestille mig, at det var et sted, hvor man kunne købe tøj og ting, for jeg så mange mennesker gå ind og komme ud med en masse fine poser i hænderne.

Jeg flyttede mit blik fremad igen og kunne se rigtigt mange mennesker stå ovre på den anden side af vejen ved fodgængerfeltet, og jeg følte lidt, at nogle af dem gloede temmelig meget på mig, mens jeg sad her i klapvognen.

Der var et par store piger, der stod og grinede, mens de pegede mod min retning, mens de sagde et eller andet, og straks skiftede lyssignalet til en grøn mand, der gik, og straks kunne jeg mærke mor skubbe på klapvognen igen, mens jeg kunne fornemme mormor gående ved siden af hende. Jeg kunne jo se mormors frakke og sorte vinterstøvler hele tiden, ud af øjenkrogen, så jeg vidste, at de begge var der.

Alle de mennesker, der havde stået på den anden side, gik mig i møde, hvorefter de gik forbi mig og om på den side, hvor mor, mormor og jeg ellers havde stået før, men de to fnisende store piger på den anden side blev bare stående, til vi kom hen på den anden side af vejen.

"Hej Sarah! Må vi ikke tage et billede sammen med dig og Jonas?", blev vi pludseligt mødt af de to store piger, og den ene af dem bøjede sig forover og tog mig helt seriøst i hånden, så det kom meget bag på mig og jeg hev genert hånden til mig.

"Ærligt talt, jeg er ikke lige i humør til det piger..", kunne jeg høre mor svare bag mig med hendes ret triste stemme.

"Er du okay Sarah? Og hvordan går det med Justin?", spurgte pigen, der ellers havde rørt ved mig før.

Straks kunne jeg høre min mor bryde ud i gråd.

"Åh nej...", tænkte jeg trist over at pigerne havde fået min mor til at græde, nu hvor jeg ellers havde nydt siden i morges, at mor ikke havde grædt.

"Piger, jeg forstår godt jeres nysgerrighed og interesse, men Sarah og Jonas har brug for ro omkring dem, så vær søde at respektere dette, okay?", hørte jeg mormor svare pigerne, og jeg sad og kiggede op på pigerne, der virkede ret uforstående hvor de nikkede og den ene pige så atter ned på mig igen.

"Okay.. Undskyld, men vi ville ikke virke for fremfusende. Vi er begge bare så glædeligt overraskede, at se din datter og barnebarn her i Danmark. Vi har aldrig mødt Justin personligt. Vi har kun været til hans koncerter, og nu står Sarah og Jonas foran os, og det er altså virkelig stort for os, at opleve.", forklarede den ene af pigerne, mens jeg kunne høre mors snøften.

"Det er også okay... Jeg har det bare ikke så godt for tiden, så det her lige nu, er bare så svært at takle...", forklarede mor med en snøftende stemme, og jeg bemærkede pigerne stod og nikkede forstående.

"Ej, det er jeg virkelig ked af at høre Sarah.. Du er sådan en sød pige, mår jeg ikke give dig et knus?", spurgte den ene pige.

Der kom ikke noget svar fra mor, men hun måtte have nikket okay for det, for kort efter stod de på skift og gav mor knus, da jeg vendte mit blik bagover og jeg fik i samme øjeblik flere snefnug i ansigtet, så jeg hurtigt så ned igen.

"Må vi i det mindste ikke tage billeder med Jonas nu hvor du er så ked af det Sarah?", spurgte den ene af pigerne.

"Lad gå, men bliv nu ikke skuffede, hvis han finder på at vende ansigtet væk, for han er ret genert anlagt til tider...", svarede mor bag mig.

Pigerne fnes tydeligvis over mors svar, 0g straks satte de dem på hug på hver side af mig i klapvognen og de sad med hver deres mobil med strakte arme ind mod midten af mig.

"Smil Jonas.", sagde den ene pige på engelsk til mig. Tja, de anede vel ikke, at jeg sagtens kunne dansk, eftersom jeg udelukkende kommunikerede på både dansk og engelsk med mor, men de piger om det.

Jeg havde lidt svært ved at smile i øjeblikket, fordi det gjorde mig trist at tænke på, at mor stod bag mig og var ked af det, så det blev sikkert til et trist blik fra mit vedkommende.

Pigerne så på deres billeder, som de havde taget, hvorefter de rejste dem og fjernede sig fra mig og klapvognen, og de så tydeligvis hen på mor og mormor igen, hvor én af pigerne grinede svagt, "Han smilte ikke rigtigt.", sagde den ene af pigerne.

"Nej.. Det er ikke altid han smiler... Men nu vil jeg, min mor og min søn gerne videre... Tak for sludderen piger...", lød det i en lidt frustreret tone fra mor, så pigerne nikkede forstående med smil.

"Selvfølgelig Sarah. Det respekterer vi.", svarede den anden pige, hvorefter de begge vinkede med smil ned til mig, og endelig virkede det til, at vi gik videre, for klapvognen kørte igen.

"Skulle vi næsten ikke gå en tur op i rundetårn?", kom det tydeligvis fra mormor.

"Mor...", lød det nærmest sukkende fra mor.

"Sarah, du ved jo ligesom godt, at Jonas har brug for at opleve lidt, og det er også sundt for dig. I skal rykke tankerne hen på noget andet, ikke.", lød det lettere bestemt fra mormor.

Jeg kunne sommetider ikke forstå voksensnak, men dette her forstod jeg. Mor græd nærmest hele tiden, og det var tydeligt, at mormor ville opmuntre hende. Særligt, nu hvor mormor endelig havde fået lokket mor med ind til byen efter mor ellers nærmest havde lukket sig inde hjemme hos mormor de sidste ti dage. Ja, jeg vidste at vi havde været hos mormor i ti dage, for jeg havde spurgt om hvor mange dage vi havde været hos mormor hver eneste dag, siden vi havde rejst fra far.

"Jamen mor. Jeg tror ikke, at du forstår, at rundetårn er et ømt punkt for mig. Jeg vil ikke derop... Ikke nu..", beklagede mor sig, mens vi passerede mange forretninger og en masse mennesker.

"Nej, men lille skat. Bare fordi det minder dig om noget, så skal du altså ikke lade dig stoppe af det. Jonas vil helt sikkert synes det er sjovt at komme op i rundetårn. Fortjener han ikke den oplevelse?", svarede mormor.

"God altså!", lød det tungt fra mor og klapvognen stoppede, hvorefter jeg pludseligt så mor komme hen foran mig, hvor hun så ned på mig med et smil, der mest af alt virkede bedrøvet. Hun havde rødsprængte øjne, så det havde været mere end tydeligt, at hun havde grædt med tårer og det hele.

"Vil du op i rundetårn skat?", spurgte mor mig med et trist smil, hvorefter jeg bemærkede mormor stilte sig lettere bag mor, hvor hun stod med et fjollet smil med armene i vejret og nikkede kraftigt, så mormors oplivende og fjollede glæde smittede af på mig. Hun sagde ikke noget, men det var tydeligt, at hun ville have mig til at sige ja til mor.

Jeg grinte fjollet og lænede hovedet bagud på klapvognen, "Yeah mommy!", svarede jeg med et smørret smil, så mor nikkede med et svagt trist smil, "Okay skat...", svarede hun og hun rettede sig op og så hen på mormor.

"Din overtagelsesevne fejler ikke noget mor.", lød det i en trist tone fra mor, og jeg bemærkede mormor smile lidt til mor, hvorpå mor gik væk fra mig igen og atter mærkede jeg klapvognen køre.

- Rundetårn... Jeg kendte det ikke, men det var åbenbart et rundt tårn vi skulle besøge...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...