That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 21 sep. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

191Likes
234Kommentarer
479651Visninger
AA

108. Hvad nu?

Justins synsvinkel

Der blev prikket til mig, så jeg fløj forskrækket op. Jeg åbnede mine øjne og realiteten gik op for mig. Jeg sad stadigt i det klamme spjæld. Dog var der nogle der var blevet løsladt, eller også var de garanteret blevet ført videre til de store fængsler.

Der blev prikket eller rettere skubbet til mig med en knebel fra den anden side af tremmerne. Jeg rejste mig forvirret og vendte mig omkring og så fængselsvagten.

"Justin Bieber, wurde Kaution für Sie bezahlt!", udbrød vagten.

Jeg rystede forvirret på hovedet, men jeg tror da, at jeg fattede den. Han vinkede mig over mod tremmedøren. Jeg nikkede og gik over mod døren. Jeg følte, at alle de andre gloede mærkeligt på mig, eller også sad de og smilte vildt skræmmende.

Døren blev låst op og jeg skyndte mig ud. Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive så glad for at komme ud på den anden side af den dør. Føj, det havde bestemt ikke været noget 5 stjernet hotel det her.

Jeg fulgte bag fængselsvagten ud af en anden vej og en trædør blev åbnet for mig. Jeg trådte ind ad døren og mine øjne fandt som den første Sarah, med et forgrædt blik.

"Justin!", udbrød hun og hun svang straks sine arme om nakken på mig. Jeg tøvede lidt om jeg skulle lægge mine arme om hende, men gjorde det af mindre selvtvang. Det var underligt, at jeg stod og tvivlede så meget på os lige nu.

"Vi har alle været så bekymrede for dig..", snøftede Sarah ind i min skulder. Hun måtte åbenbart tale for de andre, eftersom det kun var hende, Scooter og Kenny, der stod og tog imod mig. Jonas var her ikke engang? Han blev vel passet?

Jeg sukkede tungt.

"Kom skat, vi må ud og hente dine ejendele..", forklarede Sarah med et lille forsigtigt smil i det sekund, hun trak sig lidt væk fra mig.

Jeg fremtvang et lille smil og fulgte blot efter hende, Kenny og Scooter. Jeg fandt det hele så akavet i øjeblikket. Jeg tvivlede på hende big time og det var så underligt, for jeg troede virkelig, at jeg altid havde kunnet stole på hende, men nu var jeg så meget i tvivl.

Billedet af Sarah og Nicki i et ømt og kærligt knus blev ved med at sidde fast i min tanker. Jeg følte mig pænt nederen over den situation. Jeg fulgte Sarah og de andre ud til skranken, og fik igen min iPhone, pungen, mit pas, kreditkortene og smykkerne. Og jeg gad ikke engang brokke mig over, at alle mine kontanter var som sunket i jorden. Det kom ligesom ikke bag på mig, at der fandtes visse betjente, der var korrupte.

Sarah hjalp mig med at få mine smykker på igen, og da turen kom til forlovelsesringen, kunne jeg ikke andet end at glo på den. Sarah lod sig vel ikke mærke af noget, for hun greb bare ud efter den og satte den på min finger igen. Hun havde stadigt sin egen ring på, men hvorfor tvivlede jeg stadigt så stærkt på hende? Hvorfor var alle de tanker  dukket op på den måde?

Hun smilte kærligt og lagde sin højre arm om min nakke og trak mig ind i et kys, der for mig blev lidt akavet, da hun lige kun nåede at lægge sine læber på mine, inden jeg trak mig væk igen. Hun så uforstående ud og det var vel også forståeligt.

Vi begav os alle mod udgangen og straks da vi åbnede døren ud, blev vi mødt af utallige pressefolk, der knipsede løs på deres kameraer og spurgte om en alverdens ting.

"Er du blevet dømt for vold Justin?", var der én der spurgte.

"Hvad var grunden til slåskampen?", spurgte en anden.

"Sarah, er du Justin utro?", spurgte en temmelig ivrig kvinde, der var ved at vælte over de andre pressefolk.

"Er det her enden på Jarah?", kom det fra lige fra min venstre side, så jeg var ved at banke ansigtet ind i den store dumme mikrofon.

"Hvem er denne Nicki? Er han én fra fortiden?", var der én der prøvede at nå tæt på Sarah med en anden mikrofon.

"Hvad tror du dine beliebers mener om dette her Justin?", var der en yngre kvinde, der prøvede at gribe fat med sin hånd på min højre skulder i forbifarten.

"Er brylluppet aflyst?", blev der endnu spurgt. Jeg magtede intet mere. Jeg brød fuldkommen sammen af gråd. Ja, det var vanvittigt! Efter al den ydmygelse gang på gang, gjorde at jeg ikke kunne finde min vrede frem. Jeg hulkede igennem for et godt ord.

"Absolut ingen kommentarer!", råbte Scooter til alle pressefolkene.

Sarah havde sat sig i bilen og jeg fulgte efter. Jeg satte mig blot et stykke fra hende, det vil sige længst til højre side i bilen. Jeg følte min verden ramlede sammen.

Det gav et ryk i bilen, eftersom både Kenny og Scooter havde sat sig ind foran og derefter sad Scooter og dyttede voldsomt på bilhornet, for at få pressefolkene til at flytte sig væk fra vejen. De flyttede sig ikke synderligt og derfor begyndte han at køre stille, mens han trykkede bilhornet ned i længere tid, så det nærmest sang i mit hoved med bilhornets lange dyt.

Vi kørte mod hotellet, og jeg kiggede ned på mit ur og bemærkede at klokken allerede var ved at være otte om aftenen. Næsten otte stive lange timer havde jeg siddet inde i det rædselsfulde spjæld. Jeg ville aldrig opleve lignende mere.

Jeg havde en koncert at give i aften, som jeg ikke glædede mig til hvordan ville udarte sig. Jeg skulle allerede have været på scenen klokken halv otte. Så nu hvor jeg lige var blevet hentet og at vi nu var på vej til hotellet, så skulle mine beliebers nok regne med i alt fald en halvanden times forsinkelse fra min side af. Jeg skulle i bad og ordnes og have kigget på de sår jeg havde tilranet mig, og hvad der ellers var. Jeg havde slet ikke set mig i et spejl endnu, så jeg anede ikke hvor slemt tilredt jeg i hele taget så ud? Jeg turde ikke at prøve at kigge mig i bakspejlet i bilen, for jeg ville finde det så flovt.

Jeg fiskede min iPhone op, blot for at se om jeg havde modtaget nogle beskeder? Intet! Hvorfor følte jeg pludseligt behov for at tjekke for beskeder? Det gjorde jeg jo normalt ret sjældent, når jeg var sammen med vennerne og Sarah. Nu var hun her ligesom og alt hvad jeg kunne, var at stirre på mit skide display på min iPhone? Jeg kunne ikke en gang tage mig sammen til at sidde tæt med hende, flette fingre med hende eller bare stirre hende i øjnene, hvad fucked gik lige galt her? Var jeg kommet så vidt, at jeg ikke kunne stole på Sarah mere? Hun var jo min forlovede og vi stod og skulle giftes og hun ventede vores barn nummer to. Hvad fanden skete der lige for mig?

~

Sarahs synsvinkel

Jeg vidste godt, at det havde været en ret slem omgang, som Justin havde været igennem, men nu hvor vi sad i bilen på vej tilbage til hotellet, så føltes køreturen underligt beklemt. Justin havde ikke set hen på mig et eneste sekund, siden han så mig ved modtagelsen på politistationen og hvor jeg havde omfavnet ham og kysset ham. Det havde blot været et meget kort kys, som jeg havde følt ikke havde haft nogen følelser i sig. Han havde bare afbrudt kysset.

Hvad fanden havde jeg gjort galt?

Han kiggede slet ikke på mig, og han sagde heller ikke noget til mig. Han sad bare, som var han helt i sin egen verden med sin iPhone og vinduet ved hans side. Jeg følte mig som kold luft for ham. Jeg var nervøs, ja faktisk direkte bange og frustreret over hvad der foregik imellem os? Han havde vel ikke fortrudt forlovelsen, brylluppet, ja bare fortrudt mig? Havde han fået nok af mig? Jeg vidste snart ikke mere?

Jeg mærkede nogle meget smertefulde svidende tårer løbe ned ad mine kinder. Jeg kunne ikke holde gråden tilbage og kort efter kom det første snøft fra mig. Jeg følte mig ene og forladt. Elskede han mig ikke mere? Jeg forstod slet ingenting af noget som helst! Det var hårdt. Usigeligt hårdt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...