That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 20 aug. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
231Kommentarer
429683Visninger
AA

166. "Help!"

Jonas' synsvinkel

"Er du rablende sindssyg bitch? Tænk, at du kan få dig selv til at stå og pege med en pistol mod en stakkels lille uskyldig dreng!", kom det pludseligt fra en stor kraftig dame i alt for stramt tøj. Hun var afroamerikaner ligesom Kenny ved min side.

Hun og hendes lige så store veninde gik til angreb og slog løs på Betty. De havde overrasket hende bagfra. Mike og Kenny gik også amok, for at overmande Betty. Jeg og Josh kiggede målløst på deres slagsmål. Jeg kunne mærke min mundvige trække op til et stort smil. Jeg jublede med armene i vejret.

"Go go go Mike og Kenny!", heppede jeg på dem, mens jeg stadigt sad på Josh's arm.

Midt i tumulten kom en politibetjent, og han pegede også med en sort ting foran Kenny, Mike og de to store afrodamer i deres alt for stramme tøj.

"Gal, nogle store numser de har i deres alt for små stykker tøj!", tænkte jeg hurtigt, men hold da op, hvor kunne de bare slå fra sig. De havde virkelig temperament.

"Stop slåskampen, og det er nu, eller jeg skyder!", kom det arrigt fra betjenten. De stoppede alle slagsmålet.

"Hvad foregår der her?", spurgte betjenten bestemt. Han havde ikke fjernet den sorte ting han havde i sine hænder.

"Dette sindssyge kvindemenneske stod og pegede med en skyder mod den stakkels lille dreng derovre, så Shauntelle og jeg ville lige banke noget ordenlig fornuft ind i hende her, så den stakkels lille knægt ikke ville lide noget overlast!", forklarede den store afrodame, der kun havde en kort skrigende pink kjole på og et ret så sjovt opsat flerfarvet hår i små fletninger der snoede sig ind i hinanden.

Betjenten så hen på mig og Josh, "Hvorfor gjorde hun det?", spurgte betjenten.

"Fordi hun formentligt er Jonas Bieber kidnapper.", svarede Josh for mig.

Betjenten kom helt hen til mig og Josh og han så indgående på mig og Josh, "Jonas Bieber? Sig mig, er du ikke efterlyst?", spurgte betjenten mig. Jeg vidste ikke hvad efterlyst betød, men jeg nikkede blot.

"Jeg vil hjem mommy og daddy..", snøftede jeg og så ned i jorden, som var langt oppe, eftersom jeg stadigt sad på Josh's arm.

"Han er Sarahs og Justins søn, du ved Justin Bieber, den berømte sanger?", forklarede Josh til betjenten.

Betjenten nikkede, og han tog pludselig en sjov sort tingest, fra hans brystkasse, der sad fast i en krøllet ledning og begyndte at snakke i den, "Dette er Jones fra distrikt 24. Jeg står nu foran den savnede lille treårige Jonas Bieber. Jeg bekræfter herved, at Jonas Bieber er fundet, og han ser ud til at være rask og uskadt! Over!", sagde betjenten.

Kort efter bippede hans sjove sorte tingest igen, "Stationen her. Alt er bekræftet! Hans forældre vil blive lykkelige. Er alt under kontrol? Over!", lød det fra hans sorte tingest.

Det lød som en telefonsamtale og dog ikke alligevel. Jeg syntes, at det var en sej ting. Sådan én ville jeg også have.

"Kan jeg få assistance til mit distrikt? Jeg har en mistænkelig kidnapper her, og det er en kvinde! Over!", svarede betjenten i den sorte tingest igen. Den bippede igen.

"Det skal blive gjort Jones! Er der muligheder for, at barnet kan komme sikkert tilbage til hans forældre? Over!", kom det igen fra den lille sorte tingest. Betjenten smilte svagt.

"Undskyld mig betjent, men mine venner og jeg vil gerne have æren, at aflevere Jonas personligt til hans forældre!", brød Mike ind.

Betjenten rystede på bestemt på hovedet, "Beklager, men det kan jeg ikke gå med til. Det er ikke fordi jeg mistænker jer drenge for noget, men jeg tør ikke løbe yderligere risiko.", svarede betjenten strikst.

"Drengene reddede mig, så de må godt følge mig hjem! Jeg kan godt lide dem! De er mine venner!", udbrød jeg stålfast, så betjenten gloede forbavset på mig.

"Du er kun tre år, og alligevel lyder du som én på fem eller seks år. Det forbløffer mig, men jeg kan altså ikke godtage det her. Det er for din egen sikkerheds skyld knægt!", svarede betjenten bestemt.

Jeg rystede voldsomt på hovedet, "Men de er mine venner! De har passet på mig, og hjulpet mig mod dumme Betty!", sagde jeg bestemt og fast besluttet med armene over kors.

Betjenten grinte smørret, "Okay Jonas, du vinder. De må godt aflevere dig hjemme hos dine forældre, men kun under politieskorte.", svarede betjenten med et smil. Jeg nikkede med et tilfreds smil...

~

Justins synsvinkel

Alle de mennesker, der trådte konstant ud og ind af vores hjem gik mig efterhånden på nerverne. Jeg vidste godt at de kun gjorde det for at hjælpe mig og Sarah, men på én eller anden måde ønskede jeg bare ro omkring os.

Sarah sad oppe på tvillingernes værelse sammen med min mor, og jeg besluttede mig for at gå op til dem. Jeg kunne se at Sarah sad og ammede Andrew, mens Monique lå og sov på min mors skulder. Jeg stod i dørkarmen og kiggede på dem. Jeg prøvede at tvinge et smil frem, men det var ret svært. Sarah kunne kun komme med et lille svagt smil, men hendes blik sagde noget andet. Min mor sukkede og hun var selv på vippen til at græde. Det hele var en ren elendighed.

Hvor var vores dreng og var han overhovedet i god behold?

"Lad os bede til Gud..", foreslog min mor, og hun tørrede en forvildet tåre væk fra sin kind.

Jeg gik hen og satte mig på knæ på gulvet foran Sarah. Min mor satte sig på en stol ved siden af Sarahs ammestol.

"Jeg vil bede for jer...", tilføjede min mor stille.

Jeg nikkede svagt til min mor og greb hendes ene hånd, "Tak mor...", svarede jeg lavt.

Jeg lagde min venstre hånd op på Sarahs frie hånd, eftersom den anden støttede under Andrews blenumse.

"Himmelske Gud. Jeg beder for Justin og Sarahs skyld, at Jonas skal komme hjem sikkert og i god behold. Må du omhylde Jonas med din kraft og passe på ham. Han er bare en lille dreng i en meget stor og forvirrende verden. Vi beder dig Gud, lad der ikke være sket noget grusomt for ham. Vi savner ham. Amen..", bad min mor.

"Amen...", mumlede Sarah og jeg i mundene på hinanden.

"Undskyld jeg forstyrrer, men jeg vil gerne bede jer om at komme med nedenunder, da der én som gerne vil se jer.. Det er ret vigtigt.", kom der pludseligt en betjent og forstyrrede os.

Jeg undrede mig lidt, "Hvem?", spurgte jeg undrende.

Sarah så på mig med håb i blikket. Jeg smilte svagt.

"Bare kom med nedenunder. Jeres tilstedeværelse er ret vigtigt.", svarede betjenten.

Vi nikkede alle sammen og lagde tvillingerne til at sove i deres vugger, hvor efter vi alle gik ud af værelset, og jeg lukkede døren på klem til deres værelse. Min mor, Sarah og jeg fulgte betjenten ned.

Vi kom ned til hallen, og jeg troede at jeg så syner, men det var min dreng, der stod sammen med tre unge fyre i samme tøjstil som jeg. Både jeg og Sarah hvinede op af glæde, og Jonas løb lige ind i vores favn. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage.

"Tak, tak Gud fordi du passede på vores lille dreng...", takkede Sarah. Vi sad alle og krammede om Jonas på gulvet.

"Mommy, daddy, farmor..", græd Jonas lidt. Hans lille krop rystede i vores arme. Endelig var han hjemme. I sikkerhed hos os. Sikkerheden skulle helt sikkert forbedres frem over. Det var sikkert!  Mareridtet var ovre...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...