That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
229Kommentarer
418360Visninger
AA

107. Forskruede tanker og ydmygelse!


Justins synsvinkel

Han skulle bare jordes! Det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg tyrede en mavepuster i ham, så han krummede benene op under sig.

"Justin, stop så det vold der!", råbte Kenny mig i hovedet, så jeg tog mig til ørerne, da han virkelig havde råbt højt, at det generede min hørelse.

Mikey greb hurtigt fat i mig igen og Sean slæbte væk med Nicki. Det tyske politi dukkede pludseligt op, og inden jeg vidste af det, så havde de fandeme tvunget mig med vold og magt ned på gulvet, og de tvang mine arme om ryggen på mig og lagde mig i håndjern. Det kunne de sgu ikke bare gøre?

"Hvad fanden laver du main? Ved du ikke hvem jeg er eller hvad?!", skreg jeg af vrede. Det ville jeg fandeme ikke finde mig i. Kenny satte sig ned på hug ved siden af mig og så mig lige i øjnene.

"Justin, nu lytter du godt efter her... Nu dæmper du kraftedeme den vrede der, er det forstået? Vi skal ikke have flere problemer oveni, så nu gør du bare hvad der bliver sagt, uden at skabe flere problemer, forstået?", forklarede Kenny nærmest hviskende i vrede til mig.

"Men...", protesterede jeg.

Kenny så olmt på mig, "Drop det!", sagde Kenny bestemt.

Jeg nikkede i gulvet, og inden jeg var klar over det, så blev jeg hevet voldsomt op at stå af en betjent. Jeg bemærkede, at Nicki også var blevet lagt i håndjern, hvorefter jeg vendte mit blik over mod Sarah, der stod og hulkede voldsomt, mens Ryan stod og prøvede at trøste hende. Min vrede forsvandt som dug for solen. Jeg skammede mig pludseligt over, at jeg lod det komme så vidt.

Sarah vendte sit blik hen mod mig. "Hvordan kunne du?", græd hun af vrede og skam over mig.

"Baby, det var jo ikke meningen.", nåede jeg at svare, og jeg blev straks skubbet ud af det store butikscenter af en betjent bag mig.

Et stykke foran gik en anden betjent med Nicki. En presse var åbenbart kommet i al hast, mens det hele stod på, for jeg blev badet af blitzlys, da vi kom udenfor, og jeg blev skubbet ind på bagsædet af en politibil og døren blev smækket med et knald, så hele bilen rykkede voldsomt. Jeg så den anden politibil, med Nicki bag i køre væk.

Fuck hvor jeg skammede mig. Jeg havde slet ikke tænkt mig om overhovedet. Min jalousi var bare blusset op til det værste, da jeg så Sarah i næsten hed omfavnelse med Nicki i butikken og da jeg fandt ud af, at det var den eks-kæreste, der havde været så tarvelig over for hende, før min og Sarahs tid sammen, så slog et eller andet bare klik for mig. Jeg havde hverken tænkt på konsekvenserne for hele dramaet. Jeg havde ikke tænkt på, hvordan min lille søn havde set mig opføre mig, og jeg havde ikke tænkt på, at vi befandt os et offentligt sted med tonsvis af andre mennesker.

Jeg havde uden lige været en stor skuffelse over for mine venner og den største skuffelse over for Sarah. Bare tanken om det forgrædte, vrede og skuffede blik hun havde givet mig og blot hendes ord slog mig hårdt, som en mavepuster. "Hvor kunne du Justin?" Ja, jeg vidste det heller ikke?

Det havde bare slået klik for mig og jeg havde slet ikke givet Nicki en eneste chance for at fortælle om han overhovedet ville noget slemt? Sarah havde trods alt stået og krammet ham? Var han blevet tilgivet af hende, eller som mine dumme evindelige tanker, der spillede mig et puds. Var hun blevet forelsket i ham igen? Måske Sarah havde gemte følelser for Nicki? Hvorfor dukkede han pludseligt op her i Hannover? Hvor fanden skulle han vide fra hvor Sarah var henne? Måske Sarah var ved at glide fra mig. Hendes måde at slippe væk fra mig og stjernelivet på?

"Ej, Justin! Hvad fanden er det du sidder og spinder sammen i dit hoved? Sådan ville Sarah da aldrig være?", tænkte jeg håbløst. Kæft nogle lortetanker jeg havde gang i nu.

Mine tanker blev brudt af en masse piger, der pludseligt skubbede godt til politibilen og her sad jeg i håndjern og kunne intet gøre. Heldigvis kunne pigerne ikke komme ind til mig, så havde jeg da først været i problemer til halsen, som om jeg egentligt ikke var det i forvejen?

Jeg mærkede nogle tårer rende ned ad mine ømme kinder, og da de landede på mine hvide baggyshorts, endte det med små røde pletter. Blod! Fedt, jeg havde slet ikke bemærket selv, at jeg åbenbart var slået til blods? Men nu kunne jeg faktisk godt smage den sødlige jernholdige smag af blod fra min meget hævede underlæbe. Jeg måtte ligne lort, rent ud sagt. Jeg var langtfra stolt ad mig selv.

Hvorfor tog det så lang tid med de betjente om at komme ind i deres forpulede politibil? Pressen og mange andre folk stod og tog billeder af mig gennem bilruden, og jeg kunne blot sidde foroverbøjet og skamme mig. Blot kigge ned på mine knap så fede shorts, der bare blev fyldt med flere og flere blodpletter. Folk og beliebers bankede på ruden til mig, blot for at jeg skulle give dem opmærksomhed. Jeg følte bare, at det hele bare var meget forkert. Hvorfor kunne de ikke bare respektere mig og lade mig få fred?

Jeg fandt det langtfra fedt at tænke på, at jeg helt sikkert var på de tyske sladderblades forsider og så ellers i resten af verdenens sladderblade allerede i morgen. Der ville helt sikkert blive skrevet: "Nu slår det endelig klik for Justin Bieber!", "Bieber dømt for vold!" og hvad vidste jeg? Ville jeg overhovedet blive dømt? Hvad med mine venner? Hvad med min elskede Sarah og min lille søn? Hvad skulle der blive af dem? Hvad hvis Sarah ikke elskede mig mere, men elskede Nicki?

"Nej Justin, nu stopper du fandeme de forestillinger... Sådan er Sarah ikke..", bandede jeg mumlende over mig selv.

Jeg så endelig betjentene, og jeg så derefter Kenny, Mikey, Sarah med Jonas, Ryan, Chaz og Alfredo gående efter hinanden, hvor de alle steg ind i de to biler vi ellers var kommet med. De skammede sig alle sammen sig sikkert over mig. Jeg kunne se det. De vendte ikke blikket mod mig et eneste sekund. Det var kun Chaz, der som den sidste gik ind i bilen, hvorved han spejdede over mod mig og det eneste han kom med var en rysten med hovedet, inden han steg ind i bilen.

Betjentene satte sig i bilen og de snakkede over politiradioen på tysk. Jeg orkede ikke at spidse ørerne til. Jeg havde en vanvittig tinnitus efter et hårdt slag i mit hoved efter Nicki, eller også var det på grund af Kennys råben i mit hoved, der var årsagen til det? Det eneste jeg bed mærke i, var at den ene betjent sagde noget med Justin Bieber, og resten var tysk, som jeg ikke kunne overskue at skulle lytte efter til.

Endelig kørte vi væk fra det ydmygende sted med alt for mange nysgerrige mennesker og pressefotografer...

~

Vi nåede langt om længe frem til politistationen. Jeg sukkede dybt. Flere havde fået nys om historien om mit og Nickis optrin, og jeg blev hevet ud af bilen med en masse magt, som om jeg kunne finde på at være voldelig nu? Pressefolk og paparazzis stod stimlet imod mig og jeg havde ikke engang lyst til at gå amok på dem.

Jeg gik blot med sunket hoved, og fokuserede på mine gule Adidas Neo sneakers, der havde fået nogle sorte striber på snuderne på grund af slid og tumult, som med garanti stammede slåskampen med Nicki, for de havde været nærmest som spritnye her i morges. Jeg lukkede fuldstændigt af for alle de spørgsmål, der blev stillet til mig mod indgangen. Betjentene skubbede dem til siden, mens de førte afsted med mig.

"Bitte beiseite treten, danke! Gibt es nichts zu hier vorbei kommen!", sagde betjentene og jeg fattede kun halvt af hvad de sagde, men det måtte bestemt have betydet, at folk skulle træde til side og at der intet var at komme efter her.

Ja, det kunne de betjente sagtens påstå! De kendte slet ikke til mine sædvanlige hverdage med pressefolk, fans og paparazzis efter mig, som var de et helt "normalt" program for dagen for mit vedkommende. Jeg var jo ligesom Justin Bieber, der blev skrevet spalte op og ned af, ligeså snart jeg gjorde bare en ting galt eller lavede noget, som føltes galt, så skulle alle bare blæse det op til det værste!

Med meget masen og skubben, nåede vi endelig ind på politistationen. Tænk, at jeg syntes at netop det var godt? Ja, det var vel noget bedre til en vis del? Jeg vidste ikke hvad der var det bedste at foretrække? En tur i spjældet eller at man blev offentligt ydmyget? Jeg var forvirret. For jeg havde faktisk aldrig været i fængsel før, men det skulle vel vise sig hvordan sådan en oplevelse kunne være? Og det var med garanti ingen fed oplevelse!

Jeg blev ført over til en skranke hvor jeg skulle tømme mine "lommer" for al værdi. Så jeg fiskede min iPhone og min smalle lysebrune Versace-pung op ad mine stramme bukselommer. Det var hvad jeg ejede.

Betjenten på den anden side af skranken tillod sig kraftedeme, at åbne min pung, hvor han begyndte at pille mit pas ud, som han tjekkede flygtigt, og han pillede alle mine kreditkort ud af de små kortlommer i pungen, hvorefter han tømte pungen for mine kontanter.


Ein Reisepass, zwei Diners Club Card, eine dänische Debitkarte, American Express, eine Visa, eine Mastercard und ein Platinum Plus Mastercard. 3050 US-Dollar, 17 US-Cents und 625 Euro in bar. Ein Bild des Baby und ein Bild von ein nackter blonde..." "Hey, det der billede er privat, at du...", udbrød jeg afbrydende på betjenten, der tjekkede billedet ud, men jeg blev afbrudt ved en knebel, der daskede lettere hårdt på min skulder, så jeg tog mig ømmende til skulderen, mens jeg så mig ydmyget på betjenten, der havde dasket mig på skulderen.

Betjentene morede dem tydeligvis over billedet af min Sarah, der ellers så så smuk ud i et sæt rødt lingeri. Et billede, som jeg havde haft i min pung temmelig længe. Det var privat for mig, og skulle altså ikke ud til omverdenen.

Den ene betjent puffede til mig og jeg forstod intet, før de greb fat i mine arme og tvang mit Rolex i guld med diamanter på af mit venstre håndled, mine to brede guldarmbånd og imod min vilje pillede de også min forlovelsesring af.

Jeg skammede mig over den behandling. En betjent pillede mig ved øreflippen. Jeg sukkede dybt. "Nå ja, mine diamant ørestikker!", tænkte jeg sukkende og jeg pillede dem selv ud.

Ham der stod bag skranken pegede på min hals. Jeg sukkede. Også min guldhalskæde, skulle de have. Så var jeg fuldstændigt rippet for værdier. Bare de dog ikke havde taget min forlovelsesring, for den havde bare så meget betydning for mig lige nu. Jeg sukkede.

Betjenten bag skranken noterede alle tingene på en notesliste, og mine billeder af Jonas som nyfødt fra hospitalet og af min lettere afklædte Sarah blev sammen med min iPhone, mine kontanter, mit pas, kreditkortene, min Versace-pung og mine smykker proppet ned i en stor brun lukket konvolut, og lige der håbede jeg at de lod mine elskede billeder, min pung, smykker og mit pas være. Skide være med mine kontanter og kreditkort, for det kunne sagtens erstattes. Ja, jeg vidste ligesom godt at visse betjente kunne være korrupte og "stjæle" fra fanger, uden at blive tiltalt for det. Så det var fandeme ikke til at vide om disse tyske betjente også kunne finde på at stjæle fra mine ejendele.

Aus mit den Klamotten!, udbrød én af betjentene, mens han daskede blidt med hans knebel på min overarm i sekunder.

Det her huede mig slet ikke! Men jeg nikkede svagt og følte mig virkelig ydmyget, at jeg nu skulle stå her midt i gangen omringet af tre betjente, mens jeg skulle stå og strippe mit tøj af mig.

Jeg lagde mit tøj op på skranken et øjeblik og endte med at stå i sokker og mine boksershorts, mens de stod og gav mig et hurtigt blik, hvor de kraftedeme begyndte at tage nærbilleder af alle mine tattoos? Hvad fanden var meningen?

De lagde et fingeraftryksdokument foran mig på skranken med blækpude. Ak ja, jeg var ikke i tvivl om hvad jeg nu skulle. Justin Drew Bieber, verdensberømt solist... og kriminel! - Rettere voldelig! Jeg lagde alle mine fingeraftryk, så jeg endte med ti blå-sorte fingerspidser.

Netop som jeg troede, at jeg ikke kunne blive mere ydmyget, så tog jeg netop fejl. Jeg samlede mit tøj op fra skranken og hankede op i mine sneakers, hvor efter jeg blev skubbet videre ind i et lille fotolokale. Fedt! Det var langtfra glamour eller photoshoots her! Dog fik jeg lige lov til at tage mit tøj på igen, hvorefter jeg blev skubbet over til et vildt grimt lærred, og kort efter fik jeg en tavle med magnetbogstaver på. "Så fint pyntet".

"Justin Drew Bieber dob: 0103-1994. Hannover State Prison.", stod der skrevet på tavlen. Jeg var langtfra stolt.

Jeg blev bedt om at stå med tavlen foran mig. Jeg tror lige jeg havde svært ved at smile ved det her, så billederne faldt nok ret uheldige ud.

Efter billederne var blevet taget, blev jeg skubbet med meget magt ud af rummet igen og endte med at blive skubbet ind til en helvedes masse andre civile kriminelle, prostituerede, stofmisbrugere og andre voldsdømte. Jeg følte mig langtfra tilpas her. Flere begyndte at grine ad mig. Selv om de var tyskere, så talte de engelsk til mig.

"Haha! Har man lige set det med? Det er jo Justin Bæver! Hvad i alverden laver en kendis lige her? Er det skjult kamera det her?", udbrød en klam, ildelugtende og halvfed mand med ekstrem fedtet hår, gulbrune tænder, der stank langt væk af alkohol. Hans grin gjorde ondt på mig.

Jeg valgte at tie stille og havde langtfra lyst til at sidde på bænken blandt ludere, narkomaner og hvem det ellers var. Jeg gik over til et hjørne i cellen og tjekkede efter, at der ikke var noget på gulvet, og så blæste jeg rent ud sagt på mine hvide blodige baggyshorts, og bare satte mig ned på det hårde, kolde betongulv.

En stank ramte mine næsebor, da jeg fik øje på et vildt klamt åbent ståltoilet ovre i det andet hjørne af cellen. Så ville jeg sgu klart hellere holde mig, end at skulle gå på toilettet der. Hele det her scenarie var ydmygende og jeg som ellers skulle give koncert i aften.

"Yeah right.. In my dreams..", mumlede jeg stadigt skamfuldt over mig selv.

"Hey Bieber-boy! Vil du have en gratis tur med mig?", udbrød en afdanket luder pludseligt til mig.

"Som om?!", svarede jeg olmt, og jeg lagde min gule cap på skrå ned over mit ansigt, så jeg kunne afskærme mig de andre og måske sidde og få noget hvile op ad de her hårde jerntremmer og dette hårde og kolde betongulv?

Oh yeah! Jeg skammede mig enormt! Jeg svor allerede ved mig selv, at jeg ville lære at tænke mig om fremover, før jeg ville begynde at gå amok på folk...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...