That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
318Kommentarer
913898Visninger
AA

160. Forladt!


Jonas' synsvinkel

Jeg sad og betragtede far, der skiftede gear i bilen. Det var bare mig og ham, der var smuttet ud og køre på sådan et mærkeligt tidspunkt som morgenstunden. Ja, jeg undrede mig lidt. Især fordi, at mor havde fået lov til at sove videre. Var hun syg eller noget? Vi kørte i fars sorte bil. Jeg vidste ikke helt hvad den hed?

"Daddy?", spurgte jeg, mens jeg kiggede op på ham. Han havde en afslappende grå sweatshirt, hvor der stod en sort tekst på maven, og han havde kaktusbukser på lige som jeg, røde seje sko og en rød kasket og hans Ray Ban. Jeg vidste bare at hans solbriller hed sådan, for han havde dem næsten altid på.

"Et øjeblik skat..", svarede han dybt koncentreret, mens han kiggede opmærksomt ud mod vejen.

Der var mange biler ude og køre. Faktisk rigtigt mange, når man tænkte på at det var fra morgenstunden af. Det var jeg slet ikke vant til. Jeg troede ellers de fleste sov, men på den anden side, så var det ret sjældent, at jeg var ude og køre med enten far eller mor så tidligt om morgenen.

Vi holdte pludseligt stille. Jeg havde altid lagt mærke til, at vi altid holdte stille, når det sjove lys viste rødt. Min far så ned på mig, "Hvad så skat?", spurgte min far med et lille smil.

"Hvad hedder den her bil?", spurgte jeg, mens jeg sad og pegede med et charmerende smil til far.

Far smilte med et blink med øjet, "Det er min land rover skat.", svarede far. Jeg grinte lidt.

Jeg prøvede at gentage det han sagde, "Land råwer!", gentog jeg med et lille pjattet grin.

Min far nikkede med et smørret smil, "Yeah, det udtaler du da ret godt Batman.", grinte min far smørret.

"Fisker!", udbrød jeg begejstret og bredte mine arme op i luften over mit hoved.

Min far grinte lidt, "Du kan vidst ret godt lide min fisker der hjemme, hva' knægt?", grinte min far smørret. Jeg nikkede bestemt. Jeg elskede den bil.

Min far koncentrerede sig om at køre igen, "Jamen, så må vi to da bare ud og køre i min fisker igen på et tidspunkt.. Hvad siger du til det skat?", spurgte min far med et lille grin, mens han holdte blikket ud på vejen. Jeg blev glad.

"Yay!", jublede jeg og bredte glad mine arme ud. Min far grinte smørret og så flygtigt ned på mig. "Jamen, så er det da bare en aftale Batman..", grinte min far. Jeg nikkede voldsomt, hvorefter min far atter så ud på vejen vi kørte på.

"Daddy? Hvor skal vi hen?", spurgte jeg nysgerrigt. Ja, han kørte bare og virkede så hemmelighedsfuld over for mig. Han smilte flygtigt ned til mig, hvorefter så mod vejen igen uden rigtigt at svare mig.

Kort tid efter opdagede jeg pludseligt en mærkelige stor bygning, som vi drejede ind ved. Det var den samme bygning, som mor og jeg havde besøgt før, hvor der var alle de børn derinde. Skulle vi nu besøge børnene igen?

Far parkerede bilen og slukkede for motoren. Han greb fat i den lille grønne sportstaske på sædet imellem os. Gad vide hvad der var i den taske?

Min far steg ud af bilen og smækkede døren efter sig. Kort efter åbnede han døren i min side, "Åben selen Batman.", sagde min far med en bestemt tone, uden han overhovedet lød vred.

Jeg gjorde som han sagde, og han tog imod mig, eftersom denne bil var rimelig høj i forhold til de andre biler far havde. Han løftede mig ned ved siden ad ham på parkeringspladsen, og jeg lagde straks mærke til, at der vrimlede med en masse forældre med deres små børn. Der var både babyer og lidt større børn som mig selv. De gik alle ind i den store bygning.

Jeg vidste ikke om jeg havde ret i det her, men jeg fornemmede lidt, at min far havde tænkt sig, at jeg skulle ind og besøge alle børnene igen. Det kunne jo være at far syntes, at børnene havde fortjent at få selskab af mig?'

"Kom skat.", sagde far, og han tog mig i hånden, og sammen gik vi mod bygningen.

Jeg lagde straks mærke til, at der var en del, der gloede på mig og min far. Nogle af dem stirrede ligefrem i længere tid. Gad vide om det var det min far havde ment med, at vi ikke var helt almindelige mennesker?

Vi fulgte strømmen af forældre og børnene ind ad døren, og vi blev straks mødt af den samme dame, der rynkede så meget i ansigtet. Seriøst, skulle hun ikke snart på det hjem hvor gamle mennesker kom hen på? Min far gav hende hånden, og nu kom der også en yngre dame hen mod os. Hun var nok lidt ældre end mor og far, men nok ikke så voldsomt meget. Hun så faktisk sød ud. Hun satte sig på hug foran mig. Jeg havde ikke sluppet fars hånd endnu.

Hun rakte hånden mod mig, "Hey Jonas. Velkommen til Regnbuen. Vi har virkelig set frem til, at skulle modtage dig her. Vil du med ind og være med til at høre en god historie inde i puderummet?", sagde damen.

Jeg rystede på hovedet og blev lettere mut. Jeg svang straks mine arme rundt om fars ene ben, og holdte mig godt fast.

Damen smilte sødt til mig, "Hvad med om vi så går ind og finder en masse papirer og farver frem, og så tegner du en rigtig fin tegning til mor og far? Var det noget?", spurgte damen yderligere.

Jeg vendte frustreret mit blik væk fra damen og gemte mit ansigt ind i fars ben og begyndte at snøfte. Jeg fornemmede meget, at alt det her virkede helt forkert. Min far lagde hans hænder om mine arme og løsnede mit greb om hans ben, og han satte sig på hug ved siden af mig og damen.

Jeg knugede mig straks ind til ham i hans favn og jeg sørgede for at gribe fast i hans grå sweatshirt. Han nussede mig på ryggen, "Lille skat. Vær nu fars store dreng.. Jeg skynder mig tilbage hvad jeg kan... Du skal kun lige køres ind her i begyndelsen, så er jeg tilbage om en lille times tid eller to, så ses vi igen...", forklarede min far lavt, mens jeg stadigt puttede mig ind i brystkassen på ham. Bedragede mine ører mig? Havde far tænkt sig at køre fra mig? Var han lige klar over hvad han lige sad og sagde?

Jeg knugede mig hårdere ind til fars grå sweatshirt og klynkede med en ubehagelig knude i maven. Ja, jeg stod faktisk og fik ondt i maven af det her. Han nussede mig på ryggen og han grinte lidt kunne jeg høre. Altså, hvordan kunne han finde på at grine ad det her? Det var jo slet ikke sjovt overhovedet!

"Batman... Caroline her vil passe rigtigt godt på dig i mellemtiden. Jeg kører kun en lille tur, og så er jeg hurtigt tilbage igen... Det går så stærkt, at du kommer til at føle, at jeg slet ikke har været væk.. Stol på mig skat..", forklarede min far i en trøstende tone til mig.

Jeg kiggede på ham og gned tårerne væk fra mine øjne med mit ærme fra min sorte hoodie. Min far gav mig et stort kys på min mund, og han trykkede mig blidt ind mod ham til et rart knus, hvorefter han satte mig helt ned på gulvet, og den fremmede dame tog mig op i hendes arme.

Jeg begyndte seriøst at skrige og græde og jeg spjættede med benene, da jeg så min far vende sig bort fra mig og gå igen.

"Daaaaddyyyy!", skreg jeg grådkvalt, mens jeg prøvede at række min hånd ud efter ham, mens jeg sad oppe hos damen. Jeg skreg skingert op og vristede mig voldsomt ud af damens arme, og hun satte mig ned på gulvet, hvorefter jeg løb grædende efter far, men jeg nåede kun til døren med vinduer i.

Jeg hoppede op mod dørhåndtaget og prøvede virkelig på at nå det, men det sad utroligt højt oppe på døren. Et meget mærkeligt sted at placere et dørhåndtag.

"Daddy!", græd jeg frustreret, mens jeg stod og slog på ruden i døren, og jeg kunne se ham ude på parkeringspladsen, hvorefter han steg ind i den sorte land rover. Jeg var gal på ham. Hvordan kunne han overhovedet finde på at efterlade mig her blandt en masse mærkelige voksne damer og tonsvis af skrigende børn?

Jeg var ikke den eneste der græd lagde jeg mærke til. Jeg sukkede snøftende, og satte mig surt ned på numsen og observerede virvaret af voksne og børn. Mange af de voksne forsvandt lidt efter lidt, og pludseligt var der kun damer i forskellige aldre. De fleste var okay unge, men der var nogle imellem, der lignede at de ikke havde sovet i 100 år. Så trætte så de ud. Der var mange flere børn end der var voksne her. Det fandt jeg virkelig mærkeligt.

Pludseligt mellem virvaret af børn og damer, opdagede jeg den samme lyshårede pige fra sidste gang, hvor jeg var her med mor. Pigen forsvandt ind i et rum.

"Sara...", mumlede jeg, og jeg rejste mig fra gulvet og løb efter hende. Der var mange børn på min alder der rendte rundt og nu jeg kunne se det, så var der faktisk meget legetøj og mange sjove ting rundt omkring.

Jeg løb ind i rummet, hvor Sara var gået ind, men nu var hun væk? Jeg sukkede og gik rundt i rummet., og jeg lagde mærke til, at der var mange af børnene, der legede sammen og grinte voldsomt. Måske var det her sted ikke så tosset alligevel?

Jeg hørte pludseligt nogle piger grine et stykke bag mig, og jeg vendte mig omkring og så Sara stå og lege med to andre piger med dukker og dukkevogne. Jeg rynkede lidt på næsen. Sådan noget tøseleg! Så ville jeg hellere tegne eller lege hule, men jeg kunne ikke lade være med at stå og betragte Sara og de andre piger.

Pigerne fniste pludseligt da de så mig. Jeg smilte bare mit charmerende smil, så pigerne grinte. Sara kom hen til mig, "Hedder du ikke Jonas?", fnes hun. Jeg smilte stort og nikkede voldsomt, så jeg næsten blev svimmel i mit hoved af at nikke sådan.

"Du er sød!", fniste hun. Jeg rødmede. Tænk, at hun syntes at jeg var sød? Det havde jeg aldrig hørt en pige sige til mig før. Eller jo, Eve havde sagt det mange gange til mig, men ikke på sådan en fnisende måde, som Sara lige havde sagt det på. Der var nu noget særligt ved hende. Hun havde virkelig flotte blå øjne.

Hun stod bare og fniste, "Hyggeligt at møde dig. Nu vil jeg lege med Nadia og Shirley! Vi seeees!", grinte Sara og hun gik tilbage til de andre piger, hvor de stod og bredte et tæppe ud på gulvet og de begyndte at stable en masse tallerkener og kopper i plastik og en masse mad i plastik, mens de satte dem på gulvet og legede at de spiste sammen med deres dukker. Jeg smilte svagt, og betragtede dem lidt på afstand.

"Hey Bieberboy!", var der én der prikkede mig på ryggen, og jeg vendte mig hurtigt omkring og så de to samme drenge fra sidst.

Jeg grinte smørret., "Hey Eminem og Jay-Z!", grinte jeg. Den brune dreng rystede på hovedet. Nå, så havde jeg ret i at de ikke hed sådan. Det vidste jeg jo egentligt også godt.

"Jeg er Michael!", svarede ham den brune dreng. Jeg smilte og gav ham hånden, "Og jeg hedder Daniel!", udbrød ham den lyshårede, hvorved han også gav mig også hånden.

"Skal vi lege?", spurgte Daniel mig. Jeg smilte og nikkede og straks løb vi efter hinanden i af rummet og ud på gangen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...