That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
241Kommentarer
489601Visninger
AA

81. En ubehagelig hændelse!

Sarahs synsvinkel

Seriøst, jeg havde ikke håbet at det ville ske, men jeg fik stress af al den julegaveshopping, mens Justin var på arbejde. Han havde noget modelarbejde for nogle nye sneakers fra Adidas, der skulle lanceres i forbindelse med næste års kommende brands og mode. Så han stressede selv med det, mens jeg stressede med en masse julegaveindkøb. Jeg og Justin havde lagt planer for sammen, hvad der skulle købes til hvem, så der blev ikke så meget impulskøb over det. De eneste impulskøb jeg foretog mig, var nogle smarte graviditetsbukser jeg faldt over og nogle forskellige vildt kulørte sparkedragter og baby-bodystockinger. Det kunne jeg simpelthen ikke få nok af.

Det skulle vise sig at jeg fik mig en grim oplevelse, da jeg en sen torsdag eftermiddag, blot knap så mange dage tilbage til juleaften, hvor jeg stod og pakkede en masse poser af gaveindkøb i bagagerummet i bilen. Pludseligt dukkede en paparazzo åbenbart op, og han havde øjensynligt opdaget mig. Han begyndte at knipse en masse billeder af mig.

Hvad kunne man så forvente af en gravid kvinde, der var 28 uger henne, der stressede med julegaveindkøb og pludseligt blev grimt overrasket af en åndssvag paparazzo?

Jeg burde jo kunne overkomme det, men det kunne jeg ikke. Af mærkelige årsager, fik jeg en underlig følelse. En følelse for at min graviditet ikke var som den skulle være. Jeg følte at jeg kunne tabe barnet når som helst. Det var virkelig ubehageligt. Paparazzoen ænsede som sædvanligt intet. Han skulle bare have sine fucked up billeder af mig, så var den skid slået. Jeg faldt til jorden på parkeringspladsen og holdte mig hulkende og knugede om min mave. Nogle civile kvinder med deres større børn så mig dratte om.

"Hvad helvede er dit problem din idiot? Kan du ikke se, at pigen har brug for hjælp? Så fjern dog det skide kamera!"", skældte en små-kraftig mor, der lignede én i trediverne på paparazzoen.

"Jeg passer jo ligesom bare mit job hysteriske kvindemenneske!", svarede paparazzoen. Den anden kvinde kom mig til hjælp imens.

"Er du okay? Har du brug for hjælp?", spurgte hun mig roligt. Jeg nikkede hulkende.

"Det føles som om jeg er ved at tabe min baby. Jeg er så bange.", græd jeg utrøsteligt.

"Er du bare en imbecil og kold idiot eller er du bare en tankeløs stakkel? Fuck så af med dig din idiot!", skældte den anden kvinde videre på paparazzoen. Hun skubbede ham væk og flere andre civile mennesker hjalp kvinden med at få ham væk. En mand kom løbende hen til mig og kvinden der sad ved mig.

"Hun har brug for hjælp, og det er lige nu! Kan du tilkalde en ambulance omgående?", kommanderede kvinden ved mig forhippet til manden. Han nikkede og ringede op fra sin mobiltelefon. Jeg stortudede.

"Jeg vil ikke miste ham. Han er alt hvad Justin har ønsket længe..", græd jeg og knugede mig til min mave.

"Hør her Sarah, du bliver nødt til at slappe lidt af. Tag nogle dybe vejrtrækninger. Jeg putter min jakke under dit hoved, okay?", sagde kvinden i en blid og beroligende toneleje. Jeg græd og nikkede og hun hjalp mig stille ned og ligge på ryggen. Hun aede mig på hånden.

"Hvordan kender du til mit navn?", hulkede jeg, mens jeg rystede af skræk. Jeg var virkelig bange. Hun smilede beroligende.

"Du er ligesom genkendt. Jeg synes det er ret tankeløst, at de dumme paparazzis hele tiden forfølger dig og Justin. De virker så pokkers grådige de fotografer.", svarede kvinden roligt, mens hun stadigt ikke havde sluppet min ene hånd. Jeg snøftede.

"Hvad hedder du?", spurgte jeg snøftende. Jeg kunne stadigt mærke den ubehagelige følelse, at barnet skulle smutte ud. Kvinden smilte svagt til mig.

"Jeg hedder Carol Bates. Min veninde, som prøver at få paparazzoen væk er Sheila Warren.", svarede Carol. Jeg nikkede roligt.

"jeg kan godt lide dit navn...", smilte jeg svagt. Carol smilede venligt.

"Tag det roligt. Jeg er sikker på, at alt nok skal gå godt.", svarede Carol. Jeg nikkede roligt med et lille suk.

"Er hun okay?", kom Carols veninde Sheila hen og spurgte. Carol nikkede med et lille smil over mig.

"Jeg er ikke helt sikker, men noget kunne tyde på, at hendes livmoder er blevet blød som smør.", svarede Carol roligt. Sheila nikkede.

"Er det slemt?", spurgte jeg bekymrende. Carol nikkede svagt.

"Du skal helt klart på hospitalet nu, men jeg er sikker på, at din baby nok skal klare den alligevel.", svarede Carol. Jeg prøvede at række ud efter min håndtaske.

"Vil du være sød, at række mig min taske?", spurgte jeg hulkende. Sheila greb ud efter min håndtaske.

"Vil én af jer ikke nok ringe til Justin for mig? Jeg er ikke sikker på, at jeg kan være fattet nok til at forklare ham situationen her for ham.", græd jeg. Carol nikkede.

"Jeg kan godt ringe for dig.", svarede Carol.

"Mange tak Carol.", svarede jeg snøftende af taknemmelighed. De fandt min mobil frem og rakte mig den, så jeg kunne ringe Justin op og jeg gav derefter mobilen til Carol.

"Den ringer Sarah.", sagde Carol med et lille smil ned til mig. Jeg nikkede svagt og hørte nu en ambulancesirene nærme sig os. Ambulancen kom hen til os og straks ilede to redningsmænd ud til mig med deres båre...

~

Justins synsvinkel

"Justin din iPhone ringer!", råbte Scooter til mig henne fra sofagruppen, mens jeg stod og poserede med de knaldrøde sneakers. Jeg nikkede med et svagt smil og begav mig hen mod sofagruppen og smilede undskyldende til min fotograf.

"Jeg bliver nødt til at tage den Mike, eftersom det sikkert kan være vigtigt.", forklarede jeg forhippet til min fotograf. Han nikkede, og jeg ilede hen til min iPhone, men jeg nåede ikke at tage den. Jeg så på displayet, at det var Sarah der havde ringet. Jeg smilte forelsket.

"Savner du mig elskede?", tænkte jeg med et smil og bid i underlæben, og satte mig for at ringe hende op.

Jeg gik ud i gangen for at kunne tale lidt mere privat.

"Duuut.. duu... Hey Justin. Du snakker med Carol Bates. Jeg ringer på din forlovedes vegne. Jeg sidder hos hende i ambulancen på vej til hospitalet. Hun er ude af stand til at kunne snakke lige nu, da hun er ret grædefærdig og i chok..", forklarede en ubekendt kvindestemme. Jeg blev lidt underlig over opkaldet, selvom jeg godt vidste, at der blev ringet fra Sarahs telefon.

"Er det her en joke eller hvad?, spurgte jeg undrende, eftersom Sarah måske havde mistet sin mobil, og der så kunne være tale om, at nogle andre havde fundet hendes mobil og fundet frem til mit nummer? Der kom et lettere suk fra den anden ende af.

"Nej Justin, det er sandhed alt det jeg siger. Du burde skynde dig til hospitalet og møde Sarah, så hurtigst som muligt. Hun er i fare for at miste jeres barn.", svarede kvinden i røret. Jeg sank en hård klump.

"Hvad er det du siger? Jeg kommer straks!", svarede jeg chokeret og lagde på med det samme. Jeg løb ind til fotostudiet igen og stilte mig med koldsved på panden foran Scooter. Jeg havde det vildt dårligt lige nu kunne jeg mærke. Scooter gloede underligt på mig.

"Er der noget galt Justin? Du ser ret utilpas ud?", spurgte Scooter bekymrende. Jeg rystede på hovedet.

"Det er Sarah. Hun er på vej til hospitalet, eftersom hun er i fare for at tabe barnet. Scooter, det her burde bare ikke ske! Bare tanken om at hun vil miste vores barn, det skræmmer mig virkelig! Jeg bliver nødt til at smutte nu. Jeg skal være hos hende, og det kan ikke gå hurtigt nok!", svarede jeg frustreret og med bange anelser. Jeg kunne mærke nogle tårer presse på i øjenkrogen. Scooter rejste sig straks op.

"Tag det nu roligt Justin. Det er sikkert ikke så slemt, som det virker til?", svarede Scooter trøstende. Jeg nikkede svagt. Scooter vendte sig mod fotografen.

"Vi fortsætter det her på et andet tidspunkt!", sagde Scooter bestemt til Mike, min fotograf. Mike nikkede.

"Kom Justin. Jeg kører dig på hospitalet..", sagde Scooter roligt til mig, mens han skubbede blidt på mig på ryggen. Jeg nikkede med gråden siddende i mig.

Jeg ville slet ikke have, at Sarah skulle miste vores barn. Både jeg og Sarah havde fået så mange følelser for vores kommende lille dreng. Hun var så langt henne og vi var jo helt indstillet på at skulle blive forældre snart. Tanken om at hun ville kunne miste barnet, gjorde usigeligt ondt og jeg var bange, virkelig bange!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...