That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 21 sep. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

191Likes
232Kommentarer
479441Visninger
AA

42. En svær afsked.

Justins synsvinkel

Det var svært for mig at forstå og indse, at ferien for Sarah og jeg var slut. Jeg syntes pludseligt ugen var gået alt for stærkt. Jeg var nok gået lidt hen og blevet egoistisk. Jeg ville bare ikke have at hun skulle rejse, men jeg måtte desværre acceptere det. Hun skulle hjem og have læseuge og op i eksamen, inden hun endelig havde sin egen sommerferie. Det betød så, at jeg måtte overleve en uge, hvor hun ikke var i nærheden af mig.

"Én skide uge Justin, det kan du vel holde ud?", tænkte jeg med et lille suk, mens jeg sad på sengen og betragtede Sarah stå og pakke sit tøj ned i kufferten.

Tænk at jeg var blevet så afhængig af hende. Jeg kunne seriøst ikke afse én skide uge, hvor jeg ikke skulle se hende, uden at jeg følte at min verden ville gå i spåner.

"Se ikke sådan der på mig Justin...", sagde Sarah med et mut udtryk i ansigtet.

"Hvad mener du baby?", svarede jeg selv med et mut udtryk.

Som om jeg ikke godt vidste hvad hun ligesom hentydede til?

"Du ved udmærket godt hvad jeg mener skat?", svarede Sarah, og hun kunne dog ikke lade være med at komme med et lille grin.

Jeg kunne heller ikke lade være med at grine smørret. Jeg lagde mig på siden i sengen og så op på hende. Hun gik tilbage til closettet og kom hurtigt ind i soveværelset igen med yderligere en lille bunke tøj, som hun lagde på sengen og begyndte at folde det, så det hele kunne være i hendes kuffert. Jeg fangede hendes sørgmodige blik. Hun tog lige sig selv, at gnide en tåre væk fra hendes kind.

"Baby.. Du skal jo ikke græde..", sukkede jeg trist og hun så hen på mig.

"Ih altså.. Jeg vil jo hellere være her hos dig...", svarede hun medet opgivende suk og satte sad ned på sengen med ryggen til.

Jeg kunne høre hun begyndte at snøfte. Ja, det gjorde mindst ligeså ondt på mig. Jeg rejste mig og kravlede hen til hende og omfavnede hende roligt bagfra. Hun græd, men tøvede ikke med at gribe fat i min højre hånd. Jeg tror desværre, at jeg selv begyndte at græde. Tænk at jeg var blevet så pokkers afhængig af hende.

Afhængig af min Sarah Monique Winther...

~

Jeg hadede virkelig det her! Til ingens overraskelse, blev Sarah og jeg selvfølgelig mødt af en del paparazzis på vej ud af min indkørsel. Fik man seriøst aldrig fred her? Vi ignorerede det bare begge to. Det var lidt underligt at tænke på, at Sarah nu tog offentlighedens opmærksomhed så køligt nu. Der var virkelig sket meget forandring for hende siden april. Hun var stadigt min Sarah, helt sikkert, men hun levede et nyt og anderledes liv nu. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så var jeg slet ikke så sikker på, at hun så sig selv, som pigen fra Valby i Danmark længere? Jeg vidste ikke hvad det var der gjorde, at jeg lige tænkte sådan, men jeg var 100% sikker på, at hun ville skabe en meget hysterisk røre omkring sig, når hun skulle tage eksamenen.

Selv om mange godt vidste, at hun var kærester med mig, så tror jeg virkelig, at hun ikke ville kunne få fred fra hverken pressen, paparazzis og alle de nysgerrige mennesker omkring hende. Hun var stadigt min Sarah, men for deres vedkommende, var hun helt sikkert blevet så kendt, at alle ville være omkring hende. Ja tro mig, sådan tænkte jeg virkelig!

Vi holdte for rødt lys. Omkring tre timer endnu, så ville Sarah forlade landjorden fra Californien, sammen med Cecilie, Marianne, Karsten og Betina. Der havde været vildt tavshed mellem os, siden vi forlod mit hjem. Hun sad og sukkede og stirrede blot ligeud. Hun så slet ikke glad ud. Det bekymrede mig jo. Jeg savnede hende også allerede, selv om hun stadigt var lige ved siden ad mig. Endnu et suk kom fra hende.

"Baby..", sukkede jeg bekymret.

Hun gned sig i øjet igen. Ja, jeg var udmærket godt klar over, at hun var ved at græde igen. Det blev grønt og jeg blev nød til at køre videre. Hun begyndte at græde stille igen. Fuck, det gjorde ondt i mit hjerte det her. Jeg drejede ind i rabatten og stoppede bilen, og tøvede ikke et sekund med at omfavne hende. Hun stoppede ikke det mindste sin gråd, som lød en smule voldsommere end før. Jeg knugede hende godt med siden ind til mig og nussede hendes skulder længst væk fra mig og kyssede hende i håret.

"Jeg har ikke lyst til at rejse fra dig..", snøftede hun.

"Jeg ved det baby, men prøv at tænk, at det faktisk kun er en uge det drejer sig om.. Kun en enkelt uge, så er du uddannet og så kan vi endelig være sammen igen.. Det må vi altså kunne overleve..", svarede jeg roligt, mens jeg aede hende ned ad hendes arm.

Hun løftede sit hoved og så på mig med forgrædte øjne. Hun snøftede.

"Det ved jeg godt, men jeg er bare blevet så pokkers afhængig af dig..", svarede hun snøftende, men kunne ikke lade være være med at komme med et lille sarkastisk grin. Ja, det var sgu lidt sørgeligt, at tænke på, at vi kun skulle være adskilt en uges tid, men hvor det føltes som jordens undergang. Var det virkelig sådan, at være pokkers nyforelskede? Jeg trak på smilebåndet.

"Tro mig baby.. Jeg har det nøjagtigt på samme måde..", grinte jeg svagt.

Jeg tørrede hendes forvildede tårer væk. Hun havde vidst med vilje undladt makeuppen i dag. Det var også helt forståeligt. Jeg nød bare at se hende 100% naturlig. Det kunne jeg godt lide. Hun var jo ret smuk i sig selv, ja selv med røde forgrædte øjne. Hun så bare så sød ud. Hun stivnede pludseligt i ansigtet. Jeg undrede mig lidt over det.

"Eh Justin, måske skulle vi nok køre videre nu?", sagde hun med en skæv grimasse. Jeg smilte uforstående.

"Hvad mener du baby?", spurgte jeg undrende. Hun pegede bag mig.

"Vi har stalkers.", svarede hun tørt.

Jeg vendte mig hurtigt mod mit sidevindue, og så selvsamme paparazzis, der havde fulgt os fra mit hjem af, som begynde at knipse billeder for livet løs af os. Fandens, jeg havde sgu ærligt talt glemt alt om dem. Sarahs ve og vel, havde ligesom fyldt meget mere i mine tanker.

"Hey Jarah, hvad sker der med jer? Har i seriøst lige slået op?", spurgte én paparazzo.

Jeg gloede mærkeligt på ham. Hvad fanden var det lige for et spørgsmål at komme med? Havde de opdaget Sarahs gråd, og så straks troet at jeg havde slået op med hende? Dem om det! De skulle absolut også bare rode i alt!

Jeg gav ham fingeren og kørte ud på banen igen. Jeg lod mærke til i bakspejlet, at de hurtigt satte sig efter os. Havde seriøst ikke tid til biljagt nu. Jeg havde jo ligesom en kæreste, der skulle bringes til lufthavnen og hendes veninde og familie. Det var ligesom en del vigtigere. Sarah begyndte at grine voldsomt.

"Hvad fucked skete der for det?", spurgte hun, mens hun rystede på hovedet og grinte indestængt.

Jeg begyndte også at grine.

"Well, jeg tror at vi lige har slået op uofficielt baby?", grinte jeg smørret. Sarah var flad af grin.

"Nå! Men må jeg så spørge dig om noget Justin?", grinte hun pjattet, så jeg nikkede og fokuserede på vejen.

"Yup!", svarede jeg kort med et lille grin.

"Siden vi åbenbart er gået fra hinanden, har du så lyst til at komme sammen med mig igen?", grinte Sarah pjattet, så jeg seriøst ikke kunne holde masken selv. Kæft hun var sjov.

"Hvad havde du lige regnet med baby?Jeg vil altid komme sammen med dig!", grinte jeg smørret. Sarah sad med et overlegent smil.

"Cool, jeg kommer sammen med Justin Bieber. Skal jeg mon fangirle nu?", grinte hun pjattet, så jeg rystede på hovedet af grin.

"Damn, du er skør baby, men jeg elsker dig ikke mindre af den grund!", grinte jeg smørret.

Hun krammede mit lår og smilte frækt.

"Det ved jeg.. Jeg er bare heldig, ikke?", grinte hun. Jeg nikkede enigt...

~

Sarahs synsvinkel

Det var jo seriøst hårdt det her. Selv om vi var inde i lufthavnen, så bar jeg mine elskede Gucci-solbriller. Justin havde også solbriller på, men bare et par Raybans. Ret så seje. Never mind, selv om vi havde solbriller på i lufthavnen, så slap vi slet ikke for nysgerrige blikke. De var at finde overalt. Cecilie gjorde os i alt fald opmærksomme omkring det, og det eneste jeg og Justin kunne svare var:

"What ever!"

Vi gad virkelig ikke at skulle køre vores hoveder af led, blot for at være på vagt over for nysgerrige mennesker hele tiden. Det var straks noget andet, hvis det var paparazzis. De skulle bare ikke nyde noget med at komme os for nært. Ud over Mikey, så havde vi dog fået nogle sikkerhedsvagter tilknyttet lufthavnen omkring os. Jeg tror mine forældre stadigt fandt det lidt uvant for dem med al den sikkerhed omkring deres egen datter, til trods for de havde fået en smag på hvordan det var at mænge sig med kendte mennesker. Det havde de jo oplevet i fredags til det store brag af min fødselsdag.

Jeg havde heller ikke glemt alt det Justin havde gjort for mig. Til trods for, jeg ikke kunne huske den sidste del af fødselsdagen. Jeg havde ikke sagt noget om det til Justin, for jeg var seriøst pinlig berørt over tanken, at jeg havde været så stiv til sidst, at jeg intet huskede. Men at vågne op helt nøgen ved siden ad ham, havde gjort mig lidt trist over, hvis vi havde haft fedt sex, som jeg intet huskede af. Ja, jeg vidste godt det var en noget krævende tanke, for jeg kunne bestemt ikke brokke mig over det sexliv jeg og Justin havde.

"Damn, nu skal jeg undvære Justin ved min side i en hel uge!", tænkte jeg ærgrende.

Jeg følte for den sags skyld, at han heller ikke løsnede krammet om mig. Jeg sørgede bare for at indsnuse al hans duft, for at kunne huske og bevare mindet om ham. Han brugte en bestemt duft, så hvis bare jeg huskede på den, så skulle det hele nok gå.

"Sarah, vi skal til at gå. Flyet venter på os!", afbrød min far på dansk.

Jeg følte bare mine tårer vælde ud på ny. Jeg knugede mig tættere på Justin, mens jeg kunne mærke Justin stramme sine arme om mig, så jeg ikke var det mindste i tvivl om, at han med garanti havde det på samme måde som jeg.

"I love you baby...", hviskede Justin i mit øre.

Jeg kunne tydeligt høre hans stemme knække over. Det betød kun én ting. Han græd også.

"Sarah?", skyndte min mor på mig. Jeg kiggede mig over skulderen.

"Bare lige to minutter mere.", tiggede jeg med tårer i øjnene.

Mine forældre nikkede. Jeg vendte mit ansigt mod Justin og fangede hans smukke grædende hasselnøddebrune øjne.

"Jeg elsker også dig...", svarede jeg med et knæk i stemmen og flere tårer rendte ned ad mine kinder, men altså.. Fuck det!

Han tøvede ikke et sekund med at lægge sine læber mod mine. Jeg følte at tid og sted frøs fast. Hans kys var så krævende og desperat, som om vi aldrig skulle ses igen. Det føltes virkelig sådan, men heldigvis var det ikke sådan for vores vedkommende. Hans varme tunge gav mig et øjebliks nydelse og det kildede dejligt i min mave.

"Fly 702 til Kastrup lufthavn Danmark, afgår inden for den næste times tid! Venligst begiv dem til gate 22!", blev der sagt oppe i højtalerne i lufthavnen. Jeg og Justin slap kysset.

"I bliver nød til at gå nu baby, hvis i skal nå at tjekke ind og så videre.", forklarede Justin med en bedrøvet stemme.

Jeg veg ikke blikket fra ham og nikkede blot. Vi slap ud af hinandens arme og den sidste berøring fra ham, var min hånd der slap hans til sidste fingerspids, da Cecilie skubbede på mig. Jeg gik væk fra ham, men kiggede bagud hele tiden efter ham. Han stod blot med et sørgmodigt blik og vinkede efter mig, mens Mikey stod lige bag ham. Vores blikke blev afskåret, da jeg nåede omkring et hjørne, hvor en butik var. Først der vendte jeg mit blik fremad og havde en voldsom knude i maven der havde snøret sig sammen. Jeg hulkede for livet løs.

"Åh Sarahpige... Jeg forstår dig godt...", prøvede Cecilie at trøste mig, mens hun nussede min ryg og vi gik bag Betina og mine forældre.

Én lufthavnsvagt gik pænt ved min side, hele vejen til gate 22 og han forlod mig ikke, før vi havde boardet flyet.

"Vi ses Justin!", tænkte jeg med gråd. Tænk at en uges adskillelse kunne føles så hårdt...


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...