That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 23 sep. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
243Kommentarer
489634Visninger
AA

168. En stresset periode.


Jonas' synsvinkel

Så sad man her ved computeren igen. Jeg var snart træt af de ret trivielle dage. Jeg kunne selvfølgelig også bare gå ud og lege i vores ret store have, men der var det også blevet ret trivielt at være. Jeg misundte lidt mine søskende. De var stadigt små og stadigt ret uvidende om verdenen omkring dem med deres to år. Arh okay, snart tre år d. 2 maj, for being exact!

Jeg havde ikke fået meget ud af min børnehave i sin tid, og jeg huskede da også selv de grusomme dage, som jeg havde været udsat for hos det der mærkelige kærestepar. Jeg havde da også hørt, at de sad fængslet for det, og for meget andet kriminelt. Jeg var ikke den eneste grund, som de havde fået fængselsstraf for. Dog var jeg da lykkelig over, at jeg var hjemme i sikkerhed, men til tider syntes jeg bare det var alt for meget af det gode. Jeg blev altså snart seks år, og jeg ville så gerne starte i en rigtig skole. Meningen ved det hele var, at jeg kunne få lov til at være sammen med andre børn på min alder, og jeg havde da Monique og Andrew, og Evelynn kom også tit på besøg, men det var slet ikke det samme.

"Aarh!", udbrød jeg irriteret, og bankede mit hoved ned i computerbordet. Jeg blev hurtigt afledt af et lille grin, så jeg rettede mig op i stolen og så over mod min dør, "Hey Monique. Skal du ikke lege med dine dukker?", spurgte jeg undrende.

Hun kom ind til mig, mens hun rystede kraftigt på hovedet. Hun havde sin tommelfinger i munden. Hun havde bare den vane, at når noget gik hende på, så røg tommelfingeren altid i hendes mund.

"Hvad spiller du?", spurgte hun roligt. Jeg smilte svagt, og Monique stilte sig ved siden ad mig.

"Det er et gammelt klassisk spil, som dad har installeret til mig.", svarede jeg med et smil.

"Må jeg prøve?", spurgte hun med sit evige charmerende smil. Jeg vidste, at hun helt sikkert ikke kunne finde ud af det, men jeg løftede hende op på skødet af mig og hun prøvede.

Jeg grinte lidt ad hende, "Monique, du rammer altså forkert.", grinte jeg.

"Det er svært Jonas!", udbrød hun irriteret. Hun begyndte hurtigt at surmule.

"Monique, jeg gider ikke hvis du skal surmule!", udbrød jeg selv irriteret, og satte hende ned på gulvet igen og det skulle jeg ikke have gjort, for straks fløj der et skingert skrig ud af hende. God damn, hvor kunne den pige altså skrige.

"Hey hey hey, hvad foregår der her?", kom det fra en mandestemme. Far! Han havde hørt Moniques skrig. Hvor typisk altså.

Straks stod far på mit værelse. Han skulede lidt hen på os med armene over kors, "Well?", spurgte han yderligere.

"Jonas, forklar venligst, hvorfor Monique skreg op sådan? Har du nu hevet hende i håret igen?", spurgte min far strikst.

Jeg kiggede bare ned i bordet, "Nej, jeg har ikke.", svarede jeg i protest på dansk. Jeg vidste min far ikke var så god til dansk, men jeg vidste også at han vidste hvad nej betød.

"Jamen, hvad skete der så?", spurgte min far mindre striks.

Jeg så op på ham, "Monique ville prøve at spille mit spil, men hun kunne altså ikke finde ud af det, og så begyndte hun at surmule, og det gad jeg altså ikke at være med til, så jeg satte hende ned  på gulvet igen, og så skreg hun bare op på grund af det.", forklarede jeg, uden en eneste dårlig samvittighed i mig.

Min far rystede på hovedet, "Hvorfor i alverden sidder du også her på dit værelse Jonas? Burde du ikke være ude i det gode vejr og få noget frisk luft?", spurgte min far med et løftet øjenbryn og flyttede sit blik ned på Monique, "Og det burde du faktisk også Monique. Andrew leger allerede udenfor.", tilføjede min far og så på skift mellem Monique og jeg med et mindre suk. Min far stressede, kunne jeg se. Det var hans evindelige musikkarriere, den stod bare aldrig stille.

Jeg sukkede svagt irriteret, "Der er kedeligt derude dad. Der er intet spændende i haven.", svarede jeg med et suk.

Min far løftede undrende det ene øjenbryn. "Så kedeligt er der vel heller ikke? I ejer jo en alverdens legetøj derude og i har en skøn legeplads og legehus at lege på helt for jer selv.", grinede lettere tørt, og han pegede i retningen af haven. Oh ja, var såmænd udmærket klar over at vi havde vores egen legeplads og legehus, men det vi ikke havde var gode legekammerater. På min alder vel og mærke.

Jeg sukkede dybt og lagde opgivende mit hoved ned på computerbordet. Min far sukkede selv, "Princess, løb lige ud og leg lidt. Jeg skal lige snakke med Jonas under fire øjne.", sagde min far roligt.

Jeg lå og stirrede på, at Monique løb ud af mit værelse, og far lukkede døren efter os på mit værelse.

Min far gik hen og satte sig på min sovesofa, "Kom herhen Batman.", tilføjede han roligt og klappede på sovesofaen ved hans side. Okay, han havde ikke kaldt mig Batman det seneste års tid og nu begyndte han igen? Det forstod jeg ikke helt. Sommetider syntes jeg bare, at voksne kunne være ret så svære at forstå, især mine forældre.

,Jeg sukkede og rejste mig og gik hen og satte mig ned ved hans side.

"Jonas, jeg ved godt, at det nogen gange kan være svært, at leve et liv så beskyttet, som vores familie lever det, og at vi nærmest aldrig kommer ud for en dør, men jeg vil virkelig ikke risikere din og dine søskendes sikkerhed. Der findes mange mærkelige mennesker derude, og siden din mor og jeg blev udsat for din kidnapning, men heldigvis fik dig hjem igen i god behold, så tør vi virkelig ikke, at tage alt for mange unødige chancer. Vi ønsker ikke, at opleve lignende igen, og især ikke nu hvor dine søskende har omkring den samme alder, som du havde dengang, og du har vel opdaget, at de bare er allevegne, og at vi skal være hurtige til at holde øje med dem, og derfor er det netop godt, at vi har den store dejlige have, hvor i børn kan få lov til at lege i fred, uden mor og jeg skal grue for jeres sikkerhed. Vi beskytter jer netop, fordi vi elsker jer, og vi ønsker ikke, at der skal ske jer noget... Forstår du det skat?", forklarede min far med et lille skævt smil.

Jeg nikkede og tog mig til ansigtet. Jo, jeg forstod da, men alligevel følte jeg at jeg var blevet frarøvet min fulde frihed. Jeg ville ud og opleve verdenen og ikke være bange for, at der nok fandtes en del mennesker, der ikke opførte sig ordenligt.

"Men jeg keder mig virkelig dad! Jeg har ingen venner på min alder og jeg vil gerne have lov til at leve ligesom alle andre børn. Jeg vil gerne gå i skole! Jeg hader mit liv. Hvorfor kan vi ikke bare være normale som alle andre?", brokkede jeg mig surt.

Min far sukkede og kiggede opgivende op i loftet, "Jonas, du ved udmærket godt, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Vores liv er bare blevet sådan. Vi er en ret udsat familie her i verden på grund af vi er så kendte. Det kan j..." "Jeg har aldrig bedt om at være kendt dad! Jeg hader mit liv!", afbrød jeg min far trist.

Min far nussede mig på ryggen, "Jonas, hvis jeg kunne gøre alt om, så gjorde jeg det også, men dette er vores liv, og det kan ikke laves om. Vi er en familie. så lad os hellere formå at få det bedste ud af det med hinanden. Vi skal stå sammen, og ikke lade små bagateller komme imellem os. Du har et godt liv skat og vores hjem er stort nok til, at du kan færdes hvor du vil i sikkerhed...", forklarede min far med et lille smil.

Jeg nikkede svagt, blot for at gøre min far tilfreds, for inderst inde var jeg slet ikke tilfreds. Trods det at vi boede i et stort hus med maaange værelser, stor have med alt hvad mig og mine søskende kunne begære, så følte jeg mig stadigt som én der var i fængsel, for jeg måtte ikke komme ud på den anden side af vores store hegn, og var jeg og mine søskende udenfor i haven, så var der sikkerhedsvagter, der der gik rundt omkring, der holdte øje med os. Nu var jeg jo vant til Kenny, Mikey og Sean, for de var lidt som nogle onkler for mig, men alle de andre vagter, som der altid var til at få øje på, gik mig virkelig på.

Min far smilede ned til mig og han greb blidt fat om min skulder og ruskede lidt i mig, uden det var for voldsomt, "Skal vi to ikke lave noget sammen så? Nu har jeg faktisk lidt tid til det.", spurgte min far. Jeg livede lettere op. Det bedste jeg vidste i hele verden, var når far havde tid til at være lidt sammen med mig. Jeg smilte og nikkede. Min far grinte smørret og lænede sig lidt forover, mens han hvilede sine arme på hans lår.

"Så hvad har du lyst til? Har du nogle idéer?", spurgte min far med et lille grin.

"Skal vi ikke jamme lidt i studiet?", spurgte jeg med et spændt smil. Jeg elskede at spille på guitar og synge og trommerne var nu også ret sjove. Min far livede op med et stort smil og rejste sig. Han gik hen og åbnede døren.

"Så lad os smutte nedenunder og lave lidt larm.", grinte min far smørret. Jeg tøvede ikke et sekund med at følge ham.  

Vi blev mødt af min mor, der kom ildrød og svedig i hendes træningstøj. Ja, hun havde vel været nede at træne igen? Min far stoppede op, blot for at give min mor et tungekys. Ja, jeg vidste de hed sådan, for de havde selv sagt det engang. Jeg syntes stadigt at sådanne kys var ulækre. Min mor skulle til at fortsætte mod mine forældres soveværelse.

Hun vendte sig hurtigt om, "For resten skat! Vi skal altså lige have en alvorssnak her senere. Og det kan altså ikke vente længere.", slog min mor fast over for far, der så lidt uforstående ud over for hende, men gik hen til hende, hvor de stod tæt på hinanden og snakkede ret lavt, som om det var noget, som jeg ikke skulle høre på. Mor så ikke videre tilfreds ud i hendes ansigt, mens hun stod og sagde noget til far, der bare stod og nikkede lidt.

Selvom jeg udmærket vidste, at mor og far elskede hinanden højt, så havde jeg aldrig været i tvivl om deres kærlighed, især ikke når jeg til tider ikke kunne falde i søvn om natten, så kunne jeg høre dem komme med en masse lyde og støn. Ja, da jeg var mindre, havde jeg syntes, at lydene var underlige, men den dag i dag vidste jeg godt hvorfor de sagde sådan. Jeg havde selv spurgt min mor en dag hvor hun og jeg stod alene i køkkenet. Hun havde blevet ildrød i hovedet, men forklarede blot, at det var ret naturligt, fordi de elskede hinanden og voksne havde en speciel måde at udtrykke deres kærlighed til hinanden på en gang imellem. En speciel kærlighed kærester og gifte par kun kunne have sammen. Så siden den dag hun havde svaret, havde jeg aldrig spurgt yderligere til det.

Nå, men for at komme til sagens kerne, så havde jeg ikke set min mor grine og smile særligt meget den seneste lange tid. Hun kunne da hygge sig, men jeg kunne godt mærke på hende, at der var visse ting galt med hende. Okay, det var der så nok med hele familien på én eller anden måde. Nok var jeg kun knap seks år gammel, men jeg kunne mærke mange spændinger i vores familie. Min mor græd ofte over ingenting, men det gjorde jeg også selv. Min far stressede til tider så voldsomt, at hans temperament røg i vejret og selv om han sagde at det ikke skulle gå ud over familien, så gjorde det utvivlsomt alligevel.

Sommetider følte jeg bare, at jeg skulle passe på mig selv og min bror og søster, når mine forældre havde deres diskussioner. Det var ikke rart. Min mor påpegede ofte, at min far burde geare ned en gang imellem og bare lære at koble helt fra, i stedet for at min far blev ved med at presse sig selv til det yderste. Min mor var klog og havde visdom. Det vidste jeg, og jeg var fuldstændig enig med min mor i at min far stressede for meget til tider. Han tænkte bare så meget på hans beliebers. Han ville ikke skuffe dem, var hans påstand hver gang. Min far ville da køre ned med stress, hvis han ikke allerede havde det? Det var jo trods alt ikke alt mor og far talte åbenlyst om.

"Men det snakker vi om senere baby... Smut du i badet, så smutter jeg nedenunder med ungerne..", lød det i en lidt mere lydt tone fra min far, så jeg var blevet revet lidt ud af mine tanker. Min mor nikkede med et svagt smil til min far, hvor ved de hurtigt gav hinanden et lille kys på læberne, hvorefter min mor vendte sig omkring igen og fortsatte retningen ned ad gangen mod mine forældres soveværelse.

Min far kom igen hen til mig, og han lagde sin hånd om min nakke og skubbede blidt på, "Well, skal vi smutte ned og jamme lidt? Det kan jo være at Monique og Andrew også vil være med lidt?", spurgte min far med et stort smil.

Jeg nikkede med et lille kort grin, "Yeah dad!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...