That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 23 sep. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
243Kommentarer
493115Visninger
AA

169. En mors bekymringer.

Sarahs synsvinkel

Seriøst, jeg fik snart fnidder fnadder over det kaos, der var omkring os alle. Jeg prøvede virkelig mit bedste at skjule min skuffelse over det fængslende liv vi havde. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at alt føltes som fryd og gammen i vores familie, men der var dage hvor jeg bare savnede de tider dengang jeg var 17 år og havde et ungdomsliv uden medier, pressen, paparazzis og konstant tæt overvågning. Jeg følte ofte, at jeg ikke kunne trække vejret ordenligt.

Jeg satte mig opgivende på sengekanten. Jeg prøvede at fokusere og koncentrere mig om alt det gode jeg ellers havde i mit liv. Jeg havde jo ligesom den dejligste familie i Justin, Jonas, Monique, Andrew og vores hund Chiro. Og jeg havde også Justins og min egen familie og vores venner, men jeg savnede meget mere indhold i livet. Jeg følte mig indespærret i vores eget hjem. Sidst jeg var udenfor portene helt alene uden sikkerhedsvagter, var... Ja, tænk det huskede jeg ikke engang? Det var i alt fald kort tid efter Jonas var kommet hjem i god behold.

Jeg sukkede opgivende og stirrede tomt frem for mig, "Det er jo tre år siden Sarah...", mumlede jeg opgivende på dansk for mig selv.

Jeg rejste mig fra sengen og smed det svedige træningstøj på gulvet nær sengen, og begav mig ud på badeværelset, hvorefter jeg lukkede døren på klem bag mig. Jeg stillede mig foran spejlet og håndvasken og stirrede udmattet på mig selv. Jeg kunne da godt se, at mine ungpigebryster, der før i tiden havde struttet perfekt ud i luften, slet ikke struttede så meget mere. Efter tre ammende børn kunne jeg godt se, at mine bryster hang en del, så jeg med garanteret kunne have flere blyanter siddende af sig selv under mine bryster.

"Gad vide hvad Justin synes om dem? Hm..", mumlede jeg igen ved mig selv, og stod med en ligegyldig grimasse ved synet af mig selv, og jeg stod og løftede lidt op i tøserne foran mig. Jeg rykkede mig til siden. Skulle jeg overveje et brystløft? Eller en plastikoperation? Mange i Hollywood gjorde det jo! Det var ligesom en modedille med plastik, botox og restylane. Jeg rynkede lidt på næsen. Hm, det måtte jeg nok hellere spørge Justin om? Siden hvornår var jeg også begyndt at få så lavt selvværd om mig selv? Det lignede mig normalt ikke. Min mor havde altid været så naturlig, så hvorfor skulle jeg, hendes datter så være unaturlig? Det var garanteret alle de penges skyld, der gav mig sådanne mærkelig tanker og divanykker?

Jeg sukkede og slap tøserne igen, så de kom med et lille klask, hvorefter jeg besluttede mig for at gå i bad, inden jeg fik øje på flere fejl i mit eget spejlbillede. "Snart 24 år gammel, og så tænker du kraftedeme kun på dit udseende Sarah? Burde du ikke skamme dig? Familien har større problemer end dit skide udseende!", tænkte jeg skamfuldt over mig selv.

Jeg nød bare de fem minutter under det lunkne brusebad. Det kunne også være at det var ti minutter, men hvem talte? Jeg stod bare og stod med lukkede øjne, mens vandstrålerne nærmest trommede mod min hovedbund. Jeg fik seriøst snart stress over den overvågning vi havde herhjemme. Hjemmet skulle være et fristed hvor vi kunne trække os tilbage fra det hektiske ude i verdenen, men i stedet følte jeg mig fanget med alle de vagter omkring os. Det var det glade vanvid. Jeg brændte virkelig for at komme ordenligt uden for en dør, helt uden for vores store jernporte og hvor det ikke kun havde med skide indkøb at gøre. Jeg savnede, at kunne smutte ud at shoppe, eller rejse rundt i verden, og gerne til de steder hvor vores familier var. Ja, selvom vi var rige og berømte, så savnede jeg endda at komme til awardshows, mindre komsammener og større fester med vennerne, men nej... Jeg kunne lige så godt være en abe i bur i zoo..

"Mommy?", var der pludseligt en lille pigestemme, der afbrød mine flyvske tanker, mens jeg stadigt stod under bruseren.

Jeg slukkede bruseren og blev selvfølgelig mødt af Monique. Jeg sukkede svagt frustreret, da jeg bemærkede hendes kjole.

"Altså skat, hvad har du nu lavet?", spurgte jeg opgivende, mens jeg tog mit badehåndklæde rundt om min våde krop, og jeg satte mig på hug foran hende og hjalp hende ud af kjolen. Den var ødelagt af store grønne pletter.

"Jeg tegnede, mommy!", fnes hun lystigt. Ja, det var ligesom gået op for mig, at det havde været tilfældet.

"Jeg har jo sagt, at du ikke må skille tusserne ad. Jeg ved godt at de farver en bredere farve, når man skiller dem ad, men skat, tusserne er ikke beregnet til at blive skilt ad, og de sviner afsindigt, fordi farverne flyder ud af dem. Kan du forstå det skat, ellers må jeg fjerne alle dine tusser, og så må du nøjes med farveblyanter.", forklarede jeg lettere strikst.

Moniques fnisende smil ændrede sig til en surmulemund, "No! Jeg vil farve med tusser. Det er meget flottere!", svarede hun surt med armene over kors.

Jeg så skeptisk med et løftet blik på hende. Det var trods alt ikke første gang hun havde gjort det. Typisk hende. Hun kunne godt være et skarn sommetider. Det kunne alle vores børn selvfølgelig, men Monique var virkelig nok den af børnene, der havde mest temperament. Hun blev meget let sur og skreg hysterisk op, hvis hun ikke fik sin vilje. Ja, jeg ville nærmest hælde til at tro, at Justin var en del af problemet, fordi han altid havde behandlet hende, som en forkælet lille prinsesse. Hun havde fået alt hvad hun pegede på, og alligevel var hun ofte utilfreds, eftersom hun hurtigt blev træt af sit nyeste legetøj og bare krævede mere legetøj. Justin havde aldrig sagt nej til hende, for han mente det selvfølgelig kun i god mening, at hans lille prinsesse skulle få alt det hun pegede på, når hendes mor ligesom også fik alt muligt.

Det var faktisk på trods af at jeg sjældent forlangte materielle ting, for jeg havde det faktisk fint med masser af kærlighed, mine elskede børn, min familie og venner og så det, at jeg kunne tage det hele i et tempo, som jeg kunne følge med i. Ja, jeg mente bestemt ikke, at jeg forlangte alverdens, så længe jeg havde mine børn og Justin. Selvfølgelig var Monique et velopdraget barn - for det meste, men hun udskilte sig en del fra drengene af. Jeg havde advaret Justin mange gange, at hvis han ikke snart stoppede sin måde at overforkæle hende på, så ville vi sikkert ende med at få os en slem diva, når hun blev stor. Jeg tror bare ikke, at han tænkte over det. Han elskede bare at forkæle sine børn, og Monique blev behandlet som en ophøjet prinsesse fra Justins side af.

Mange gange var Jonas blevet beskyldt for ting, jeg udmærket var klar over Jonas absolut ikke havde gjort. Jeg kendte trods alt min søn ret godt. Ja, intrigerne kunne være høje herhjemme til tider. Det var usigeligt hårdt, men jeg elskede trods alt familien, og det gjorde Justin med sikkerhed også.

"Ja, nu fik du ødelagt endnu en kjole skat. Det var jo ret surt, at det skulle ske.", sukkede jeg opgivende, mens jeg rejste mig fra min hugstilling og gik hen til hygiejnespanden og bare valgte at smide Moniques ødelagte kjole ud i spanden. Den kunne jo slet ikke reddes.

Monique grinte og tog hænderne til siden i luften, "Daddy køber bare en ny!", svarede hun med et grin, og væk var hun igen. Jeg sukkede. Den måde hun sagde det på.

"Daddy køber bare en ny!", gentog det sig i mit hoved. Hun havde desværre ret. Jeg sukkede og gik ind mod mit walk in closet.

Jeg syntes ikke, at jeg gad gøre det store ud af mit udseende i dag, for vi skulle sandsynligvis ikke noget, så jeg trak i et afslappende hjemmesæt i violet. Det var dejligt lækkert at rende rundt i. Jeg begav mig atter ud af soveværelset, og ned ad gangen mod trappen, og straks kom der typisk nok en sikkerhedsvagt gående op forbi mig. Den typiske sikkerhedsvagt, der altid gloede ekstra meget efter mig. Jeg hadede det. Jeg havde sagt det mange gange til Justin, hvor ved han bare svarede, at det var fordi han havde sådan en smuk kone i mig. Ja ja, klart, så havde fremmede folk da også lige pludseligt lov til at overbeglo én. Så fair! Not!

Jeg nåede ned for enden af trappen i hallen, og jeg mødte Andrew køre rundt på sin cykel med støttehjul på. Han var så glad for sin cykel, så han fik lov til at køre med den indenfor, men gjorde ligesom heller ikke noget. Jonas havde også gjort det, da han var yngre, så der skulle ikke gøres forskel på børnene, men det var nu heller ikke så slemt, for vi havde jo oceaner af gulvplads i vores hall.

Jeg fulgte lyden af skøn guitarmusik til jeg nåede frem til Justins lydstudie. Monique sad i sofaen i hendes lyserøde undertøj, eftersom hun ikke havde fået andet tøj på, siden jeg havde taget hendes ødelagte kjole af hende ovenpå. Hun sad tydeligvis og lyttede til sin far og storebror, der sad og jammede sammen med Dan Kanter. Ja, selvom Justin ikke havde Dan med på tourneer længere, så var Dan stadig én af vennerne, og han var så åbenbart dukket op herhjemme i dag, uden jeg var klar over det. Men ja, Justin venner og gamle kollegaer, kom sommetider forbi herhjemme, uden jeg havde kendskab til det. Men på den anden side var det også rart, eftersom vi dårligt bevægede os uden for en dør, jo mindre det var enormt vigtigt.

Jeg kunne ikke lade være med at smile over Jonas og Justin, der sad som to dråber vand. Ja, Jonas kunne slet ikke løbe fra stammen. Som far, så søn. Jonas havde et stort talent med at synge og spille på guitar og trommer. Jeg havde sandet for flere år tilbage, at Jonas slægtede sin far på. Det var helt sikkert, at det blev ved musikken. 'De stoppede et øjeblik, og jeg gik hen til Justin og lagde mine læber over hans.

"Mm baby, pas på, at jeg ikke overfalder dig i aften, når børnene sover...", hviskede Justin hæst ved mit øre.

Jeg smilte bare forelsket til ham, mens jeg stod og nussede ham i nakken med mine fingre, "Kan jeg få et musikønske?", fnes jeg lettere drilsk.

Justin nussede mig på min røv og smilte kærligt, "Anytime baby.. Hvad ønsker fruen sig?", spurgte han med et smørret smil.

"Måske et gamnelt nummer af Usher, den der 'You got it bad?'", smilte jeg kærligt.

Justin smilte smørret, "Selvfølgelig baby. Skal jeg synge den for dig?", smilte Justin kærligt. Jeg nikkede med et fnis med bid i underlæben.

Han kyssede mig i et blidt tungekys, så jeg følte verden gik i stå det øjeblik det varede.

"Eeww, Mom og Dad, please!", kom det fra Jonas ved siden af, så både jeg og Justin kom til at grine midt i kysset.

"Sæt du dig over til ungerne, så synger jeg lidt for dig elskede.", grinte Justin med et frækt blink med øjet.

Jeg nikkede med et kærligt smil og Justin havde ret i, at Andrew også havde sat sig ind til os. Jeg satte mig ned mellem tvillingerne og både Jonas, Dan og Justin spillede for på hver deres guitarer. 

"Oh, no, no, no, no, no

When you feel it in your body
You found somebody who makes you change your ways..."

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...