That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 20 aug. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

191Likes
232Kommentarer
478096Visninger
AA

136. En helt almindelig formiddag.

Sarahs synsvinkel

Det var virkelig stort, at Justin skulle medvirke i "Ocean's 15", og oven i købet være én af hovedrollerne. Det var jo helt vildt. Han var allerede godt i gang med at øve sine replikker. Han var virkelig god til at indleve sig i hans rolle. Det virkede i hvert fald sådan. Han havde det jo i sig. Han gik rundt fra rum til rum og gik og øvede sig, med sit manuskript i hånden. Nogen gange fik jeg et mindre chok, fordi han pludselig råbte op. Men det var en del af manuskriptet påstod han.

Mens jeg gik rundt og samlede vasketøj, der skulle vaskes, blev Justin bare ved at gå rundt og øve sig. Jeg smilte bare med favnen fuld af vasketøj. Jeg mødte pludselig Jonas, der kom kørende rundt på sin lille elektroniske politimotorcykel. Han stoppede op foran mig i gangen, hvor jeg smed vasketøjet på gulvet foran kælderdøren, da jeg skulle åbne den.

"Mommy?", fik han min opmærksomhed. Jeg smilte ned til ham.

"Daddy, blevet mærkelig!", grinte han overstadigt. Jeg så undrende ned på ham med et løftet øjenbryn, "Hvad mener du med det skat?", spurgte jeg med et lille grin.

Jonas løftede sine arme frejdigt og pillede sig i sit lysebrune hår med det blonde skær i, så hans hår blev uglet, "Daddy snakker med sig selv. Og råber!", grinte Jonas overstadigt.

Jeg kunne ikke lade være med at smile smørret, "Han øver sig til en film han skal være med i.", svarede jeg kort med et lille grin. Jonas fnes pjattet. Han var en rigtig lille charmør og bandit, så det sagde spar to.  

Jeg samlede vasketøjet op fra gulvet og gik lettere vaklende ned ad trappen. Jeg hørte bump efter mig. Det kunne kun være Jonas, der bumpede på numsen ned ad alle trappetrinene. Jeg smilte og fortsatte blot ned ad trappen, til jeg nåede helt ned og drejede derefter til højre mod vaskerummet. Jeg sorterede tøjet op i de to vaskemaskiner og kort efter kom Jonas grinende. Han stod bare og smilte overdrevet til mig, så jeg ikke kunne lade være med at grine.

"Skal du ikke lege skat?", spurgte jeg med et kærligt smil.

Jonas gav mig sit narrestrege-blik og smilte pludseligt overdrevet med alle sine små mælketænder. Han var tavs et øjeblik og jeg lagde mærke til at han bare stod og kiggede intenst, mens jeg hældte vaskemiddel ned i vaskebeholderne i maskinerne.

"Jonas hen til Eve?", sagde han pludselig. Jeg smilte og startede maskinerne og vendte min opmærksomhed ned mod ham.

"Det skal vi også snart skat. Nu skal vasketøjet lige ordnes, så tager vi hen til dem i starten af eftermiddagen. Er det i orden skat?", spurgte jeg med et lille smil.

Jonas grinte og hoppede skørt rundt, "Yeaaaaah!", råbte han glad, mens han løb ud af vaskerummet. Jeg rystede på hovedet med et lille smil.

"Drenge altså...", mumlede jeg med et lille grin.

Jeg kom ud og opdagede Jonas stod på løbebåndet og pillede ved knapperne, "Jonas nej! Kan du komme ned derfra, det er ikke legetøj!", udbrød jeg i en let strengere tone. Han så surt hen på mig.

"Jonas? Ned!", gentog jeg utålmodigt.

"Mig prøve!", råbte han med en drillende tone.

Jeg gik med hastige skridt over mod ham, "Nej Jonas, fingrene væk! Vi tager ikke ud til Evelynn, hvis du ikke hører efter hvad jeg siger!", udbrød jeg strikst.

Han skreg op og blev arrig og løb væk. "Mommy dum!", skreg han hysterisk. Jeg kunne mærke min tålmodighed blev sat på prøve.

"Jonas, skal du i skammekrogen?", råbte jeg efter ham. Han skreg bare igen et sted inde fra opbevaringsrummet af.

"Hvad sker der her?", kom det pludseligt bag mig. Justin så lettere opgivende ud.

Jeg rystede på hovedet, "Nu er det åbenbart mig, der skal være den dumme i det her foretagende? Jonas ville ikke høre på mig, da jeg bad ham om at holde sig væk fra løbebåndet, eftersom det ikke er noget legetøj. Det fik ham til at blive helt hysterisk og nu gemmer han sig, fordi jeg sagde, at jeg ikke magtede at tage ham med ud til Evelynn, hvis han skulle opføre sig på den hidsige måde.", forklarede jeg lettere opgivende.

Justin smilte svagt og gav mig et kys på kinden, "Jeg skal nok snakke med ham elskede..", svarede Justin roligt med et kærligt smil. Jeg nikkede stille.

"Selvfølgelig mente jeg jo ikke noget med det med Evelynn.", sagde jeg hurtigt med et lille stramt smil. Justin smilte med et nik og han begav sig ind i opbevaringsrummet.

"Jonas?", kunne jeg høre Justin kalde i en blid tone. Jeg sukkede og begav mig ovenpå...

~

Justins synsvinkel

Jeg gik ind i opbevaringsrummet, "Jonas?", kaldte jeg roligt. Jeg kunne høre ham græde et sted. Det var lutter gemmesteder herinde. Måske ikke så meget for en voksen, men for en lille størrelse som Jonas, så var der mange gemmesteder og jeg vidste at han havde et bestemt gemmested, som han altid søgte tilflugt ved, når han surmulede eller var ked af det. Det var vidst kun mig og ham, der kendte til stedet. Hverken Sarah eller nogen anden kendte til stedet.

Jeg gik forbi de tre store reoler til bagerst i rummet, og jeg fandt straks det store udbredte tæppe, han for længst havde lagt over nogle ekstra klapstole, som vi havde stående, når vi havde perioder med mange gæster i huset. Jeg kunne høre nogle snøft nede under tæppet, og jeg gik på hug og helt ned på knæ og kravlede ned under.

Ganske rigtigt. Der på en udrullet gæste-topmadras, sad Jonas og snøftede i mørket med en stor lommelygte i hånden og omgivet af en masse bamser og bondegårdsdyr og dinosaurer i plastik, som han tydeligvis havde fået samlet sig til hernede.

Han sad med den sureste grimasse i ansigtet og græd stille. Jeg rykkede lidt til noget af hans legetøj og satte mig i skrædderstilling lige foran ham og jeg lænede mig en anelse mod ham og tørrede hans våde kinder, og han snøftede et par gange, inden han kravlede hen og satte sig på skødet af mig. Han omfavnede mig med sine små arme rundt om min nakke og han græd videre. Jeg aede ham på ryggen og i hans hår. Det var utroligt at en lille knægt, som ham kunne indeholde sa mange tårer.

Jeg smilte roligt i mørket, mens jeg trøstede ham, "Synes dy virkelig at din mor er dum?", spurgte jeg ham stille. Han løftede sit bedrøvet blik op mod mig. Jeg kunne kun se ham svagt på grund af mørket.

Han rystede på hovedet, "Mommy, ikke dum..", svarede han stille. Jeg smilte og kyssede ham på panden.

"Fortjener hun så ikke en undskyldning?", spurgte jeg med et lille smil. Han begyndte at græde helhjertet igen og han bumpede sit grædende ansigt ind i min røde hættetrøje.

"Mommy vil ikke...", hulkede han.

"Hvad vil hun ikke?", spurgte jeg stille. Han snøftede og tørrede sit ansigt med sit ærme fra sin lille grønne hættetrøje. Han kiggede op på mig med et meget mut udtryk.

"Mommy vil ikke lade mig komme hjem til Eve...", snøftede han. Jeg smilte kærligt.

Jeg vidste godt, at Evelynn betød alt for ham. Hun var den eneste legekammerat han havde på sin egen alder. Det fik mig til at indse, at jeg hellere måtte give det en chance, at Jonas fik lov til at få nogle flere venner. Hvis det var en børnehave der skulle til, så måtte jeg tjekke efter om der ikke fandtes en privat børnehave i stedet, for jeg tænkte, at det ville være en for stor mundfuld for Jonas, at skulle være i en kommunal børnehave. Jeg tænkte, at han ville udskille sig en hel del. Måske ikke vildt meget for de andre børn, men det skulle ikke undre mig, at de voksne ville kunne finde på, at give ham særbehandling, blot fordi han var Sarahs og min søn.

Jeg kyssede ham på kinden, "Jeg er nu ret sikker på, at mor vil tage med dig hjem til Evelynn, hvis du giver hende en undskyldning, og lover hende, at lytte til hvad hun siger til dig, for hun har som regel ret. Hun siger det kun, fordi hun vil passe på dig og fordi hun elsker dig af hele hendes hjerte...", forklarede jeg med et lille smil.

Jonas smilte forsigtigt, "Virkelig?", spurgte han mindre forbløffet. Jeg nikkede med et lille smil.

Han smilte stort og rejste sig op og gav mig et stort knus. "Jeg elsker dig daddy..", svarede han.

"Jeg elsker også dig skat.", grinte jeg stille, og pludselig var han ude af hulen, og jeg kunne høre hans små hjemmesko larme svagt på gulvfliserne ude i træningsrummet. Jeg grinte og kravlede ud af hulen og slukkede for den store lommelygte og lod hule være hule, da jeg gik ud af opbevaringsrummet. Jeg kunne se, at Jonas kravlede op ad trapperne op mod stueetagen. Jeg smilte smørret og fulgte efter ham...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...