That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 20 aug. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
231Kommentarer
425510Visninger
AA

49. En årsag..

Sarahs synsvinkel

Jeg var sønderknust. Cecilie havde været så sød, at tage rejsen med mig hjem til Danmark igen, selv om hun nok ville komme til at savne Christian det næste stykke tid. Alt var blevet så mørkt for mig. Jeg troede aldrig jeg nogensinde havde været så ulykkelig før, som jeg var nu. Jeg havde mest lyst til at ligge mig til at dø et eller andet sted. Jeg havde intet, at leve for og jeg var ret sikker på, at jeg drev min mor til vanvid med al min gråd. Ja, jeg havde det langtfra godt.

Der var blevet skrevet på flere forsider af diverse ugeblade, at Justin Bieber og Sarah Winther nu hørte fortiden til. Det var hårdt at se alle de artikler, og der blev også lagt mange billeder ud af både mig og Justin og mange hvor vi var hver for sig. Billeder paparazzis havde fanget, hvor vi så triste og kede ud af det. Vores solbriller blev taget heftigt i brug lige for tiden...

~

Fem dage efter jeg og Cecilie var kommet hjem til Danmark, fik jeg pludseligt en underlig fornemmelse i mit hoved. Jeg stod ude på badeværelset, og min mor var lige i byen for at handle, så jeg var alene hjemme for i øjeblikket.

Jeg kunne mærke mine shorts, som jeg ellers plejede at passe fint, bare ikke kunne lukkes rigtigt længere. Jeg tænkte pludseligt over, at jeg faktisk ikke havde set noget til min menstruation i meget lang tid efterhånden. Jeg kunne næsten ikke tro det? Hvis det var det, der havde været grunden til mine konstante ture med opkast, træthed, humørsvingninger og ømme bryster. Jamen, så var det jo indlysende?

"Jeg er gravid..", sagde jeg måbende over mig selv, mens jeg stirrede som en målløs på mit eget spejlbillede.

"Bang! Dunk, bump!"

"Hej skat, så er jeg hjemme!", kom det tydeligvis fra min mor ude fra gangen af.

Hun dukkede sekunder efter op i dørkarmen til badeværelset. Jeg følte tårerne begyndte at rende ned ad mine kinder.

"Jamen skat dog.. Græder du nu igen?", spurgte hun bekymrende, og hun trådte ud på badeværelset og svang sine arme om mig.

Jeg lagde mit hoved hulkede ind på min mors skulder.

"Lille skat dog.. Han sidder virkelig på dig hvad?", sagde hun i en bekymrende tone, mens hun aede mit hår.

Jeg fjernede mig en anelse fra hendes skulder og fangede hendes bekymrede blik med mine grædende øjne. Hun tørrede mine kinder med hendes tommelfingre.

"Mor...", snøftede jeg, så hun i næste sekund greb ud efter noget toiletpapir og fangede mit blik, mens hun tørrede mit ansigt ordenligt.

"Hvad er der dog galt, skat?", spurgte hun roligt med et lille suk, mens hun holdte om mit ansigt med begge hendes hænder og så med et indgående og bekymret blik på mig.

"Mor..", begyndte jeg med en synkende bevægelse, "Jeg er gravid...", hulkede jeg og klemte mine øjenlåg hårdt sammen for at presse tårerne ud, hvorefter jeg så grædende på hende igen.

Hun spærrede øjnene op og så allermest helt chokeret ud og omfavnede mig.

"Hvad er det dog du siger, skat?", spurgte hun tydeligvis  ret målløst.

"Du hørte rigtigt mor.. Jeg ved det bare.. Jeg er sikker på, at jeg gravid...", græd jeg snøftende op ad hendes skulder.

Hun aede mig i håret og ned ad ryggen på mig.

"Så så skat, det hele skal nok gå alligevel.. Hvor langt er du henne?", spurgte min mor roligt med et lille suk efter sig.

Jeg rystede svagt på hovedet og snøftede hårdt ind.

"Jeg ved det ikke?", snøftede jeg stille op ad hendes skulder.

"Vi må have dig til lægen skat.. Det kan ikke gå hurtigt nok...", svarede hun roligt, så jeg nikkede svagt.

"Hvis du er gravid skat, vil du så beholde barnet?", spurgte min mor yderligere og hun lød en anelse ængstelig i stemmen.

Jeg løftede hovedet og så frustreret på hende, "Jeg går ikke ind for abort mor. Det ved du da?", svarede jeg med et lille tårevædet grin. Min mor smilte svagt og nikkede.

"Det ved jeg skat, men kan du virkelig indstille dig på at skulle have et barn, Sarah? Du er jo kun 18 år og du har jo hele livet foran sig til at få børn..", forklarede min mor roligt, så jeg nikkede svagt.

"Det ved jeg godt mor, men jeg bliver nød til det mor.. Mit hjerte forbyder mig at tænke i abort-tanker...", svarede jeg med et lille snøft efter mig. Min mor nikkede roligt.

"Godt, du er indstillet på det, men det er et ret stort ansvar du pådrager dig. En baby, er ikke bare en baby, men  et menneske, som du skal opdrage og beskytte med hele dit liv.. Hvad med Justin? Burde han ikke få det af vide?", spurgte min mor yderligere.

Jeg rystede lettere på hovedet i et tungt suk, "Jeg vil ikke lægge et pres på ham nu, hvor han har så travlt med sin tourné..", svarede jeg snøftende. Min mor nikkede.

"Du må blot love mig, at fortælle ham det på et tidspunkt, for han fortjener, at få det af vide.", svarede min mor lettere bestemt, så jeg nikkede...

~

Dagene gik yderligere, og jeg havde kun ret i at jeg var altså gravid. Den var så sikker, som den overhovedet kunne være. Jeg kunne heldigvis skjule min graviditet ret godt, eftersom jeg rendte rundt med oversize-toppe. Sommervarmen indgød ellers på ture til stranden, men jeg var lidt kritisk for at hoppe i min bikini i offentligheden, så hvis jeg og Cecilie og min mor var på stranden, så smed jeg ikke mine store toppe. Jeg skulle ikke risikere, at nysgerrige blikke og fotografer pludseligt opdagede min lille muffintop.

Jeg var efterhånden 10 uger henne, så det kunne godt ses. Jeg havde fået en lille sød topmave. Den kunne stadigt skjules under de løse toppe, men jeg skulle virkelig være påpasselig med hvad for tøj jeg gik rundt i. Det måtte ikke være for stramt. Jeg var dog blevet fanget i visse ugeblade, hvor der var blevet stillet spørgsmål om jeg mon var gravid? Jeg tænkte straks, at jeg var nød til at ringe og fortælle det til Justin. Han var lige blevet færdig med sin tourné i går og han trængte sikkert til ro, men han fortjente at få vished..

Både Cecilie og min mor havde fået mig overtalt til at kontakte ham. Det var hårdt at sidde med min mobil i hånden den aften på mit værelse. Mit display viste Justin og jeg tvivlede et kort øjeblik om jeg skulle ringe til ham? Men der var ligesom ikke andet for. Det ville blive hårdt at snakke med ham igen. Jeg besluttede mig for at ringe ham op.

"Duut... duut... duu.."

"Hey Sarah...", svarede han med en rolig og opgivende stemme.

Det var både en fryd og en smerte, at høre hans stemme.

"Hey...", svarede jeg roligt. Jeg kunne høre, at han sukkede i den anden ende.

"Hvordan går det Justin?", spurgte jeg med et nervøst bid i underlæben.

"Jeg har det vel okay..", svarede han bare kort. Han lød slet ikke glad.

"Hvorfor ringer du egentligt?", spurgte han opgivende.

Jeg sukkede dybt og kunne mærke et par tårer presse på i øjenkrogene.

"Jeg har noget vigtigt, som jeg bliver nødt til at fortælle dig...", svarede jeg sukkende.

Jeg kunne ikke lade være med at snøfte. Tårerne rendte allerede langsomt ned ad kinderne.

"Please.. Du må ikke græde Sarah.. Jeg kan ikke lide at se dig græde hele tiden.. Det er utroligt hårdt nok i forvejen, at skulle se billeder af dig i ugebladene, hvor du ser så ulykkelig ud hele tiden...", kom det bedrøvet fra Justin.

Jeg bed mig i underlæben, blot for at føle en anelse smerte over hans ord, "Justin, jeg er altså gravid...", snøftede jeg og følte straks at byrden på mine skuldre forsvandt, da jeg endelig fik sagt det til ham.

Han blev helt stille, og jeg hørte ham pludseligt snøfte.

"Justin, sig nu noget?", snøftede jeg.

"Er jeg faderen?", spurgte han med et snøft.

Troede han seriøst, at jeg skulle have været sammen med en anden eller hvad?

"Jeg er ti uger henne Justin. Så du kan vel godt selv regne den ud, ikke?", svarede jeg med små snøft.

"Hmm.. Wow.. Jeg ved ikke engang hvad jeg skal sige nu?", svarede han med en målløs stemme.

"Så, nu forstår jeg pludseligt hvorfor du opførte dig så sært på tournéen..", røg det tydeligvis ud ad ham i en målløs tone.

"Ja.. Det var åbenbart derfor..", svarede jeg, mens jeg tørrede mine tårer væk.

"Vil du beholde barnet?", spurgte han stille.

Jeg nikkede kraftigt, og det var ikke, fordi at han kunne se det, men jeg havde allerede fået en stor kærlighed for mit foster i maven.

"Ja, Jeg beholder det.. Uanset hvad..", svarede jeg roligt.

Justin kom med et lille grin, som kom ret meget bag på mig, og jeg forstod ikke hvorfor?

"Du er klog Sarah. Gud elsker dig helt sikkert for din uselviske kærlighed.", svarede Justin med et lille grin.

Det rørte mig virkelig at Justin sagde sådan.

"Tak Justin. Det betyder alverdens for mig, at du synes det...", svarede jeg med glædestårer.

"Jeg er stolt af dig.", tilføjede han.

"Tak..", snøftede jeg. Han grinte lidt.

"Det skal du bestemt ikke takke for Sarah. Du er virkelig godheden selv.. Det er blandt andet én af de egenskaber, som du besidder, som jeg altid har elsket ved dig..", forklarede Justin med en meget kærlig stemme.

Jeg sad og blev helt varm om hjertet.

"Virkelig?", spurgte jeg med en indre glæde og sank en klump.

"Ja da.. Ellers ville jeg jo ikke sige de...", svarede han med et lille grin.

Jeg mærkede tårerne presse på igen. Jeg kunne bare ikke lade være.

"Justin?", spurgte jeg med små snøft.

"Yeah?", svarede han stille.

"Jeg savner dig så forfærdeligt...", sagde jeg med et knæk i stemmen.

Han blev stille...

"Justin?", spurgte jeg og sank en klump.

"Jeg savner også dig baby...", svarede han pludseligt.

Mit hjerte blev fyldt med varme, da han sagde at han også savnede mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt.

"Kan du tilgive mig for min dumme opførsel på din tour?", spurgte jeg yderligere. Han grinte.

"Det er allerede glemt baby. Der var jo ligesom en forklaring på din opførsel.. Du er jo gravid for pokker! Du skal ha.. Nej, jeg mener VI skal have et barn sammen. Det er et lille mirakel jo.", grinte han i røret.

Jeg kunne ikke fatte, at Justin tog det så let. Han måtte virkelig elske mig, siden at han kunne sidde og juble over det.

"Ja vi skal.. Hvad mon din familie vil sige til det?", spurgte jeg roligt og fugtede mine læber. Han grinte i den anden ende.

"Vi skal bare fortælle om det roligt.. De skal nok acceptere det. Det er jeg næsten ret sikker på. Vi elsker jo hinanden og med kærlighed kommer man længst.. ", svarede han med en varm stemme.

Jeg kunne ikke andet end at elske ham. Han var virkelig fantastisk. Jeg grinte lykkeligt.

"Jeg elsker dig bare så højt.", udbrød jeg lykkeligt.

Han grinte lykkeligt kunne jeg høre. Det var endelig den gamle Justin, som jeg havde forelsket mig hovedkulds i jeg kunne høre grine.

"Og jeg elsker dig baby og vores Baby-Bieber!", grinte han.

Jeg grinte. Hvor var han bare herlig!

"Baby?", sagde han pludseligt.

"Yeah?", svarede jeg.

"Kom hjem til mig!", kommanderede han. Jeg grinte.

"Jeg har vel ikke rigtigt noget valg, vel?", grinte jeg drillende.

"Nej! Du skal bare komme hjem. Jeg kan jo ikke leve uden dig..", svarede han med et lille grin.

"Jeg vil pakke mine kufferter.. Vi ses snart.", svarede jeg med den største lykkefølelse i kroppen.

"Jeg vil vente på dig min engel.. Min Rapuntzel.. Jeg vil bestille en flybillet til dig så..", svarede han med et lille grin.

"Tak skat.. Kys kys.", svarede jeg glad.

"Kys kys, baby.", grinte Justin. Jeg var endelig lykkelig igen....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...