That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
227Kommentarer
409588Visninger
AA

165. Dumme mennesker!


Jonas' synsvinkel

Jeg sad på en en meget grim sofa. Der var huller i én af hynderne. Jeg vidste ikke hvad jeg lavede her? Hvem var de dumme mennesker? Hvorfor havde de taget mig? Jeg sad og kiggede mig omkring. De boede ikke særligt pænt og huset var også ret lille. Der lugtede grimt og bare herfra sofaen jeg sad på, kunne jeg se tre katte og en stor hund, der bare sad på gulvet ved siden af det beskidte og ulækre sofabord, mens den sad med tungen ude og kiggede intenst på mig. Den var sort og havde to små gule pletter oven over øjnene. Den så ikke hel rar ud med sit store hoved. Den lignede i alt fald langt fra Chiro.

Jeg kunne endnu engang ikke holde tårerne inde, og langsomt rendte de ned ad mine kinder igen. Jeg savnede Chiro, jeg savnede min dejlige bilseng, men mest af alt savnede jeg min far og mor og nu også min lillesøster og lillebror. Jeg skulle aldrig have sluppet min fars hånd uden for hospitalet. Alt det her, bare fordi jeg havde tabt min røde, seje kasket jeg havde lånt af min far. Jeg ville jo ikke miste den, da jeg var bange for at far ville blive sur på mig, hvis jeg ikke passede på hans ting. Jeg nåede da også det stykke tilbage og jeg fandt kasketten på gulvet et sted inde på sygehuset, og pludseligt stod de to mennesker foran mig og de spurgte om jeg ikke savnede mine forældre. Jeg havde selvfølgelig svaret ja til dem, og de havde lovet at følge mig tilbage til mor og far, men det gjorde de ikke. Jeg forstod dem slet ikke?

Hvorfor sad jeg nu her i det her lille hus, der lugtede så grimt? Der var et lille fjernsyn i den her stue og de havde zappet hen på en kanal med tegnefilm for mig, der bare flimrede ret meget. Jeg lagde mig grædende ned i sofaen.

"Mommy, daddy... Chiro... Jeg v...vil.. h.hjem...", hulkede jeg ned i den ildelugtende hynde, der lugtede af røg og gammelt øl. Jeg var bange.

Den store hund overraskede mig pludseligt ved at slikke mig i ansigtet. Jeg rejste mig lidt og så på den. Jeg vovede mig at ae den forsigtigt på dens store hoved. Den stod bare med tungen ude og så slikkede den mig på armen. Jeg studerede grædende dens halsbånd. Jeg kunne ikke læse, men jeg kunne se, at det var et navn der stod. Hunden var alligevel nok det eneste gode ved dette hus.

Pludselig kom den underlige dame ind i stuen. Hun satte en tallerken på bordet med noget mad på. "Spis Jonas!", kommanderede hun strengt. Min underlæbe dirrede og jeg kunne ikke holde tårerne eller min gråd tilbage.

Hun sukkede irriteret og himlede med øjnene, "Du græder da fandeme ikke igen? Tøsedreng altså!", tilføjede hun opgivende. Jeg sad tilbage i sofaen med armene over kors og snøftede ulykkeligt, "Jeg vil have mommy og daddy...", hulkede jeg ulykkeligt.

"Årh, så hold dog kæft! Forkælede rige møgunge!", snerrede hun surt, og hun forlod stuen og mig igen og smækkede døren efter sig.

Jeg skreg op af vrede, angst og gråd, "Jeg vil have mommyyyyy!", skreg jeg grådkvalt og snappede lettere efter vejret.

"SÅ HOLD DOG KÆFT MØGUNGE DU GIVER MIG KRAFTEDEME MIGRÆNE MAIN!", hørte jeg der blev råbt fra den anden side af døren.

Jeg snøftede ulykkeligt og skubbede maden væk fra mig. Jeg kunne umuligt spise noget lige nu, og jeg lagde mig ned og græd videre. Hunden slikkede mig på armen, og den lagde sig op ved mig ved mit hoved. Jeg rejste mig grædende og lagde mig ned ved siden af den. Den var varm og trak vejret roligt. Han var vidst det eneste der lige nu kunne berolige mig. Jeg lagde armen om ham og jeg faldt snøftende i søvn...

~


Sarahs synsvinkel

Jeg følte alt fortabt. Jeg havde svært ved at glæde mig over at være hjemme med vores tvillinger. Jeg var ret sikker på at Justin følte det på samme måde. Hvorfor skulle verdenen være så ond? At nogen kunne få dem selv til at stjæle og kidnappe et lille forsvarsløst barn? Jeg vidste godt at den slags skete verden over, men nu hvor det var kommet til vores søn, så var alt det onde og grusomme pludseligt alt for tæt på os. Både Justin og jeg var utrøstelige.

Vores hjem var blevet omdannet til et stort tv-studie. Politi, pressefolk og nyhedsmedierne var at finde her hele tiden. Vi havde fået uddelt de nyeste billeder af Jonas til politiet og vi havde fået printet et godt billede af Jonas ud, hvor han poserede med sine små søskende på hospitalet, så de også havde lidt flere spor at gå efter med hensyn til Jonas' påklædning. Politiet satte aflytning i vores hjemmetelefoner og på vores iPhones, hvis nogen mistænksomme skulle ringe til os.

Mens jeg og Justin sad i sofaen og blev interviewet og filmet til nyhedsstationerne, befandt mine tanker sig et helt andet sted. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvordan Jonas mon havde det. Mit håb var lille og spinkelt og det største jeg ønskede lige nu var blot, at han levede og at han var uskadt. Pattie og vennerne var her også for at støtte op omkring mig og Justin.

Det hele virkede pludseligt helt uoverskueligt, at have tvillinger, der var uvidende om hvor deres storebror var. Jeg prøvede virkelig at holde mig stærk foran kameraerne, men jeg følte mit hjerte var alt for knust. Min lille kærlighed var væk og jeg vidste ikke hvor han var. Jeg ville ønske at det hele var en ond drøm, som jeg ville blive vækket af og Jonas så ville stå og sige: "God morgen mommy!", men sådan var den barske realitet ikke.

Jeg kunne ikke holde min gråd og tårer tilbage længere. Justin var heller ikke sen til at omfavne mig med det samme.

"Hvorfor? H..hvorfor?", hulkede jeg ind i Justins sorte t-shirt.

"Jeg ved det ikke baby...", græd Justin ved min hals, så jeg kunne mærke hans tårer.

To døgn havde vores stakkels søn været forsvundet. Grusomme tanker om, at der var sket det værste for ham kørte i ring i hovedet på mig. Jeg følte at jeg druknede. Mit hjerte var fyldt med sorg, Jeg ville give afkald på alt hvad vi ejede, blot så jeg kunne få lov til at holde min lille skat i mine arme igen.

"Hvis vi ikke hører noget om ham eller fra ham inden for de næste dages tid, så udsender vi en dusør på ham. Er du enig med mig i det baby?", snøftede Justin ved mit øre.

Jeg nikkede hulkende, "Ja..", svarede jeg grådkvalt og lod tårerne rende i en strøm...

~


Jonas' synsvinkel

Jeg havde slet ikke humøret til at gynge. Jeg befandt mig på en legeplads et sted jeg slet ikke kendte til. Der var mange børn. De fleste var mørke i huden. Betty og Cole havde klippet alt mit hår af, så jeg blot havde utroligt kort hår. Jeg havde fået noget andet tøj på, så jeg lignede ikke helt mig selv. Jeg sad bare og gloede bare tomt ud i luften, mens jeg lagde mærke til at Betty sad på en bænk ikke langt fra mig og holdte øje med mig, mens hun sad halvt begravet i en bog. Jeg savnede mor og far. Jeg var så bange og havde haft onde drømme de sidste par nætter. Det var virkelig svært, når alt jeg ønskede lige nu var at kunne sidde og putte ind til mor eller far. Jeg håbede at mor og far ledte efter mig.

"Hey!", var der pludseligt en lille brun pige, der sagde til mig. Jeg havde slet ikke humøret til at svare. Jeg  strakte min lille krop, for at glide ned fra gyngen, og gik hen til sandkassen. Jeg kravlede op i den og fandt mig en skovl og sad bare og gravede i sandet.

Jeg kiggede tilbage på Betty, og lagde mærke til at hun kiggede hen på mig et øjeblik for derefter at kigge i sin bog igen.

Jeg sukkede og rejste mig, og opdagede pludselig en mand med en gul nittecap og bukser der hang neden om numsen på ham. Han gik sammen med to andre, men de gik alle med ryggen til. "Daddy?", mumlede jeg lavt for mig selv.

Jeg flyttede blikket hen på Betty igen, der stadigt var dybt begravet i sin bog. Jeg gik ud af sandkassen, og uden at tøve det mindste, så stak jeg op i løb efter manden, som jeg næsten var sikker på var min far.

"Daddyyyy!", skreg jeg efter ham, mens jeg løb alt hvad jeg kunne på mine små ben, og jeg nåede op bag ham.

"Daddy?", spurgte jeg igen. De stoppede op og vendte sig alle tre omkring. Men jeg blev fyldt med skuffelse, for manden der lignede min far bagfra, lignede slet ikke min far forfra, og jeg begyndte straks at snøfte, hvor ved flere tårer fandt deres vej ned ad mine kinder.

"Damn Mike, jeg anede sgu ikke, at du var blevet far?", grinte den ene ven smørret. Han var en afro-amerikaner. Manden, som jeg havde troet var min far, lignede kun min far en anelse, men det var altså ikke ham. Han satte sig ned på hug foran mig. Han så venlig nok ud, selv om ham og hans venner røg noget der lugtede lidt af jul eller noget.

Han så indgående på mig, "Sig mig, har jeg ikke set dig et sted før?", spurgte han mig. Jeg snøftede hårdt ind og tørrede mine kinder med ærmet fra den grimme grå bluse, som jeg havde på og jeg nikkede. Det kunne jo godt tænkes, at han havde set mig i medierne.

"Min daddy er Justin Bieber!", svarede jeg med endnu et snøft. Manden kiggede chokeret op på sine ligeså chokerede venner.

"Damn, det er jo Justin Biebers savnede søn. I ved nok, ham sangeren?", udbrød manden målløst, hvorefter han så på mig igen.

"Du er faktisk efterlyst lille knægt. Dit navn er Jonas, ikke?", spurgte manden mig.

"Yeah, jeg er Jonas.", svarede jeg snøftende. "Hjælp mig.. Vil du ikke nok?", bad jeg yderligere.

Manden nikkede med et lille smil, der virkede venligt, "Jeg hedder Mike og mine to venner her hedder Kenny og Josh..", præsenterede Mike.

Jeg nikkede og følte endelig, at jeg kunne komme med et lille lettet smil., for jeg følte mig sjovt nok tryg ved navnet Kenny, selv om han ikke var den Kenny, som jeg selv kendte.

Mike rejste sig igen og rakte hånden ned mod mig, "Kom Jonas, så kører vi dig til politistationen og får fat i din mor og far.", sagde Mike bestemt.

Jeg nikkede og jeg tog villigt Mike i hånden og fulgte troligt ham og de to andre, som faktisk virkede til at være meget unge. De virkede i alt fald til at være yngre end min mor og far.

Vi nåede at gå et lille stykke.

"Hvor tror i lige i skal hen med min søn?!", udbrød en damestemme bag os.

Det var hende, jeg vidste det og jeg så mig ængsteligt over skulderen. Betty så rasende ud. Jeg følte panikken rulle over mig og tårerne begyndte igen. Josh tog mig op i sine arme.

"Han er fandeme ikke din søn. Det er Jonas Bieber og hans mor og far leder faktisk efter ham! Hvis du ikke straks smutter din vej og lader os tage af Jonas i fred, så bliver det fandeme værst for dig selv din fucking bitch!", forsvarede Mike mig.

Jeg knugede mig hårdt om Josh's nakke. Jeg var virkelig bange. Betty trak pludseligt noget frem. En sort ting hun rettede imod os.

"Fuck! Luderen har fandeme en gun!", udbrød Mike, og han løftede sine hænder op. Det samme gjorde Kenny.

"Givv mig ham. Hurtigt!", udbrød Betty, mens hun sigtede med den sorte tingest mod os. Jeg knugede mig mere fast om Josh.

"No, jeg beder jer! Jeg vil ikke tilbage til hende.", hulkede jeg ind i Josh's grå hættetrøje.

"Kom så med ham, ellers bliver det fandeme værst for jer selv!", kommanderede Betty hårdt.

Jeg skreg op af gråd. Ikke på vilkår, at jeg ville skilles med disse drenge. Jeg kunne mærke på dem, at de ville hjælpe mig.

"Sæt ham så ned! Nu!", gentog hun...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...