That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

191Likes
318Kommentarer
928733Visninger
AA

86. Du kommer sku før tid!

Sarahs synsvinkel

Det var underligt, at Justin ikke var hjemme for tiden. Han skulle gerne være i New York de næste par dage hvor han skulle optræde. Jeg savnede ham, selvom vi snakkede i telefon hver dag og nogle gange flere gange dagligt. Han havde travlt, og jeg kunne ofte godt høre på ham, når han stressede. Jeg bad ham tit om at koble helt af, lige så snart han havde et øjeblik til det, for jeg vidste at det bestemt ikke var sundt for ham med al den stress og det pres der blev pålagt ham. Han blev ved med at undskylde, at han ikke ville skuffe sine beliebers. Jeg forstod ham da også, men han måtte altså ligesom tænke lidt på sig selv nu og da. Han sagde hver dag i telefonen, at han savnede mig så voldsomt, at han rendte rundt med mavekramper. Jeg havde det selv på samme måde, men jeg fortalte ham også bare hele tiden, at han måtte holde ud og at han nok skulle klare den.

Jeg tror bare, at han gik og tænkte på Blobber og mig hele tiden, nej jeg måtte hellere rette navnet. Han var jo vores Jonas, selv om han ikke havde meldt sin ankomst endnu. Både Justin og jeg var meget spændte. Jeg var sat til torsdag d 13 marts og vi havde onsdag d 5 marts i dag. Sommerfuglene blev blot større og større. Måske det var derfor Justin rendte rundt med ondt i maven? Det var spændinger, der var skylden til det hele. Jeg følte mig også bare så tung i kroppen og i maven hele tiden. Min mave var sunket godt til, så det var blot et spørgsmål om Jonas ville komme til terminen, før eller efter? Det spørgsmål lå i det uvisse.

Hvor mange gange jeg end havde sagt det, så priste jeg mig lykkelig for hver dag, at vi havde en pool i vores have. Jeg svømmede meget og Chiro sprang sjovt nok i hver gang enten Justin eller jeg hoppede i vandet. Ellers gad Chiro ikke at hoppe i poolen, når der ingen var. Han fandt det åbenbart hyggeligt, at være sammen med mor eller far eller begge i vandet. Desværre tabte jeg stort til Chiro med at svømme hurtigt. Han kunne bare det der. Jeg kedede mig heller aldrig i poolen. Jeg var bare blevet så glad for ham. Han passede godt på mig, selv om min mor også var her.

Jeg kastede den for længst punkteret plasticfodbold et godt stykke væk fra poolen så Chiro svømmede i al hast hen til trappen ved lavningen af poolen og løb for fulde gardiner hen ad fliserne og ud på græsset, og hentede den ødelagte fodbold, som han bare yndede at lege med. Han løb for fulde gardiner tilbage til mig og sprang ned fra poolkanten, så der kom et ordenligt plask. Han svømmede ivrigt hen til mig med bolden i munden.

"Aflever!", sagde jeg og kæmpede med at få bolden ud af hans mund. Det lykkedes mig også til sidst.

"Elsker du mor?", spurgte jeg med en pjattet stemme til ham i vandet.

"Vroooooff!", svarede han højt så det rungede højt. Jeg grinte og omfavnede ham med et kys på hans hvidgule hoved. Han var blevet sådan en fin hvidgul labrador. Han var blevet temmelig stor og hans kluntethed var næsten forsvundet. Han var sgu fantastisk. Jeg rakte fodbolden op i luften og fik hans opmærksomhed.

"Skal Chiro have bolden?", spurgte jeg med en pjattet og drilsk stemme.

"Vrooff vrooff!", gøede han for fulde gardiner.

"Go get it!", råbte jeg og kastede igen bolden over mod enden af haven. Han svømmede hurtigt hen til trappen ved lavningen for enden af poolen og spænede igen efter bolden.

Jeg svømmede over mod trappestigen i poolen og kæmpede mig lidt op ad den med min ret store og tunge mave. Ja, jeg følt mig ret meget som en stor flodhest med den mave. Min mor var lige ude og handle. Hun kunne heldigvis handle i nogenlunde fred, da hun stadigt ikke var genkendt i USA.

Jeg begav mig hen til den pågældende liggestol, hvor mit håndklæde lå, og jeg samlede det op, for at tørre mig. Selvom vi var udenfor, så lugtede der tydeligt af våd hund, og hvorfor mon? Chiro var kommet med bolden og havde lagt den på fliserne foran mig, mens han stod og rystede det værste vand af ham hele tiden. Jeg kunne ikke lade være med at grine ad ham.

 Jeg bukkede mig anstrengende ned efter bolden og løftede bolden op i vejret, så Chiro nærmest fik store øjne og hans store våde hale med den lange pels logrede langsomt, mens han tydeligt kun havde øjnene for bolden.

"Hent den!", udbrød jeg, mens jeg kastede den hvad jeg kunne ud mod græsplænen, og straks stak han i hurtigt løb ud efter bolden.

Jeg stod og betragtede ham med et lille smil. Jeg tørrede mig videre, og lige da jeg stod og tørrede mig, røg en strøm af vand ned ad mine inderlår og ned på fliserne under mig. Jeg så undrende ned og bemærkede hvordan det blev ved med at sive ned ad mine ben. Jeg blev helt paf. Var det virkelig vandet der var gået?

Jeg blev helt panikken og mærkede pludseligt en voldsom smerte i maven. Det var langtfra en almindelig pluk-ve. Det var ikke til at tage fejl af. Jeg var i begyndende fødsel. Tanken om, at jeg var helt alene i hjemmet og kun Chiro var her, var slemt.

"Aargh!", skreg jeg højt igen, da endnu en ve kom. Jeg lænede mig op ad liggestolen og stod og tog dybe indåndinger.

"Hu hu hu heee.. Hu hu hu heee..", stod jeg og sagde og det hjalp faktisk en smule.

Jeg satte mig ned på liggestolen, velvidende at vandet stadigt sivede ud af underlivet. Jeg greb ud efter min iPhone på det lille runde  bord, der stod ved siden ad mig. Ja, jeg havde for længst fået en iPhone i stedet. Den htc jeg havde haft tidligere blev ved med at drille. Jeg scrollede ned på min mors kontakt med smerterne tegnet i mit ansigt.

"Aagh!", skreg jeg af smerter igen.

"Hu hu hu heee.. hu hu hu hee..", gentog jeg og holdte mig på maven.

"Du vover lige på at smutte ud nu junior!", sagde jeg til min mave.

"Duut... duut... duut.. duuu.. Hvad så skattepige? Ringer du fordi du mangler noget du vil have mig til at handle for dig?", spurgte min mor glad og småstresset i røret. Jeg kunne høre en masse mennesker i baggrunden.

"Aaargh! Hu hu hu heee.. hu hu hu heee..", svarede jeg med voldsomme smerter i maveregionen.

"Du godeste skat! Er du i fødsel?", svarede min mor forhippet i røret.

"Jaaaa!", svarede jeg med mange smerter.

"Hvor mange minutter er der mellem veerne skat?", spurgte min mor forhippet. Jeg rystede på hovedet, for jeg kunne jo dårligt svare.

"Jeg ved det ikke mor?", svarede jeg jamrende.

"Hvis der er fem minutter eller eller mindre mellem hver ve, så er du altså på tæt fødsel!", svarede min mor forhippet.

"Aargh! Hu hu hu heee...", jamrede jeg.

"Skat jeg skynder mig hjem. Der er så meget trængsel her. Ring til Pattie og se om hun kan komme og hjælpe dig, det virker til at du er tæt på!", svarede min mor forhippet.

"Ja mor!", jamrede jeg mig og lagde på. Jeg gik hurtigt ind i Patties kontakt. Hvis hun var hjemme, så ville hun kunne være her i løbet af meget kort tid, eftersom hun boede nogle huse væk fra mig og Justin.

"Duuut.. duu... Hey sweetheart!", svarede hun glad.

"Aargh! Pattie, det er tæt på!", skreg jeg.

"Oh my goodness! Jeg er der straks. Hvor er du nu?", spurgte hun forhippet.

"Jeg er hjemme og ude i haven ved poolen..", svarede jeg jamrende.

"Hu hu hu heee..", stønnede jeg yderligere.

"Jeg kommer straks skattepige. Jeg tager ekstranøglen med, så jeg selv kan lukke mig ind, okay? Bliv ved med dine vejrtrækningsøvelser!", svarede hun forhippet.

"Yeah!", svarede jeg jamrende og lagde på...

~

Jeg sad og jamrede højt og Chiro sad og peb bekymret ved mig. Pludseligt kunne jeg høre skridt nærme sig, og jeg opdagede Pattie kom løbende hen mod mig. Hun så ret stresset ud. Hun havde øjensynligt bare slappet af, eftersom hun var i grå joggingbukser og havde en oversize trøje på. Hendes hår var kastet op en en blanding af uglet knold og hestehale. Hun kom hen til mig og hun havde åbenbart regnet så langt at jeg kun var i badetøjet. Hun havde nemlig taget noget løst joggingtøj med til mig. Det var øjensynligt hendes eget.

"Her skat. Tag det her på.", sagde hun forhippet og hjalp mig med besvær i tøjet.

"Aargh.. Hu hu hu heee..", udbrød jeg prustende. Jeg havde det seriøst, som om at Jonas var på vej ud lige om snart. Det trykkede virkelig nede i underlivet.

Hun smuttede mine badetøfler på mig og lagde straks armen under mig. Hun støttede mig hele vejen ud til hendes bil og smækkede døren efter os. Jeg havde helt ondt af Chiro, der sikkert var forvirret over situationen. Hun satte sig hurtigt ind bag rattet og startede hurtigt bilen.

"Aargh! Du bliver nødt til at skynde dig Pattiiiie.. Aargh!", skreg jeg af smerte. Jeg lagde mærke til en masse paparazzis udenfor vores indkørsel, som spærrede for os. For første gang nogensinde skulle jeg høre Pattie bande for fulde gardiner, så jeg blev paf et øjeblik.

"Kan i så flytte jeres røve væk herfra?! Jeg har en kvinde i fødsel, og hun skal på hospitalet med det samme! Skrid så med jer!", råbte hun arrigt ud af vinduet og paparazziene flyttede sig straks med målløse ansigtsudtryk og Pattie trådte speederen så meget i bund, at jeg var sikker på, at hun ville få en fartbøde, hvis vi blev stoppet. Jeg følte at jeg kunne mærke barnets hoved begynde at bryde igennem.

"Pattie! Jeg kan mærke hans hoved! Jeg føder seriøst, det er sikkert!", skreg jeg af smerter, mens jeg prøvede at holde imod nede i underlivet og jeg kunne faktisk mærke en lille hård bule nede u underlivet, så det var tydeligt, at alt slet ikke var normalt dernede, som det ellers plejede at være, og jeg følte de vildeste presseveer komme over mig. Hun sad med stor åben mund.

"Hold ud min pige! Vi er der lige straks!", svarede hun forhippet og bekymret for mig. Jeg svedte som pokker med alle de smerter.

"Aargh det gør oooondt!", stortudede jeg af smerter. Jeg følte seriøst, at jeg skulle skide og presse en basketball ud. Så ondt gjorde det.

"Hold nu ud min pige! Jeg ved, at du kan!", sagde Pattie så beroligende hun kunne, mens hun endelig parkerede foran hospitalsindgangen og hun tænkte tydeligvis slet ikke på, at hun parkerede et ulovligt sted.

Hun spænede ud af bilen og løb ind på hospitalet og få sekunder efter kom en portør med en kørestol til mig og Pattie løb ved siden af. Endnu et par sygeplejersker dukkede op. Eller var det jordmødre? Nevermind! Jeg sad og koncentrerede mig om veerne. De flåede døren op ved mig og løftede mig op i kørestolen og spænede ind ad hovedindgangen med mig.

"Jeg kommer lige straks Sarah! Jeg skal lige parkere bilen ordenligt!", hørte jeg Pattie råbe efter mig et stykke bagved. Jeg sad og holdte mig på maven.

"Jeg føder seriæst!", skreg jeg og personalet på hospitalet fik straks hevet mine joggingbukser af mig, da vi langt om længe nåede en føde-stue.

"Vi bliver nødt til at klippe din badedragt i stykker frøken.", hørte jeg én af sygeplejerskerne sige. Jeg nikkede blot. Jeg kæmpede bare med veerne. De hjalp mig op på en fødebriks og placerede nogle stigbøjler under mine fødder. De lagde et hvidt klæde over mig. En jordmoder kom ind i stuen og tjekkede mig.

"Hun har allerede åbnet sig 8 cm.. Det er lige oppe over.", sagde hun kort. Sygeplejerskerne vaskede mig med varmt og sterilt vand, og Pattie kom ind i stuen til mig med et smil og hun greb straks min hånd.

"Din mor er på vej..", sagde hun med et beroligende smil. Jeg nikkede kort med smerterne tegnet i mit ansigt.

"Det gør så pokkers ondt! Kan jeg ikke få noget smertestillende?!", skreg jeg af smerte. Jeg strammede godt til i Patties hånd. Jeg var så lettet over at have hende ved min side. Sygeplejersken rystede på hovedet.

"Sarah, du er så tæt på at skulle presse. Prøv at fød uden smertestillende.", svarede sygeplejersken. Ikke på vilkår at jeg ville acceptere det. Det gjorde så forbandet ondt. Jeg følte jo at jeg skulle dø her. Det føltes, som om at jeg blev flået op indvendigt, lidt a'la stil som Texas chainsaw massacre!

"Jeg er fucking ligeglad med, at jeg er tæt på fødsel eller ej! Det gør så fucking ondt! Giv mig så de smertestillende og det er nu!", skreg jeg arrigt, med sveden haglende fra min pande. Pattie havde ikke et sekund sluppet min hånd, men jeg strammede sgu også hårdt til.

"Gør så som hun siger! Giv hende noget smertestillende! Kan i ikke se, at hun dårligt kan koncentrere sig om fødslen med alle de forbandede smerter?", sagde Pattie med en irriteret stemme. De gjorde endelig som vi sagde. De lagde et drop i armen på mig og sprøjtede noget beroligende ind i mig. Jeg følte straks den vildeste rus i kroppen.

"Aaaah...", sukkede jeg og smilede sagligt af fryd og slappede af i grebet på Patties hånd. Pattie smilede til mig.

"Var det bedre skattepige?", spurgte hun med et lille grin. Jeg nikkede lalleglad.

Min mor kom endelig ind til mig og nu havde jeg endelig både min mor og svigermor ved hver min side. Min mor gav mig et blidt kys på min pande.

"Du skal nok klare den prinsesse...", sagde hun beroligende til mig. Jeg manglede bare Justin, men han var langt pokker i vold.

"Jeg har sendt Justin en besked om, at du er fødsel..", sagde Pattie med et kærligt smil til mig. Jeg nikkede med et svagt smil. Jeg havde stadigt smerter, men de var gudskelov ikke så slemme som før.

"Har han besvaret?", spurgte jeg bekymret. Pattie rystede på hovedet.

"Han har nok travlt med generalprøve, kan jeg forestille mig? Men han skal nok svare snart, når han ser beskeden er jeg sikker på..", svarede Pattie. Jordmoderen kom ind og tjekkede mig igen.

"Hvordan går det Sarah? Føler du dig parat til presseveerne?", spurgte hun mig. Jeg var i tvivl om jeg havde presseveer eller almindelige veer.

"Det ved jeg ikke?", svarede jeg lettere forvirret. Hun satte sig ned mellem mine ben og kiggede.

"Well Sarah, du er faktisk mere end parat til at presse babyen ud nu, for du har åbnet dig helt og jeg ser tydeligt noget af babyens hoved.", sagde hun med et smil. Jeg spærrede øjnene op.

"Virkelig? Allerede?", spurgte jeg målløst. Både min mor og Pattie grinte lykkelige. Jordmoderen nikkede og hun åbnede døren og kaldte på assistance, så to sygeplejersker kom ind i stuen.

"Nå Sarah, synes du ikke, at det er på tide, at din baby får lov til at se den store hvide verden?", smilte jordmoderen og hun fik iført et engangsklæde foran sig. De var sgu så pokkers sterile i USA. Jeg nikkede bange over smerterne. Hun satte sig til rette mellem mine ben igen.

"Når du kan mærke en presseve komme, så skal du bare presse så meget indtil du føler, at du ikke kan presse mere, og så efter en lille kort pause, så presser du alt hvad du kan igen, og du gentager igen og igen, indtil du ikke kan mere. Vi fortsætter til babyens hoved er ude, og derefter skulle babyen gerne vende sig automatisk til siden og så kommer resten af kroppen ud. Er du klar Sarah?", forklarede jordmoderen.

Jeg nikkede og følte straks trangen til at presse. Jeg begyndte at presse, så jeg følte at jeg skulle skide en basketbold for vildt. Ikke just en lækker tanke, men sådan føltes det virkelig! Jeg strammede grebet i både Patties og min mors hånd.

"Oh, det er så perfekt Sarah.. Pres pres pres!", heppede jordmoderen på mig. Hun smilte. Jeg slappede af et øjeblik.

"Det går virkelig godt Sarah, babyen har lidt lysebrunt hår. Kan du presse godt til igen?", roste jordmoderen mig. Pattie sad og smilte stort. Jeg nikkede og følte at jeg kunne presse igen.

"Aaaargh!", skreg jeg og pressede alt hvad jeg kunne, så jeg med garanti var ildrød i hovedet. Sveden haglede af mig, men jeg fortsatte og kæmpede hvad jeg kunne trods den voldsomme smerte i underlivet.

"Det er smukt Sarah, her kommer babyen!", roste jordmoderen mig. Jeg følte at han vendte sig og han kom endelig helt ud, som var det sidste pres en stor varm geleklump.

"Vræææl!", hørte jeg ham skrige af gråd. Jeg græd udmattet og både Pattie og min mor græd med mig.

"Han er så smuk.", sagde Pattie stolt og jeg fik kys på mine kinder og pande af både Pattie og min mor.

"Hvor er han dog smuk Sarah.", græd min mor ved mig.

De havde klippet navlesnoren og lagde ham straks op til mit bare bryst. De lagde en lille dyne over ham og jeg studerede ham stolt. Han var den smukkeste baby, som jeg nogensinde havde set. Jeg og en sygeplejerske hjalp ham, så han kunne gribe fat om min brystvorte med hans mund. Han fik straks fat. Han var lille og dejlig varm at have liggende hos mig. Han var alle smerterne værd. Jeg var så lykkelig. Justins og min lille smukke dreng.

"Vores lille dyrebare Jonas Zachary Bieber...", udbrød jeg med tårer i øjnene. Pattie tog et billede af mig og Jonas med min iPhone og sendte straks billedet til Justin. Jeg var lykkelig. Jonas var født onsdag d. 5 marts 2014, klokken 17.24.

- Min lille stolthed..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...