That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 20 aug. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
231Kommentarer
432705Visninger
AA

140. Det underlige sted!

Jonas' synsvinkel

Jeg sad sammen med mor i et mærkeligt sted, hvor der var mange andre børn. Der stod to fnisende piger på min alder, hvor de vinkede og smilte stort til mig, så jeg blev helt genert. De var da meget søde. Jeg kiggede op på mor, der sad ved siden af mig og skrev på hendes telefon. Det var helt sikkert far, som hun skrev med. Hun sad pludseligt og vrissede irriteret. Det var vel ikke over mig?

"Hvad er der mommy?", spurgte jeg svagt bekymret over at se hende sådan. Jeg kunne se, at hun snøftede lidt. Jeg kunne mærke min mundvige ryge nedad. Jeg kunne ikke lide at se, når min mor var ked af det, så blev jeg også ked af det.

Hun kiggede ned på mig og smilte svagt, mens hun rystede svagt på hovedet, "Ikke noget skat.", svarede hun roligt.

Jeg nikkede blot, men mig kunne hun altså ikke narre. Jeg kendte trods alt min mor ret godt. Jeg havde jo kendt hende hele mit liv, så sådan set altid!

En lidt ældre dame med brunt hår og gråligt skær i, kom hen til min mor og mig. Mor rejste sig fra bænken, som jeg stadigt sad på. Hun gav hånden til damen. Gal, hvor havde den dame mange rynker i ansigtet. Hun var vidst alt for gammel til det her besynderlige sted? Skulle hun ikke snart på sådan et hjem hvor gamle mennesker kom hen?

Jeg rettede mit blik over til de to piger igen. De stod stadigt og kiggede hen på mig og de fniste. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og så fniste de bare endnu mere. Jeg satte mig for at rejse mig op at stå på bænken, og jeg greb fat i mors hånd, så jeg nåede hende næsten til hendes skuldre nu. Mor smilte et øjeblik til mig.

Jeg ruskede hendes arm, "Mommy, hjem nu!", udbrød jeg utålmodigt, eftersom det her begyndte at kede mig lidt. Jeg ville gerne hjem og lege i haven og køre i min elskede go-kart, men mor ignorerede mig bare og snakkede videre med den meget rynkede dame.

"Mommyyyyy!", ruskede jeg endnu mere i hendes arm. Jeg var ved at blive ret så utålmodig over det her. Jeg ville ikke være her i det her mærkelige sted.

Hun så et øjeblik ned på mig, "Jonas, ikke nu.", svarede hun lettere striks.

Jeg blev mut og slap hendes hånd og kravlede ned fra bænken og løb min vej.

"Jonas, hvor skal du hen?", hørte jeg min mor råbe efter mig, men jeg var sur på hende lige nu.

Jeg satte mig op ad en væg med armene over kors. Jeg så pludselig en stor flot hule ovre i hjørnet af det rum jeg var løbet ind. Ud af hulen kom to drenge. Den ene var helt chokoladebrun med små korte afrofletninger og den anden helt lyshåret med blå øjne. De stod begge to og vinkede mig over. Tja, jeg kunne vel godt hilse på dem?

Jeg rejste mig og gik over til dem, "Hvad hedder du?", spurgte ham afroen.

Jeg smilte stort, "Jeg hedder Jonas Zachary Bieber!", svarede jeg med et stolt smil.

"Wow! Kan du hele dit navn?", spurgte ham den lyshårede mig. Jeg nikkede kraftigt med mit påklistrede smil.

"Jeg er Jay-Z og det her er Eminem!", forklarede ham afroen. Jeg stod med store øjne og åben mund.

Drengene grinte pjattet. "Noooo, det er i i alt fald ikke!", svarede jeg bestemt.

Jeg vidste udmærket godt hvem Jay-Z og Eminem var. Jeg havde selv mødt dem for ikke så længe siden sammen med min far og mor til et eller andet kæmpemæssig komsammen med masser af musik, damer i flotte kjoler og far fik også tre flotte præmier med hjem den aften.  Jeg kunne ikke huske hvornår det var, men det var ikke så længe siden sidst.

"Jo vi er!", påstod ham afroen igen. Det her gad jeg da slet ikke diskutere. Ja, jeg vidste, at det hed at diskutere, for det gjorde min mor og far også sommetider. Drengene stod jo og løj over for mig.

"Noooo!", udbrød jeg bestemt med hænderne knyttet lags mine ben, "Det er i altså ikke! I lyver! Mor siger, at man ikke må lyve!", skreg jeg frustreret, så ham afroen og den lyshårede kiggede underligt på mig.

"Hvorfor tror du ikke på os?", spurgte ham den lyshåret.

Jeg smilte flabet og lagde overlegent mine arme over kors, "Hvis i to virkelig er dem, så rap som dem?", kommanderede jeg med dem. Jeps, jeg udfordrede dem. De blev begge tavse. Jeg smilte smørret.

"Du ligner ham sangeren med solbrillerne!", udbrød ham afroen pludseligt med et lille grin. Jeg rynkede på næsen.

"Hvem?", spurgte jeg undrende. Ham den lyshåret gik forbi mig og vinkede mig med ham.

"Kom med her Jonas!", kommandere han mig.

Jeg og  ham afroen løb efter ham den lyshårede og vi endte inde i et andet stort rum, hvor der sad en masse andre børn og tegnede og malede med deres fingre.

"Sikke noget griseri! Det ville mor da aldrig give mig lov til!", tænkte jeg undrende.

Jeg stod og stirrede lidt på en lyshåret pige, der sad dybt koncentreret og tegnede med en masse farveblyanter. Jeg kiggede intenst på hendes tegning. Det lignede i alt fald en sol, græs der strittede lidt for meget og et mærkeligt dyr, der var gult.

"Hvad er det?", spurgte jeg hende, mens jeg pegede på det mærkelige gule dyr.

Hun kiggede på mig, "Det er en hund!", svarede hun med en lille skinger stemme.

Jeg smilte stort, "Smelly doog, smelly, smellyyyy dooog!", sang jeg glad og tænkte på Chiro derhjemme.

Pigen grinte,  "Sjov sang.", fniste hun.

Jeg smilte stort, "Jeg hedder Jonas!", udbrød jeg glad og rakte hånden mod hende.

"Jeg hedder Sara.", svarede hun med et lille fnis med hovedet på skrå.

Jeg gjorde store øjne, "Nooooo way! Min mor hedder også Sarah.", grinte jeg.

Sara fniste, mens hun rødmede.

"Miss Danish flag!", sagde jeg smørret og pludseligt var der en lille hånd, der greb fat i min bluse og jeg blev hevet væk fra Sara, og endte inde i et lille rum med masser af puder, tæpper og madrasser. Ret hyggeligt faktisk. Jeg stod ved siden af de to drenge fra før.

"Se!", pegede ham den lyshårede på væggen.

Jeg gjorde store øjne, da jeg så den store plakat på væggen. Jeg kørte hånden hen over. Jeg grinte. Han var på en scene med helt hvidt tøj og hans Ray Ban solbriller og headset i ansigtet og hans to guldfarvede handsker og guldfarvede sko. Der stod en masse gule bogstaver og tal nederst på plakaten. Jeg grinte lidt. Sådan havde jeg aldrig set ham før.

"Nå, der var du Jonas!", hørte jeg pludseligt min mor.

Jeg pegede glad på plakaten på væggen, "Se mommy!", udbrød jeg med et smørret smil.

Min mor nikkede blot og hun hev mig ud af rummet. Hvorfor nikkede hun kun? Kunne hun ikke forstå det fantastiske ved at dette mærkelige sted havde et stort billede af far på væggen? Hvorfor havde de egentligt det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...