That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 21 sep. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

191Likes
234Kommentarer
482300Visninger
AA

30. Chasing Justin Bieber!

Justins synsvinkel

Jeg vågnede efter ca en halvanden time. Mørket var ved at falde på udenfor. Sarah lå og smilte i søvne. Hun så seriøs sød ud når hun sov. Jeg rejste mig roligt fra sengen, så jeg ikke lige vækkede hende. Jeg besluttede mig for at gå en lille tur ned og trække noget luft, hvis jeg dog kunne få lov til det. Sarah vidste intet om det, men nyheden om at Sarah var blevet indlagt her i LA, havde spredt sig temmelig hurtigt, så forestil dig lige for hvilken modtagelse vi fik ved hospitalet, da hun blev ført ind på hospitalet med rygende hast.

Hun havde været helt væk og havde iltmaskine og slanger overalt, mens jeg og Kenny havde fulgt troligt med. Der havde allerede stimlet nogle paparazzier op med det samme. Det var langtfra en nyhed her i LA. De kunne sgu være temmelig glubske og jeg hadede dem, for at sige det mildt. Jeg blev også mødt af nogle rigtigt 'fine' billeder af mig, hvor jeg nærmest lignede djævlen selv med mit vrede udtryk på flere sladderblade og aviser.

Ja, jeg så dem selv nede i kiosken på hospitalet i morges, da jeg ankom til hospitalet for at besøge min elskede. Hu hej, hvor var jeg fotogen at se på, men seriøst, ville du ikke også bare blive røvirriteret over at man blev modtaget af paparazzier, mens ens elskede lå hamrende syg med 40 i feber? Så lad os dog være for helvede! Var det for meget forlangt?

Sygt for en varme der mødte mig, selv om mørket var begyndt at falde på. Jeg havde nydt lidt at jeg havde tilbragt hele dagen indenfor på hospitalet med deres fantastiske ventilationer. Der havde nok været omkring 40 grader eller lidt over i eftermiddags. Nu var den gud ske lov faldet lidt her til aften, måske et par i 30'erne? Heldigvis så jeg ingen paparazzi lige for øjeblikket, så det nød jeg også bare til fulde.

Jeg besluttede mig for at køre en lille tur og finde mig en stor buket blomster til Sarah. Det syntes jeg ærlig talt hun havde fortjent, og måske lidt chokolade også for at friske op på humøret. Jeg fandt min bilnøgle frem og trykkede på knappen, så min Fisker blinkede et par gange i i det dunkle. Jeg skulle til at åbne døren, da jeg måtte sande, at jeg faktisk ikke var helt alene alligevel, da en paparazzo besluttede sig for at knipse for livet løs, så han blændede mig med hans konstante blitzer.

"Hey, tag lige og smut med den der! Du blænder mig seriøst med dit fucking kamera!", udbrød jeg pænt irriteret.

Ja, jeg var ikke stik tosset, men godt irriteret eftersom jeg jo ligesom skulle til at køre, og så blev man kraftedeme blændet for fulde gardiner. Han ignorerede mig fuldstændig.

"Hvordan går det med Sarah?!", spurgte manden højt.

Jeg holdte min arm for mit ansigt, for jeg gad da virkelig ikke snakke med sådan en idiot, der bare blev ved med at blitze mig i krydderen. Indrømmet; jeg kunne virkelig godt have brugt Kenny lige nu, men jeg havde givet ham fri, og det fortjente han ærligt. Det gjorde de alle sgu.

Jeg hoppede ind i bilen og smækkede hurtigt døren efter mig. Paparazzoen stod kraftedeme i vejen og blev ved med at tage alle de skide billeder.

"Hey! Skrid dog væk med den blitz!", råbte jeg ud af vinduet. Jeg trykkede flere gange hårdt på bilhornet.

"Dyyyyyyyyyyyyyttttt! Dyyyt! Dyyyyyyyyyyyyt!"

Han flyttede sig ikke engang, selvom jeg tændte for motoren og med vilje kørte en halv meter og stoppede brat op foran ham, men kort efter, gas han endelig, at flytte sig. Han blev bare ved med at knipse løs, selv mens jeg kørte forbi ham. Han var fandeme irriterende, og jeg gav da også lige min fine anerkendelse til ham med en løftet finger ud af mit sidevindue, mens jeg fortsatte min kørsel ud af den enorme parkeringsplads foran hospitalet. Jeg kiggede i bakspejlet og så til ingens overraskelse, at paparazzoen lige havde lyst til at følge efter mig.

Fedt! Så kunne jagten gå løs. Jeg hadede den slags, men altså, jeg havde ligesom sat mig for at købe lidt godt til min kæreste og sådan skulle det også være. Blodtørstige paparazzier eller ej! Jeg var sgu ligeglad med dem. Men ærgerligt at de ikke var ligeglade med mig og Sarah. Jeg ville sgu give alverden for bare én enkelt dag, hvor man kunne få lov til at gå i fred ude i offentligheden. Men hvem narrede jeg? Jeg kunne ikke lade være med at grine ad mig selv med den tanke.

Selv om jeg koncentrerede mig godt om min kørsel, så lagde jeg mærke til at paparazzoen stadigt fulgte mig lige i hælene. Jeg kunne seriøst ikke lade være med at grine ad ham. Tænk at man kunne synke så lavt, at man bare jagtede én, man allerede har taget et hav af billeder af. Hvad fanden skulle det andet så hjælpe for? Sådan en blodsuger!

Jeg gassede lidt op og jeg var sgu godt klar over at man ikke lige kunne tillade sig at køre for stærkt her i byen, men seriøst, han blev sgu ved med at følge efter mig. Så interessant var jeg vel heller ikke? Selvfølgelig blev det rødt! Rockerfedt! Så var jeg også næsten sikker på at blive indhentet og hvor havde jeg dog ret. Lige med ét havde paparazzoen kørt op ved siden ad mig og så begyndte han gu hjælpe mig, at råbe efter mig.

"Du kører for stærkt Justin!", råbte han.

Seriøst? Den klaphat! Det var jeg ligesom godt selv klar over!

"Du kunne risikere at få en fartbøde!", blev han ved.

"Tror du seriøst, at jeg er så dum, at jeg ikke er klar over det?!", spurgte jeg irriteret.

"Men du kører for stærkt!", blev han ved.

Lyssignalet havde øjensynligt skiftet og andre biler bag mig begyndte at dytte ad mig, for at jeg skulle køre videre, men det kunne jeg bare ikke lige nu, for den paparazzo skulle fandeme ikke få det sidste ord her.

"Det er sgu da fordi du jagter mig din idiot!", svarede jeg irriteret.

"Jeg jagter dig ikke Justin. Jeg kører bare bag ved dig!", svarede han.

Jeg begyndte seriøst at grine ad ham. Mente han lige det han sagde alvorligt? Kæft, han var kraftedeme dum at høre på. De andre biler dyttede stadigt ret utålmodigt. En færdselsbetjent kom gående hen til mig.

"Problemer med bilen knægt?", spurgte han.

Jeg rystede på hovedet helt opgivende.

"Den der paparazzo jagter mig hele tiden! Han er seriøst en pestilens! Måske skulle du snakke med ham i stedet?", svarede jeg irriteret.

Betjenten gik over til paparazzoen, og jeg så mit snit til at køre videre, som om intet i hele verden var sket. Nu skulle jeg bare finde den blomsterhandler og se at komme tilbage til Sarah. Hvis hun nu var vågnet, så savnede hun mig sikkert...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...