That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

191Likes
314Kommentarer
961336Visninger
AA

95. Bryllupsfeber!


Sarahs synsvinkel

Det var ærligt talt små-stressende, at skulle sidde og tage stilling til borddekorationer, farver på bryllupstema, stedet for brylluppet, hvor mange gæster der skulle inviteres og i hele taget hvordan bryllupsinvitationen skulle se ud? Brudekjolen var vidst nok det aller mindste problem.

Jeg sukkede opgivende, mens jeg smed notesblokken og kuglepennen på sofabordet og kastede mig bagover i lænestolen.

"Helt seriøst, der er jo alt for mange ting at skulle tage stilling til. Det er én stor forvirring.", udbrød jeg opgivende. Jeg gned mig halvtræt i øjnene. Pattie fjernede blikket fra den bærbare. Hun smilte skævt.

"Yeah, der er jo ingen der har sagt, at den slags skulle være nemt?", grinte Pattie. Jeg gloede surt på hende, og det var ikke fordi jeg var sur. Jeg var seriøst bare stresset over, at der kunne være så mange ting og detaljer ved et bryllup. Det var ikke ligefrem nemt.

Jeg sukkede tungt og hørte Jonas ligge og pludre ovre på gulvet på sit aktivitetstæppe. Chiro lå som altid pænt ved siden ad ham. Jeg smilte lidt og greb ud efter min iPhone på bordet og knipsede et godt billede af dem begge. Jeg sendte det straks til Justin. Han havde med garanti travlt? Eller nej, jeg tog ordene i mig igen. Han var sikkert gået i seng eller godt på vej til det, eftersom han var omkring 9 timer forude os. Klokken var kun næsten halv seks om aftenen her i LA.

"Så, hvad vil du foretrække som transport til brylluppet, limousine eller noget andet?", spurgte Pattie mig pludseligt. Jeg grinte lidt.

"Hvad med rulleskøjter? Det ville jo passe perfekt her i Californien.", grinede jeg sarkastisk. Pattie rystede opgivende på hovedet.

"Sarah, mon ikke vi skulle tage det her lidt mere seriøst?", svarede Pattie med et lille smil. Jeg sukkede opgivende.

"Jeg er seriøs her, men jeg får seriøst stress af alt det her! Skal det bryllup absolut være et kæmpe stort et?", sukkede jeg opgivende. Pattie rystede på hovedet med et smil.

"Ikke nødvendigvis min pige. Det er jo dit bryllup, men jeg troede bare, at du ønskede dig et stort og overdådigt prinsessebryllup? Det gør de fleste unge piger jo.", smilede Pattie, mens hun løsrev sig helt fra den bærbare. Jeg rystede opgivende på hovedet.

"Jeg ved bare ingenting! Måske bare noget mere simpelt med knap så mange gæster, i stedet for næsten tusind mennesker? Jeg kender jo alligevel ikke over halvdelen af dem. Eller jo jeg kender mange af dem, men bare ikke personligt overhovedet. Da jeg var en lille pige, der drømte jeg kun om et helt almindeligt bryllup.", forklarede jeg med et suk. Pattie smilte kærligt til mig.

"Jamen, dengang vidste du jo heller ikke, at du ville finde sammen med en verdensberømt solist, så situationen er blevet lidt anderledes.", svarede Pattie med et skævt smil.

"Du mener vel din søn? Jeg ser ham ikke som en verdensberømt person, selvom jeg godt ved han er det. Jeg ser ham som min kommende mand, min store kærlighed og faderen til vores søn.", svarede jeg med et smil. Pattie grinte.

"Du er da også fantastisk Sarah. Jeg kan sagtens forstå hvorfor Justin er så sikker på dig. Du gør ham virkelig lykkelig.", tilføjede Pattie bestemt, så jeg mærkede rødmen i mine kinder. Jeg smilte forlegent.

"Tak for de søde ord Pattie. Du er den dejligste svigermor, som jeg overhovedet kunne ønske mig.", svarede jeg med et smil. Pattie smilte kærligt og rejste sig for at gå over og omfavne mig. Hendes arme omkring mig, beroligede mig mod al den stress omkring tankerne om bryllupsforberedelserne.

"Det skal du ikke takke for min pige. Du gør min søn lykkelig og i to har givet mig det skønneste barnebarn, som jeg overhovedet kunne forstille mig. Jonas er så fantastisk.", svarede Pattie taknemmelig. Jeg så på hende med et smil.

"Så er vi begge taknemmelige.", grinte jeg. Pattie grinte med.

"Yeah, det bliver vi nødt til at være..", svarede Pattie roligt med et lille smil, og vi blev pludseligt afbrudt af en høj klynken ovre fra Jonas. Han brokkede sig kraftigt. Pattie så på mig på mig med et bestemt blik jeg kendte alt for godt.

"Nej, han kan bestemt ikke være sulten, for jeg har lige ammet ham godt igennem for en halv times tid siden.", forklarede jeg på hendes blik på mig. Hun nikkede med et smil og rejste sig, og gik hen og samlede Jonas op. Straks så jeg Patties vrængende blik i hendes ansigt, så jeg ikke kunne lade være med at grine.

"Har han lavet en lille gave til hans farmor?", grinede jeg flabet. Hun nikkede og rynkede næsen.

"Yes, jeg skal nok gå op og skifte ham.", svarede Pattie. Jeg nikkede med et lille grin og Pattie forsvandt ovenpå sammen med Jonas.

Det brummede pludseligt voldsomt fra min iPhone på sofabordet, og jeg så straks, at det var Justin der ringede. Jeg smilte stort. Gal, jeg savnede ham.

"Hey skat!", svarede jeg glad. Jeg hørte Justins typiske lille charmerende grin i den anden ende.

"Hey baby. Tak for det søde billede. De er begge skønne, men mest min søn.", svarede Justin glad. Jeg kunne dog godt høre, at han lød lidt træt. 

"Jeg troede ellers, at du allerede var gået i seng?", grinede jeg med et lille bid i underlæben. 

"Jeg sover ikke så godt for tiden. Du er jo aldrig ved min side, når jeg skal sove, eller når jeg vågner op..", svarede Justin små-trist. Jeg blev helt rørt over hans ord.

"Årh skat... Jeg savner virkelig også dig.. Mere end du måske aner...", svarede jeg stille. Justin kom med et lille kærligt grin.

"Og der er stadig en hel måned før vi får hinanden at se...", sagde Justin stille. Jeg nikkede med et trist smil.

"Ja, du har kun været væk i to uger og et par dage, og vi savner allerede hinanden. Hvad sker der lige for os?", spurgte jeg med et lille håbløst grin.

"Yeah, vi er pænt nederen os to. Vi klistrer til hinanden, som to klistermærker.", svarede Justin med et tørt grin. Jeg grinte med et bid i læben.

"Ja, du har ret. Vi er ret håbløse os to.", grinte jeg, så jeg kunne høre Justins søde lille grin i den anden ende.

"Hvordan går det med min lille bøllefis? Stikker han af med en masse piger?", grinte Justin i en drillende tone. Jeg kunne ikke lade være med at grine med.

"Tæller hans farmor, som en pige?", grinte jeg.

"Hmm, det tror jeg da? Han er en lille hjerteknuser.", grinte Justin. Jeg smilte smørret.

"Det må han vidst være efter sin far? Han ligner i alt fald sin fader ret meget..", grinte jeg hjerteligt.

"Arh, det er da ikke så slemt?", grinte Justin. Der var jeg fuldstændig uenig. Både jeg og Pattie, var enige om at Jonas lignede Justin ret meget. Kunne Justin slet ikke se det?

"Han ligner dig ekstremt meget Justin. Kan du slet ikke se det selv?", spurgte jeg undrende. Justin grinte højt i telefonen.

"Jeg driller dig jo bare baby. Selvfølgelig kan jeg da godt se det.", grinte han.

"Såeh.. Hvordan går bryllupsplanerne?", spurgte han yderligere. Jeg smilte svagt.

"Der er jo nærmest alt for mange ting, der skal tages stilling til? Jeg får seriøst stress af det her, og det er til trods for, at din mor er en fantastisk hjælp, så synes jeg alligevel, at næsten tusind gæster er lige i overkanten. Jeg kender selvfølgelig godt mange af dem, men bare ikke personligt, da jeg aldrig har mødt dem. Og så stresser det mig med selv de mindste spørgsmål omkring planerne. Din mor spurgte mig om noget så simpelt, om jeg hvad ønskede som transport til brylluppet, om det skulle være en limousine eller noget anden, og fordi de her bryllupsplaner hænger mig langt ud af halsen. Og alt jeg kunne svare til hendes spørgsmål, var om vi ikke bare kunne klare transporten på rulleskøjter? Ja, det var et lidt plat svar, men alt det her stresser mig bare skat...", sukkede jeg. Justin grinte voldsomt i den anden ende.

"Sorry baby, men rulleskøjter? Haha, det er den mest originale idé jeg længe har hørt! Du er da bare for skøn baby. Du får mig til at grine hele tiden, og det er én af grundene til, at jeg elsker dig så højt.", grinte Justin, så jeg ikke kunne lade være med at grine selv.

"Ja, og selvfølgelig hørte du kun den ene sætning om rulleskøjter!", grinte jeg tørt. Justin dæmpede hurtigt sit overdrevet grin.

"Nej baby, jeg hørte skam godt hvad du sagde. Og jeg er enig med dig, at tusind gæster måske nok er lige i overkanten. Måske skulle vi bare skære det ned til et par hundrede eller tre? Vi behøver jo ikke mere end vores familier og nærmeste venner. Og den der idé med rulleskøjterne. Den er jo genial, men måske ikke den bedste idé, eftersom vi nok ikke kan få lov til at løbe på rulleskøjter i fred, uden at vi ville blive omringet og forfulgt af mennesker og paparazzis. Hvad andet er, så skal du vide, at du har absolut frie tøjler til at bestemme hvordan du ønsker brylluppet skal være. Jeg går ikke så højt op i om det bliver noget stort eller småt. For alt hvad jeg ønsker mig, er at du får en lykkelig og fantastisk dag, som du altid vil kunne mides.", svarede Justin med et lille grin. Jeg grinte lidt og bemærkede Pattie komme ind i stuen sammen med en glad Jonas. Hun satte sig ned i sofaen og satte ham på skødet af hende.

"Tak Justin, men det skal ligesom også være mindeværdigt for dig jo?", svarede jeg med et smil. Pattie smilte til mig, og hun sad og viftede med Jonas ene hånd, som om han vinkede til mig.

"Hej mor, nu er jeg en velduftende og glad baby!", sad Pattie og sagde med pattet stemme. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

"Hvad morer dig sådan baby?", grinte Justin. Jeg fnes lidt.

"Årh, det er bare din mor, der sidder og laver sjov sammen med Jonas.", fnes jeg.

"Årh, kan jeg lige sige hej til ham?", grinte Justin.

"Hmm, jeg er ikke sikker på, at han vil forstå noget af hvad der foregår, men vi kan da prøve ad?", grinte jeg, og jeg rejste mig og gik hen og satte mig ved siden af Pattie og Jonas.

"Du for lige Jonas elskede.", sagde jeg kort i telefonen.

"Okay baby!", hørte jeg hurtigt Justin svare. Jeg lagde telefonen op ad Jonas øre og både Pattie og jeg kunne høre Justin snakke i telefonen. Jonas så spørgende ud i ansigtet, mens han kiggede på mig og pludseligt kom han med et lille kært babygrin med bobler ud af munden.

"Gryyyyee!", kom det glad fra ham, mens han sad og spjættede med både arme og ben. Jeg og Pattie grinte. Jeg fjernede telefonen fra ham igen.

"Hørte du ham?", spurgte jeg Justin med et lille fnis.

"Yeah, jeg kunne så. Fuck, hvor jeg savner jer begge to.", svarede Justin med et lille grin.

"Vi savner også dig Justin. Helt vildt..", svarede jeg lettere trist.

"Vi ser jo hinanden om en måneds tid baby. Jeg ved, at det føles som lang tid endnu, men jeg ved at vi nok skal klare den sammen..", svarede Justin. Jeg nikkede og mærkede en lille svidende tåre på vej.

"Ja, selvfølgelig kan vi det. Jeg tæller også bare dagene ned hele tiden..", svarede jeg med en snøftende stemme. Justin sukkede i røret.

"Nu skal du ikke græde baby. Du ved jo godt, at jeg ikke kan lide at høre, når du er ked af det..", sagde Justin trøstende i telefonen. Jeg nikkede og mærkede Pattie begynde at nusse min ryg.

"Det ved jeg... Jeg savner dig bare så meget.. Jeg savner du holder om mig...", svarede jeg snøftende.

"Det ved jeg baby. Op med humøret. Vi er jo snart sammen igen. Sørg nu for, at få det bedste ud af det med Taylor og min mor, for så er jeg sikker på, at du ikke får tiden til at savne mig, og sørg nu for at spørge om hjælp med hensyn Jonas. Al hjælp kan ikke være for meget at få. Vil du love mig det?", forklarede Justin trøstende i røret. Jeg nikkede og mærkede flere tårer rende ned ad mine kinder. Pattie lagde sin arm rundt om mig til et knus.

"Det skal jeg nok..", snøftede jeg.

"Må jeg lige snakke med mor?", spurgte Justin.

"Ja, selvfølgelig skat. Du får hende lige..", svarede jeg snøftende og rakte Pattie telefonen. Hun så noget små-forvirret ud i ansigtet et kort øjeblik.

"Han vil lige snakke med dig..", sagde jeg roligt til hende med et lille bedrøvet smil. Hun nikkede og tog telefonen. Jeg tog Jonas på skødet og Pattie gik ud i hallen for at snakke med Justin. Jeg sukkede tungt.

"Savner du også din far?", sagde jeg lavt til Jonas på dansk. Ja, jeg talte tit dansk til Jonas, når jeg var alene med ham. Jeg syntes bare, at han havde godt af at vokse op med både dansk og engelsk. Jeg sad bare og stirrede mig blindt i Jonas smukke brune øjne.

"Du ligner altså din far skat. Bortset fra hårfarven. Den er lidt lysere end din fars..", sad jeg og sagde til ham med et kærligt smil og pattet stemme. Han smilte bare stort og spjættede vildt med hans små buttede ben. Ja, han fattede vel ikke rigtigt noget af hvad jeg sagde til ham. Det var tonelejet, der sagde alt og ens ansigtsudtryk. Han var glad, når jeg smilte kærligt og var der perioder hvor jeg var stresset eller jeg var ked af det, så fik han også let til tårer. Ja, han kunne mærke mine følelser. Babyer var seriøst fantastiske skabninger...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...