That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
229Kommentarer
421312Visninger
AA

163. Big brother.


Jonas' synsvinkel

Det havde været underligt, at mor slet ikke havde været hjemme i hele to dage nu, men far og jeg havde hygget os og lavet en masse sjov sammen. Mor var på hospitalet påstod far. Da han sagde det, havde jeg troet, at det var fordi hun var syg, men nej, jeg var bare blevet storebror.Jeg havde ikke måtte komme og besøge mor eller mine små søskende før i dag, da far fortalte mig, at mor havde behøvet hvile og at min lillebror havde haft det enormt svært det første døgns tid.

Nu sad jeg endelig i bilen sammen med far, og vi var godt på vej til hospitalet. Jeg glædede mig meget til at se min nye bror og søster, men nok mest mor, for jeg savnede hende ret meget...

Kort tid efter stoppede far hans fisker. Jeg elskede, at komme med på køretur i denne bil. Den sagde altid sådan en larmende og brummende lyd. Min far havde også sagt mange gange, at han elskede den lyd.

"Nå Batman, så er vi her endelig. Mon mor bliver glad for at se dig?", smilte far smørret. Jeg nikkede voldsomt med et stort smil. Jeg var helt sikker på, at mor glædede sig til at se mig, for jeg glædede mig meget til at se hende. Hun skulle få det største kys af mig nogensinde.

Min far steg ud af bilen, og jeg løsnede selv min sele og straks åbnede min far døren ved min side. Jeg sprang straks ned ved siden ad ham på asfalten. Han lukkede døren efter mig, og tog mig i hånden, og sammen gik vi mod en kæmpe stor bygning. Jeg havde aldrig været her før.

"Daddy, er det her hospitalet?", spurgte jeg mens jeg pegede op mod bygningen.

Min far nikkede med et lille grin ned til mig, "Yeah, det er det skat.", svarede far, hvorefter han så væk fra mig igen, mens vi gik i et tempo, som jeg kunne følge med, mens jeg holdte godt fast i hans hånd.

"Oh shit!", udbrød min far pludseligt, mens han kiggede bagover sin skulder.

"Daddy, du må ikke bande! Det siger farmor!", sagde jeg højt, mens jeg så op på ham.

Far smilte svagt ned til mig, og da jeg mindst ventede det, så løftede han mig pludseligt op fra fortorvet vi ellers gik på. Jeg forstod slet ikke hvorfor jeg pludseligt skulle bæres nu, hvor jeg faktisk nød, at vi gik hånd i hånd. Min far gik pludseligt ret stærkt mod indgangen, og nu forstod jeg endelig hvorfor far pludseligt havde så travlt. Vi blev forfulgt af en masse mennesker med store kameraer og mikrofoner.

Jeg gloede bare ligegyldigt mod de mennesker der lige var bag os, mens min far koksede afsted med mig på armen. Jeg gjorde bare grimasser af den store stime af fotografer.

"Buuubuu, i kan ikke fange os!", drillede jeg dem mens jeg grinede over hvor dumme de så ud med deres store kameraer rettet mod mig. De rendte hurtigere efter os, og inden jeg fik set mig om, havde stimen omringet mig og  far, så far stoppede op og jeg kunne høre, at han hev lidt efter vejret. Det var langtfra godt, for så vidste jeg, at far altså ikke havde tænkt på at skulle snakke med de mennesker. Jeg kendte min fars temperament, når han kunne blive virkelig gal. Jeg vidste, at han hadede alle de fotografer, som jagtede os.

"Hvordan går det med Sarah?"

"Trives tvillingerne, og er de sunde og raske?"

"Hvornår får i tvillingerne med hjem?"

Wow, hvor spurgte de mennesker om ret meget! Spørgsmålene kom bare alle steder fra omkring os.

"Ingen kommentarer!", råbte jeg op, og min far så pludseligt overrasket på mig, og han kunne ikke lade være med at grine. Hold da op! Min far kunne grine foran alle de mennesker? Sagde jeg virkelig noget der var sjovt?

"Justin, kan du ikke give os noget konkret?", kom det fra en dame med brune krøller.

Jeg sad og rystede voldsomt på hovedet. Kunne de ikke bare forstå, at de skulle lade os være i fred?

"Gå jeres vej!", råbte jeg som besat.

"Jonas, det er okay..", prøvede far at berolige mig. Jeg blev irriteret og lagde mine arme over kors. Altså, alle de dumme mennesker.

"I don't like the lights!", råbte jeg ud mod flere af kameraerne.

Min far begyndte at grine sarkastisk, "Fuck, hvor jeg elsker dig Batman!", grinte min far. Der bandede far jo igen.

"Du må ikke sige fuck!", råbte jeg til min far. Han grinte bare.

Ups! Der sagde jeg jo selv fuck? Min far fik os vristet fri fra mængden af alle de sindssyge mennesker. Jeg rakte bare tunge ad dem, da vi nåede ind på hospitalet. Min far satte mig endelig ned på gulvet, da vi kom ind i en elevator. Jeg kiggede op på min far, der så helt fortumlet ud. Han kiggede ned på mig og smilte kærligt.

"Alt skal nok gå skat..", beroligede min far mig. Jeg nikkede bare.

"Åh nej!", udbrød jeg pludseligt lettere irriteret.

Min far gav min hånd et klem og kiggede ned på mig, "Hvad så bøllefis?", spurgte min far. Jeg kiggede små-trist op på min far, "Jeg glemte bamserne til mine søskende der hjemme..", snøftede jeg mut.

Min far smilede roligt og han satte sig på hug og løftede mig op i armen på ham, hvorefter han rejste sig igen.  Han tørrede mine kinder, "Det skal du ikke være ked af skat.. De skal nok få dem på et tidspunkt..", svarede min far beroligende.

Jeg lagde mit hoved på hans skulder. Jeg følte mig altid tryg hos min far. Elevatordørene gik op og vi kom ud til en mellemgang. Min far trak i en snor fra loftet, så en glasdør åbnede sig automatisk. Hvor smart egentligt. Hvorfor havde vi ikke også sådan nogle døre derhjemme?

Far fortsatte gående med mig på armen ned ad en lang gang, og jeg så en masse mennesker i hvid og grønt mærkeligt tøj. Det var måske dem der arbejdede her? Der var nogle fremmede mennesker der hilste på os. Jeg kendte dem ikke engang. Nå ja, det var jo også sandt. Jeg var af en ikke helt så almindelig familie.

Pludselig skubbede min far en dør op, og jeg blev så glad, da jeg så hende ligge i en sjov seng. "Mommyyyy!", råbte jeg op af glæde.

Hun grinte og far lod mig komme ned i sengen til hende. Jeg omfavnede hende straks. "Hej skat.. Hvor har jeg savnet dig.. Har du opført dig pænt?", spurgte min mor på dansk i vores dejlige knus. Jeg trak mig lidt væk fra hendes skulder og jeg kunne se, at hun havde et par tårer i øjenkrogene. Jeg smilte og jeg tørrede hendes øjne.

"Ikke græde mommy.", svarede jeg på dansk med et lille fnis. Hun grinte og jeg strammede mine arme om hendes nakke og kyssede hende på kinden.

"Mm, får jeg også ét på munden skat?", spurgte hun på dansk med et fnis, og jeg nikkede og spidsede mine læber til og straks mærkede jeg min mors læber hurtigt.

Min far kom hen og gav min mor et kys og adr! Jeg kiggede lige væk. Det der med at de næsten spiste hinandens tunger, det var slet ikke mig.

"Må jeg godt se babyerne?", spurgte jeg glad. Min mor nikkede med et stort smil.

"Kom her skat, så kan mor komme ud af sengen.", brød far ind og han løftede mig ned fra sengen. Mor rejste sig og jeg så straks, at min mor stadigt havde halvstor mave. Jeg undrede mig ret meget. Havde hun flere babyer i maven?

"Er der flere babyer i maven mommy?", spurgte jeg undrende, mens mor satte sig ned i en sjov stol med hjul på. Både mor og far begyndte at grine. Jeg forstod slet ikke.

"Nej Jonas, min livmoder har bare ikke trukket sig ordenlig sammen endnu. Det er lidt svært at forklare hvad en livmoder er for dig skat, men min mave skal nok blive mere og mere normal som dagene går..", forklarede min mor.

Ja, det der med en livmoder der skulle trække sig ordenligt sammen, fattede jeg ikke meget af. Men okay, min mor sagde det sådan. Så måtte det vel også være rigtigt? Mor løftede mig op på hendes skød i den sjove stol, så jeg ikke kunne lade være med at smile over hele femøren. Det var jo et sjovt sted at sidde og pludseligt skubbede far os. Det var faktisk ret sjovt, det her. Det kildede lidt i maven.

Vi kom ud til elevatorerne igen og kom ind i én. Jeg kunne se at far trykkede på 2 og så 1. "21'ende etage? Det er da langt oppe!", tænkte jeg med et lille grin. Mor holdte om mig og begyndte at trutte mig i nakken, så jeg ikke kunne lade være med at grine.

"Jeg har virkelig savnet dig lille skat...", sagde min mor på dansk. Ja, det kunne jeg virkelig også forstå, at hun havde, for jeg havde også bare savnet hende.

"Jeg har også savnet dig mommy.", svarede jeg på engelsk, og min mor kyssede mig helt vildt på min kind. Hun var så skør med alle de kys.

Far kørte mig og mor ind i et rum med en masse gennemsigtige kasser. Jeg kunne godt se at der lå nogle bittesmå babyer i dem alle. Det lignede næsten de dukker, som pigerne legede med i min børnehave. Vi stoppede op ud foran to bittesmå babyer. Far greb fat under mine arme, og løftede mig op til dem, så jeg kunne se dem ordenligt. Far viste mig først en baby med lyserød hue.

"Det her er Monique, din lillesøster..", sagde min far roligt. Orv, hun var godt nok meget lille og bleen hun havde på var så stor til hende, så hun kunne bruge den som en dyne, men bleen ville være alt for lille, til at jeg ikke engang jeg ville kunne passe den.

Far vendte os om mod den anden side, og jeg så nu en anden meget lille baby med en blå hue. "Og det her er  Andrew den lillebror..", tilføjede min far med et smil.

"Bliver babyerne ikke større?", spurgte jeg undrende. Både min mor og far grinte lidt.

"Selvfølgelig skat. De er bare født for tidligt. Derfor er de så små endnu.. De er meget skrøbelige, men vi, lægerne og Gud passer godt på dem mens de har det svært...", forklarede min mor på dansk. Jeg nikkede med en stort smil og betragtede mine to små søskende. Så det var altså Andrew og Monique?

"Velkommen til familien Bieber!", udbrød jeg højt med hænderne højt i vejret og fyldt med glæde. Min mor og far grinte og det gjorde jeg vidst også selv...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...