That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 20 aug. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

191Likes
232Kommentarer
479424Visninger
AA

13. Back to reality!


Justins synsvinkel

Jeg blev vækket på den mest vidunderlige måde. Jeg mærkede nogle varme og bløde læber mod min mund og derefter en tunge. Jeg kyssede igen. Det kunne virkelig være dejligt at have hende til at vække mig hver evig eneste morgen på denne måde, det ville ikke genere mig det mindste.

Hun stoppede kysset og jeg åbnede mine øjne. Solens stråler ramte mig lige i øjnene, så Sarah så lidt sløret ud. Hun lignede en smuk engel. I princippet var hun jo også min engel. Hun smilte lykkeligt ned til mig.

"God morgen solstråle..", sagde hun sødt. Jeg smilte.

"God morgen baby..", svarede jeg med en morgenhæs stemme.

"Hvad er klokken?", spurgte jeg hende og gabte.

"Den er kun kvart over syv..", fnes hun.

Jeg grinte med et løftet blik, "Hvorfor sover du så ikke nu baby?", spurgte jeg undrende med et skævt smil. Sarah sukkede dybt.

"Jeg kan ikke sove. For bare tanken om, at du snart skal smutte fra mig, gør mig ret ked af det.., forklarede hun med et små-trist blik.

"Aww... Du er da så dejlig baby...", sagde jeg, mens jeg trak hende ned i et kærligt kram, så hun lagde sig afslappet oven på mig med hendes ansigt ind mod min nakke, så jeg kunne mærke hendes åndedræt på min hals.

"Jeg vil savne dig hver evig eneste dag Justin...", mumlede hun, mens hun hvilede sin arm på min brystkasse.

Jeg smilte og strøg hende blidt på hendes overarm.

"Tro mig baby, jeg vil også savne dig hvert eneste sekund, der går. Jeg vil aldrig stoppe med at tænke på dig.", svarede jeg lettere trist.

Hun flyttede hånden op mod mit ansigt og strøg forsigtigt på mine læber med hendes pegefinger. Hun tænkte sikkert kunne jeg forestille mig.

"Hvornår vil jeg se dig igen?", spurgte hun lavt, mens hun stadig lå nede på min skulder.

Jeg sukkede dybt og kiggede et kort øjeblik op i loftet.

"Det loft er da pænt flot lavet, lidt a'la renæssancestil!", tænkte jeg lettere fraværende.

Jeg flyttede mit blik ned igen.

"Well baby, som du godt er klar over, så er jeg jo stadigt på min tour. Jeg har virkelig travlt og har en stram tidsplan.. Det ved du jo...", svarede jeg med endnu et suk.

Ja, det var det store problem ved at Sarah absolut skulle bo flere tusinder kilometer væk fra mig. Men jeg var fast besluttet. Hun var min pige og jeg skulle nok gøre alt mit, for at vi ville kunne ses i jævne mellemrum. På en eller anden måde skulle det bare lykkedes!

"Yeah, jeg ved at du har travlt. Hvornår slutter din tour så?", spurgte hun, hvor ved hun løftede sig fra min skulder og lå nu og så ned på mig med et lille nysgerrigt smil.

Jeg tænkte mig om et kort øjeblik.

"Hvornår er det nu min tour slutter?", tænkte jeg. Jeg havde det lige på læben.

"Hmm, min tour er nok først færdig om nogle måneder endnu. Faktisk helt frem til d 10 august, 2013. Den dato vil være min allersidste dag hvor jeg performere på min Belive-tourné...", forklarede jeg med et svagt smil.

Sarah sukkede. Ja, jeg kunne godt følge hende, at der var længe til, før det meste af travlheden ville stilne af for mit vedkommende. Sarah satte sig op i sengen med et sæt og hun tog sig slet ikke af, at jeg pludselig lå og kunne se hendes herligheder foran mig. Jeg smilte småfrækt.

"Justin, jeg har faktisk en idé!", udbrød hun med et oplivende smil.

Jeg havde svært ved at holde øjenkontakten med hende et kort øjeblik, blot på grund af hendes nøgenhed tog fokus fra mig. Altså den krop! Hun var sgu bare helt igennem perfekt! Jeg nossede mig sammen og flyttede blikket op til hendes kønne blå øjne.

"Afsløret!", udbrød hun, mens hun grinte smørret.

Ja, jeg blev sgu lige lidt lettere pinligt berørt der. Jeg kunne mærke varmen i mine kinder, og der skulle ellers meget til før jeg ville rødme, men det lykkedes altså!

"Så hvad har du i tankerne?", spurgte jeg hende nysgerrigt.

Hun lagde sig ned igen på maven ved siden af mig med hendes albuer støttende ned i sengen. Hun drejede ansigtet hen mod mig.

"Jeg tænkte lidt på denne her vilde idé. Ville du have noget imod at have din nye kæreste med på din tourné?", spurgte hun smilende.

Jeg mærkede en øjeblikkelig fryd. Drømte jeg lige der, eller spurgte hun mig lige om tilladelse til at følge mig på min tour? Jeg smilte dejligt til hende. Hun fnes overstadigt. Jeg nikkede til hende, så hendes smil bare voksede sig større og større.

"Så hvad med din skole baby?", spurgte jeg  med et skævt smil.

"Altså min skole er selvfølgelig vigtig, så¨den vil jeg også passe, men jeg tænkte mere på, når vi kommer til min sommerferie, så kunne vi måske finde ud af noget der?", forklarede hun med et dejligt smil, så jeg nikkede mig enigt.

"Ja, selvfølgelig! Hvornår har du så ferie baby?", spurgte jeg nysgerrigt. Hun tænkte sig tydeligvis om.

"Hmm... Jeg tror næsten, at det er i slutningen af juni, men jeg er ikke helt sikker endnu?", svarede hun med et skævt smil. Jeg smilte kærligt op til hende. Det her lød virkelig lovende.

"Jamen, så kan jeg regne mig til, at vi så vil ses igen i Californien? Tror jeg da næsten?", svarede jeg med et blink med øjet.

Sarah smilte, men det blegnede lidt, eftersom hun hurtigt blev alvorlig.

"To hele måneder, før vi overhovedet kan se hinanden igen? Vil vi virkelig kunne overleve det?", spurgte hun med et trist blik.

Jeg smilede kærligt og fangede hendes ene hånd og flettede mine fingre med hendes, "Selvfølgelig baby, vi skal bare igennem det, og du når dårligt at tænke så langt, for så er der lige pludseligt gået to måneder, som måske bare føltes som et par dage.", svarede jeg med et lille grin.

Sarah sukkede dybt, men kunne vidst godt se, at alt nok skulle gå alligevel, trods to måneders adskillelse. Men to måneder til at se hinanden igen er da bedre end at skulle vente i flere måneder.

"Alt skal nok gå baby.. Tro mig.", sagde jeg opmuntrende til hende med et kærligt smil.

Hun smilte kærligt igen og hun lagde sig atter ned igen og lagde sig på min arm igen med ryggen til så vi lå i ske. Jeg kyssede hendes hals og lagde min anden arm om hende. Vi kunne ligge godt og vel en halvanden times tid endnu, inden vi skulle op og havde lidt morgenmad, hvorefter Sarah skulle hjem til Danmark, mens jeg og crewet skulle videre mod Finland. Få dyrebare timer jeg havde tilbage med min elskede, inden vores veje ville blive skilt for de næste to måneder.

"Bare to måneder Justin, så ser du din engel igen. Du kan godt!", tænkte jeg inden jeg lukkede øjnene igen for at nå at få mig lidt mere søvn..

~

Sarahs synsvinkel

"Vil de tårer ikke snart forsvinde?", tænkte jeg ved mig selv.

Jeg sukkede dybt. Det havde været en ret følelsesladet afsked med Justin. Jeg blev ved med at påminde mig selv at det kun var to måneder det drejede sig om og vi ville jo ikke være fuldstændigt afskåret fra hinanden. Der var jo altid vores mobiler, internettet og jeg havde fået Justins Skype, så vi trods alt kunne "ses" ind imellem, når han havde tid og var online. Alligevel skulle jeg absolut stortude, da vi sagde farvel til hinanden. Jeg havde svoret, at jeg også  så Justin med tårer i øjnene. Man havde vel følelser uanset om man var hankøn eller hunkøn? 

Rejsen hjem føltes ti gange værre og længere, netop fordi der ikke var en Justin, der ventede mig i Danmark. Jeg mærkede endnu en tåre presse sig på. Jeg sukkede dybt. Jeg måtte prøve at tænke andre tanker.

"Mor... Cecilie... Mit Bieber-værelse!", tænkte jeg.

Ej, sidstnævnte måtte jeg lige overveje endnu engang. Ville jeg kunne holde ud at skulle vågne op hver morgen og se Justin Bieber på mine vægge, uden der skete en disse? Måske? Måske ikke? Der var jo kun en måde at finde ud af det på. Jeg måtte se hvordan jeg ville have det i morgen, når jeg slog øjnene op i mit værelse.

Jeg kiggede ud ad vinduet. Solen havde skinnet smukt i morges, da jeg vågnede op på hotelværelset og vækkede Justin med et frækt morgenkys, men nu stod det bare ned i lårtykke stråler. Jeg vidste jo godt, at der ville komme regn før eller siden. Det kunne jeg jo allerede "forudse" i går i toget på vej til Stockholm. Nå, men sikke et møgvejr det var blevet nu. Fedt! Det passede jo helt perfekt til alle de tårer, der stadigt rendte ned ad mine kinder. Jeg så sikkert ud ad helvede til, og jeg var ærligt talt også pisse ligeglad med, at der sad folk og gloede på mig og mine tårer.

Jeg skruede højt op for sangen "Fairytale" med Justin og Jaden Smith. På en eller anden måde følte jeg mig som Rapunzel fra eventyret, bortset fra mit hår kun gik godt og vel til lænden. Men følelsen af at være i et eventyr var jo ret tæt på det jeg havde med Justin. For sådan noget skete kun for de færreste i hele verden.

Nu hvor jeg virkelig sad og tænkte over det, så havde mit liv taget et kolossalt twist. Snart ville halvdelen af kloden vide hvem jeg var. En lidt mærkelig tanke faktisk. Bare tanken om at jeg snart ikke ville kunne gå i fred for omverdenen eller det modsatte med at folk ville udlukke mig fuldstændigt og tale grimt om mig, eller som den mest uhyggeligste tanke jeg havde til dags dato, at Gabriella ville prygle om at blive bedsteveninde med mig, blot for at kunne opnå berømmelse. Det kunne ligne hende.

"Brrrrh!", jeg gøs ved bare tanken om det.

Godt og vel to timer endnu, så ville jeg "lande" i Danmark igen. Hvordan mon Justin havde det lige nu? Sad han mon også og små-græd? Jeg tænkte meget på at sende en sms til ham, men jeg vidste ikke om det ville virke for desperat fra min side af? Nej jeg måtte holde ud lidt endnu og trække tiden lidt ud endnu. 

Ved næste station kom en flok unge piger ind og satte sig ved sæderne ved siden af mig. Jeg havde en svag fornemmelse om at de sad og viskede om mig på grund af mine forgrædte øjne, så jeg valgte at tage mine solbriller på, til trods for der ingen sol var. Jeg prøvede at ignorere dem, men det føltes virkelig, som om de snakkede om mig? Jeg havde svært ved at forstå hvad de sad og sagde, da det hele foregik på svensk., og pludseligt viste det sig at mit "nye" liv skulle komme på prøve.

"Ursäkta mig, men du inta flickan som gick in Justin Bieber's turnèbuss i går eftermiddag bort från Hilton?", spurgte én af pigerne mig.

"Gud nej!", tænkte jeg og vendte blikket bort fra dem. 

Var det virkelig en flok Beliebers eller bare én imellem dem? Jeg var vidst blevet genkendt. Jeg sukkede, og valgte bevidst ikke at sige noget til dem.

"Ursäkta?", kom det igen. Jeg ignorerede dem.

"Sarah! Tag dig sammen! Du kan godt overvinde det her!", tænkte jeg ved mig selv.

"Du är flickan! Du är hennes!", udbrød pigen igen. 

Hun blev ved. Skulle jeg blive ved med at ignorere dem eller? Togkontrolløren kom og brød ind. Det var nu rart.

"Nya resenärer?", spurgte han. 

Han havde set min billet allerede for mange stop tilbage. Han tjekkede de svenske pigers billetter.

"Tack!", svarede han og væk var han igen.

Den selvsamme pige, der havde spurgt mig før, rejste sig og satte sig over for mig. Hun gloede indgående på mig.

"Undskyld, men har jeg noget der er dit?", spurgte jeg mindre små-frustreret. Hun grinte.

"Kan du berätta för mig?", spurgte hun kækt igen.

"De har det solglasögon bidrar därmed inte. Du har exakt samma kläder idag som du gjorde igår!", tilføjede hun yderligere.

"Vad är det med dig och Bieber?", spurgte hun yderligere. 

Jeg tog mine solbriller af igen. Skrævede til hende. Jeg kunne ikke krybe udenom. Jeg var ligesom genkendt. Jeg kunne ikke sidde og buse ud om mit forhold til Justin. Det ville slet ikke være fair overhovedet.

"Vi er bare venner!", svarede jeg.

"Bara vänner? Ooohh. Kan du inte presentera mig för honom?", grinte hun. 

Jeg spærrede øjnene vidt op.

"Ej, det kan jeg altså ikke!", svarede jeg mindre lamslået.

"Undskyld, men jeg ville sætte stor pris på noget privatliv, nu og her!", tilføjede jeg stramt i rædsel for jeg skulle lyde som en snob. For sent!

"Du är en snobb!", sagde hun med en forfærdet mine. Jeg rystede på hovedet.

"Nej, jeg er ikke nogen snob, men jeg vil bare gerne være i fred, hvis du forstår?", sagde jeg bedende. Hun grinte ad mig.

"Undskyld men hvad får du lige ud af den her samtale med mig?", spurgte jeg hende.

"Du är intressant!", svarede hun. Javel, interessant fordi jeg var venner med Justin Drew Bieber! Det sagde ligesom sig selv, hvad hun ville prøve at opnå her!

"Privatliv tak?", svarede jeg lettere bestemt. Hun rørte sig ikke ud af flækken.

"Fint!", tilføjede jeg irriteret og rejste mig fra min plads og gik videre mod en anden plads i en anden kupe.

Hvis det skulle vise sig at være sådan her hver dag, så kunne jeg virkelig godt forstå hvordan Justin mon havde det især i begyndelsen af sin karriere, inden det gik så vildt for sig at han måtte få bodyguards på sig.

"Hjælp!", tænkte jeg frustreret. 

Pigerne havde gudskelov ikke fulgt mig gennem toget. Så havde de forhåbentligt forstået budskabet om privatlivets fred...

~

"Endelig hjemme!", udbrød jeg, mens jeg kastede mig ned i min egen seng.

Gal, det havde været en udmattende rejse hjem med gråd, irritation og frustration. Ja, det havde bestemt sin pris at være en stjernes kæreste. Jeg måtte bare lære at leve med det. Jeg så på klokken. Den var lidt over fire om eftermiddagen. Så havde alle mine skolekammerater fået fri. Cecilie havde nok været i skole i dag. Jeg var ærligt talt noget spændt på om det ville være anderledes i skolen i morgen, eller om jeg forhåbentlig stadig bare ville være den almindelige Sarah Monique Winther fra Valby? 

Jeg lå og kiggede på mine plakater. Jeg savnede ham helt bestemt, men var faktisk sikker på at jeg sagtens kunne overleve at han hang og "så" ned på mig. Et lille smil overfaldt mine læber. OH MY BIEBER! Jeg kunne godt smile alligevel i dag. Det havde måske lidt at gøre med at jeg følte mig nogenlunde "sikker" i mit eget hjem og ikke mindst i Danmark. Så vidt jeg havde forstået det vidste danskerne "kun" at Justin Bieber var blevet set i kærlig omfavnelse med en dansk blond pige. Det kunne jo være hvem som helst, eftersom de intet billede havde af mig. PERFEKT! Jeg ville lige høre hvad Cecilie havde for, så jeg ringede til hende. Der gik lige lidt før hun tog den.

"Hej smukke!", blev der sagt i den anden ende.

"Hej Cecilie!", svarede jeg.

"Nåeh.. Er du kommet hjem igen?", spurgte hun. Jeg grinte.

"Jeps! Det var godt nok noget af en træls tur hjem. Ikke videre fedt!", svarede jeg.

"Du savner ham ikke?", spurgte Cecilie mig. Jeg smilte lettere trist.

"Ja helt sikkert, men det var nu ikke kun savnet der gjorde turen træls!", svarede jeg opgivende.

"Ej, hvad er der sket smukke?", spurgte hun ivrigt. Jeg sukkede.

"Jeg fik blot begyndelsen af berømmelsens pris at mærke i toget hjem i dag...", svarede jeg sukkende.

"Jeg forstår ikke helt smukke?", spurgte hun.

Jeg satte mig op i sengen med endnu et suk.

"En flok svenske piger begyndte at snakke om mig. En af pigerne begyndte at spørge til mig omkring Justin. De genkendte mig åbenbart, fra da jeg skulle ind i Justins tour-bus i går på vej til Globen. De havde øjensynligt, eller hun havde set mig?", forklarede jeg.

"Oh my Bieber!", svarede Cecilie lamslået.

"Hvad gjorde du så?", spurgte hun endvidere. Jeg sukkede dybt.

"Jeg kunne seriøst ikke holde det ud til sidst, så jeg smuttede langt væk fra dem og satte mig ind i en anden kupe, og heldigvis fulgte de ikke efter mig. Så forhåbentligt kan jeg være i nogenlunde fred for en tid her i Danmark.", forklarede jeg.

"Det håber jeg også smukke!", svarede hun sødt.

"Er du så overhovedet forberedt på hvordan du skal takle det hele, når det hele pludseligt går amok?", spurgte hun roligt.

"Jeg ved jeg ikke helt? Det kommer jo bare pludseligt, uanset hvad? Jeg må bare tage en dag ad gangen tror jeg?", svarede jeg.

"Det tror jeg også er det klogeste du kan gøre pt Sarah. Du må holde hovedet koldt og holde så lav profil så vidt, som overhovedet muligt!", svarede hun med fuld medlidenhed.

"Tak Cecilie, fordi du er så forstående. Vil du være der for mig uanset hvad?", spurgte jeg nervøst. Hun grinede i røret.

"Smukke, jeg har jo altid været der for dig, og det agter jeg også at fortsætte med, uanset om du har en berømt kæreste eller ej! Jeg elsker dig jo!", svarede hun opmuntrende. Jeg smilte stort og grinede sødt til hende.

"Tak min allerdejligste veninde! Jeg elsker dig højere!"

~

"Du sidder og stikker til maden Sarah!", sagde min mor med et bekymret blik på mig.

Jeg sad bare og stirrede ud i luften med gaflen lodret små-roterende nede i den brune sovs foran mig.

"Sarah - Spis nu! Hvad er det med dig?", spurgte hun yderligere.

"SARAH!" Min mor hævede stemmen og fik mig ud af trancen.

"Hvad er der galt med dig?", spurgte hun igen. 

Jeg sukkede dybt og lagde gaflen på min tallerken.

"Jeg er ikke sulten...", mumlede jeg og skubbede min tallerken længere ind på bordet. Min mor sukkede dybt.

"Sarah det er mørbradbøffer. Du plejer at skovle dem i dig!", sagde min mor små-chokeret.

"Hvad er der galt, siden du ikke kan spise?", spurgte min mor endnu en gang. Jeg tog mig til hovedet.

"Er det Justin?", spurgte min mor videre. 

Jeg fjernede mine hænder og kiggede indgående hen på min mor.

"Ja, jeg savner ham ret vildt, men det er langtfra det der bekymrer mig mest..", svarede jeg med et tungt og opgivende suk. 

Min mor så overrasket på mig. Det svar havde hun vidst ikke regnet med.

"Så det er ikke Justin, der er problemet her?", spurgte min mor vildt overrasket. Jeg rystede på hovedet.

"Det er bare...."

Jeg sukkede og kiggede ned i bordet.

"Hvad skat? Jeg er ret sikker på jeg kan tåle og høre det.", svarede hun. Jeg kiggede op igen.

"Mor, må jeg spørge dig om noget?", spurgte jeg så.

"Ja, spørg løs!", svarede hun.

"Hvordan ville du have det selv, hvis det var dig der pludseligt fik en berømt kæreste og du så lige pludseligt ikke kunne gå i fred længere, og så pludseligt fandt dit eget hjem som det sikreste sted?", spurgte jeg hende. Hun sukkede og lagde sit bestik fra sig.

"Har berømmelsens bagside allerede vist sig for dig i dag skat?", spurgte hun. Jeg nikkede trist.

"Du godeste skat! Jeg havde godt selv regnet med, at det pludseligt ville komme over os, eller rettere dig skat, men jeg havde nu ikke regnet med allerede lige i dag? Du kan jo ikke gøre andet end at holde hovedet koldt. Du må holde lav profil, så meget som overhovedet muligt. Det bliver garanteret hårdt skat, men jeg skal nok støtte dig alt det jeg nu kan.", svarede min mor. 

Jeg kom med endnu et suk og et skævt smil.

"Tak mor. Cecilie har sagt nøjagtig det samme i dag.", små-grinte jeg.

"Kom her skat.", sagde hun og rakte sine arme ud efter mig.

Jeg rejste mig og gik hen og satte mig på skødet af hende og fik et rigtigt mor-kram med siden til. Hun kiggede på mig.

"Sarah, du er og har altid været sådan en stærk pige. Du har været ligeglad med hvad andre har tænkt om dig. Til trods for du kan blive meget påvirket over hvad andre synes og gør, så står du altid fast ved dine ord. Jeg forstår udmærket godt, at Justin netop er faldet for dig. Du er og har altid været en god pige med hjertet det rette sted.. Lad dig ikke påvirke af omverdenens negative udladninger.

- Du fortjener lykke og kærlighed. At Justin er dukket op i dit liv, ser jeg slet ikke som en tilfældighed. Det er skæbnen der ville det, og i alles liv findes der er skæbne eller flere. Din skæbne er Justin Bieber og ja, han er rig og verdenskendt og du må bevare troen på det bedste. Men hold hovedet højt og lad ingen se dine frustrationer. Du har trods alt nogle omkring dig, der støtter og hjælper dig i alt hvad du gør. 

- Du fortjener Justin og han fortjener dig og skal det dermed betyde at dit privatliv vil komme til offentligt skue, så er jeg ret sikker på at du med tiden vil lære og takle det rigtigt og lov mig for Guds skyld aldrig lade andre tage din stolthed fra dig. Det er den du er! Du er stærk Sarah, og jeg er bare så stolt over at være din mor! Jeg elsker dig så højt!" Jeg fældede et par tårer over hendes velmenende ord.

"Tak mor, du aner ikke hvor meget det betyder for mig. Jeg elsker også dig moar. Du er den bedste i verden!" 

Min mor sad også med lidt tårer i øjnene.

"Det ved jeg min skat, det ved jeg...", sagde hun og gav mig et stort knus...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...