That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 20 aug. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

191Likes
232Kommentarer
479424Visninger
AA

83. 30 uger.


Justins synsvinkel

Nok stressede jeg meget med, at jeg både skulle passe de jobs jeg havde gang i og så samtidigt have tid til at være hos Sarah på hospitalet, selv om det kun blev om aftenen og nætterne. Sarah havde godt nok sagt at jeg godt kunne sove hjemme, men det ville jeg bare ikke gå med til selv. Jeg ville ligesom gerne være hos hende, så meget som muligt. Chiro blev passet af min mor imens, for det ville seriøst være synd for ham, hvis han ikke blev passet af nogen. Jeg følte bare, at jeg virkelig havde brug for at være hos min elskede og vores ufødte barn. Det betød virkelig meget for mig, at jeg kunne være der mest muligt. Jeg elskede jo Sarah over alt andet. Nok stressede jeg til tider, men sådan var jeg jo ligesom vant til mit liv var. Der var nærmest altid fart over feltet.

På vej til hospitalet fra endnu en arbejdsdag i studiet, blev jeg til ingens overraskelse forfulgt af nogle paparazzis. Det irriterede mig for et godt ord. Der havde allerede været meget sladder i bladene for tiden, at der gik rygter om at Sarah havde mistet vores barn og lå indlagt på hospitalet. Det første var jo ikke sandt og det andet passede. Jeg havde underrettet både min og Sarahs familie, at de altså ikke skulle tro på hvad sladderbladene sagde. Vi skulle skam nok selv sige det personligt til familien, hvis det stod så slemt til. Nej Blobber havde det godt og trygt i Sarahs mave og han voksede stødt og godt.

Vi havde måttet aflyse julen. Familien havde selvfølgelig været frygteligt kede af det og Sarahs forældre og Betina var dukket op i Canada. Juleferien var heller ikke slut endnu, så måske vi kunne nå at være sammen med dem til nytåret? Det var mest op til lægen og jordmoderen, der jævnligt tilså Sarah. Hendes slimprop skulle gendannes, før hun kunne tillade sig at bevæge sig rundt igen og tillade sig at leve normalt igen uden for hospitalet.

Jeg nåede frem til hospitalet og til mit store uheld var der ingen parkeringspladser at finde tæt ved hovedindgangen, så til min store irritation måtte jeg desværre parkere et godt stykke væk. Alle tiders store chance for de blodsugende paparazzis. Uanset om jeg blev siddende lidt endnu i bilen eller valgte at smutte ud af bilen med det samme, så hjalp det lige lidt. Jeg sad et øjeblik og samlede modet til at gå ud af bilen. Jeg havde det bare bedst med, at være mig selv, når jeg var på hospitalet, og syntes ikke rigtigt jeg kunne tillade mig at hverken Kenny eller Mikey skulle hænge over mig, blot på grund af den lille afstand fra parkeringen til hovedindgangen.

Jeg havde givet dem mest muligt fri, eftersom de fortjente deres juleferie med deres familier og venner. Jeg skulle starte en ny tourné efter nytåret, så der var ingen tvivl om at både jeg og Sarah og hele mit crew fortjente det ferie vi alle kunne få. Jeg sad og rettede på bakspejlet i bilen med min højre hånd og kunne straks se tre paparazzis stå i position til at "modtage" mig. De skulle garantere udspørge mig om Sarah og hvad fanden vidste jeg. Seriøst, stod det til mig, så ragede det ikke alle mennesker, hvad der foregik med Sarahs helbred. Vi var sgu ligesom også mennesker, der behøvede privatliv. Jeg skulle med glæde selv fortælle, hvis Sarah var i farezonen med den lille, men sådan forholdte det sig heldigvis ikke. Jeg var lykkelig og lettet indvendigt over, at både hun og vores lille Blobber havde det godt.

Jeg tog mig sammen og steg ud af bilen og hørte med det samme de tre kammeraer larme vildt med deres klikkelyde. Mørket var ikke kommet over os endnu, eftersom det stadigt var eftermiddag, så der var da som det eneste positive ingen blitzer, der kunne blænde mig. Jeg hadede også den slags. Jeg traskede med hastige skridt forbi paparazziene og de tog straks det korte ben foran det lange for at forfølge mig. Jeg trykkede på min bilnøgle i farten væk fra min landrover.

"Justin, Justin, Justin, hvad der foregår med Sarah? Hun er jo stadigt indlagt. Hvad fejler hun, siden hun ikke er blevet udskrevet endnu?", begyndte den ene paparazzo.

Jeg kendte ham udmærket. Han hed Kent Lawrence. Dygtig paparazzo, hvis man kunne sige det på den måde? Han var i alt fald god til at få knipset nogle store øjeblikke om det så var positivt eller negativt. Ja, jeg havde ofte givet ham nogle skub og arrige grimasser ad ham. Man skulle nærmest tro, at han var fast forfølger af Jarah og Jelena, men det var mest efter Sarah var kommet på banen, at han var særligt over mig og Sarah, altså Jarah. Jeg valgte blot at lade spørgsmålet sive ind ad det ene øre og ud gennem det andet, mens jeg stadigt gik i hastige skridt. Folk der gik imod min retning gloede voldsomt over mig og mit "følge", og det undrede mig slet ikke.

"Seriøst Justin, Du kan da ikke bare holde os sådan på pinebænken? Vi er mange, der er bekymrede for Sarahs velbefindende? Kan du ikke bare svare os?", blev der pludseligt spurgt.

Jeg stoppede op og sukkede. Jeg vendte mig om mod dem og de knipsede for livet løs, dog trådte de nogle skridt bagud. Var de nervøse for at jeg skulle skubbe til dem eller hvad? Jeg sukkede og så træt på dem.

"Ved i hvad? Jeg er da fucking ligeglad med hvad i går og tror og påstår. Sarah og jeg har vores gode ret til at have et privatliv, eller bare en anelse af det der ligner, uden hele verdens befolkning skal vide bare alt om os. Er det seriøst for meget at bede om her? Lad os nu bare være for en gang skyld. Vi er kun mennesker altså! Og hvis der virkelig er noget galt, så skal jeg sgu nok selv komme og sige det, hvis jeg føler for det, men ikke nu, vel?! Nu vil jeg vælge at forlade jer her, og i vover lige på at forfølge mig. Der er ikke tilladelse for sådan nogle blodsugere her, ellers så prøv blodbanken!", udbrød jeg sarkastisk og følte mig allerede ret irriteret på grund af dem.

Jeg vendte mig omkring og skulle til at gå mod indgangen, til én af paparazziene afbrød mig.

"Det er da ikke for meget at spørge om Justin. Du og Sarah er mennesker, men i er et af de bedst sælgende par i Hollywood og i resten af verdenen. Dine fans ønsker bare at høre om sandheden om Sarahs helbred. Det skylder vi dem Justin. Vær du sød og fortæl om Sarah trives og er i bedring?", spurgte én af dem mig yderligere. Jeg standsede og sukkede dybt og gloede ned i asfalten med ryggen til dem.

"Vil du godt svare os?", kom det yderligere fra Kent Lawrence. Jeg kunne høre det var ham.

"Alt er fint! Lad os nu bare være tak!", svarede jeg irriteret og løb nu resten af vejen til hovedindgangen...

~


Sarahs synsvinkel

Jeg var jublende lykkelig. Jeg gik stille frem og tilbage på gangene på fødselsklinikken. En sygeplejerske gik ved siden ad mig og alt tydede godt på, at slimproppen havde fået gendannet sig, eftersom jeg slet ikke følte at Blobber var på vej ud. Jeg manglede blot at blive undersøgt af jordmoderen her senere på dagen, eftersom hun ikke var mødt på arbejde endnu. Det var vildt skønt at bevæge mig rundt igen. Efter lidt over en uges sengeliggende, havde gjort mig helt skør og irriteret over, at jeg ikke havde kunne få lov til at gå rundt.

"Hvordan føles det Sarah? Har du smerter i underlivet eller følelsen for at presse babyen ud?", spurgte Brenda mig. Jeg smilte stort og rystede kraftigt på hovedet.

"Det føles virkelig som det skal føles igen Brenda.", fnes jeg lettet. Brenda smilte stort.

"Det er gode tegn Sarah. Skal vi gå tilbage til din stue?", spurgte Brenda mig med et lille smil. Jeg nikkede med et lykkeligt smil.

Vi havde efterhånden været nået ud til de omkringliggende gange, så det var sikkert på tide at gå tilbage igen. Jeg fik mig lidt af en overraskelse, da jeg pludseligt så en alt for lækker fyr med sorte læder baggy-bukser, armyfarvet skjorte og hvid cap på hovedet og hans elskede røde sneakers på fødderne. Han sad i lænestolen i stuen og små-sov. Han måtte have været træt efter at have knoklet i studiet. Han havde sikkert også undret sig over hvor jeg var henne. Jeg gik med rolige skridt hen til ham og overraskede ham ved at sætte mig med siden til oven på hans skød, så han straks åbnede forskrækket sine øjne. Et stort smil bredte sig hurtigt over hans læber.

"Der var du jo smukke. Har du virkelig lov til at gå rundt nu?", grinte Justin med et lidt små-træt blik. Jeg nikkede glad og svang straks mine arme om hans nakke og lagde mine læber over hans. Justin tøvede slet ikke med at lægge sine arme omkring mit liv og kysse med. Vi slap kort efter. Han smilte kærligt til mig.

"Betyder det så, at du kan få lov til at komme med hjem nu?", spurgte han med så meget glæde i hans smukke hasselnøddebrune øjne. Jeg nikkede svagt.

"Hvis jordmoderen giver mig lov? Hun skulle gerne komme på arbejde inden for de næste timers tid.. Det er kun hende, der kan bedømme om jeg er klar til at komme hjem.", svarede jeg med et lille smil. Justin smilte og nikkede.

"Det er da kun klart baby. Vi skulle jo nødigt risikere, at det hele går galt igen. Der er jo trods alt kun ti uger tilbage inden vores lille Blobber kommer...", grinte Justin sødt. Jeg nikkede og kyssede ham i et blidt og kort kys på hans læber. Han smilte stort.

"Forestil dig det lige baby, om sølle ti uger, så vil vi to være forældre til den dejligste lille dreng i hele verden..", grinte Justin lykkeligt. Jeg nikkede med et stort smil.

"Yeah, det ved jeg. Er det ikke en dejlig følelse?", grinte jeg. Justin nikkede og vi kyssede igen. Nu kunne vi forhåbentligt få lov til at fejre nytåret med familien...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...