Skandale +13

Emma er en ganske almindelig folkeskoleelev som lever et normalt teenage liv med druk, venner, fritidsjob og masser af latter. Hun er forelsket for første gang. Når hun ser ham, får hun sommerfugle i maven. Hun vil fortælle ham det til den årlige overnatning på skolen. Men hvordan fortæller man lige man er forelsket, når personen oven i købet er ens engelsklærer? Er forelskelsen mon gengældt? Mit bidrag til konkurrencen 'Umulig kærlighed'. - Jeg vil sætte pris på feedback. :)

5Likes
3Kommentarer
728Visninger
AA

1. Kap. 1

"Emma?" Rasmus stod foran hende og viftede med sin hånd foran hendes ansigt.
"Emma, hvad er en homophone?" Han gentog spørgsmålet og pegede på tavlen.
"Det er et ord, som udtales på samme måde, men har to vidt forskellige betydninger" sagde hun og sendte ham et smil. Han klappede i sine hænder. De store muskuløse hænder, som havde holdt om hende i hendes drømme. 
"Good Emma" sagde han og gik med raske skridt op til tavlen igen.
"Sidder du og sover?" spurgte Rikke, Emmas sidekammarat og bedsteveninde siden tredje klasse. Emma rystede på hovedet og betragtede Rasmus som hun havde gjort så mange gange før. Hun kunne mærke en kilden i sin krop, når han smilede til hende. Hun havde aldrig været god til engelsk, men for at imponere ham, havde hun tærsket engelsk hver evig eneste dag, endda alle bøger hun læste var efterhånden på engelsk.  Blot for imponerings skyld. Blot for et af Rasmus smil. Da han blev ansat på skolen og hun fik ham til engelsk i slutningen af syvende klasse, faldt hun pladask for ham. Han var 38 år, fraskilt og et barn. En pige på 8 år. Hans blå øjne lyste op hver gang han fortalte om hans lille datter. Han havde da også haft hende med i skole et par gange.
"Husk der er overnatning på skolen i morgen. Jeg har en seddel fra Henriette, hvor der står oplysninger og regler" sagde han og delte papirerne ud.
"Kommer du i morgen Emma?" Rasmus stod igen foran hendes bord og så ned på hende.
"Ja selvfølgelig. Det vil jeg da ikke gå glip af" sagde hun og så op på ham. Han lignede ikke en på 38 år, nærmere starten af 30'erne. Hans hår var sort og klippet i en fin frisure. Han var ikke så høj. 180 cm havde han fortalt, da pigerne spurgte ham i gymnastik. Emma havde aldrig sit tøj med til gymnastik. "Hvorfor?" spurgte Rasmus altid.
"Jeg har glemt mit tøj" var hendes undskyldning som regel. Han skældte hende aldrig ud, når hun glemte sit tøj, ligesom han gjorde ved de andre. Han smilede bare og sagde hun skulle huske det næste gang. Man kunne ane nogen muskuløse arme, bag den stramme lyseblå skjorte. Hans ben var brede, fordi han løb meget. Hun havde engang set ham komme løbende på hendes vej, da hun cyklede på arbejde. Han vinkede til hende og hun var ved at vælte af cyklen.
"Super Emma. Jeg glæder mig til at se dig" Glæder mig til at se dig, gentog hun i sit hoved. Han sagde ikke jer, men dig. Han glædede sig til at se hende.
"Der skal stå it der" sagde han og lænte sig over hendes bord. Hun kunne dufte ham. Duften af mand og parfume. Hun  viskede hurtigt det ud hun havde skrevet på papiret og skrev it i stedet.
"Du har rykket dig meget siden syvende Emma" sagde han og rørte let hendes arm. En varme bredte sig i hendes krop og hun blev genert som altid. Rasmus rettede sig op og klappede hende på skuldren.
"Så 9D, så kan I holde for i dag. Vi ses i morgen til overnatningen" sagde han og pakkede sine ting sammen.
"Ses" råbte alle i kor og stormede ud af døren undtagen Emma. Emma blev altid tilbage, bare for at se ham.
"Skal du ikke hjem?" spurgte Rasmus og viskede tavlen ren. Emma rømmede sig lidt.
"Jo, jeg gider bare ikke storme ud af døren som de andre" sagde hun og rejste sig fra stolen. Rasmus grinede. Emma lukkede sin bog i og lagde den i tasken.
"Emma" sagde han alvorligt. Emmas krop stivnede og blikket var fast. Havde han opdaget noget? At hun var forelsket i ham?
"Se! Det sneer udenfor" sagde han så og pegede på vinduet. Sneen dalede ned og havde lagt sig på jorden som et stort hvidt tæppe.
Puha. Emma pustede lettede ud.
"Øv. Lorte sne" bandede hun.
"Hvorfor? Sne er dejligt"
"Jamen, så skal jeg vente her i en time, fordi min mor først har fri klokken 15" Hun surmulede.
"Du kan da bare køre med mig. Vi bor jo alligevel kun en vej fra hinanden. Det er intet problem lige at smide dig af" sagde han.
"Tjo det kan jeg vel godt" sagde hun uden at lyde for begejstret, selvom det var det hun var. Begejstret.  "Super. Jeg går lige ned og henter min jakke på læreværelset. Du kan bare gå ud på parkeringspladsen, så ses vi derude" sagde han, tog sin taske og forsvandt ud af den grønne dør.

At Emma nogensinde skulle finde sig selv i Rasmus bil, havde hun aldrig forestillede sig.
"Hvordan synes du klassen er?" spurgte Rasmus.
"Den er vel fin nok" svarede hun. Hun så på hans mund.
"Det var da godt nok. Har du så en lille kæreste?" "Du er jo en smuk og klog pige" Hans blik var rettet mod vejen, men han slikkede sig om munden. Nu glinsede hans læber og hun fik lyst til at kysse dem.
"Nej, det har jeg ikke" sagde hun og så sig i sidespejlet. Hendes hår var langt og hendes make up sad godt på trods af vejret.
"Wauw. Det troede jeg da" sagde han og stoppede bilen.
"Sådan frøken. Så får du ikke mere for den 25 øre" sagde han og grinte af sin egen joke. Emma steg ud af bilen.
"Tak for turen" sagde hun og lænte sig let forover. "Det var sgu så lidt. Skulle det være en anden gang?" spurgte han og blinkede. Hun smilede venligt og smækkede bildøren i. Hun stod på vejen, indtil hun ikke længere kunne se hans bil.

Huset var stille, da hun traskede ind i entreen med sine støvler. Hun betragtede sig selv i spejlet. Øjnene så trætte ud og hun havde en mascara plet på kinden. Hun hang jakken på knagerækken. Hun vendte og drejede sig i spejlet. Hun var tilfreds med sin krop. Hun var hurtigt var hurtigt udviklet, hvilket resulterede i at hun havde en kvindekrop i en alder af 15 år. Hun holdte en hånd hen over brystet og mærkede hendes hjerte banke. Dunk. Dunk. Det bankede for Rasmus. Hendes krop var kold, men hun var varm indeni. Hun kunne ikke vente til i morgen. I morgen ville det være knald eller fald, for i morgen skulle hun fortælle ham hvad hun følte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...