don't forget me.

jeg savner tiden hvor vi kunne enes hviskede jeg ham ind i øret, han svarede i en irriteret tone at der var så meget jeg savnede. jeg rystede irriteret og underligt utilpas på hovedet, og regnede med at han ville sige noget, men det gjorde han ikke, jeg sagde til ham højt og med en bestemt tone: "stop dog forhelvede"! han kiggede underligt, og pisse irriteret, og tog sin sin mobil og hans smøger og skred. jeg vidste godt jeg ikke burde føjge efter ham, men jeg kunne ikke lade vær, så jeg grb min taske og spænede efter ham.

0Likes
0Kommentarer
296Visninger
AA

1. lagde ikke mærke til det..

Jeg hørte hende ikke, fornemmede hende, men lyttede ikke. Prøvede at lade vær, ville bare have fat i ham, det var alt jeg ville lige nu. men nu er den eneste ting jeg tænker: hvorfor lyttede jeg ikke! hvorfor så jeg mig ikke omkring! så ville det her ikke være sket!!!.. men nej, jeg drønede bare overvejen, hørte ikke lyden af dem der råbte omkring mig, så kun ham, ville kun have fat i ham, også ligepludselig, BANG. og jeg mærkede den kolde asfalt under mig, øre en knitren for mine øre, og mærke lyset ned i mine øjne, men nej, det var indbildning. ren indbildning. for jeg lå ikke ned, jeg stod op. stod op, og så en masse folk der stod samlet, ovre ved krydset, og jeg gik forbavest og rystet over for at se hvad der var sket. Der lå en nede på jorden og en mand bøjet grædende over damen der lå der, politi betjentene og dem fra ambulacen stod bare og kiggede medfølende på manden og liget, jeg bukkede mig ned for at se hendes ansigt, og der lige der, jeg kunne ik få vejret! nej! det var umuligt! det kan jo ikke lade sig gøre!! jeg gik i panik. det var som om jorden blev revet væk under mig, som om der var en der stod og stak mig i øjnene med en kniv. men tomhed, det var nok det der fyldte mest lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...