Cirkler

"Jeg ville aldrig få tiden med ham tilbage igen, men jeg ville aldrig glemme det. Han havde været en person, der havde fået mig til at grine, når ingen andre kunne."

73Likes
100Kommentarer
1812Visninger

1. One Shot

Sandet var ved at være nedkølet efter en lang dag med sommervarme. Solen var forsvundet ned over horisonten for nogle timer siden, og var nu blevet erstattet af den store runde fuldmåne, der kastede et skinnende skær på det klare vand. Vinden havde lagt sig, og alt var stille. Eller nej, der var råb, snak og latter længere nede ad stranden, men da jeg omsider havde set mit snit til at komme væk fra dem ubemærket, havde jeg ikke tøvet.

Hvorfor jeg overhovedet var taget med til denne såkaldte ’sommerfest’ var jeg ikke klar over. Jeg var ikke typen, der normalt festede til langt ud på natten. Jeg var ikke typen, der drak mig fuld for sjov, og kyssede med samtlige drenge inden for en radius af halvtreds meter. Nej, jeg var pigen der kunne bruge en hel eftermiddag i en lænestol med en kop te og en god roman. Sådan var jeg.

Alligevel havde jeg ladet mig overtale til at tage med. ”Bare for hyggens skyld,” havde de sagt, men allerede efter en time var jeg efterladt til fordel fra nogle drenge de lige havde mødt.

Mine bare fødder sank ned i det dybe sand, mens jeg fortsatte væk fra festen og op i klitterne. Der lå en lille nedlagt bunker, som jeg satte mig op af, og hvilede ryggen imod den kolde stenvæg. Jeg sad i lang tid i mine egne tanker om, hvordan nogle kunne syntes at det var sjovt, at drikke sprut indtil de faldt om. Oppe fra bunkeren kunne jeg skimte bålet nede på stranden et stykke væk, og musikken kunne stadig høres, trods min store afstand til dem.

Jeg så op på den mørke himmel. Om den var sort eller mørkeblå havde jeg aldrig helt kunnet beslutte mig for. Nogle dage var jeg ikke i tvivl om, at den helt sikkert var sort, mens den andre dage havde et blåligt skær, hvis man så godt efter. Der var intet underligt ved stjernerne derimod. De var altid den samme farve, samme form og samme placering i forhold til de andre stjerne.

”Hej.”

En stemme rev mig ud af mine tanker, og jeg spejdede rundt efter personen, der havde sagt det. En dreng med skinnende øjne kom til syne. Han gik med sine hænder i lommen på hættetrøjen, og havde på en underlig måde noget afslappet over sig. Den måde han gik på og det rolige ansigtsudtryk.

”Må jeg sætte mig her?” Han nikkede imod pladsen ved siden af mig, og jeg svarede med et kort nik, før han lod sig bumpe ned på jorden ved siden af mig.

”Ikke et party-menneske?” Jeg forstod ikke hvorfor han var kommet herhen, men i tidens løb havde jeg lært, at jeg generelt tænkte for meget over alting.

”Overhovedet ikke,” svarede jeg og rystede kort på hovedet. Han sendte mig et smil, som med det samme smittede af og satte sig på mine læber.

Hvem skulle have troet, at det var starten på et fantastisk forhold. Han var ligesom mig, blevet hevet med til en fest, hvor han helst bare ville være blevet derhjemme. Vi havde snakket. Vi havde grinet. Vi havde dog ikke grædt, men det andet var også mere end nok, for at få mig til at falde fuldstændig for en næsten fremmed dreng.

Sommeren var kun lige begyndt, og jeg skulle ikke tilbage til universitetet før om flere uger. Vi brugte mange dage sammen, hvor vi cyklede ud til den gamle høj, hvor et stort gammelt egetræ stod placeret på toppen. Vi tog på stranden og gik med bare fødder i vandkanten. Vi tog i biografen på dage, hvor vejret ikke var til at være ude i. Vi lavede alt, hvad man kunne tænke sig, og da han kyssede mig første gang, var jeg blevet helt blød i knæerne, og havde haft svært ved at tænke klart i flere dage efter.

Det var først efter flere uger, at jeg fandt ud af, at han snart skulle udsendes til Afghanistan. Han havde ikke nævnt det før, og det ramte mig, som hvis jeg havde løbet med 110 kilometer i timen ind i en væg.

”Hvad?” Den første tåre havde undsluppet, og løb lige så stille ned af min kind.

”Jeg er så ked af det, men jeg kan ikke bakke ud af det.” Han kørte frustreret en hånd igennem håret. ”Når jeg kommer tilbage igen så-”

”Jeg kan jo ikke være sikker på, at du nogensinde kommer tilbage!” Min stemme var desperat. Han kunne ikke tage af sted. Han kunne ikke efterlade mig med tvivlen, om jeg nogensinde ville se ham igen.

”Jeg er ked af det.” Hans stemme var på grænsen til en hvisken, og hans øjne var mindst lige så triste som mine.

Jeg tog en dyb indånding, og sugede den friske sommerbrise helt ned i lungerne, før jeg til sidst pustede ud igen. Blomsterne i den lille grønne have var alle udsprungne, og fyldte haven med alverdens farver. Rød, gul, lilla, orange. De var der alle sammen.

”Du skal komme hjem igen!” hviskede jeg, og forsøgte at holde gråden tilbage, da jeg slog armene om ham, og begravede mit ansigt imod hans bryst.

Det regnede den dag han skulle af sted. Jeg var helt overbevidst om, at hvem de end kontrollerede vejret vidste, at det var en trist dag, og at der ikke var nogen grund til at lade solen skinne, for ingen ville alligevel give sig tid til at nyde dens varme.

Lufthavnen havde været fyldt med mennesker, og der havde stået andre piger ligesom mig. Knust over at skulle sige farvel til den person de elskede. Jeg havde kigget efter ham med tårer i øjnene, indtil han til sidst var ude af mit synsfelt.

Med tunge skridt havde jeg bevæget mig tilbage ud på parkeringspladsen, og sat mig ind i bilen, hvor jeg brød sammen. Ukontrolleret havde alle mine følelser sluppet sig løs, og jeg hulkede som gjaldt det livet. Til sidst fik jeg tørret de sidste tårer væk, og havde kørt hjemad med en tom følelse i hele kroppen. Følelsen af at en del af mig var forsvundet.

Han skulle være væk i syv måneder. Syv måneder, hvor jeg hver eneste dag vågnede op med sved på banden, efter endnu et mareridt hvor jeg havde mistet ham. Jeg brugte resten af sommeren på at sidde på café og læse bøger, for at få mine tanker ledt på noget andet, og da universitetet endnu en gang kaldte, tog lektierne endnu mere af min tid. Alligevel var han altid i mine tanker i hver en ting jeg gjorde.

Der var gået fem måneder, og mit liv var begyndt at gå i cirkler, hvor jeg stod op, tog i skole, lavede lektier, spiste og sov. Ikke nogen uventede ting og ingen spænding. Jeg skulle bare klare to måneder mere før han ville være tilbage i mine arme igen. Desværre havde skæbnen andre planer med ham.

Jeg fløj op af lænestolen, og løb ud til døren hvor det ringede på. En mand i uniform stod på den anden side af dørtærskelen og se på mig med triste øjne. Han rakte mig et brev, og tog sin hat af, og holdt den foran sig.

”Det gør mig ondt,” sagde han stille, før han tog hatten på igen, vendte om på hælen, og forsvandt tilbage af den lille sti.

Døren havde jeg lukket forsigtigt i efter mig, mens jeg langsomt gik tilbage til stolen og satte mig ned. Med rystende fingre åbnede jeg brevet, og tog det lille sammenfoldede brev ud.

”Det gør mig ondt at måtte meddele...”

Jeg smed brevet fra mig på gulvet. Det var det som ikke måtte ske, men nu var det for sent. Utroligt nok lykkedes det mig, at holde tårerne tilbage, og jeg sad i flere minutter og stirrede ud af vinduet, hvor den første sne var begyndt at falde.

Han var væk. Ude af mit liv for altid. Revet væk fra mig uden at jeg havde haft mulighed for at ændre på det.

Nu var det næsten et år siden, at manden havde overrakt mig brevet, og hele mit liv var faldet fra hinanden. Jeg havde brugt uger på, at falde i søvn med tårerne strømmede ned ad kinderne, og mine karakterer var gået gevaldigt ned. Mine tanker var kun på ham.

Måneder havde langsomt sneget sig fremad, og lidt efter lidt begyndte jeg at tænke klart igen. Jeg kunne ikke bruge resten af mit liv på, at være ked af det. Han ville altid være i mit hjerte, ingen tvivl om det, men jeg måtte videre med mit liv.

Han havde været den person, som jeg kunne snakke med om alt. Den person der tog med mig ud og købte bøger, når jeg havde læst alle dem på reolen. Den person jeg elskede.

Jeg ville aldrig få tiden med ham tilbage igen, men jeg ville aldrig glemme det. Han havde været en person, der havde fået mig til at grine, når ingen andre kunne. Han havde bare været sig selv, og det havde været mere end nok, til at få en permanent plads i mit bankende hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...