The Last Tears... ♥ -Justin Bieber (+12)

*Dette er 2'eren til 'Better carry on my carrier -Justin Bieber'* Alison og Justin har ikke kunne give slip på hinanden, på trods af de mange forfærdelige episoder og dramaer i deres liv. De er fast besluttet på, aldrig at lade noget som helst komme i vejen for deres kærlighed, der aldrig har været så stor, som den netop nu er. De to lykkelige popstjerner er flyttet sammen og glæder sig til at tilbringe et liv under samme tag, hvilket gør Justins pludselige beslutning om at tage på turné risikabelt for deres forhold. For da Justin en skønne dag vender hjem igen, venter ham en stor, men dog forfærdelig overraskelse... *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme*

96Likes
146Kommentarer
5822Visninger
AA

5. Hyg jer...

"Fordi.. Fordi du fucking betyder noget for mig!"

Et øjeblik skllede lykken ind over mig, og mine øjne blev store. Men da slog det mig, at det hele ikke gav mening. Hvis jeg betød noget for ham, hvorfor så fortsætte det her elendige brud? 

"Sel vom jeg var dig utro Justin? Var? Selv om jeg jo ikke kunne holde mig fra mine lyster?"  Ironien var spildt godt, idet jeg gennemborede mit blik i hans, "selv om jeg var sammen med en dreng jeg ikke kendte? Selv om alt det vi havde været igennem sammen ikke betød mere for mig, end mine behov? Er det..."

"Hold kæft Alison! Du er den sidste, der skal udtale sig om det her! Jeg fucking fatter ikke, hvordan du stadig kan snakke! Hvordan du på trods af, at du var mig utro, stadig er så fucking stædig og.." vreden markedes tydeligt i hans øjne, og hans svage rysten indikerede endnu engang til, at han virkelig var vred og uhåndterlig. 

"Jeg var dig ikke utro for helvede!" skreg jeg og trak min hånd til mig.

"Du fucking for meget!" mumlede han, idet han tog fat i min hånd og slæbte mig hen til hoveddøren. Hvor meget jeg så end forsøgte at vride mig løs, hjalp det ikke en meter, eftersom hans faste greb ikke var til at løsne.

"Vi er snart tilbage!" råbte Justin, tydeligvis til flyttemændene, hvorefter han åbnede hoveddøren og trak mig ud. Så stædig som jeg nu var, nåede jeg akkurat at gribe fat om dørkarmen, så han ikke kunne få mig ud.

"Stop det der for helvede!" skreg han, og sekundet efter mistede jeg forbindelsen til jorden, da han uden besvær løftede mig op i brudeform og med hurtige skridt gik hen til sin bil.

"Hvad fanden har du gang i?! Sæt mig ned!" skreg jeg, slog og vred mig, men han fortsatte ignorerende hen til sin bil. Han kastede mig derind og smækkede døren hårdt i efter sig, hvorefter han løb hen til førersædet og satte sig derind. Han startede bilen med skælvende bevægelser, i takt med jeg forsøgte at åbne den dør, som han så snedigt havde låst.

"Jeg fatter ikke, jeg gør det her..." mumlede han mellem sine sammenbidte tænder, hvilket fik vreden i mig til at boble.

"Så lad vær'! Der er fucking ingen, der har sagt til dig, at du skal køre mig på hospitalet!" Jeg skreg og slog ham og forsøgte forgæves at åbne døren.

"Så hold den mund lukket for bare et minut!" skreg han, hvilket bogstaveligtalt fik mig til at klappe i. Hans stemme var dominerende og befalende, så det slet ikke var til diskussion. Wow, det havde jeg ikke lige set komme. Vi forblev tavse et par sekunder, og jeg betragtede min hånd, der nu var fuldkommen dækket af blod, og skar en grimmase. 

"Gør det stadig ondt?" spørgsmålet kom som en lav mumlen, der egentlig fik mit hjerte til at smelte, for drengen bekymrede sig om mig! Det faktum, at jeg stadig betød noget for ham, gjorde mig ufattelig glad, og fik mig til at elske ham mere, end jeg allerede gjorde. Han standsede bilen ved lyskrydset og pludselig skar en skærende lyd i mit øre, da det gik op for mig, at Justin havde revet et stykke af sin t-shirt, som han åbenbart havde fået på, efter jeg kom.

"Bind det rundt om.." mumlede han og kastede stoffet hen på mig, uden overhovedet at værdige mig et eneste blik. Mine bryn var hævede overrasket, og det var lige før en latter undslap mine læber. Omg, havde han lige revet et stykke af sin t-shirt, så jeg kunne stoppe blodet?

Mopset kastede jeg det revede stykke tøj tilbage hen på ham, hvilket fik ham til sukke højlydt.

"Skal jeg fucking gøre alt?!" mumlede han irriteret og tog hårdt fat om min hånd, for så at vikle stoffet rundt om den. Et instinktivt, men dog inderligt smil gled henover mine læber. Uanset hvor sur han sagde, han var på mig, ville det ikke ændre det faktum, at han elskede mig. Selvom han beklagende og brokkede gjorde det, gjorde han det alligevel for min skyld, hvilket jeg elskede ham for. Han var helt unik. Tanken om Justins bekymring for mig, fik mig til at overveje det jeg havde sagt til ham; at jeg aldrig ville lukke ham ind i mit hjerte igen. Ville jeg virkelig ikke det? Hvorfor overveje det, når han ikke engang gad blive lukket ind? Jeg havde trods alt været ham utro, ikke sandt? Ja, i dag var jeg bare i humør til at bruge en masse ironi, don't judge me!

Resten af vejen sagde vi ikke et ord, men mit blik røg hele tiden ned på hans t-shirt, som lignede noget hundende godt og grundig havde leget med. Det var efterhånden umuligt at holde mit grin inde, for det her var seriøst sjovt. Jeg ville snart ende med at få tårer i øjnene og ligge flad af grin, hvilket bare ville få mig til at ligne en idiot foran Justin. Justins blik derimod var stift i retning af vejen, hans tænder sammenbidte, og hans greb om rattet var så fast, at han ethvert øjeblik kunne få krampe. Han var sur. Han fattede ikke, hvorfor han egentlig gjorde det her for mig, når jeg havde været ham utro. Men svaret var simpelt: han elskede mig. Og bare lige for at få det hele på det rene og fjerne det spørgsmålstegn, der nu måske satte sig fast i din hjerne; Jeg var ham ikke utro!

Uden ét ord, overhovedet, standsede Justin bilen ved et enormt privathospital. Så snart jeg tog et skridt ud slog den lette vind imod mig og løftede svagt i mit hår, hvilket fik en svag kuldegysning til at sprede sig i min krop. Uden overhovedet at værdige mig et blik eller sige et ord gik Justin med hurtige skridt hen imod det hvide, mindst fireetagers hospital, hvilket fik mig til sukkende at følge efter ham. Hospitalets reception var enorm og den varme luft smøg sig straks om min krop, idet vi bevægede os hen imod receptionisten, der sad med både en fastnettelefon og en øretelefon, hvilket indikerede til, at hun godt nok havde travlt. Det forhindrede dog ikke Justin i at hvile sin albuer på det høje og mindst lige så enorme skrivebord, hvor han utålmodigt trippede med foden og slog hænderne mod bordet, for at klargøre, at vi ligesom havde travlt. Damen så op på Justin et øjeblik, hvorefter hendes blik faldt på mig og min arm, som jeg stod ca. en meter væk fra Justin, hvilket fik hende til at afslutte sin samtale og se afventende på os.

"Hun har brug for at blive set af en læge. Hun skar hånden. Det er akut," Justins ord flød bestemt og dominerende ud af hans læber, samtidig med en anelse utålmodighed. Han skulede kort til mig, hvorefter han med sammenbidte tænder vendte sig om mod receptionisten igen. 

"De vil blive modtaget af en læge i lokale 273, 3. sal, omgående.." forklarede hun med et venligt smil, og gestikulerede hånden mod elevatoren, hvilket fik Justin til at mumle noget uforståeligt,  nok tak eller sådan noget, hvorefter han fortsat uden at skænke mig ét eneste, ikke engang kort blik, hvilket bare irriterede mig til det yderste, for det var ikke en skid fair. Jeg blev behandlet som lort, når jeg ikke engang var ham utro, og det gjorde mig bare så irriteret på ham, eftersom jeg bestemt ikke fortjente det her. Men det var så op til ham, at tro på mig eller ikke. Jeg havde for længst også mistet troen på ham, eftersom jeg virkelig stolede på dette forhold, men det gjorde han åbenbart ikke. Dørene til elevatoren åbnede idet vi havde nået derhen, og en dame på kørestol kom til syne. Hun havde et rynket, men dog på en måde virkelig smukt ansigt. Hendes smalle, røde læber formede sig i et kærligt smil, mens hendes øjne flakkede frem og tilbage mellem Justin og jeg. Mit blik faldt på en ældre herre bag hende, tilsyneladende hendes mand, der sendte os et kort blik med et venligt smil, hvorefter han rettede blikket omsorgsfuldt hen på sin kone, idet han kørte kørestolen ud af elevatoren. Tårerne samlede sig omkring øjnene, da kærligheden i disse to, forholdsvis gamle mennesker, lyste ud af øjnene på dem, da de stirrede dybt ind i hinanden øjne med respekt, omsorg og en del kærlighed. Wow. Så det var muligt, at kærligheden ville vare evigt? Det havde jeg efterhånden mistet troen på, med de her to mennesker var helt klar et levende bevis på det.

"Er de ikke søde Derek?" lød det hæst og sitrende fra den gamle dame, der for sidste gang nåede at sende os et smil, før hun var ude af elevatoren med manden, Derek.

"Akkurat som os, da vi var unge min kære.." smilte manden, før han blinkede med det ene øje og forsvandt ud af hjørnet, med kørestolen som han kørte med sig. Justin og jeg forblev tavse og forstenede, da damens stemme gav genlyd i min ører. Jeg sank en klump og vendte blikket mod Justin, der allerede stirrede på mig, men han vendte så blikket brat mod elevatoren igen, hvorefter han gik derind. Elevatoren var forholdsvis stor, hvilket bare var til gavn for os, eftersom vi helst ville være langt væk fra hinanden som muligt. Jeg havde aldrig, og jeg mener aldrig nogensinde troet, at jeg ville holde mig væk fra et menneske, som jeg følte mig mest tryg hos. Hvis nærvær var et behov for mig. Som jeg i flere nætter havde i tankerne, mens jeg græd mig i søvne af savn og mangel på hans tilstedeværelse. Han duft. Smil. Latter. Og nu var han endelig vendt tilbage, men vi valgte at holde os væk fra hinanden, hvor dumt det så end lød. Justin trykkede på knappen der straks lyste i en form af '3.', hvorefter han sukkende lænede sit baghoved på væggen og lukkede sine øjne i. Det var tydeligt at han tænkte, overvejede og vægtede det hele, mens en tåre trillede ned ad min ene kind, som jeg hurtigt fik tørret med bagsiden af min hånd, hvorefter jeg tog en dyb indånding.  Den akavede og mindst lige så dræbende tavshed blev endelig afbrudt, da elevatordøren åbnede, og vi trådte ud, for så at gå hen imod lokale 273. 201, 202, 203; vi betragtede vist begge tallene, der stod på alle døre, mens vi utålmodigt gik hen imod det rette lokale, da mit blik røg ind i et værelse, med åben dør.

"Det er hende!" røg det ud af mig og et kæmpe smil bredte sig på mine læber. Justin vendte forbavset sit blik hen på mig og hævede spørgende det ene bryn, hvilket jeg egentlig bare ignorerede og løb ind i værelset, der desuden var nummer 206. Der sad hun. Den yndige pige der sad fanget i et hospital pga. den forfærdelige sygdom hun måtte leve med; kræft. Det var hende, Justin og jeg havde besøgt på et hospital, den dag, hvor jeg for alvor indså hvor omsorgsfuld Justin var. Hvor alle mine fordomme om ham være så egocentreret forsvandt. Hende jeg havde fortalt, hvor smuk hun egentlig var. Hun var virkelig smuk. Hendes førhen så blege ansigt havde fået lidt farve, hvilket fik mig til at smile endnu større fra dørkarmen, som jeg stod og betragtede hende. Hun var stadig skaldet, men ved du hvad? Hun var smuk. Så ufattelig fantastisk at se på, at det rørte mig fuldstændig. Hun vendte blikket mod døren, og et gisp undslap hendes læber, da hendes blik flakkede mellem Justin og jeg. 

"A-Alison! Justin! I er her igen! I er kommet igen!" glæden markedes tydeligt i hendes øjne, og hun slog ud med armene, idet nogle tårer trillede ned ad hendes små kinder. Jeg løb hen til hende og omfavnede hende straks, hvilket fik hende til nærmest at hulke. Hvor var hun bare fantastisk. Da vi trak os ud, gav Justin hende et langt kram og kyssede hendes kind.

"Hvordan går det prinsesse?" hviskede han og aede hendes kind, hvilket fik hende til at trække enormt meget på smilebåndene, og ja det fik mig til at le lidt.

"Jeg har fået det meget bedre! Ved I hvad? Min læge sagde, at jeg snart kunne komme ud og gå i skole som alle andre børn! Men hun sagde, at jeg skulle komme tilbage et par gange om ugen og blive checket, men det gør da ikke noget, vel? Jeg kommer alligevel til at gå i skole.." Tårerne trillede ned ad hendes kinder, mens hun tog fat i min og Justins hånd og forklarede om, hvad der foregik i hendes liv med et begejstret og enorm glad stemme, hvilket kun gjorde mig lykkelig.

"Men jeg vidste det!" udbrød hun pludselig og og stirrede skiftevis på os begge. Justin rystede spørgende på hovedet, mens et lille grin undslap hans læber, eftersom hendes pludselige råb faktisk var ret sjovt.

"Jeg vidste, at I stadig var sammen! Den dumme dame i fjersynet sagde, at I var slået op, men jeg troede ikke på det! Jeg vidste det bare, jeg vidste, at I altid vil være sammen!" råbte hun, og trak nu min hånd og Justins hen til hinanden, for så at placere mine hånd på hans, således at vi holdt i hånden. Jeg sank en klump idet jeg så hen på Justin, der bed tænderne hårdt sammen og stirrede væk på alt andet end mig, hvilket fik tårerne til at presse på.

"Sagde hun, at vi var slået op?" rød det ud af mine læber som en svag mumlen, eftersom jeg var i chok over, at folk allerede havde fundet ud af det. Jeg mener, jeg var ikke engang flyttet ud endnu, men sådan var de. Papparazzierne mener jeg. De var virkelig snedige.

"Ja! Dumt ikke? Det synes jeg også, for hvem kan tro, at I to kan slå op? Det står også i nogle blade, men jeg kan love jer for, at jeg smed dem ud! Jeg elsker jer mere end alt andet på jorden!" grinte hun og sendte os hver især et kæmpe smil. Hun ville blive så knust, når hun ville finde ud af, at vi rent faktisk var slået op...

*****

Justin stod lænet op ad væggen med armene over kors, da lægen gav mig en forbinding om hånden, som han havde renset for bakterier og blod, før han scannede den for lige at være sikker på, at der ikke var et glasstykke eller i hvert fald noget, der ikke burde være i såret, deri.

"Jeg henter lige svarene fra scanningen..." forklarede han, hvorefter han forsvandt ud af døren og forlod Justin og jeg alene, hvilket fik Justin til at sukke irriteret, eftersom han jo skulle vente endnu længere med mig. Det sårede mig faktisk. Mens jeg stod og led på grund af smerte, beklagede han sig lydløst. Den Justin, der havde siddet flere dage i træk hos mig, da Alfredo og jeg kom ud for en ulykke, sukkede irriteret over 5 små minutter. .

"Du behøver ikke vente..." mumlede jeg irriteret med sorgen i min stemme kunne man ikke undgå at høres, hvorefter jeg  vendte ansigtet svagt, så han ikke ville få muligheden for at se tårerne, der havde samlet sig omkring øjnene. Han gav ikke lyd fra sig, og da vi havde ventet i op til to minutter og lægen stadig ikke var kommet, sukkede han endnu højere, så vreden boblede i mig.

"Kan du ikke bare skride, du gider alligevel ikke være her?! Og ved du hvad? Jeg gider heller ikke have dig her, så fuck af'!" skreg jeg og vreden lyste ud af øjnene på mig. Det svin. Med ét var han ude af døren og havde smækket den hårdt i, så det nærmest gav ekko i lokalet. Idiot. 

Der gik ikke længe før lægen var kommet tilbage og meddelte, at alt var fint, og at jeg bare kunne gå hjem, men sørge for at komme tilbage om få dage og få forbindingen af igen. Hele vejen til udgangen mumlede jeg beklagende for mig selv og var seriøst på randen af tårer, eftersom Justin lige havde forladt mig på et hospital -selvom det egentlig var mig, der befalede ham til at gøre det. Et lille smil, jeg dog hurtigt fik tørret væk, gled henover mine læber, da jeg så Justin i hans bil lige foran hovedindgangen, vente på mig. Han fik øje på mig fra vinduet og gav mig blikket - 'sæt dig ind' - hvilket jeg bare gjorde uden et ord. Jeg orkede ikke at diskutere og stædigt insistere på, selv at komme hjem, eftersom han i sidste ende ville vinde diskussionen. Desuden ville folk kigge, og de ville nok ikke ligefrem gå ignorerende forbi, når det var to verdenskendte popstjerne, som netop i øjeblikket blev meget omtalt i medierne på grund af rygterne, der skændtes. Jeg satte mig derind og lukkede døren lydløst efter mig, for så at spænde selen, da Justins telefon ringede.

"Sup Selena?" hørte jeg ham sige, da en klump satte sig fast i min hals, og jeg i et øjeblik havde svært ved at trække vejret. Sagde han lige Selena? Selena som i hans eks-kæreste, han havde været i seng med, efter at de var slået op? Hende som nær havde ødelagt vores forhold fuldstændigt, og dermed havde en stor rolle i hans alkohol- og stofmisbrug?

"Nåh ja, sorry det glemte jeg.." lød det igen fra ham, og tårerne pressede sig voldsomt på. Snakkede han fucking stadig med hende? Og så ved siden af mig?!

"Awesome, vi ses.." han slukkede telefonen med et lille, skævt smil, hvilket fik mit hjerte til at galopere afsted. Gjorde han virkelig lige det der? Snakkede han virkelig med hende og smilede et fucking smil? Jeg holdt godt fast om sædet, da jeg ellers ville springe op af sædet af ren vrede, irritation og sorg.

"Tag taxaen, jeg skal nå noget.." mumlede han uden overhovedet at værdige mig et blik. Mit hjerte slog et slag over idet hans ord sivede ind i mine ører, og jeg begyndte pludselig at blive svimmel. Han skulle noget med hende. Han brændte mig fucking af på grund af hende. Fucking svin! Jeg hadede ham fucking meget! Jeg tog en dyb, lydløs indånding, for så at tage selen af og gå ud af hans bil, og sørgede med omhu for at lade ham høre mine ord, inden jeg stod helt af.

"Hyg jer..."

Der dumme Justin sig virkelig... Tror I, han virkelig har noget med Selena kørende, eller er det for at gøre Alison jaloux og virkelig klargøre, at det denne gang er virkelig slut mellem dem? Hvad tror I der vil ske i de næste par kapitler? For I kender jo Alison, hun er hævn-tageren, og hvis det er sådan Justin vil spille, jamen er hun så klar til spillet? 'Jalousi' er kodeordet i de næste par kapitler peeps! :*

Btw, vil bare lige vide om I ville ønske jer Jelena eller Jalison? ;) <3

LAD OS STRAMME LIDT OP, OG FÅ DEN HER MOVELLA PÅ 40 LIKES, HVA SIGER I? SÅ FÅR I TIL GENGÆLD ET KAPITEL MERE LOVES! :* <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...