The Last Tears... ♥ -Justin Bieber (+12)

*Dette er 2'eren til 'Better carry on my carrier -Justin Bieber'* Alison og Justin har ikke kunne give slip på hinanden, på trods af de mange forfærdelige episoder og dramaer i deres liv. De er fast besluttet på, aldrig at lade noget som helst komme i vejen for deres kærlighed, der aldrig har været så stor, som den netop nu er. De to lykkelige popstjerner er flyttet sammen og glæder sig til at tilbringe et liv under samme tag, hvilket gør Justins pludselige beslutning om at tage på turné risikabelt for deres forhold. For da Justin en skønne dag vender hjem igen, venter ham en stor, men dog forfærdelig overraskelse... *Anstødende sprog og intime scener kan forekomme*

96Likes
146Kommentarer
5818Visninger
AA

4. Fordi du fucking betyder noget for mig!

Tårerne stoppede straks med at falde ned ad mine kinder, idet hans ord skar sig ind i mine ører og min hjerne lige havde gentaget sætningen endnu engang. "Jeg fortryder virkelig, at jeg har elsket dig så højt.."

"Så du stoler ikke på mig?" endte jeg med at hviske, selvom det dog ikke var meningen at hviske og stirrede bedende ind i hans øjne, så han ville tage ordene tilbage, for ellers ville det blive alt for sent. Han stod tøvende i et kort øjeblik, mens jeg gennemborede ham med mit blik, i håb om at kunne overbevise ham om, at jeg han virkelig burde stole på mig. Jeg bed tænderne hårdt sammen og rystede svagt på hovedet, i takt med en tåre trillede ned ad hans kind. Fint.. Så må det være, som han ville have det. Jeg fortjente slet ikke det her. Jeg fortjente ikke, at den mand jeg elskede ikke stolede på mig, på trods af alt det vi havde været igennem. Vi havde lovet hinanden, at intet ville kunne splitte os ad, men det gjorde hans svage tillid til mig. Det ødelagde det hele. I mine øjne, byggede kærlighed i den grad op på tillid, og hvis han ikke stolede på mig, var det hans eget tab. Så fortjente han mig alligevel ikke...

Jeg fiskede nøglen op fra min baglomme og rakte ham den, mens jeg uden en mine stirrede ind i hans skuffede og dog usikre øjne.

"Her.. Når du åbner den der dør og skrider uden at se tilbage, så husk lige, at du også skrider fra mit hjerte. Og når du en dag finder ud af, at jeg intet har gjort forkert, så vil jeg aldrig lukke dig ind igen. Du har svækket det, vi burde have mest af: tillid. Efter alt det vi har været igennem, var det mindste du kunne gøre, at have tillid til mig. Men fair nok, jeg stoler heller ikke på dig længere. For du havde lovet, at intet kunne splitte os ad. Det var så bare til i dag, at løftet gjaldt. Værsgo.." Ordene flød ud af min mund som et vandfald, der længtes efter at nå ned til floden og fortsætte sin rejse deraf. Min stemme var fuld af forhåbning, jeg ønskede inderligt, at han bare skulle glemme det og smelte sine læber i mine. Hans øjne var blanke og tårerne stod parat ved kanten. Hans læber sitrede svagt, da han skælvende rakte ud efter nøglen. Min øjne lukkede i, da jeg stille kunne mærke  nøglen miste forbindelsen til min håndflade, og en stædig og betydningfuld tårer trillede ned ad min kind. Da jeg slog øjnene op igen, anede jeg ham lige tørre en tåre med en hurtig bevægelse, hvorefter han tog en dyb indånding. Jeg tog et skridt til siden og dermed var valget op til ham. Hvis han tog skridtet, ville han forlade mit liv og aldrig vende tilbage. Det ville slutte.. For altid. 

Hans blik mødte mit, og verden gik i stå et øjeblik. Alt bekymringen, sorgen, skuffelsen, det hele forsvandt, og der var kun os to tilbage. To forelskede unge, der inderst inde længtes efter hinanden. Få meter fra hinanden, men alligevel så langt fra. Rakte ud efter hinanden, men havde ikke tilliden til at holde hinanden i hånden og lægge det hele bag sig. 

Jeg bad en sidste gang. Rystede bedende på hovedet, mens min mave vred sig af smerte. Han ville forlade mig, det ville være den største smerte man overhovedet kunne blive udsat for. Mit blik bad ham, råbte at det ikke kunne slutte, at vi nok skulle klare det, men hans blev mørkere, dybere og ikke til at se igennem. Han løsrev sig fra mit blik og få sekunder efter faldt jeg ned på knæene. Tårerne havde atter samlet sig om øjnene og gjorde nu kamp om at nå først ned. Mit hjerte sprang et slag over, idet hoveddøren gav lyd fra sig. Han havde gået.. Ødelagt dette forhold fuldstændig. Men det var op til ham.. Hvis det virkelig var så nemt at ødelægge et forhold som dette, på trods af alt det vi havde været igennem, så var det vel ikke det værd...

*****

"Det er forfærdeligt.." sukkede Sophia og rystede chokeret på hovedet.

"Seriøst, det er ikke til at tro på.." begyndte Alfredo og lænede sig sukkende tilbage på sofaen.

"Skal du så flytte, eller hvad har du tænkt dig?" spurgte Sophia og fastslog sit blik i mit, så tårerne atter samlede sig omkring mine øjne.

Klokken var vist blevet omkring de 18, og jeg sad nu i stuen, hos mor og far, på den pastelfarvede sofa i den samme velkendte duft af orkideer, eftersom min mor elskede dem og havde en masse stående ved vindueskarmen. Alfredo og Sophia havde sat sig over for mig og tryglet mig om at fortælle, hvad der var sket, eftersom jeg virkelig havde været nede de sidste par timer, hvor Justin for alvor forlod mig. Men det var det sidste, der kunne holde mig nede. Jeg ville ikke spilde mit liv på en fejl, jeg ikke engang havde begået. Jeg havde intet gjort galt, og det faktum, at Justin ikke engang gad lytte til mig, og ligefrem stole på mig, fik mig bare til at stå stærkere. For sådan var jeg. I kender mig jo. Hvorfor være nede resten af mit liv, når jeg ikke engang havde gjort noget forkert? Det var da direkte Justins skyld, og Josh's for den sags skyld. Justin burde stole på mig, i det mindste lade mig forklarede ham det, selvom der dog ikke var noget at forklare, eftersom jeg intet vidste, om hvordan og hvorledes Josh var havnet i min seng. Ingen ide, overhovedet. Det ville vel forblive et mysterium, for det så ikke ud til, at Josh ville fortælle noget, og jeg havde intet hørt fra ham. Men jeg havde ikke gjort noget forkert, og hvis Justin valgte, ikke at stole på mig, så var det her forholdet simpelthen baseret på en stor og fed løgn!

"Jeg har snakket med mor, far og Mason, så jeg flytter tilbage her. Om ca. en uge, skal jeg holde pressekonference, eftersom vores brud sikkert vil lyde over alt, da jeg flytter hjem igen... Men ved I hvad? Det er det bedste at gøre.. Det her forholdet sluttede en masse gange, og sådan burde det forblive, men vi fik holdt det oppe på en eller anden måde. Det holder bare ikke mere, vi kan ikke. Kan I virkelig tro på, at efter alt det vi havde været igennem, stolede han ikke på mig?" rystede jeg på hovedet og tørrede hurtig nogle tårer med bagsiden af min hånd. 

"Det er virkelig utroligt, men jeg kan ikke vælge side, Alison.. Du ved, Justin er min ven og.." begyndte Alfredo og så indtrængende på mig, men jeg afbrød ham.

"Ja, jeg forstår dig. Jeg beder dig heller ikke om at vælge side, bare hold jer udenom det. Prøv ikke på nogen måde, at fikse noget som helst. Det slut, og jeg gider det ikke mere.. Jeg tror, jeg vil sove lidt. Jeg har snakket med Mason, og han har arrangeret nogle flyttemænd, så jeg skal op tidligt og hente mine ting fra ham.." forklarede jeg og sendte dem et 'vi-ses' blik, før jeg trampede op på mit 'gamle' værelse, der så akkurat ud som den gjorde, før jeg gik, bortset fra nogle personlige ting som billeder og tøj osv., som jeg havde taget med mig, dog havde jeg da noget hængende på bøjlerne i mit closet. Jeg sukkede dybt, og på trods af, at jeg virkelig ikke orkede noget, skiftede jeg til et par behagelige shorts, da jeg kunne mærke en hård lille genstand i min bukselomme. Jeg fiskede den op, og et par tårer trillede ned ad min kind. Ringen, Justin havde tænkt sig at give mig. Det var en diamantring, hvis diamant var enorm og skinnende. Det var som om, den afspejlede mig. Eller os. Den havde et helt specielt skær, der gjorde den så ufattelig værdifuld. Den var smuk, og jeg ville elske at bære den, og det faktum, at det var Justin der havde givet mig den på, ville bare gøre det hele meget bedre. Dog kunne jeg ikke tillade mig at tage den på, eftersom det nu var slut mellem os, men bare at prøve den ville vel ikke skade? Jeg fik den med uden besvær på, og den sad perfekt, som var den lavet specielt til mig. Det klædte mig, at have den på, ikke for at prale eller noget.. Men det gjorde den virkelig, og det var synd, at den ikke længere kunne afspejle os...

*****

"Skat, smutter du?" lød det fra min mor i køkkennet, der med bagehandsker kom tumlende ud derfra, hvilket fik mig til at trække lidt på smilebåndene.

"Ja, de venter derude, du ved.." forklarede jeg og sendte hende et smil, som hun hurtig gengælde. Hun trak mig ind i et hjerteligt kram og strøg blidt mit hår med handsken.

"Er du okay? Kan du klare det, eller skal jeg tage med dig?" Hendes stemme lød som sød musik, der smøg sig kærtegnende omkring mig og fik mig til at erindre de gamle dage, hvor jeg var lille, uskyldige mig, og hvor mit største problem var, at jeg ikke kunne finde min bamse.

"Jeg klarer det mor, jeg er hjemme om et par timer.." svarede jeg og fjernede mig stille væk fra krammet, hvorefter jeg hurtigt gik ud, for ellers ville jeg simpelthen bryde ud i gråd. Tre høje og muskuløse mænd iført orange uniformer stod lænet op ad en enorm lastbil ved indkørslen og røg, men smed straks cigaretterne, da de fik øje på mig. Jeg var hurtigt til at sige hej og bede dem om at følge efter min bil med deres lastbil, hvorefter jeg hoppede på min egen Range Rover og kørte hjem. Eller hjem til Justin. Vi var der blot efter 20 minutter, eftersom vi boede, eller Justin boede, i Atlanta også. Jeg parkerede min bil i indkørslen og straks samlede tårerne sig rundt om mine øjne. Det faktum, at jeg ikke længere skulle bo her og opleve alt det, jeg havde drømt om at opleve med Justin, var så uhåndterligt, at jeg simpelthen kunne ødelægge et eller andet lige nu. Det var vreden, der herskede over mig nu, for det var Justins skyld, at mine drømme ville gå til spilde.. Han stolede fucking ikke på mig!

Jeg trådte rank ud af bilen og byggede min kolde og ligeglade facade op, idet jeg gjorde tegn til flyttemændene om at følge med mig op til huset. Jeg havde endnu nøglen og bad til Gud om, at Justin ikke skulle være hjemme, mens jeg låste døren op. Jeg var virkelig ikke sikker på, om jeg ville kunne holde facaden oppe, hvis jeg fik øje på ham. Vi trådte ind og et gisp undslap mine læber, da Justin havde lænet sig op ad dørkarmen i stuen og så forbavset på os. Måske havde han hørt lyden af døren blive låst op og var blevet forskrækket? Eller også, var han forbløffet over, at jeg ville flytte så tidligt.

Han var iført et par joggingbukser og bar overkrop, og jeg måtte kæmpe mod min fristelse om at stirre på den. Han mave havde altid og ville nok altid have en stor virkning på mig. Hans hår var ikke sat op, og hans øjne var let opsvulmede. Han havde grædt, det vidste jeg...  Han studerede os med løftede øjne og let åben mund fra top til tå, mens jeg kastede et blik ind ad døren til stuen og opdagede, at alt lå, som jeg havde forladt det. Ikke engang spejlet, der nu lå i tusinder af stykker på gulvet, var samlet op. Eller de ødelagte vaser. Ikke, at jeg forventede, at han ville gøre det, men jeg forventede da, at han kaldte på en eller anden tjenestepige. Jeg blev let rød i kinderne, for det her var lidt flovt. Jeg havde ødelagt hele stuen og havde ikke engang ryddet op efter mig, andet end at stille et par stole på plads. Jeg var bare så desperat efter at kontakte ham, at jeg ikke fik muligheden til det. 

"Vi tager først værelset deroppe.." forklarede jeg flyttemændene, der bar på store papkasser, der dog skulle foldes ud, hvorefter jeg ignorerende gik op ad trapperne, for så at dreje til venstre, hvor vores, eller Justins, værelse lå. Idet jeg åbnede døren, trillede tårerne ned ad kinder, og ren instinktivt bed jeg hårdt i læben, for ikke at begynde og hulke. Jeg behøvede virkelig mor nu, hvor jeg dog ønskede, at jeg tog hende med. De var alle tre kommet op på værelset, undtagen Justin, der vist stadig stod forstenet ved dørkarmen i chok, og det var lykkedes mig at holde tårerne i ave. Jeg sendte to af dem ind på walk-in-closetet og bad dem om at smide alt tøjet, taskerne, skoene osv i papkasserne, og jeg bad den anden om at pakke alt mit makeup omhyggeligt sammen, der lå på mit sminkebord. Og noget lå inde på badeværelset. Jeg gik rundt på værelset og samlede private ting, såsom billeder og sådan, dog lod jeg billederne af Justin og jeg blive. Lige undtagen en, hvor Justin havde arrangeret en smuk aften på stranden, hvor vi var helt alene. Vi lå på et tæppe på sandet og betragtede solnedgangen.Den ville jeg beholde som mine, hvor dumt det så end lyder. Der gik ikke længe før, jeg blev færdig, mens flyttemændene stadig var fuld i gang. Jeg havde trods alt meget tøj og makeup for den sags skyld. Så måtte jeg vel gå ned og rydde lidt op i stuen, end at vente på værelset og glo ud i det blå. Bare Justin var gået. Stille gik jeg ned ad trapperne og nervøsiteten fik mig til at bide i min kind, hvilket gjorde, at det blødte. Fedt.. Smagen af blod gav mig kvalme, dog holdt jeg hovedet højt og ignorerede smagen. Gudskelov stod han stadig ikke ved dørkarmen, måske var han gået? Idet jeg stod og overvejede det, fik jeg øje på ham i stuen, idet jeg tog et skridt ind. Han sad på sofaen og havde begravet sit ansigt i sine hænder. Det sårede mig at se ham sådan. Det havde det altid gjort. Det var slet ikke til at klare, at se ham så frustreret og ulykkelig. Men jeg var også ulykkelig. Det var fuldkommen op til ham, eftersom han godt kunne vælge at stole på mig. Men valget var truffet, nu ville det være for sent... Stille listede jeg mig ind i stuen og gik hen til det første hjørne, hvor jeg havde smidt en vase. Fuck, hvor pinligt. Jeg fandt en kasse frem og begyndte at smide stykkerne deri, da Justin hørte mig og så op på mig. 

"Jeg skal nok få ringet efter en.." begyndte han med en hæs og lav stemme, men jeg rystede bare på hovedet og fortsatte arbejdet. Der gik ikke længe før, jeg blev færdig med at samle vasen, og Justin atter begyndte at snakke.

"Flytter du.. hjem til dine forældre igen?" spurgte han med en usikker og nærmest hviskende stemme, hvilket gav mig et stik i hjertet, og det var lige før jeg skulle skrige. Jeg nikkede bare og fortsatte hen til en kop, som jeg havde tyret ind i væggen.

"Du kunne godt have blevet.." begyndte han, og det var tydeligt, at han bekymrede sig for mig, hvilket på en måde fik mig til at glemme en del af smerten, han lod mig blive udsat for, men resten forblev der stadig og ville nok aldrig forsvinde, "altså, jeg kunne have flyttet.."

Jeg så op på ham og hævede det ene bryn. Det var ham, der havde gjort det færdigt mellem os, og det var ham, der havde købt huset, så var det nok mig, der skulle flytte ud igen ikke? Idiot.

"Jeg gider trods alt ikke mindes om dig være mig utro, hver gang jeg går ind på vores værelse.." sagde han til sidst, hvilket fik mit hjerte til at banke hurtigere og vreden i mig till at boble. Hvis han ikke holdt kæft, ville jeg flå hovedet af ham.

"Jeg var dig fucking ikke utro!" endte jeg med at sige, med en let hævet tone, eftersom jeg virkelig gjorde et enormt forsøg på at kontrollere min vrede.

"Hvad kalder man så det, at ens kærester vågner op med en anden dreng, den dag man vender hjem fra turné, fordi kæresten ikke har kunne holde sig fra sine lyster og behov?" spurgte han og knyttede næverne, samtidig med, at han hævede spørgende de begge bryn.

"Hvad kalder man det, at ens kæreste, trods alt det man har været igennem, ikke stoler på en?" fik jeg sagt ud af mine sammenbidte tænder, mens jeg forsøgte at tage dybe indåndinger og holde min vrede i mig.

"At jeg stoler på dig eller ikke, kommer ikke til at ændre det faktum, at du var mig utro.." blev han ved og nu skulle jeg fucking fyre en anden vase efter ham. 

"Fint! Så siger vi det! Så siger vi, at jeg var dig fucking utro! Okay, er du glad nu?!" udbrød jeg og kastede kassen med ødelagte glas på gulvet, så halvdelen atter røg ud.

"Ved du hvad? Jeg er glad for, at du indrømmer det.." sagde han monotont, men det lykkedes ham ikke at holde den sårede tone i sig.

"Det er dig, der ha ødelagt det her forhold.. Jeg troede virkelig, at vi havde meget mere end det her. At du virkelig stolede på mig, som jeg stolede på dig! Med ved du hvad? Jeg er virkelig glad for, at det en gang for alle slutter, for jeg er endnu engang blevet overbevist om, at du ikke en skid fortjener min krælighed!" skreg jeg og fiskede ringen op fra min lomme og kastede den på ham, for så at samle glassene op fra gulvet og smide det ned i kassen igen. Med hurtige skridt gik jeg hen til det ødelagte spejl og begyndte at rydde det op.

"Nej, selvfølgelig fortjener jeg ikke din kærlighed! Det gør Josh, ik'? Den dreng du ikke engang kender, men ham jeg finder liggende ved siden af dig?" sagde han sarkastisk og et hånende, utrolig kort grin undslap hans læber.

"Seriøst Justin? Tror du virkelig, at jeg gjorde det her imod dig?" spurgte jeg, og min stemme kom ud som en svag hvisken, selvom det ikke var meningen. Tårerne pressede på, for det var virkelig svært at tro. Hvordan fanden kunne det her ske?! Han svarede mig ikke, men endte bare med at ryste irriteret på hovedet. 

Tavsheden tog over i flere minutter. Jeg var stadig i gang med at samle det ødelagte, enorme spejl op, og det ville nok tage mere tid endnu. Jeg havde vendt ryggen til ham og havde sat mig på hug og forsøgte at samle dem op, uden at skære i min hånd, men kunne tydeligt mærke Justins blik hvile på mig. Der var højst 5 meter fra os, og jeg havde bare allermest lyst til at løbe hen og kaste mig i hans arme.

"Det fint, jeg skal nok ringe efter en..." hørte jeg ham sige med en lav stemme, men jeg ignorerede den og blev ved.

"Alison, du kommer til at skære i dig om lidt, jeg ringer efter en.." pressede han på, og jeg kunne tydeligt høre, at ordene slap ud af hans sammenpressede læber. Jeg sukkede irriteret og tog nu hurtigere fat om de ødelagte stykker og kastede det heftigt ned i kassen.

"Alison, jeg ringer efter en!" endte han med at råbe, og sekundet efter slap et skrig ud af mine læber. Blodet dryppede ned ad mine hånd og jeg bed hårdt i min læber, for ikke at skrige endnu mere.

"Alison, for helvede, jeg sagde du ville skære i dig!" skreg Justin og var henne hos mig sekundet efter. Han tog fat i min hånd, betragtede blodet flyde og skar en grimasse.

"Gør det meget ondt?" spurgte han panisk og så vist rundt efter et eller andet, han kunne stoppe blodet med. Ja Justin, det kaldes et plaster! Jeg bed mig i kinden af smerte og forsøgte at trække min hånd til mig, men han trak den til sig selv igen.

"Det er skåret dybt.. Vi tager til lægen.." bestemte han og trak i min arm, men jeg trak den til mig.

"Nej, jeg skal bare have noget plaster på.." svarede jeg og skar en grimasse af alt det blodet, der efterhånden fyldte hele min hånd, for jeg blødte simpelhen virkelig meget nu.

"Alison, det er fandme dybt for helvede! Vi tager til lægen!" kommanderede han og trak igen i min arm, men jeg trak den igen til mig.

"Nej!"

"Det er fucking ikke til diskussion! Vi går, nu!"

"Hvorfor bekymrer du dig lige pludselig om mig?! Kan du ikke bare være lige glad?!" skreg jeg og en tåre trillede ned ad min kind.

"Fordi.. Fordi du fucking betyder noget for mig!"

Aloha! <3 Jeg undskylder 10000 gange for, at det nye kapitel først kommer nu, men jeg har forklaret hvorfor i min blog... Dette kapitel kom lidt sent, men det er dog til gengæld en del længere, end de andre kapitler, så jeg håber I vil tilgive mig! :*  I 1'eren var 'likene' oppe på der omrking 47, så hvad siger I til, at vi får den her op til 30 likes, og så kommer det nye kapitel? <3 Tusinde tak for kommentarerne, I er seriøst alt for FANTASTISKE! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...