Drabet.

Den handler om en pige der har været ude for et skuddrama, og lider af en masse mareridt som hun gør alt for at komme af med. mareridtene opsluger hende så meget at hun ikke tør gå til sin psykolog eller i skole mere. hendes forældre prøver at støtte og hjlæpe hende og det betyder også noget for hende, men det hjælper bare ikke rigtigt. efter "ulykken" har hun ændret sig så meget, hun er ikkelængere den stilede, opfindsomme, selvsikre og udadvendte pige som hun var før i tiden, og det bekymere dem jo en hel del. de vil gøre alt for at få deres datter tilbage, så de finder flere og flere metoder at få hende tilbage på ex. flere forskellige psykologer og flere og flere skoler..
spørgsmålet er bare om det gør det bedre ?

0Likes
1Kommentarer
274Visninger

1. mareridtene.

hun spurgte mig hvad jeg huskede bedst, og jeg smilede og svarede at det nok var i de fem sekunder hvor jeg troede jeg skulle dø, der hvor jeg begyndte at svede og mit hjerte bankede som aldrig før, nok de fem sek. hun smilede, jeg så ikke på hende.. men kunne fornemme hendes smil og mærke hendes blik. hun løftede hånden fra det lille glasbord hvor hendes kaffe stod og tog hånden om bag ryggen, og tog noget sort frem.. hun holdt det i hånden og hviskede inden hun tog dem helt frem "du er blevet god til at snakke om tingene, vi er kommet langt" så tog hun den frem, holdt dem frem mod mig og skød, kuglen fløj gennem luften, det gik så stærkt! den ramte mig i brystet og slog vejret ud af mig, og jeg faldt bagover.

jeg vågnede grædene og svedig, slog dynen fra mig og baskede med mine arme og ben, mareridt igen. Jeg måtte snart få noget hjælp.

jeg gik så hurtigt jeg kunne, nej, jeg løb, jeg løb så stærkt jeg kunne! men mine ben.. det føltes som om der var bundet kæmpe store sten omkring dem, som om de bad mig grædene og hulkende om at atoppe og hvile mig i to minutter, men jeg vidste at hvis jeg gjorde det, så ville det være for sent. så ville han have indhentet mig. hver gang mine fødder ramte jorden var det som om der var en der sad og stak en kniv op i gennem min fod, jeg kunne ikke mere, og det var for sent. "nu kan du ikke løbe fra mig" sagde han og grinede med sin hæse klamme stemme. tog hånden om bag ruggen tog en sort tingest frem, sigtede på mig og der, i de fem sekunder kunne jeg høre blodet der løb i mine åre og mærke hvordan min puls slog, troede mit hjerte ville sprænge så hårdt det slog i mod mit bryst, og bang! kuglen fløj gennnem luften og ramte mig i brystet og slog vejret ud af mig og jeg faldt bagover.

jeg vågnede igen svedene og skrigende, denne gang lagde jeg mig ikke til at sove igen,turde ikke, turde simpelthen ikke, hvor dumt det end lød. jeg ville ikke vågne hver nat og skrige og græde som en to årig. for jeg skammede mig, jeg var 16 og græd om natten pga. mareridt. det var jo ynkeligt. jeg rejste mig fra sengen og gik ud på badeværelset, jeg tof fat med begge hænder på kanten af vasken, kiggede mig selv i spejlet og studrede mig selv, mine linjer mine buler .. hvad var der galt med mig? var det mine fregner? mine øjne? mine læber? min hårfave? min lidt for skæve næse? eller måske var det slet ikke mit udseende .. måske var det min personlighed.. var jeg for nørdet? indelukket?- nej jeg gav op, og satte mig på de kolde fliser lagde hovedet i mine hænder og græd alle mine sorger ud.. eller prøvede.

                                                                                                                                                   

                                                                                           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...