Karrebæks kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2013
  • Status: Færdig
Drengen Jan på syv år skal mødes med søde Olga ved Karrebæk Fjord en dejlig varm sommerdag i juli 1925. Tingene udvikler dig dog ikke helt, som han forventer. Olga tager meget styringen og fortæller en historie, hendes oldemor har fortalt hende om søer og floder. Jan synes ikke rigtig, der sker noget, men Olga har flere idéer.

0Likes
0Kommentarer
169Visninger
AA

1. Karrebæks kærlighed

 

Karrebæk, Næstved, juli 1925  

 

Solens stråler reflekterede så smukt over Karrebæk Fjord. Jeg gik i en fast gangart. Det var som om jeg ramte jorden en gang i sekundet. Stien ned til Karrebæk Fjord ville jeg møde på højre hånd om ca. tre minutter.

Jeg havde aftalt med søde Olga, at vi skulle mødes ved søen klokken 14. Vi var begge to syv år på det her tidspunkt. Jeg havde sommerfugle i maven, da jeg skulle dreje til højre ved stien, der førte ned til Karrebæk Fjord. Jeg kunne mærke, at det her ikke bare var et normalt traf. Jeg drejede til højre ned mod Karrebæk Fjord. Jeg gik to minutter, indtil jeg stødte på de sædvandlige træer. Derfra var der ikke længere sti. For at komme helt ned til søen skulle man krydse en mark.

Jeg gik på marken i ca. tre minutter. Jeg gik og tænkte på, om hun allerede var kommet. Jeg var gået hjemmefra i god tid. Jeg tror kun klokken var ti minutter i to, da jeg kom ned til søen. Jeg gik stille mellem de sidste træer, for at hun ikke skulle høre mig, hvis hun allerede var kommet.

Jeg kom ud mellem de sidste træer. Der stod hun med ryggen til mig. Hun havde sin sædvandlige orangehvide kjole på, og hendes rødbrune let krøllede hår flagrede let i den lette vind. "Hej Olga", sagde jeg stille. Hun vendte sig og kiggede på mig. Hun havde hovedet lidt på skrå og tog sig blidt til hendes let flagrende hår. "Hej  Jan", sagde hun stille. Hun så ud som om, at hun bare nødt den tavse stemning. Hun havde et dejligt blødt smil.   Efter vi havde stået dér i 10-15 sekunder, pegede hun på jorden ved siden af sig selv og sagde: "Kom og sæt dig her". Jeg troede, hun ville sige noget mere, derfor blev jeg stående. Efter et par sekunder, smilede hun lidt mere og puffede hendes hovedet ned mod jorden, dér hvor hun lige havde peget. Jeg gik mod det sted og stod lige ved siden af hende. Hun tog min hånd og begyndte selv at sætte sig ned - jeg fulgte med.   "Er søen ikke smuk i dag?", spurgte hun. "Jo, helt vild smuk", sagde jeg, "ligesom dig". Det sidste sagde jeg   lidt uden at tænke. Jeg tror, det var fordi, jeg syntes, der skete for lidt. I hvert fald kiggede hun på mig. De første to sekunder så hun tænkende ud. Derefter smilede hun let og så ud over vandet igen. Jeg tolkede hendes kig som om, at hun blev glad for, at jeg sagde det, men at hun ikke havde forventet, at jeg havde sagt det.

"Ved du, hvorfor vi har så mange søer og floder i Danmark", spurgte hun. Inderst inde syntes jeg, det var et lidt mærkeligt spørgsmål, men jeg var jo meget glad for hende, så jeg skulle jo svare. Jeg tænkte lidt. "Det er vel bare sådan, jorden har formet sig", sagde jeg. Hun kiggede på mig som om, at det var sådan et svar, hun havde forventet. Hun smilede, kiggede væk og rystede let smilende på hovedet. "Det er noget, jeg har fået at vide af min gamle oldemor", sagde hun. "Hvad har hun sagt?", spurgte jeg og prøvede at lyde nysgerrig, selvom det i virkeligheden overhovedet ikke interesseret mig. Jeg var bare interesseret i hende. "For rigtig mange år siden, dengang nogen begyndte ikke at lade sig døbe, var Danmark et af de lande, der havde flest, der ikke lod sig døbe. Det var Gud selvfølgelig ikke tilfreds med. Han mente dog, at hvis man kom i kontakt med vand, som han havde skabt, er man døbt, derfor skabte han en masse floder og søer i Danmark, for så skulle næsten alle udøbte nok komme i kontakt med det vand før eller siden", sagde hun. "En skør oldemor", tænkte jeg. "Hvor gammel er din oldemor?", spurgte jeg for at spørge om noget. Hun kiggede ud over vandet. Det så ud som om, at hun nødt det rigtig meget. "Hun er født i 1844, så hun er 81", sagde hun.

Hun kiggede på mig og smilede. Hun rejste sig op. Hun havde stadig min hånd i sin, derfor fulgte jeg med. "Tag dine sandaler af, så sopper vi", sagde hun. "Endelig sker der noget", tænkte jeg. Vi tog begge to vores sandaler af. Hun tog min hånd, og vi gik langsomt ud i vandet. Da vi var et par skridt ude i vandet, vendte hun sig mod mig. Vi kiggede lige ind i hinandens øjne. Lige pludselig kyssede vi. Det var skønt. Solen skinnede, hendes læber var bløde og vandet var lunt. Vores læber skildtes langsomt. "Så fik jeg alligevel det, jeg kom efter", tænkte jeg. Vi gik indaf igen. Vi stod nu med ryggen til det skinnende vand. "Nu er du døbt", sagde hun. "Det var jeg altså i forvejen", sagde jeg. Hun grinte let.

Vi gik tilbage mod den store vej. Det var et af de mest romantiske øjeblikke i mit liv. Skøn, varm og romantisk sommerdag. Vi nåede op til vejen og drejede til ventre ind mod Karrebæk by. Vi gik hånd i hånd. Vi kunne se en dame med en barnevogn på et stykke afstand. Da vi havde gået ca. et halvt minut, opdagede vi, at hun var stoppet. Hun stod og kiggede ud over de smukke gule marker. Hendes hår var rødt, og hendes barnevogn var orange. Hun smilede også. Da vi var tæt på at krydse hende, kiggede hun kort på os. Hun smilede let til os. Det så ud som om, at hun var glad på vores vegne, da hun lagde mærke til, at vi holdte hinanden i hånden. Vi krydsede hende og gik videre. "Skal hun ned og døbe sit barn?", tænkte jeg. "Nej, selvfølgelig skal hun ikke det", tænkte jeg hurtigt. Hun virkede bare lidt mærkelig glad og så rødt hår og orange barnevogn. Det virkede mærkeligt.  

"Hvor skal vi hen?", spurgte jeg Olga. Hun kiggede på mig og smilede lidt "Til byen", sagde hun, "Vi skal da ind og hygge os, måske have en is". Vi kunne nu se Karrebæk Fjord igen, og vi krydsede nu byskiltet med Karrebæk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...