Unbelievable Nightmare (One Direction)

Christie Harrison er en ellers så selvsikker pige på 18 år. Hun er på vej til London for at besøge sin allerbedste veninde, Brooke Clavell. De har altid været bedste veninder, og betragter hinanden som søstre. Christies plan om at besøge Brooke ændres brat, da hun ikke er til at finde i lufthavnen eller hjemme hos hende selv. Forvirret og bekymret bliver Christie derfor inviteret indenfor hos naboen, Louis Tomlinson, som kan fortælle, at Brooke Clavell er forsvundet og har været det i tre dage. Nyheden er hård for Christie, men hun lover sig selv, at hun nok skal finde Brooke, og under denne kamp får hun kendskab til farlige ting som berømmelse, had, trusler og at blive efterladt. Er disse ting nok til at få Christie til at opgive håbet, eller fortsætter hun upåvirket af tingene omkring hende? *Læsning på eget ansvar*

15Likes
9Kommentarer
797Visninger
AA

6. Kapitel 5 - the fight has started

Jeg vågnede op et sted, som var ganske uventet for mig; i et gæsteværelse. Hm, så havde drengene altså alligevel sådan et?

Morgenens solstråler lyste gennem vinduet, hvilket fik mig til at rejse mig op af bare forundring. Det var januar - hvorfor skulle solen skinne nu?

Jeg kiggede ud gennem vinduet og kastede et blik på London, som jeg aldrig rigtigt havde set før. Travle biler drønede hurtigt forbi på vejene, men der lå en ro over det, muligvis fordi vejret var fantastisk.

Jeg drejede en halv omgang og så til min store overraskelse, at mine tasker og kufferter stod placeret lige indenfor døren. Lige hvad jeg havde brug for!

Jeg smilede taknemmelig, selvom jeg godt vidste, at ingen andre ville se det.

Hurtigt tog jeg fat i kuffertens iskolde metalhåndtag og trak den efter mig. Hjulene knirkede højlydt og jeg bad til, at lyden ikke ville vække drengene, hvis de sov.

Sengen bøjede let ned da jeg satte mig og lynede kufferten op. Ud faldt alt mit tøj, make-up og andre diverse ting. Meget kan man sige om mig, men god til at pakke, det er jeg simpelthen ikke!

Jeg lo en lydløs latter af mig selv, og begyndte så at rode i alt det tøj, som nu lå i en ordentlig bunke på gulvet foran min seng.

Jeg hev et par mørkerøde jeans op efterfulgt af en hvid striktrøje og sort blazer. Jeg begyndte stille at tage mit efterhånden ret ulækre tøj af, og til sidst stod jeg kun i undertøj med en bunke tøj i favnen.

Jeg måtte i bad, før jeg tog nyt tøj på. Jeg stank af ko, ærligt talt.

Til trods for at jeg havde været her i et par dage, vidste jeg endnu ikke, hvor jeg skulle finde et badeværelse, men en ting var sikkert: der var ikke noget badeværelse her på værelset, så jeg blev nød til at gå ud på gangen for endnu en gang at glo i alle rum, for at se, om der mon ikke skulle være et badeværelse bag døren.

Det lød egentlig meget enkelt, hvis man ser bort fra det faktum, at jeg var halvnøgen og skulle ud på en gang, hvor der var meget stor sandsynlighed for, at en af drengene ville komme gående forbi idet jeg træder ud gennem døren.. og det ville være pinligt, netop fordi jeg kun er iført undertøj.

Screw it, tænkte jeg. Klokken er sikkert ikke mange, og hvem af drengene er også morgenmenneske? Ingen vil jeg tro.

Forsigtigt listede jeg hen mod døren, som jeg åbnede på klem for at se, om der var fri bane, hvilket jo var så heldigt, at der var. Jeg trådte ud på gangen og mærkede straks temperaturskiftet. Der var en del koldere her på gangen end på værelset, og kulden fik straks gåsehuden frem på mine bare arme og ben.

Jeg kiggede varsomt til højre og venstre, og gik så mod den nærmeste dør, hvor jeg langsomt trak ned i håndtaget. Ingen knirken, pyh!

Jeg stak hovedet forsigtigt indenfor og så en lille nuttet dreng, som jeg bedst kender som Niall, ligge i sin seng med åben mund og savl ned ad hagen.

Jeg holdt et fnis inde. Niall var så kær, men det der savl - det så altså lidt sjovt ud.

Jeg lukkede forsigtigt døren bag mig igen og begav mig videre til næste dør, som viste sig at være Louis' værelse, som var pænt ryddet, men Louis selv lå hulter til bulter i sin seng. Også dette så sjovt ud, men ikke nær så sjovt som Niall.

Fnisende vendte jeg mig om efter at have lukket døren ind til Louis, og så direkte ind i et par grønne øjne, som bestemt ikke var der for to sekunder siden!

Jeg fik et chok, og jeg måtte anstrenge mig til det yderste for ikke at skrige som en stukken gris.

Jeg trådte forsvarende et skridt tilbage, for blot at sænke mine hænder og se Harry, der grinede hysterisk lydløst.

"Det var ikke sjovt," mumlede jeg surt.

Harry stoppede sin lydløse latter og hostede en enkelt gang. Der var et øjebliks stilhed, indtil han afbrød den.

"Mhf, du ser godt ud," sagde han drilsk. Han løftede den ene øjenbryn og lod elevatorblikket køre over min krop.

Da gik det op for mig, at jeg kun var iført undertøj. Instinktivt holdt jeg mit rene tøj i min favn op foran mig, for at dække min halvnøgne krop.

"Harry, skrid så herfra!" hvæsede jeg ad ham.

Han kunne tydeligt se, at jeg var pinligt berørt over at han havde set mig kun iført undertøj, men det fik ham blot til at grine højlydt denne gang, og jeg tyssede voldsomt på ham, for at han ikke skulle vække de andre drenge, der forhåbentlig stadig sov.

Hurtigt holdt hans grin inde, men han hostede endnu en gang for at skjule den sidste rest af latter.

"Hvor ligg..."

Harry løftede armen og lod en finger pege mod døren til venstre bag ham, som et svar på mit uudtalte spørgsmål om, hvor badeværelset lå.

Jeg nikkede kort og marcherede tøsefornærmet hen mod badeværelset, og låste hurtigt mig selv inde, så jeg ikke længere kunne høre Harrys latterlige fnisen bag mig.

Jeg satte mig tungt på toilettet og smed mit tøj på gulvet.

Fuck.. tænkte jeg. Harry har lige set mig næsten nøgen..

Det var nok det mest pinlige, jeg nogensinde havde oplevet.

Dette sker ikke igen, Christie! skældte jeg vredt mig selv ud i mine tanker.

Jeg sukkede og rejste mig. Hurtigt smed jeg tøjet og hoppede ind under bruserens varme stråler, som i øvrigt kunne give massage. Gud, jeg elskede det her sted og de her drenge!

 

***

Badet var dejlig forfriskende, og det ellers voksende lag af skidt, var blevet skyllet godt og grundigt væk med min elskede granatæble sæbe og shampoo. Jeg elsker granatæble. De både dufter og smager nice.

Jeg smed hurtigt det beskidte tøj ind på værelset, som nu var mit, og bestemte mig for at gå på opdagelse heroppe. På et tidspunkt skulle jeg jo lære selv at finde badeværelset, ikke? Jo.

Jeg stoppede op foran adskillige døre og kiggede i hvert et rum, jeg kom forbi. Jeg fandt også Harrys værelse, men det var tomt. Harry havde for længst forladt værelset for at stå op.

Den sidste dør, jeg kom hen til, stod på klem, og jeg kiggede forsigtigt ind gennem sprækken. Værelset lignede et af de rum, som tidligere havde været utroligt rodet, men nu var det faktisk rimeligt opryddet. I et hjørne af rummet stod en dobbeltseng mod væggen, og i sengen lå en sovende Zayn.

Jeg skubbede døren langsomt op for at kunne se mere, men besluttede til sidst bare at gå ind. Det kunne vel ikke skade.

Jeg listede mig forsigtigt hen foran Zayn, som lå og sov tungt. Oh dear lord, hvor var han søøød og nuttet når han sov! Let me touch him.

Jeg rystede på hovedet for at få mine tanker væk, og gik så hen til en kæmpe reol fyldt med al verdens ting. Hist og her på de forskellige hylder stod der forskellige priser og diplomer, og jeg blev mere og mere imponeret. De her drenge, One Direction, var faktisk totalt verdens berømte og ikke bare kendte i UK. Priserne viste, at de havde været nomineret til både Brit Awards, Peoples Choices Awards, NRJ Awards og mange flere. De var store, legendariske!

Jeg lod blikket glide videre hen over hylderne, og jeg faldt over en ramme fyldt med forskellige billeder. Nogle af dem viste tydeligt Zayn som barn og teenager, andre med personer, jeg selvfølgelig ikke kunne kende, men som jeg gættede på, var hans familie og venner.

Under nogle billeder stod der navne. Nogle med navnet Safaa, andre med Tricia, Waliyha og Doniyha. Tricia så meget ældre ud end de andre piger, så jeg gættede på, at det var hans mor. De andre måtte være hans kusiner eller søstre.

Jeg studerede billederne nøje og prøvede at gætte, hvem der var hvem. Jeg fik øje på en mand, som kun kunne være Zayns far. Han mindede om ham.

En træt morgenstemme lød bag mig, og fik mig til at smile. Jeg rettede mig op og vendte rundt mod Zayn, som strakte sig efter en lang nats søvn.

"Godmorgen babe," sagde han træt. Han kiggede længselsfuldt på mig, mens jeg halvt om halvt betragtede billederne og Zayn selv.

"Kom her hen," bad han mig og smilede. Jeg smilede stort igen, og slentrede hen til hans seng med tunge skridt, for jeg var også selv træt.

Forsigtigt satte jeg mig ned foran Zayn, men blev hurtigt trukket tilbage af et par stærke arme, så jeg lå med ryggen på Zayns bryst. Jeg kiggede bagud og fangede hans blik, som kiggede nysgerrigt på mig.

"Stalker du mig og mine ting mens jeg sover?" spurgte han sarkastisk. Jeg fniste og rystede på hovedet.

"Stalker vil jeg ikke kalde det. Jeg kiggede bare," svarede jeg ærligt.

Han førte langsomt sin hånd op i mit hår og snoede en lok om sin finger. Der var stille et stykke tid, indtil han afbrød tavsheden.

"Hvad kiggede du så på?" spurgte han.

"Dine billeder," svarede jeg og lænede mig helt tæt ind til hans bryst og slappede af.

Zayn trak mig endnu længere ind til sig og holdt mig tæt. Han begyndte stille at vugge frem og tilbage, og jeg smilede flere gange til ham. Den blide rytme og hans varme ånde i min nakke var beroligende, men hvorfor vidste jeg ikke. Jeg vidste bare, at jeg ikke havde lyst til at slippe Zayn.

Stille begyndte han at synge. Harmoniske toner slap ud gennem hans mund og en perfekt rytme. Hans stemme var vidunderlig, fortryllende.

 

There's nothing like us,

there's nothing like you and me,

together through the storm.

There's nothing like us,

there's nothing like you and me,

together

 

Hans sang ophørte, men der lå stadig en magisk klang i værelset. Jeg følte mig varm indeni, speciel, fordi Zayn lige havde sunget en vildt sød kærlighedssang til mig.

Jeg drejede mit hoved en halv omgang og mødte Zayns øjne, som var fyldt med kærlighed.

Min hånd fandt hans varme kind, og jeg lod roligt min finger glide op og ned ad hans kindben. Jeg trak ham tættere på mig og lukkede øjnene.

"Er det nu, du vil have mig til at kysse dig?" mumlede han mod min kind. Jeg fnes et kort sekund, hviskede et "ja" i hans øre og mærkede for anden gang hans perfekte, bløde læber mod mine.

Hans skubbede mig blidt, så jeg nu lå på ryggen med Zayn halvt liggende over mig. Jeg smilede gennem kysset og lod min hånd rode i Zayns morgenhår.

"Du burde virkelig få gjort noget ved dit hår," mumlede jeg mod hans varme læber. Han holdt inde med kysset og kiggede skuffet på mig.

"Ej, synes du mit hår er grimt?" spurgte han og spillede ked af det. Han lagde sig skuffet ned ved min side og sendte mig et fornærmet blik, men jeg begyndte blot at grine. Zayn fornærmet? Nej, nej, det kunne man bare ikke tage seriøst!

"Griner du nu også af mig?"

Jeg besvarede vist hans spørgsmål godt nok ved at grine endnu mere, indtil han vendte sig om og lå med ryggen til mig. Jeg stoppede øjeblikkeligt, og lagde mig helt tæt op ad ham.

"Så så lille Zayn da. Blev du meget ked af det?" spurgte jeg med en meget uskyldig stemme. Zayn fnøs bare.

Som han lå der på kanten af sengen, kom en fristende tanke frem i mig. Zayn så tæt på en kant af en seng, som fører ned til et koldt gulv? Uha!

"Hmpf, nå. Zayn er sur," startede jeg ud, "men mon ikke dette vil få ham i bedre humør?" fortsatte jeg og puffede til Zayn med akkurat nok kraft til at han faldt ud over sengekanten. Han fægtede med armene og bandede trods der kun var meget, meget kort ned til gulvet.

Jeg flækkede af grin og gemte mig under hans dyne, dels for ikke at vække de andre med mit grin, og dels for at gemme mig for Zayn, for jeg vidste bare, at han ville gøre gengæld. Og jeg bad jo sådan set selv om det..

Jeg mærkede sengen blive tungere, og jeg kiggede forsigtigt frem fra mit skjul under dynen. Zayn sad pænt ved min højre side ind mod væggen, så jeg ikke havde nogen chance for at skubbe ham ud over igen.

Han kiggede på mig med et hævngerrigt blik, og jeg slog hænderne op foran øjnene.

"Christie," sagde han. Jeg nikkede lige så stille.

"Du ved vel godt, hvad jeg er nød til nu, ikke?" fortsatte han og lagde sig henover mig. Jeg flyttede mine hænder og så direkte ind i Zayns smukke hazel øjne. Jeg løftede mig hurtigt og kyssede ham kort, inden jeg lagde mig ned igen og gemte mig så godt, som jeg nu kunne, dog med hovedet fri.

"Du vil ikke gøre noget ved mig, vel, søde Zayn?" bad jeg uskyldigt, men inden jeg kunne nå at håbe på, at han ville overveje det, var jeg blevet overfaldet af Zayn, som prikkede mig i siderne og alle de steder, hvor jeg var kilden. 

Han nød tydelig synet af mig, som vred sig, skreg og bad ham om at stoppe, men han lod sig ikke bemærke af mine bønner. Pludselig stoppede han, og hviskede i mit øre.

"Er du ordentlig?" spurgte han.

Jeg nikkede heftigt for at få ham til at forstå, hvor ordentlig jeg kunne opføre mig.

"Ikke noget med at skubbe mig ned igen, vel?" spurgte han endnu en gang.

Jeg rystede på hovedet.

"Godt," kom det tilfreds fra ham.

Han plantede et passioneret kys på min kind og fjernede sig så fra mig. Jeg satte mig op og kiggede surt på ham.

"Var det nødvendigt at vække hele huset?" spurgte jeg anklagende.

"Ja, for du ved vel, hvordan det er at blive vækket af et pigeskrig?" sagde jeg og relaterede til dengang jeg vækkede ham, fordi Louis kildede mig.

Jeg lænede mig op ad væggen og Zayn holdt min hånd. Jeg begyndte stille at tænke.

"Burde du ikke sige det til de andre drenge?" spurgte jeg efter et par minutters tavshed.

"Sige hvad?" spurgte han igen. Han løftede blikket og kiggede på mig, og selvom han spurgte, kunne jeg tydeligt se, at han godt vidste, hvad jeg snakkede om.

"Fortælle om os," svarede jeg. Burde han ikke det? Jo, det burde han vel.. Ikke?

Han sad lidt, tænkte over det og tegnede små cirkler på min håndflade.

"Jeg ved ikke, hvordan jeg egentlig skal sige det," kom det trist fra ham. Jeg blev med ét forvirret.

"Hvorfor siger du det så trist, som om det er noget dårligt?"

"Vores management er ikke vilde med det. Jeg mener, det er ikke dig, for de kender dig jo ikke, vel?" lagde han ud.

"De bryder sig bare ikke om, at vi har kæreste på. De mener, det vil få vores fans til at smutte, fordi de ville have været den pige, vi hver især elsker," fortsatte han forsigtigt.

Han kiggede afventede på mig, og smilede så.

"Jeg har egentlig altid været imod det. Hvorfor må vi ikke bare være os engang imellem? Jeg har brudt deres regel før, og jeg gør det gerne igen."

Da det gik op for mig, at det var ment som, at han med glæde ville afsløre os for offentligheden, kunne jeg ikke lade være med at smile kæmpe stort.

Zayn grinte lidt og trak mig indtil sig igen. Jeg ville sagtens kunne vende mig til det her!

 

____________________________________________________________________________________________

 

Hello guys. Så blev jeg endelig færdig med kapitlet, der nok ikke blev så langt eller så spændende, ups.. Det lover jeg, at der bliver i næste kapitel! :D

Btw - jeg havde fødselsdag i søndags den 27. og jeg holdt fest for hele familien + 4 veninder, så derfor havde jeg ikke tid til at skrive den weekend. Desuden har jeg haft en del på programmet den seneste tid, hvilket jeg også har i næste weekend, men derefter håber jeg, at jeg får mere tid til at skrive.

Kommer sikkert til at skrive en del i vinterferien, wiii!

Tak til alle der læser, liker, favoritter og alt det der. Love ya guys. <3

 

xxx Julie

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...