Unbelievable Nightmare (One Direction)

Christie Harrison er en ellers så selvsikker pige på 18 år. Hun er på vej til London for at besøge sin allerbedste veninde, Brooke Clavell. De har altid været bedste veninder, og betragter hinanden som søstre. Christies plan om at besøge Brooke ændres brat, da hun ikke er til at finde i lufthavnen eller hjemme hos hende selv. Forvirret og bekymret bliver Christie derfor inviteret indenfor hos naboen, Louis Tomlinson, som kan fortælle, at Brooke Clavell er forsvundet og har været det i tre dage. Nyheden er hård for Christie, men hun lover sig selv, at hun nok skal finde Brooke, og under denne kamp får hun kendskab til farlige ting som berømmelse, had, trusler og at blive efterladt. Er disse ting nok til at få Christie til at opgive håbet, eller fortsætter hun upåvirket af tingene omkring hende? *Læsning på eget ansvar*

15Likes
9Kommentarer
799Visninger
AA

5. Kapitel 4 - sing to me and hold me tight

"Jeg keder mig!" udbrød jeg højt.

Jeg sad ved spisebordet sammen med de andre drenge, Louis og Zayn på hver side af mig. Harry havde lavet mad, spaghetti med kødsovs, min livret nummer to. Dygtig dreng, Harry! Det havde jeg sagt, og bagefter rodet i hans krøller, så han blev sur. Jeg fattede ham ikke. Det var vel ikke ligefrem fordi han brugte timer på at sætte hans hår, for det kan han da ikke, når han bare har krøller.

Hans hår er ikke ligesom Zayns - han bliver jo nød til at bruge tusind bøtter med voks for at kunne holde den hår-flip-ting oppe. Zayn.

Navnet fik kriller frem i maven på mig og rødmen steg op i mine ellers så hvide kinder. Jeg lagde hovedet i hænderne, lod som om jeg var træt, blot for at skjule den røde farve i mine kinder. Jeg havde en eller anden idé om, at en af drengene ville spørge ind til det, hvis de så det.

Jeg vendte hovedet i mine hænder og kiggede på Zayn, som sad afslappet ved min side. Han sendte mig et diskret smil, charmerende som altid. Han vidste godt hvorfor jeg vendte hovedet væk fra de andre.

"Hvis du keder dig, Chris, så tag med mig på Nandos!"

Hvem andre end søde lille Niall kunne have sagt det? Jeg kiggede over på ham, og hans søde smil spillede omkring hans læber. Hans øjne lyste og viste, at han faktisk mente det - at tage på Nandos nu, lige efter vi havde spist.

"Niall, seriøst?" sagde jeg bebrejdende til ham. Den dreng kunne spise hvad som helst, når som helst - hele tiden!

Han løftede spørgende sit ene øjenbryn og kiggede uforstående på mig.

"Hvorfor ikke?" spurgte han bedende. Hans dybe blå øjne kiggede over på mig med et blik, som ellers kun hundehvalpe kan have.

Jeg sukkede opgivende.

"Niall, vi har lige spist!" klagede jeg. Han forstod ikke noget. Dumme dreng - ej, han var ikke dum. Bare lidt madglad. Lidt meget.

Men han fortsatte med at sende mig hundehvalpeblikket, samtidig med at hans underlæbe bævende stak ud. Igen sukkede jeg, opgivende, men med et smil på læberne.

"I morgen, Niall," foreslog jeg ham.

Jeg havde troet, at han ville blive glad - det blev han også, men ikke så glad, som jeg havde forventet.

"Jamen, jeg kan sgu da ikke vente med at tage på Nandos indtil i morgen aften, Christie!" udbrød han. Han havde misforstået mig, og jeg brød ud i latter.

"Det var ikke det, jeg mente, Niall. I morgen - til frokost," sagde jeg leende og sendte ham et venskabeligt smil.

Hans blik lyste op igen, og så endnu mere og endnu mere, ligesom når man får en god idé.

"Jeg har en bedre idé! Du ved - frokost er lidt sent så, jeg tænkte på, om vi ikke.."

"IKKE TIL MORGENMAD, NIALL," afbrød jeg ham højt.

Han havde rejst sig fra stolen, men satte sig nu skuffet ned igen. Han rystede på hovedet og begyndte så at smile.

"Det er lige meget, jeg sover bare indtil middag, så vi kan tage direkte på Nandos, når jeg vågner!" sagde han og delte sine tanker med os, men straks fortrød han hans sidste ord.

"Oh no, nej nej, vent! Så går jeg jo glip af morgenmaden, nej Niall. Fy, hvordan kan du tænke sådan!" skældte han til sig selv.

Om det var mit underlige grin eller Nialls dumme kommentar til ham selv, der gjorde det, ved jeg ikke, men pludselige grinte vi alle sammen. Louis grinte højest, Harry så han faldt ned af stolen, Liam grinte normalt, Niall kiggede forvirret hen på de andre drenge og Zayn - ja, Zayn grinte også, ligesom jeg selv, men det var noget andet end de andre drenge. Det var et kærligt grin, specielt til mig.

Jeg kiggede på ham som han hemmeligt tog min hånd i sin under bordet. En følelse af total tryghed lagde sig som en beskyttende kappe om mig.

Jeg kiggede genert væk fra Zayns smukke øjne, som borede sig ind i mine.

Jeg lænede mig tilbage i stolen. Jeg var træt, mæt og jeg kedede mig - men jeg ville altså ikke gå i seng endnu, for klokken var kun omkring otte.

Sådan lå jeg længe, mens de andre drenge snakkede om forskellige ting. Jeg tænkte og tænkte, for jeg vidste sgu ikke helt, hvad jeg skulle få tiden til at gå med nu.

"Guys, hvornår kommer Helene og øver med os?" kom det fra Harry. Mit hoved som ellers lå så afslappet på stolens ryg, fløj hurtigt op og jeg smilede begejstret.

"Jeg har det!" sagde jeg højt og min stemme var fuld af liv og begejstring. En idé havde sneget sig frem i mine tanker, da Harry sagde ordet 'øve'.

Fem drenges blikke blev rettet mod mig, fire af dem kiggede underligt på mig, den femte kærligt, men spørgende.

"Æh, undskyld Christie, men hvad er det lige, du skulle forestille at have?" spurgte Louis forvirret.

Nåh ja, det kunne Louis jo ikke vide - han vidste ikke, at jeg sad og tænkte på, hvad jeg egentlig skulle lave.

Jeg åbnede munden for at fortælle Louis, hvad jeg ville lave, men blev hurtigt afbrudt.

"Hendes periode," fnes Harry, "eller - som Louis faktisk sagde - det skulle hun forestille at have, men siden hun skulle forestille at have det, har hun det nok ikke, hvilket ikke kan være forklaringen på, at hun er så underlig," fortsatte han og sendte mig et drilsk smil. Jeg smilede sødt tilbage, men mine øjne skød lyn.

Det værste af det var, at de andre drenge begyndte at grine højere end højt. Rødmen steg igen op i mine kinder, men denne gang ikke, fordi jeg var genert. Det var ren og skær pinlighed.

Jeg tog mig sammen og sendte igen Harry det ondeste og koldeste blik, jeg overhovedet kunne. Men mine farlige øjne var ikke trussel nok til at få Harry til at lade være med at grine, for han grinte bare videre, endnu mere og endnu højere.

"Jeg giver op," sagde jeg, rejste mig og fortsatte: "I vil nok ikke synge for mig, for det kan sådan et verdenskendt og berømt boyband jo nok ikke finde ud af."

Jeg gik fornærmet hen mod trappen og smuttede hurtigt op af den, mens drengenes protester fra køkkenet blev lavere og lavere.

Ha! Got ya! Nu tror de, jeg er sur og ikke vil snakke med dem, og så kommer de og beder mig om tilgivelse, håhå!

Jeg smilede for mig selv, men stoppede brat, da en tanke slog ned i mig; hvor skulle jeg egentlig sove? For det var det, jeg var gået ovenpå for - for at finde et værelse, hvor jeg kunne smide mig i sengen og sove.

Hm, jeg bliver nød til at gennemsøge alle rum heroppe, tænkte jeg. Jeg bliver til en hemmelig spion på jagt efter et ledigt soveværelse!

Mine åndssvage tanker fik mig til at smile over hele hovedet, og jeg legede med på idéen om, at jeg var en hemmelig spion.

Jeg listede fra dør til dør, kiggede ind i hvert et værelse, jeg kunne finde. Men jeg fandt ikke andet en drengeværelser; enkelte af dem var pæne og rene, en anden fyldt med billeder på væggene af diverse personer, som jeg gættede på var familie og venner, og til sidst to værelser, hvor tøjet lå spredt ud over hele gulvet, gamle glas og tallerkener flød på alle borde og - en klassiker - surt undertøj i sengen.

Jeg rystede på hovedet, og havde nok en mistanke om, at et af de beskidte værelser tilhørte Harry. Og jeg troede det ikke bare for at være ond, for jeg mente det virkelig. Harry virkede bare som en.. ja, en der efterlader beskidte ting overalt på hans værelse.

Jeg opgav at finde et værelse, eftersom jeg ikke kunne finde et, der var ledigt. Havde en flok millionære teenagedrengen ikke ét eneste gæsteværelse? Jeg fnøs hånligt.

Jeg gik tilbage gennem gangen, ventede blot på, at et magisk værelse ville springe frem, så jeg kunne sove, for jeg var træt selvom klokken kun var omkring halv ni.

Jeg vandrede langsomt ned for enden af gangen, klar til at spørge drengene om, hvor det ikke-eksisterende gæsteværelse lå henne.

Jeg droppede dog hurtigt denne plan, da jeg så en dør forenden af gange. Jeg bankede døren op, træt af at lede, ville bare sove.

Mit største ønske blev opfyldt! Da jeg åbnede døren bredte sig en kæmpemæssig stue for øjnene af mig, og den var mindst lige så luksus og prestigefyldt som stuen nedenunder. Det var ligesom at komme i himlen, da jeg smed mig tungt ned på en af de bløde sofaer, som var lavet af.. ja, det ved jeg ikke, men det var et flot mørkerødt stof, som jeg elskede med det samme. Kærlighed ved første blik, jepper!

***

Jeg tror ikke, jeg havde sovet længe, da jeg langsomt begyndte at vågne. Stemmer lød ude fra gangen, men det var ikke som om, de talte. De lød mere harmonisk, smukt, ville jeg sige.

"Ti stille," mumlede jeg surt. Jeg gad jo ikke vågne nu, det var alt for tidligt!

Men de harmoniske stemmer havde vækket mig, så jeg gned mig i øjnene og rejste mig fra den bløde sofa, som jeg elskede. Jeg traskede mod døren, men standsede før jeg trådte over dørtærsklen. Hvad var det egentlig..? Harmoniske stemmer, som nærmest klang.. vent!

Jeg løftede langsomt blikket, som jeg ellers havde slået til gulvet. Jeg slog mig dumt i panden. Selvfølgelig! Hvorfor kunne jeg ikke høre det fra starten af? Stemmerne, som klang harmonisk - jamen, det var jo sang! Drengene sang sgu til mig, haha.

Jeg smilede, glad for at de havde taget min bemærkning til sig. Jeg trådte over dørtrinnet, og sangen blev endnu højere. Jeg snurrede rundt og kiggede ned af trappen, hvor fem drenge stod og sang - til mig!

Louis, Liam, Zayn og Harry fra One Direction stod og sang til mig forenden af en trappe - oh god, deres fans måtte blive vildt jaloux. Hov vent - Niall sang også, men det var lidt noget andet, fordi han også spillede guitar.

Det lød fortryllende. Deres stemmer, alle fem stemmer. De var så forskellige, men lød fantastiske sammen, sikkert også hver for sig, men indtil videre havde jeg kun hørt dem sammen, og det var helt utroligt!

Jeg smilede ned til dem, og Louis vinkede til mig, som tegn på at jeg skulle komme ned til dem, men jeg kneb øjnene sammen og rystede på hovedet.

"Det tror jeg ikke, Louis - jeg elsker virkelig jeres sang, men I vækkede mig, og jeg skal ikke ned i stuen igen, hvor Harry bare fyrer lamme jokes og pinligheder mod mig," sagde jeg ærligt til ham.

"Ej, kom nu Christie! Vi har det jo lige så sjovt," sagde Louis beklagende. Jeg trak bare på skuldrende og begyndte at gå tilbage til den lækre sofa.

"I kunne jo komme herop," foreslog jeg dem da jeg havde smidt mig på sofaen. Mens jeg ventede på, at de kunne få lettet deres mås og gå herop, tog jeg af gammel vane min mobil op ad lommen.

Jeg havde ikke regnet med at der ville være nogle opkald eller beskeder, da jeg havde fortalt mine venner, at de ikke skulle skrive til mig. Det ville bare blive dyrt til sidst.

Jeg lod min finger glide hen over skærmen og tastede min adgangskode - ja, sådan en havde jeg, bare for at sikre min mobil med fremmede, irriterende drenge som Harry.

Startskærmen viste et billede af mig og min mor, fordi jeg elskede hende over alt på jorden, selvom hun kunne være lidt for meget en gang imellem.

Over billedet lyste et hvidt brev op, som tegn på, at jeg havde fået en besked. Jeg undrede mig, og åbnede beskeden, som straks viste en besked. En kort besked, et enkelt ord, et ord, som betyder alt for mig, fordi jeg fik det af en, jeg savner.

"#Christily."

Andet stod der ikke i beskeden, jeg havde fået fra Brooke. Men alene det ene ord, det ene kælenavn, jeg faktisk havde accepteret, fik lydløse tårer til at trille ned ad mine kinder. Brooke. 

Al den savn, jeg havde gået inde med de sidste par dage, måske kun én enkelt - det hele kom ud nu. En smerte skød gennem mit bryst, men ikke den fysiske slags. Det var smerte, sorg og savn over ikke at vide, om min bedste veninde var okay, og den skød op gennem mit bryst, ud i mine arme og i mine ben.

Mobilen gled langsomt ud af mine hænder, og idet jeg hørte mobilen ramme gulvet, faldt mit hoved mod mine knæ, og jeg begyndte at hulke højlydt.

Jeg vidste ikke, hvad jeg følte. Lettelse over, at Brooke var i live? For det vidste jeg, hun var. Kun Brooke kendte til det kælenavn, og hun ville aldrig skrive det til mig for sjov. Hun ville kun gøre det i nødstilfælde og livstruende situationer. 

Jeg kunne ikke holde styr på mine følelser, vidste ikke rigtig noget - kun én ting. Den besked, Brooke sendte, var en besked om hjælp.

 

Jeg registrerede end ikke, at drengene kom op til mig, og at de var fuldstændig forvirrede over min pludselige reaktion.

"Hvorfor ligger hendes telefon på gulvet?" spurgte Niall åndsfraværende om, men denne ene sætning var nok til at rive mig lidt løs af de strømmende tårer.

Nialls spørgsmål fik mig til at smile et svagt smil. Hvorfor tænke han dog på sådan nogle latterlige ting nu? Måske var Niall bare ikke god til det der med at trøste, hvilket jeg godt kunne forstå, for hvor svært er det ikke lige at trøste en, som bare sidder med munden lukket og tuder? Pisse svært, det er helt sikkert.

"B-brooke," fik jeg stille fremstammet.

Hånden der hvilede på mit knæ, blev pludselig stram og droppede de blide klem, og med det samme vidste jeg, at det var Zayn.

Selvom jeg ikke fortalt ham, hvad jeg lavede alene nede i stuen, da vi kyssede, så ved jeg alligevel, at han havde set alt det, jeg også selv havde set i tv'et, og derfor ved han, hvad Brooke gør ved mig.

"Christily," læste Niall højt fra min telefon. Kunne han koden eller hvad? Nej, den var sikkert ikke låst.

Mit enestående, unikke kælenavn fik mig blot til at græde endnu mere, og de andre drenge sukkede bebrejdende.

"Niall!" kom det anklagende fra Louis, "nu fik du hende jo bare til at græde igen," fortsatte han opgivende.

Niall kiggede såret og undskyldende på mig.

"Undskyld Christie."

Venligheden i hans stemme er ikke til at tage fejl af, og han mener oprigtigt de ord, han siger. Han siger det ikke bare fordi Louis diskret opfordrede ham til det - han mener det virkeligt.

Jeg mærkede, at min næse langsomt begyndte at løbe, så jeg snøftede voldsomt for at holde al mit frastødende snot inde, selvom det blot begyndte at løbe kort efter igen. 

Niall lagde blidt sin hånd på min ryg og begyndte at ae den forsigtigt op og ned i en rytme så præcis og rolig, at den straks fik mig til at slappe af. Jeg kunne sagtens mærke vægten, da Niall satte sig ned bag mig uden at stoppe med at ae min ryg et eneste sekund.

Jeg fornemmede en lethed i den anden ende af sofaen, og jeg kiggede stille op, for blot at se, at de andre drenge forsigtigt sneg sig ud gennem døren, men Zayn kiggede sig tilbage over skulderen og gav mig tegn til, at jeg skulle prøve at sove, og så skulle vi nok finde ud af det med Brooke senere.

Jeg smilede til ham og lænede mig tilbage mod Nialls bryst, da han gik ud af rummet. Nialls beroligende rytme på min ryg holdt op, og blev i stedet erstattet af en hånd, der blidt lod sig glide gennem mit hår, om og om igen. 

Jeg tog fejl, da jeg tidligere tænkte, at Niall ikke var så god til at trøste. Sandheden er, at Niall er fantastisk til at trøste, men ikke med ord. I stedet ved han præcis, hvordan man får folk og hysteriske teenagepiger til at falde til ro.

Og det var nok også grunden til, at jeg faldt i søvn i Nialls arme mens han beroligende kørte sin hånd gennem mit hår.

______________________________________________________________________

 

Fjerde kapitel er skrevet, guys! Beklager meget, at det er en hel uge siden, at jeg publicerede et nyt kapitel, men jeg har ikke rigtigt haft overskuddet til at skrive fjerde kapitel - og jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle skrive. x3

Nå anyway - hvad tror I der er sket med Brooke? Og hvordan mon Niall og Christies forhold udvikler sig? Flere kapitler kommer - følg med i næste uge, hehe. xD

Btw, jeg bliver altså super glad for konstruktiv kritik, likes osv. så bare kom med det. (:

Håber I har haft en god weekend og fortsat god søndag aften til jer. <3

xx Julie

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...