Unbelievable Nightmare (One Direction)

Christie Harrison er en ellers så selvsikker pige på 18 år. Hun er på vej til London for at besøge sin allerbedste veninde, Brooke Clavell. De har altid været bedste veninder, og betragter hinanden som søstre. Christies plan om at besøge Brooke ændres brat, da hun ikke er til at finde i lufthavnen eller hjemme hos hende selv. Forvirret og bekymret bliver Christie derfor inviteret indenfor hos naboen, Louis Tomlinson, som kan fortælle, at Brooke Clavell er forsvundet og har været det i tre dage. Nyheden er hård for Christie, men hun lover sig selv, at hun nok skal finde Brooke, og under denne kamp får hun kendskab til farlige ting som berømmelse, had, trusler og at blive efterladt. Er disse ting nok til at få Christie til at opgive håbet, eller fortsætter hun upåvirket af tingene omkring hende? *Læsning på eget ansvar*

15Likes
9Kommentarer
820Visninger
AA

4. Kapitel 3 - could it be you and I?

I morges havde jeg først mødt Liam, derefter hulket mens snottet løb ned fra min næse, mødt Niall, fået pandekager til morgenmad - selvom Niall åd de fleste - blevet kildet af Louis så jeg skreg så højt, at jeg vækkede en af de andre, og til sidst - mødt Zayn.

Efter morgenmaden havde vi alle smidt os i sofaen og set tv, selvom der egentlig ikke rigtig var noget. Drengene begyndte at kede sig og tænkte på at lave en spøg med Harry, som stadig sov, ved at hælde en spand vand ned over ham. Jeg gad ikke.

Efter at jeg var vågnet midt om natten, ville jeg bare blive liggende i sofaen, og det gjorde jeg. Og jeg ligger her stadig.

Jeg rakte ud efter fjernbetjeningen, for endnu en gang at lede efter noget ordentligt at se. Jeg zappede rundt over noget, der føltes som titusinde kanaler, indtil jeg gav op og bare så nyheder, hvilket viste sig at være en god idé, for netop som sporten havde været der, kom et billede op på fjernsynet; et billede som fik mig til at føle længsel, sorg og smerte, fordi jeg ikke havde set personen på billedet i lang tid. Det var Brooke.

Hendes flotte, glatte brune hår lå ned langs hendes skuldre og hendes fantastiske grønne øjne kiggede ud på mig med et smil, således hendes perfekt formede læber. Jeg havde altid været lidt jaloux på hende, for hun var så gudeskøn i forhold til mig, men jeg hadede dog ikke mit udseende. Jeg kunne bare bedre lide Brookes.

Jeg fulgte nyhederne med kroppen fuld af håb, for jeg gik mere eller mindre bare og ventede på, at politiet ville komme med nyheden om, at hun var fundet i god behold og bare var strandet et eller andet latterligt sted efter en fest eller noget. Men nyheden kom aldrig, for det sagde præcis det, der også var blevet skrevet i avisen: ingen havde set noget til hende siden den 30. december, og de modtog gerne henvendelser om sagen.

Find dog for fanden hellere ud af noget! tænkte jeg vredt. Hvorfor blive ved med at bede om henvendelser, når de i stedet kunne gå i gang med for helvede da at finde hende!

Jeg vidste godt, at det var min bekymring over Brooke, der fik mig til at tænke i så vrede tanker, og jeg bebrejdede skam heller ikke efterforskningsfolkene, men jeg vidste de var dygtige, og jeg ville så gerne bare have Brooke hjem igen. Og hendes mor.

Jeg lænede mig tilbage mod sofaens ryglæn og sukkede opgivende. Jeg ville så gerne hjælpe, men hvor skulle jeg starte? Jeg var ikke i politiet, og overhovedet ikke professionel.

Fordi jeg sad så fordybet i mine egne tanker, lagde jeg slet ikke mærke til, at Zayn kom ind gennem døren, så da han forsigtigt lagde sine hænder på mine skuldre, fik jeg nok det største chok i hele mit liv, og jeg måtte have hoppet mindst ti meter op i luften.

"For helvede da!" skældte jeg og prøvede at få min vejrtrækning under kontrol. Jeg vendte hovedet og så direkte ind i Zayns varme hazel-brune øjne, som fik underlig virkning på mig. Jeg slappede straks af.

"Forskrækkede jeg dig?" spurgte Zayn med et uskyldigt smil. Som om dét der ikke var med vilje! Okay, det var det måske heller ikke, men det der uskyldige 'jeg-gjorde-ikke-noget' smil.. hmf, drop det.

"Ih nej, selvfølgelig forskrækkede du mig ikke. Jeg hoppede bare op i luften og skreg for sjov," svarede jeg surt. Ikke at jeg mente det - eller jo, faktisk lidt. Hvorfor kom han lige og forskrækkede mig, mens jeg sad og sørgede.. sørgede. Det lød så.. forkert, men alligevel rigtigt, for jeg vidste ikke, hvad der var sket min bedste veninde, som vist nok havde været væk i tre-fire dage. Hvor var hun? Brooke.. kom hjem.

Det var gået op for Zayn, at jeg ikke talte mere til ham, og på grund af mit ansigtsudtryk, som formodentlig så ret trist ud, troede han vel, at han havde gjort mig ked af det.

Han satte sig ned ved siden af mig, og lagde sin hånd på mit knæ for at give det et klem.

"Hey, det var jo ikke min mening at gøre dig ked af det," sagde han blidt. Først nu gik det selv op for mig, at flere og flere tårer dryppede ned på mit skød fra min kind. Jeg smilede gennem tårerne, og rystede på hovedet.

"Det er ikke dig, der har gjort mig ked af det," snøftede jeg.

Håret på højre side af mit hoved irriterede mig, så jeg skubbede det om bag øret, men lod hår være hår i venstre side - bare så Zayn ikke så mit forgrædte ansigt.

Han lænede sig længere frem mod mig, og løftede forsigtigt hånden for at flytte mit hår om bag venstre øre, og tørrede en tåre væk fra min kind. Hans berøring fik mit hjerte til at slå hurtigere, og jeg begyndte at halvt grine, halvt hulke, hvilket fik ham til at kigge spørgende på mig.

"Det er lang tid siden nogen har været så.. tja, sød ved mig," sagde jeg og kiggede op på ham med taknemmelige øjne.

Varmen, som udstrålede fra hans øjne, blev blandet med medfølelsen i det smil, han oprigtigt sendte mig, og det fyldte mit indre.

Jeg gætter på, at vores øjne smeltede sammen, for det virkede ikke til at nogen af os kunne kigge på andet end hinandens øjne. Trods det, at vi faktisk næsten ikke kendte hinanden, fik jeg sommerfugle i maven, og Zayns øjne blev ved med at sende bølger af varme gennem min krop.

Til sidst måtte jeg vende hovedet den anden vej, og jeg begyndte at grine lidt. Hurtigt kiggede jeg tilbage på Zayn, som blot sad som før, med den lille forskel at han også selv sad og grinte lidt.

"Hvad?" startede han ud, "hvad er det lige, der er så sjovt?" Han smilede og rystede uforstående på hovedet.

"Lad være med at kigge sådan der på mig," svarede jeg ærligt.

"Hvordan sådan der?" blev han ved. Jeg sukkede opgivende med et smil på læberne.

"Som om.. som om du smelter ind i mine øjne, agtigt."

Jeg anede ikke helt, hvordan jeg skulle formulere mit svar, så det blev ganske vist lidt underligt, ja. Men han ville jo vide hvorfor.

Jeg trak på skuldrende og kiggede afventende på ham.

"Er det, hvad du tror?" lød det fra ham, og med det samme lænede han sig længere ind imod mig.

Jeg bed mig hårdt i læben for at holde min vejrtrækning under kontrol, så den ikke galopperede af sted som en hest. Hans nærvær havde en utrolig effekt på mig, som jeg endnu ikke kunne beskrive, men skulle jeg være helt ærlig - så var det ikke fordi, at den var ubehagelig. Den var nærmest.. tryg.

Han lænede sig endnu tættere på mig, så da han åbnede munden for at sige mere, kunne jeg mærke hans varme ånde mod min nakke.

"Well, i så fald tror du rigtigt - på en måde," mumlede han mod mit øre. Hans ånde gav mig kuldegysninger langt ned ad armene, og jeg skulle virkelig anstrenge mig for ikke at hive ham endnu tættere på mig. Åh gud, den fyr var jo så skide tiltrækkende!

Langsomt løftede han en hånd, for så at lade en enkelt finger glide ned langs mine arme, og det gav mig blot endnu flere kuldegysninger.

Han klukkede, og kunne straks se, hvad det gjorde ved mig. Forsigtigt lod han fingeren nusse min næsten tørre kind.

"Er jeg tiltrækkende, eller fryser du bare?" spurgte han, selvom han udmærket kendte svaret.

Jeg fnøs hånligt. Hvorfor legede han sådan med mig? Kom dog til sagen..

"Som om du ikke allerede ved det," mumlede jeg. Som svar begyndte han at grine mod mit øre, og den varme klang i hans latter lagde sig som et blødt skær om mig, og fyldte mig med varme, tryghed og glæde.

Han placerede to fingre på hver side af min hage og drejede mit hoved mod hans, så vi fik direkte øjenkontakt.

Vores pander lå nu mod hinanden, og hans ene hånd havde flettet sig ind i min. Jeg bed mig nervøst i læben og lod mit blik falde mod den hånd, Zayn nu havde flettet sine fingre ind i.

"Hvad er du bange for?" spurgte han kærligt.

Jeg vidste det ikke. Og jeg ved heller ikke, om jeg ligefrem var bange, nærmere bare nervøs. Men for hvad? Hvad var jeg egentlig nervøs for?

Jeg lod den sidste rest af tvivl og nervøsitet overtages af modet, lysten og varmen, som Zayn fyldte mig med.

Jeg rystede stille på hovedet og lod mine øjne møde Zayns, og straks lod han den korte afstand mellem hans og mine læber forsvinde, så de endelig fandt sammen i et længe ventet kys.. så længe som et par minutter nu kan være.

Hans kys overraskede mig; det var blidt, kærligt og fyldt med oprigtige følelser, og slet ikke som jeg egentlig havde frygtet. Det var ikke voldsomt og kun fyldt med lyst. Noget lå i dette her kys, og lige nu havde jeg ikke andet bud, end at det var kærlighed.

Hans hånd nussede roligt min kind, den anden flettet i mine fingre, men min anden hånd havde lagt sig om hans nakke.

Forsigtigt lod han sine læber glide væk fra mine, og selvom jeg med det samme længtes efter hans perfekte, bløde læber, virkede det som et passende tidspunkt at trække sig fra hinanden, for luft skulle vi også gerne have noget af, ikke?

Da han kiggede på mig med et helt fantastisk smil, bed jeg mig i læben og kiggede genert væk, men jeg smilede over hele fjæset og mine øjne må have skinnet mere end solen.

Zayn fangede igen mit blik, og hans fantastiske smil var der stadig.

 

Louis' synsvinkel:

Jeg kom smilende ned fra trappen efter at have smidt en ordentlig spand vand på Harry sammen med de andre af drengene, bortset fra Zayn. Jeg vidste ikke helt, hvorfor han ikke gad, så jeg var egentlig på vej ned for at finde ham og få ham med op.

Jeg gik rundt om hjørnet og ind gennem døren til stuen, hvor jeg standsede brat op. Jeg vidste da godt, at Zayn lavede noget andet - men ikke lige det her!

Han og Christie sad sammen i sofaen, deres fingre flettede ind i hinanden, øjnene lyste og smilene var ikke til at fjerne fra deres læber: der foregik sgu et eller andet her!

Jeg havde egentlig ikke noget imod det, og jeg smilede blot for mig selv, mens jeg stille bakkede ud af rummet igen.

Vi havde ikke kendt Christie mere end hvad.. højst to dage i hvert fald, men det var lidt som om, at da jeg først havde lukket hende ind, var hun med det samme blevet en af os - ikke som et medlem af bandet, vel, for jeg vidste i øvrigt ikke om hun kunne den slags, nej - hun var blevet vores ven med det samme, og jeg kunne ikke helt sætte ord på hvorfor, men jeg kunne godt lide det. Især fordi hun ikke blot var endnu en skrigende fan. Misforstå mig ikke, jeg elsker vores fans og uden dem ville vi være ingenting, men deres evige skrig kan godt blive ret trættende i længden.

Jeg gik ovenpå igen, for at joine Liam og Niall i sofaen.

"Hvad skulle du nedenunder?" spurgte Niall om. Han havde - som altid - et eller andet mad i munden, hvilket gjorde hans ord lidt svære at forstå, men jeg havde lært at leve med det, så jeg forstod dem straks.

"Skulle bare finde Zayn," svarede jeg uden at tænke mere over det. Jeg hev min mobil op ad lommen og så, at jeg havde fået en sms fra Eleanor. Jeg skulle lige til at svare, da Niall spurgte igen:

"Fandt du ham så?"

Et øjeblik stivnede mine fingre på mobilskærmen. Skulle jeg fortælle dem det? Hvad Zayn egentlig havde gang i? Jeg tog en hurtig beslutning.

"Nåh, tror såmænd bare at han var på toilettet eller noget, kunne ikke lige finde ham," mumlede jeg som svar.

Jeg en fornemmelse af, at Zayn selv ville fortælle hvad der foregik mellem ham og Christie, så jeg lod det ligge.

Selvom jeg havde det dårligt med ikke at fortælle drengene sandheden, var jeg egentlig lidt ligeglad, for var der noget mellem Zayn og Chris, jamen så skulle han nok sige det i den nærmeste fremtid, hvilket vil sige næste gang vi alle sammen var samlet eller noget.

Niall mumlede et 'nåh' som svar, og spiste videre.

"Skriver du med Eleanor?" spurgte Liam nysgerrigt om efter jeg havde sendt beskeden til hende. Jeg kiggede op i sendte ham et smil og et blik, der sagde noget i retning af "det ved du vist godt."

Han smilede tilbage og nikkede som svar, og i det samme lød der et ordentligt brag fra gangen bag os. Vi vendte os alle om for at se, hvad helvede det var for en larm.

Harry kom gående ud fra badeværelset, nej - trampende ud fra badeværelset med et håndklæde omkring nakken. Hans mund var snerpet sammen til en tynd streg og hans øjne lyste af fornærmelse, men han var ikke sur eller hadefuld.. Jo, hadefuld var han nok, men ikke sådan rigtigt, you know.

"Vil I have mig undskyldt drenge," sagde han til Niall og Liam, "jeg skal lige snakke med Lou."

Jeg slog en latter op og kiggede på Harry med (u)medfølende øjne og en underlæbe der stak ud.

"Aw, Harry! Kan du ikke komme herhen og snakke. Der er masser af plads ved siden af mig," drillede jeg ham og klappede på pladsen ved siden af mig.

Hans øjne lynede og jeg vidste, at han snart angreb. Jeg kiggede på ham med et smil, ventede på hans næste træk, som kom utroligt hurtigt efter. Han greb fat i det halvt våde håndklæde om hans nakke og slyngede det direkte og hårdt mod mig, men jeg løftede blot min hånd og greb det med største lethed.

"ÅH NEJ! Av, av, av, jeg tror sgu ikke, jeg overlever," jokede jeg med håndklædet om min hals. Liam og Niall begyndte begge at grine på begge sider af mig, mens Harry rullede med øjnene og smuttede nedenunder.

Jeg ventede blot på, at han kom op igen for at tage sin rigtige hævn, og mon ikke også ham kom op igen - dog med en begejstring, jeg med det samme vidste, hvad var, og inden han kunne nå at sige noget til de andre, sendte jeg ham et "hold kæft"-blik, og han forstod straks alvoren i det; Zayn skulle nok selv fortælle, at han og Christie havde gang i noget.

Liam lagde - gudskelov - ikke mærke til noget, og det gjorde Nialler jo heller ikke, fordi han stadig havde mad.

Harry slog sig ned ved siden af mig og begyndte at prikke til mig, og det hele endte selvfølgelig med en eller anden latterlig prikke-slåskamp. Ligesom på Facebook.. prik, prik, prik.

 

______________________________________________________________________

That's it guys! Tredje kapitel er ude - beklager, at det ikke blev nær så langt som de to første, havde ikke lige overskuddet til at lave et længere kapitel, og da jeg ikke har postet noget siden.. torsdag? synes jeg altså, at I skulle have det i dag! :))

Nå - hvad synes i om Zayn og Christie? Hvad tror I, der er sket med Brooke? Hvad synes I egentlig generelt? xD

Bliver millioner af gange glad for alle læsere, alle der liker og alt det der. Det betyder meget - tak!

God lørdag aften derude. <3

xxx Julie

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...