Unbelievable Nightmare (One Direction)

Christie Harrison er en ellers så selvsikker pige på 18 år. Hun er på vej til London for at besøge sin allerbedste veninde, Brooke Clavell. De har altid været bedste veninder, og betragter hinanden som søstre.
Christies plan om at besøge Brooke ændres brat, da hun ikke er til at finde i lufthavnen eller hjemme hos hende selv. Forvirret og bekymret bliver Christie derfor inviteret indenfor hos naboen, Louis Tomlinson, som kan fortælle, at Brooke Clavell er forsvundet og har været det i tre dage.
Nyheden er hård for Christie, men hun lover sig selv, at hun nok skal finde Brooke, og under denne kamp får hun kendskab til farlige ting som berømmelse, had, trusler og at blive efterladt.
Er disse ting nok til at få Christie til at opgive håbet, eller fortsætter hun upåvirket af tingene omkring hende?

*Læsning på eget ansvar*

15Likes
8Kommentarer
844Visninger
AA

3. Kapitel 2 - now I know about you

Jeg vågnede midt om natten, eller det går jeg i hvert fald ud fra, for det var helt mørkt. Jeg satte mig og kiggede rundt i rummet, som jeg i hvert fald ikke var i i går aftes. Rummet var mellemstort med reoler, en kommode og et kæmpe spejl. Louis måtte have båret mig herop efter jeg faldt i søvn på sofaen.. og gudskelov havde jeg stadig mere end undertøj på. Hvem ved hvad den knægt kunne finde på?

Jeg var vågnet på grund af en drøm, som jeg ikke kunne finde hoved eller hale i. Brooke var med. Hun sad bag en mur, jeg kunne høre hende, og jeg råbte og råbte til hende, men hun kunne ikke høre mig. Jeg havde en fornemmelse af, at hun bare sad og stirrede. Jeg bankede på muren, sparkede og skreg, for min mavefornemmelse sagde mig, at hun var i fare og at jeg skulle skynde mig, hvis hun ikke skulle forsvinde fra mig igen.

Pludselig havde der lydt et højt skrig fra den anden side af muren, og det var ikke til at tage fejl af, at det var Brooke, der skreg.

"BROOKE!" havde jeg skreget. Men hendes skrig fortsatte blot ud i den endeløse nat.

 

Og så vågnede jeg.

 

Jeg grublede over den mystiske drøm, jeg havde haft. Skulle den betyde et eller andet? Sikkert ikke, det var nok bare fordi jeg savnede Brooke, og frygtede at der var sket noget slem med hende.

Jeg lagde mig ned igen og prøvede på at sove, men drømmen fortsatte med at vandre rundt i mine tanker, og min bekymring blev værre og værre. Til sidst satte jeg mig op og svang benene ud over sengekanten, og mærkede det iskolde trægulv mod mine bare fødder. Jeg gøs.

Forsigtigt listede jeg mig hen mod døren og lukkede den op. Jeg kiggede mig omkring på gangen, og med ét blev jeg virkelig forvirret. Der var mange døre, rigtig mange.. Hvor skulle jeg gå hen nu?

Jeg listede mig længere ud på gangen og gik frem og tilbage, indtil jeg gik ned forenden af gangen. Heldig som jeg åbenbart var, gik en trappe nedenunder, helt sikkert den Harry kom ned af i går. Jeg smuttede hurtigt ned og ind i køkkenet, som jeg havde forventet ville være totalt tom, men jeg blev overrasket.

På en barstol sad en fyr, som jeg helt sikkert ikke havde set i går. Hans hår var kort, ekstremt kort - han lignede jo en, der var skaldet, men han virkede muskuløs, så han var nok ikke gammel, som hans hår ellers viste.

Jeg iagttog ham i nogle få øjeblikke, og beslutte mig så at gå hen til ham. Jeg skulle vel præsenteres for ham før eller siden.

Jeg prikke ham på skulderen, og han farede op. Jeg kunne ikke lade være med at grine, trods det at han stod og så chokeret på mig, mens hans vejrtrækninger var hurtige.

"Ey, jeg ved ikke lige hvem du er, men det der - det var ikke sjovt!" sagde han fornærmet, men han var dog ikke vred. Hans brune øjne hvilede på mig, og jeg stoppede med at grine. Okay, det var åbenbart ikke sjovt.

"Undskyld," mumlede jeg genert. Jeg følte mig lidt utilpas med hans øjne hvilende på mig. Jeg holdt mit blik mod gulvet.

"Det er i orden," sagde han, denne gang med et meget venligt smil.

"Er du en af de andre drenges venner, eller.. ?" spurgte han mig forsigtigt om. Han havde nok fået indtrykket af, at jeg var blevet forskrækket af hans første, fornærmede ord.

"Hm, tja.. Det kan man vel godt sige," svarede jeg tøvende. For jeg var jo ikke ligefrem en ven af Louis eller Harry, vel? Jeg var bare en.. helt ærligt, så var jeg egentlig bare en fremmed pige, som hjælpeløst var blevet inviteret indenfor for at overnatte. Men kunne jeg sige det til ham? Han ville sikkert bare blive sur.

"Kan man godt sige? Hvad mener du?" spurgte han med et spørgende smil og løftede øjenbryn.

Jeg fnøs, men smilede imens.

"Øh ja. Jeg skulle besøge min veninde i går - hun bor på den anden side af huset her - men hun var åbenbart ikke hjemme, selvom vi havde aftalt at hun skulle hente mig i lufthavnen. Så jeg tog ud til hende, men huset var tomt og sådan.. fremmed. Så Louis inviterede mig indenfor, fordi jeg så hjælpeløs ud."

Burde jeg fortælle min latterlige bekymring til ham også? Hm.. Måske. Nej. Det ragede sådan set ikke ham, for det var jo mine problemer, men måske kunne han hjælpe mig med at finde ud af, om Brooke var kørt nogen steder hen eller noget.

"Hende der bor derovre?" Han pegede ud af vinduet mod Brookes hus.

Jeg nikkede. Kendte han Brooke? Og hvorfor lød han så bekymret?

"Kender du hende? Har du set noget til hende? Ved du hvor hun er?" spurgte jeg ham desperat om. Jeg kiggede håbefuldt på ham. Han sendte mig et opmuntrende smil, men i hans øjne lå en sorg, som han helst ikke ville fortælle mig om. Det var tydeligt at se, faktisk.

"Drop det falske smil, hr..?"

Jeg ville egentlig gerne vide, hvad han hed.

"Liam. Hr. Liam Payne i egen høje person," jokede han. Eller, det troede jeg da. Men da han så mit forvirrede blik, gik det op for mig, at han faktisk mente det. Øh?

"Jeg er Liam Payne, fra One Direction - ved du ikke det?" spurgte han om, tydeligvis overrasket over, at jeg ikke kendte noget til ham.

"Åh nej," sukkede jeg, "er du også med i det band? Louis begyndte at grine af mig, fordi jeg ikke vidste, hvem I er," fortsatte jeg.

"Bare rolig. Det gør Louis altid, sådan er han bare. Hm, du kommer til at høre mere om os, vi er trods alt fem drenge, du skal lære alt om," smilede han. Hans brune øjne kiggede venligt på mig, og det var faktisk rart. Jeg følte mig tryg. Men hans ord have ramt mig som et kanonslag.

"FEM DRENGE?" udbrød jeg højt, virkelig højt.

"Åh gud, skal jeg lære fem teenagedrenge at kende, som oven i købet er verdensberømte? Åh, jeg klarer det aldrig!" klagede jeg mig.

Jeg smed mig ned på en stol ved køkkenbordet og så opgivende op på Liam. Han kiggede forstående tilbage på mig med et smil, men smilet forsvandt da jeg spurgte ind til Brooke igen.

"Nå, har du set hende?" spurgte jeg nysgerrigt om.

"Øh.. tja, nej ikke direkte set hende. Men - hun hedder Brooke Clavell, ikke?" spurgte han om. Jeg nikkede, ventede på at han sagde mere.

"Jeg læste lige avisen. Der står noget om hende, og.." begyndte han, men jeg afbrød ham.

"Giv mig den! Jeg skal se!" sagde jeg desperat.

"Rolig. Er du øh.. beslægtet med hende eller noget?" spurgte han som et spørgsmål til min ret så syge reaktion.

"Bedste veninde," svarede jeg koldt, "og giv mig så avisen." Jeg sendte ham det ondeste blik, jeg kunne, og straks gav han mig avisen, men med en advarsel.

"Måske burde du tage det lidt med ro.. Det er ikke ligefrem.. gode nyheder," sagde han medfølende. Medfølende? Hvorfor dog det?

Men det fandt jeg ud af. I artiklen stod der nemlig dette om Brooke:

"En 18-årig pige er forsvundet sporløst fra sit hjem i udkanten af det vestlige London. Hun blev sidst set aflevere sin mor på hendes adresse cirka 70 kilometer væk. Ingen har hørt fra hende siden den 30. december 2012.

Har man henvendelser i sagen om den unge pige, Brooke Clavell, bedes man kontakte Londons politi omgående. Vi hører glædeligt fra bekendte eller slægtninge. I mellem tiden arbejde politiet på sagen om at finde Brooke Clavell, og hendes mor, som forsvandt dagen efter Brooke.

Henvendelse på politistationen eller på 911."

Brooke? Forsvundet? Hvad? Nej, nej, det kunne jo ikke passe! Jeg havde jo skrevet med hende i søndags.. den 30. og siden har ingen hørt fra hende? Åh gud. Nej, det kunne bare ikke være sandt.

Jeg lagde avisen på bordet og stirrede blot frem for mig. Mine mistanker var rigtige.

 

Liams synsvinkel:

Hun sad bare der ved køkkenbordet og stirrede. Hun måtte være gået i chok. For en gangs skyld vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle gøre, så jeg rejste mig og besluttede at finde Louis.

Jeg smuttede hurtigt op ad trappen og slog døren op til Louis' værelse. Den ramte væggen med at brag, og Louis klagede.

"Arh, Liam! Hvad fanden kan være så vigtigt klokken..," han kiggede på vækkeuret på natbordet ved siden af ham, "klokken halv fire om natten!" sagde han irriteret.

"Kan du huske artiklen om pigen, jeg viste dig i avisen i går? Godt. Pigen, du har lukket ind - tja, hende Brooke der er forsvundet, det er hendes bedste veninde, der sidder nedenunder. Hun er vist gået i chok, men jeg aner jo ikke, hvad hun hedder, så gider du lige hjælpe lidt?" sagde jeg beordrende.

Louis svang benene ud over sengekanten og gned sine øjne. Hans hår strittede til alle sider og han var kun iført boxershorts.

Jeg grinede lidt. Pigen nedenunder måtte dø når hun så ham i bar overkrop.

Jeg lod det ligge, og gik koncentreret efter Louis, som var på vej ned ad trappen og ud i køkkenet.

Han stod og kiggede på pigen et øjeblik, og gik så hen og satte sig på stolen ved siden af hende.

"Christie, jeg ved du har læst den artikel og helt sikkert er fuldstændig ude af den, men slap af og tag det roligt. Politiet er jo professionelle, og de skal nok finde din veninde. Stol på mig," sagde Louis kærligt og beroligende.

"Men..," startede hun, Christie åbenbart, ud, "hvad hvis de ikke gør? Jeg vidste noget var galt i går, da jeg kom derud, men jeg var ligeglad. Måske kunne jeg have gjort noget!" bebrejdede hun sig selv. Hendes øjne var fyldt med tårer idet hun kiggede på Louis.

Louis kiggede over mod mig for at søge hjælp, da jeg trods alt plejede at være den mest ansvarlige blandt drengene, men jeg trak blot på skuldrende, for jeg kunne ikke andet end at give ham ret i det, han havde sagt.

"Shh," sagde Louis idet han trak Christie ind i et kram, "det skal nok gå," sagde han. Og sådan fortsatte han mens Christie hulkede mod hans bryst.

Jeg havde det skidt med ikke at kunne gøre noget, så jeg smed mig bare i sofaen i stuen. Hun måtte have det forfærdeligt. Jeg mener, hvordan ville jeg ikke selv have det hvis Louis, Zayn, Harry eller Niall forsvandt sporløst?

Jeg lod mine fingre køre igennem mit korte hår og sukkede. I det samme kom Niall ind ad døren og slog sig ned ved siden af mig.

"Hvad er der galt, bro?" spurgte han mig om med sin irske accent, den alle piger var så forelsket i. For mig tilhørte den bare en af mine bedste venner i hele verden.

"Louis lukkede en pige ind i går, og hun er åbenbart bedste veninde til Brooke Clavell, som er forsvundet her for et par dage siden."

"Det må være hårdt for hende." Niall sukkede og rystede på hovedet, og skiftede så emne.

"Hvorfor lukkede Lou hende overhovedet ind? Altså, det er ikke ment som noget ondt, men.. you know, bro."

Det vidste jeg godt. Niall mente aldrig noget ondt om andre, medmindre nogle havde.. ja, fucket med hans familie eller os.

Jeg trak på skuldrende, for egentlig vidste jeg ikke helt grunden.

"Pigen - hun hedder Christie - skulle have besøgt sin veninde i går, men siden hun, du ved, er forsvundet, sad hun hjælpeløst på trappen og så inviterede Lou hende ind," sagde jeg.

"Tja, ville vi ikke have gjort det samme?" spurgte Niall om. Jeg vendte hovedet mod ham for at se ind i hans blå øjne, som kiggede tilbage på mig.

"Jeg ville i hvert fald," fortsatte han uden at ville høre mit svar. Han rejste sig og rakte mig hånden.

"Kom. Skal du med hen og se, hvordan Chris har det?" spurgte han venligt om. Jeg smilede og lavede et underligt sving med hovedet.

"Chris?" spurgte jeg forventende om. Havde Christie fået et kælenavn allerede?

"Bro, her i huset har alle kælenavne, selv de nye, som vi egentlig ikke kender endnu," svarede han. Han nikkede til mig, og jeg tog hans fremstrakte hånd, så han kunne hjælpe mig op fra den alt for tiltalende sofa.

Jeg førte ham ud i køkkenet, hvor Louis nu med allerstørste besvær prøvede at lave noget let mad til Christie. Jeg grinede og hjalp ham med maden, mens Niall gik hen til Christie, som sad på stolen ved køkkenbordet.

"Hey Chris," lød det glad fra ham. Jeg rullede kort med øjnene.

Nialler - altid frisk og frejdig! tænkte jeg.

 

***

Christies synsvinkel:

Louis havde trøstet mig og derefter forsøgt at lave mad til mig, men eftersom han ikke var så god til det, tog Liam over.

Jeg havde også mødt Niall, det fjerde medlem af bandet. Han var meget åben og frisk, og han var god til at snakke om andre ting end Brooke. For eksempel forklarede han mig hvor stor hans kærlighed til mad var, selvom han havde svært ved at finde ord, der var gode nok. Og så fortalte han om Nandos - en helt unik specialitet, som han bare skulle se mig smage!

Jeg have grint ret meget af ham, eftersom han altid endte med at snakke om mad, lige meget hvilket emne vi var kommet ind på. Selv da vi faktisk sad og spiste - uh, Liam havde lavet pandekager, hvor var han sød! - snakkede Niall ikke om andet end hvor godt pandekagerne smagte, og jeg tror seriøst han spiste mere end syv pandekager. Den knægt kunne æde meget, det var helt sikkert.

Og da vi andre ikke havde spist andet end to, sagde han bare: "Ej, hvor er I altså bare fimsede. Næsten voksne mennesker som ikke kan spise mere end to pandekager hver, I må sgu sulte jer selv!"

Og jeg kunne ikke lade være med at grine af hans ordvalg. 'Fimsede' er for mig et ord, som betyder 'pruttede' - ikke? Så derfor var det lidt sjovt, for ikke at sige meget sjovt, da han valgte at bruge det ord i en sætning om mad. Eller, det var det lidt mad-relateret.

Mens jeg grinte spiste Niall bare videre, Liam fniste lidt med mig og Louis kiggede vildt forvirret på mig. Han måtte have troet at jeg var en latterglas-flaske.

"Christie, hvad øh.. er der lige galt? Er du helt rask?" spurgte Louis om, og måden han sagde det på fik mig blot til at grine endnu mere, indtil Niall rettede Louis.

"Chris," sagde han til Louis, "ikke Christie. Vi skal bruge kælenavne, Lou."

Og det at han kaldte mig Chris, fik mig til at spærre øjnene op og kigge bebrejdende på ham.

"Helt ærligt, Niall. Chris? Jeg er ikke en dreng, vel?" sagde jeg og forsøgte at lyde vred, men selvfølgelig for sjov - jeg ville bare se hvordan Niall ville reagere.

Fra den anden ende af bordet kom dog en bemærkning fra Louis, som fik mig til at sende ham et dræberblik.

"Vi kunne jo kigge efter og se, om du faktisk er en dreng? Jeg kunne godt have gjort det i nat, da jeg bar dig op i seng," sagde han og blinkede med øjet.

Både Liam og Niall begyndte at grine højt, men jeg gjorde ikke og straks var jeg fløjet over til Louis.

"Hvis du nogensinde gør det," sagde jeg truende og løfte en knyttet næve. Men Lou kiggede bare på mig og sagde: "Kom an."

Før jeg kunne nå at gøre noget, tog Louis fat om mig og begyndte at kilde mig. Jeg skreg og grinte på samme tid, og hele London måtte kunne have hørt mig.

Louis grinte bare og blev ved, mens han ignorerede mine bønner om at han skulle stoppe. Men selvom jeg bad ham om at stoppe, synes jeg faktisk det var sjovt. Det var længe siden, jeg havde haft det så hyggeligt med nogen, især med drenge. Så at sidde her med to leende verdensberømtheder og én, som kildede mig, nød jeg faktisk.

Louis blev ved med at kilde mig indtil der fra døren lød en træt stemme.

"Helt ærligt bro, gider du lige lade være med at kilde hende der, jeg kan sgu da ikke sove for den larm!" sagde han morgensurt til Louis.

Lou slap sit tag om mig, men grinte stadig lidt. Han smilede til fyren i døren og kigge undskyldende på ham.

"Sorry Zayn, vi havde bare lidt morgenhygge," undskyldte han fjantet.

"Lou - du ved jeg er ligeglad med undskyldninger, når klokken er under ti om morgenen. Bare vær sød at tie stille, ikke?" svarede han træt.

Fyrens brune øjne fangede mine, og rakte hånden op som en hilsen til mig. Jeg smilede stille tilbage til ham, og blev lettet da han gjorde det samme. Jeg var bange for at han ville være meget sur på grund af mit skrigeri, men at han smilede måtte jo betyde, at han ikke var sur.

"Kommer du ikke hen og sidder med os?" spurgte Niall.

"Der er pandekager - ja, hvis ikke Niall har spist dem alle," tilføjede jeg og kiggede uskyldigt på Niall, som kiggede såret på mig, men jeg kunne sagtens se, at det bare var for sjov.

"Siger du jeg er tyk?" udfordrede han mig. Hans ene øjenbryn var let løftet, og han kiggede afventende på mig.

Jeg gad ikke diskutere, så jeg rystede bare på hovedet og smilede. Jeg satte mig på stolen ved siden af Lou, eftersom han havde smidt mig på gulvet, da vi blev afbrudt af.. Zayn?

Stolen ved siden af mig blev trukket ud, og fyren med det sorte hår og brune øjne - Zayn var det jo nok, satte sig ned. Han kiggede på mig med trætte øjne og et træt smil.

"Zayn," sagde han så og rakte hånden frem. Jeg tog imod den.

"Christie," svarede jeg.

"CHRIS!" rettede Niall mig. Han kiggede på mig og blinkede, og fortsatte ellers med at spise sine mange pandekager, plus at jeg tror, drengen snart havde spist en hel flaske sirup til.

Zayn fnøs for sjov og rystede på hovedet.

"Jamen så, hej Chris," sagde han til mig. Jeg skulede til ham. Chris? Nej, nej, nej. Det. Er. Et. Drengenavn!

"Hej Zayn - eller skal jeg kalde dig Zaynie? For vi bruge jo kælenavne her, ikke også Niall?"

Jeg kiggede afventende på Niall, som sendte mig et smil med munden fuld af pandekage og tommelfingeren op vendt op ad.

Jeg elskede den dreng, allerede.

Jeg smilede og rystede på hovedet, mens Zayn fangede mit blik og de andre grinte over Nialls glade ansigt, som efterhånden var smurt helt ind i sirup og pandekage.

Jeg smilede til Zayn, som smilede varmt tilbage og forsigtigt bed sig i læben.

Jeg døde. Det der - stop Zayn! Jeg grinte og vendte hovedet mod gulvet, mens en varm følelse stille og roligt boblede op i mig.

Det skulle nok blive fedt at lære de her drenge bedre at kende. Og jeg håbede inderligt, at de kunne hjælpe mig med at finde Brooke.

Tårerne begyndte at komme op i mine øjne, så jeg skyndte mig at blinke dem væk, løfte hovedet og deltage i drengenes samtale.

 

_____________________________________________________________________

Da da da dam! Hvad siger I så? Brooke er forsvundet - men det havde I måske allerede regnet ud?

Hvad tror I nu der sker - hvis I har nogle idéer om det? Skriv endelig jeres mening i kommentar boksen. Elsker alle jer, der har liket, og tilføjet min movella til jeres favorit liste, tusind tak! :D

Btw, undskylder for stavefejl ect.


xx Julie

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...