Unbelievable Nightmare (One Direction)

Christie Harrison er en ellers så selvsikker pige på 18 år. Hun er på vej til London for at besøge sin allerbedste veninde, Brooke Clavell. De har altid været bedste veninder, og betragter hinanden som søstre.
Christies plan om at besøge Brooke ændres brat, da hun ikke er til at finde i lufthavnen eller hjemme hos hende selv. Forvirret og bekymret bliver Christie derfor inviteret indenfor hos naboen, Louis Tomlinson, som kan fortælle, at Brooke Clavell er forsvundet og har været det i tre dage.
Nyheden er hård for Christie, men hun lover sig selv, at hun nok skal finde Brooke, og under denne kamp får hun kendskab til farlige ting som berømmelse, had, trusler og at blive efterladt.
Er disse ting nok til at få Christie til at opgive håbet, eller fortsætter hun upåvirket af tingene omkring hende?

*Læsning på eget ansvar*

15Likes
8Kommentarer
844Visninger
AA

2. Kapitel 1 - where did you go?

Jeg var ankommet med flyet i lufthavnen omkring klokken tre om eftermiddagen, og jeg ventede i en halv time, før jeg endelig tog mig sammen og ringede til Brooke. Hun var der ikke da jeg kom, men jeg bekymrede mig ikke. Brooke havde det med at komme for sent, men det plejede at være højst et kvarter. Nu var den dobbelte tid gået, og jeg fattede virkelig ikke, hvor hun blev af. For hun kunne da ikke have droppet mig, vel? Jeg mener, vi har ikke set hinanden i godt og vel otte måneder, og der var intet dårligt sket mellem os for nylig, så hvorfor skulle hun droppe mig?

Jeg ringende vel til hende omkring.. tja, skal vi sige tyve gange? Efter at have ringet til hendes mor ti gange, opgav jeg. Aldrig før havde noget været så håbløst for mig. Aldrig! Men helt seriøst, hvorfor svarede hun ikke? Hvad havde jeg lige gjort hende?

Irritation boblede stille og roligt op i mig, som jeg sad der helt alene på en kantsten uden for lufthavnen. Jeg havde nu siddet her i to timer, jeg var virkelig træt og jeg gad ikke mere, så jeg opgav at vente og vinkede en taxa ind til siden, gav chaufføren Brookes adresse og smed ellers mine taske og kufferter ind på bagsiden, for selv at smide mig ind bagefter.

"Åh gud," mumlede jeg stille for mig selv, mens jeg konstant blev ved med at tjekke min iPhone for at se, om Brooke havde skrevet, men nej. Intet nyt var bippet ind på skærmen, så jeg lagde forsigtigt hovedet tilbage mod sædet og lukkede øjnene.

Jeg sværger, jeg havde ikke ligget der i mere end fem sekunder, før min mobil begyndte at ringe og vibrere helt af helvede til. Grrh, jeg måtte se at slå den skide vibrator fra og vælge en mere dæmpet ringetone!

"Ja?" sagde jeg, da jeg løftede min mobil og trykkede på den grønne knap. En stemme, som jeg egentlig ikke have håbet på, lød i den anden ende af røret.

"Christie, søde? Hej! Er du kommet godt til London?"

Min mor. Selvfølgelig. Selvom jeg er atten, bekymrer hun sig stadig for mig som om jeg var et barn på syv. Hold dog lidt op, mor..

"Øh, hej mor. Ja, æh.. det kan man godt sige," svarede jeg. For jeg var jo kommet godt herover, jeg var bare ikke blevet modtaget så godt fordi.. you know, Brooke var her ikke.

"Kan man godt sige? Hvad skal det så sige, Christie?" Hun lød bekymret. Men ja - der har vi det igen. Bekymrer sig for meget om mig, overbeskyttende, jaja.

"Nå øh, Brooke var her bare ikke da jeg kom, så jeg ringede til hende, men hun svarer ikke," svarede jeg.

"Mon ikke det går! Brooke kommer jo tit forsent, det ved du da, lille skat," lød det opmuntrende fra hende.

"Jo, mor. Men jeg har ligesom både ringet til hende og hendes mor, men.."

Mor afbrød mig: "Ja ja, det går nok, skal du se søde, men jeg er nød til at smutte, din bror klager over, at der ikke er mere mad i køleskabet - du ved hvordan han er! Jeg elsker dig, vi ses, kys!"

Fint. Jeg skal nok klare mig her helt alene i London..

Jeg smed låste mobilen og lagde den ned i min lomme, mens jeg håbløst kiggede ud af vinduet. Sikke et drama.

Til min store overraskelse opdagede jeg, at chaufføren sænkede farten, og kort fremme så jeg Brookes hus dukke op. Umiddelbart kunne jeg ikke helt se, hvad der skulle have forhindret hende i at hente mig i lufthavnen, men hun havde forhåbentlig en god undskyldning, når jeg kom ind og (næsten) vred halsen om på hende.. for det havde jeg tænkt mig. Jeg var sur.

Jeg greb fat i mine ting og forlod nogle penge på bagsædet, hvorefter jeg steg ud af bilen og smækkede døren efter mig. Jeg blev stående på fortovet indtil taxaen var kørt, og kiggede mig derefter lidt omkring. En hurtig tur rundt om huset for at finde Brookes værelse, så jeg kunne skræmme livet af hende. Det fortjente hun.. ej, det mente jeg ikke, men jeg var sgu egentlig lidt gal.

Da jeg nåede om til hendes vindue, smed jeg mine kufferter, tasker, alting, og sneg forsigtigt hovedet op til hendes vindue og kiggede ind på hende værelse som var.. tomt? Hvaaad? Brooke er altid på hendes værelse. Især på denne tidlige del af aftenen. Klokken var jo kun omkring halv seks, så hun kunne ikke være nede at spise.

Undrende gik jeg videre rundt om huset indtil jeg stod foran hoveddøren. Gennem vinduet kunne jeg se, at gangen var mørklagt, og der flød med ting. Sko, paraplyer, jakker. Hvad var det her for noget?

Jeg løftede tøvende hånden, vidste ikke om jeg skulle banke på, eller bare gå ind. Bedste venner går trods alt bare ind og æder af deres køleskab, men der var lige som noget anderledes ved huset i dag.

Jeg slap mine ting, og trak forsigtigt ned i håndtaget, og døren gik op med en knirken.. Havde jeg ikke vidst at deres dør altid knirker, ville jeg have troet, at jeg var havnet i en gyserfilm, haha.

Jeg trådte indenfor, stoppede op og lyttede. Ingen lyde overhovedet. Måske var de ikke hjemme? Det virkede bare forkert.

"Brooke?" kaldte jeg. Intet svar.

Jeg bestemte mig for at lede hendes værelse igennem, for det her kunne faktisk godt være en eller anden lam joke, hvor hun havde gemt sig for mig. Hun vidste hvor bange jeg kunne blive..

Ovenpå ledte jeg både i hendes skabe, under sengen og ja, alle steder. Men jeg kunne ikke finde hende, og efter at have ledt hele huset igennem, uden at finde nogen besked eller noget, blev jeg virkelig bekymret.

Jeg satte mig i deres sofa og tjekkede min mobil. Ingen beskeder, ingen opkald, ingen opdateringer fra Twitter eller Facebook. Det her var ikke en gemmeleg, det var fandeme alvor.

Jeg mærkede en kold vind mod mine bare arme, og jeg kiggede straks op for at se, om det var Brooke, der var kommet hjem, for blot at se et vindue, der var åbent.

Jeg rejste mig for at lukke det, men da jeg stod foran det, gik noget op for mig. Vinduet var ikke blæst op eller åbnet. Det var smadret. Sådan helt. Ikke bare et lille skår var faldet af, nej, hele ruden var totalt smadret som om.. som om nogen havde kaster noget imod det, en sten eller noget andet tungt.

"Hvem helvede smadrer andre folks vinduer, når de ikke engang er hjemme?!" mumlede jeg irriteret for mig selv. Det er kun små unger med fodbolde eller røvere der laver sådan noget pis.

Jeg sukkede og skulle til at sætte mig igen, da det egentlig gik op for mig, hvad jeg havde sagt. Små unger og røvere? Well, der boede ingen små unger i nærheden, som kunne smadre vinduet med en fodbold.

En underlig sandhed, som jeg inderst inde havde vidst siden jeg steg ud af taxaen, kom skyllende ind over mig. Røvere? Havde der været indbrud? Det var måske derfor, der var så rodet? Men hvorfor havde Brooke ikke skrevet noget så? Hun kunne da have bedt mig om at komme senere, eller blive hjemme, hvis de ikke orkede at have gæster efter et indbrud. Medmindre det var meget værre. Måske var de.. kidnappet?

Jeg slog tanken væk så snart jeg havde tænkt den. Helt ærligt, jeg er bare dum nok til at frygte det værste, bare fordi de ikke lige kom og hentede mig i lufthavnen.

Alt mit håb om at finde Brooke var forsvundet, så jeg gik ud af huset og satte mig på trapperne foran hoveddøren.

"Argh!" skreg jeg frustreret ud. Hvad skulle jeg nu gøre? Blive siddende her? Aldrig! Tage til det nærmeste hotel? Mulig idé, men jeg ville sikkert ikke finde et før klokken otte eller noget, og så ville det være mørkt. Hvad så med at.. tage hjem? Nej sgu, jeg var kommet her for holde en fed ferie med min veninde, og så skal de første dag ikke ødelægge det!

Mine albuer hvilede på mine knæ, mens mit hoved hvilede i mine hænder. Jeg drejede hovedet mod højre for at se, om der tegn på liv fra naboerne, men ak nej. Der var lige så tomt som her.

For at være sikker, tjekkede jeg venstre sides nabo, for at se, om der var nogen hjemme der. Og sådan sad jeg og studerede vinduerne mens jeg ventede på en reaktion derinde fra.

Lige da jeg vendte hovedet mod jorden igen, hørte jeg en dør gå op fra huset på venstre side. Som en refleks drejede jeg hovedet mod lyden, og ud af døren kom en ældre fyr på omkring tyve. Han kiggede på mig, ikke undrende, men mere afventende, som han ventede på, at jeg ville sige noget til ham. Da jeg ikke gjorde det, rystede han blot på hovedet og nikkede til mig. Jeg løftede spørgende det ene øjenbryn.

Han smilede, rystede på hovedet igen.

"Har du ikke brug for hjælp? Du virker lidt fortabt," sagde han kækt. Jeg fik en stor lyst til at række tunge af ham, fordi min dag indtil videre havde været forfærdelig - og så kom han bare der og var så glad og kæk.

Jeg fnøs.

"Kom nu. Du har siddet der de sidste.. øh ja, faktisk næsten en time, at du ved det. Jeg fornemmer lidt, at du har brug for at sted at være?" sagde han. Jeg var lige ved at snerre ad ham, da jeg fandt ud af, at han havde holdt øje med mig den sidste time. Hvorfor havde han ikke sagt noget lidt før?! Hold dog op, en.. en.. kylling! Ha! Han turde ikke sige noget før nu, kryster!

Mit dårlige humør fik mig til at flippe ud indeni, så jeg tog en dyb indånding, og sagde:

"Har du egentlig tænkt dig at invitere mig indenfor, eller vil du ringe til hjemmeplejen, så de kan samle en lille hjælpeløs pige op?"

Hans ansigtsudtryk ændrede sig fra smilende og glad, til en smule fornærmet. Jeg jublede indeni! Ha, fik ham! Nu er han nok ikke så kæphøj mere!

Jeg skulle lige til at danse en sej sejrsdans, indtil hans ansigt blødte op i et grin, og han derefter begyndte at grine.

Okay, der røg den lille rest af sejr fra mit indre.

"Kom med indenfor," sagde han så, nærmest med medlidenhed. Jeg opgav at give ham igen med en eller anden kæk kommentar, og tog i stedet mine ting. Med tunge skridt gik jeg over til huset ved siden af, op ad trappen og direkte ind af hoveddøren, som fyren holdt for mig.

Indenfor smed jeg mine kufferter, mine sko og min jakke, som om jeg var hjemme. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men det føltes trygt at komme herind, selvom jeg ikke kendte fyren, som boede her.

"Ja ja, føl dig bare hjemme," sagde fyren, mens han kløede sig i håret. Jeg rullede med øjnene af hans kommentar om min hurtige 'udpakning' og kiggede i stedet afventende på ham.

Han kiggede mindst lige så afventende tilbage på mig, og vi endte begge to med at grine. "Louis," sagde han og rakte hånden frem til mig. Jeg smilede, da jeg tog hans hånd.

"Jeg er Christie," sagde jeg venligt.

"Kom med ind i stuen, Christie," sagde Louis og gjorde en håndbevægelse til at jeg skulle følge med ham, så det gjorde jeg. Han viste mig ind i et stort rum, næsten for stort til at være en stue, men det var egentlig ikke det, der fangede min opmærksomhed. Det var de store, sorte lædersofaer og læderstole, som måtte koste en formue!

Jeg stirrede imponeret på hans overdådige stue med dyre møbler, stort fladskærms tv og spillekonsoller.

"Er du rig?" spurgte jeg tøvende, for altså.. wow!

Han slog en høj latter op, og grinte så meget at han måtte sætte sig ned i læderstolen. Da jeg ikke grinte med, stoppede han sin latter og kiggede sådan 'det-kan-ikke-passe,ved-du-det-ikke?' agtigt.

"Altså.. ja, jeg er rig, men burde du ikke vide hvorfor?" spurgte han mig om, og han så oprigtigt forvirret og chokeret ud, da han sagde det.

"Well, jeg gætter på at du er rig, fordi du har et godt job, for det er vel derfra man får pengene, ikke?" svarede jeg ham. Jeg kunne ikke se hvorfor det her skulle være så chokerende og forvirret.. ?

"Så.. du ved det ikke?" spurgte han igen. Jeg sukkede.

"Nej, jeg aner ikke, hvad du taler om. Helt ærligt, hvad er der lige i vejen med dig?" svarede jeg ham, igen.

"Du ved ikke, hvem jeg er?"

Okay, jeg var virkelig forvirret! Hvad skete der lige her? "Ved du det ikke?" og "Ved du ikke, hvem jeg er?" - nej!

"Hør her. Jeg har først lige mødt dig for to sekunder siden, så nej - selvfølgelig ved jeg sgu da ikke, hvem du er!" sagde jeg irriteret. Stop nu, Louis, ok? Det er ikke sjovt..

"Nå, men hvis du er sådan helt seriøs så.. Jamen, halløjsa. Jeg er Louis Tomlinson fra det irsk-britiske boyband, One Direction, som i øvrigt har overtaget hele verden. Kender du mig nu?"

"Næ," sagde jeg bare. Jeg anede intet om One Direction, eller hvem de var. Vent, nu vidste jeg jo lidt, men ja.. ikke andet end det, Louis lige fortalte.

"Utroligt!" udbrød Louis. Louis Tomlinson.. Aha.

"Okay - kan vi ikke bare lade som om, jeg ved alt om jer, og så kan du vise mig rundt i huset i stedet for?" foreslog jeg. Jeg var så desperat efter at få noget at spise, sove og så finde Brooke.

"Fint med mig. Hvor vil du starte?" spurgte han.

Min mave rumlede højt, og Louis begyndte at fnise. Rødmen steg op i mine kinder, og jeg bed mig forsigtigt i kinden. Okay, jeg stod åbenbart overfor en berømthed, som jeg egentlig ikke kendte, og alligevel var det der bare ekstra pinligt.

"Jeg tror vi starter i køkkenet," grinte Louis.

Han viste mig vej ud i køkkenet, hvor jeg bare satte mig på en stol og lagde hovedet på bordet. Han smilede til mig, og i hans blå øjne lå en dyb venlighed.

"Skal jeg lave noget mad til dig? Nej, vent! Det er jeg dårlig til - vent lige to sekunder," sagde han mens han gik hen til en trappe, som jeg gættede på førte ovenpå.

"Harry!" kaldte han. Harry? Harry? Harry hvem? Sikkert en ven. Flere nye fremmede mennesker. Jeg har bare brug for noget mad og en seng, ikke flere mennesker. Jeg sukkede.

"Ikke flere mennesker," mumlede jeg træt. Louis hørte det, og kiggede ned på mig med et begejstret ansigt.

"Jo jo, Harry vil du elske. Han er så dejlig!" sagde Louis kærligt.

Hm.. Okay. Hvis han siger det. Louis og Harry.. nå nå.. uh! Ej.

Jeg hørte fodtrin fra trappen og ind gennem døren til køkkenet kom en anden fyr - Harry I guess - med brune krøller og et nuttet ansigt. Hans blik fangede mit, og han kiggede undersøgende på mig og sendte mig så et smil.

Han vendte sig om og kiggede bebrejdende på Louis, som blot kiggede tilbage med et smil og sagde:

"Det er Christie, Christie - det er Harry," sagde han, først henvendt til Harry, derefter til mig.

"Hej Harry," sagde jeg træt, men smilende. Han nikkede som svar.

"Harry, lav lige noget mad til Christie. Hun er vores gæst nu, og jeg kan ikke lave mad, du ved?" sagde Louis bedende.

"Så lad gå," svarede Harry, tydeligvis presset til det af Louis' bedende stemme og hundeøjne.

 

***

 

Harry havde lavet mad til mig, og jeg ved ikke helt, hvad det var, men det smagte sgu godt, det må jeg give ham.

Jeg spist så jeg næstede ikke kunne gå, men jeg fik mig kæmpet ind på sofaen i stuen, hvor jeg lagde mig under et tæppe, som Louis kom med.

Louis havde tilbudt mig et værelse, og jeg havde også taget imod tilbuddet, og ville bare lige se lidt tv i stuen inden jeg gik i seng.

Men jeg nåede aldrig derop, for mens jeg lå under tæppet i stuen, begyndte mine øjenlåg langsomt at glide længere og længere ned, og min sidste tanke inden jeg faldt i søvn var, at jeg i morgen skulle få fat i Brooke, lige meget hvor lang tid jeg end skulle bruge på det - for jeg var bekymret, og det var faktisk rigtig meget. Tanken om at de måske ligefrem var blevet kidnappet have naget mig meget af aftenen, selvom jeg ikke ville tro på det.

Men i morgen, i morgen ville jeg finde Brooke, og det skulle jeg. Det skulle jeg bare.

 

 

______________________________________________________________________

Wuhu! Første kapitel overstået - undskyld, hvis der er stavefejl eller andre fejl, men jeg har arbejdet på det her kapitel i flere timer, og jeg fik ikke mere end 6-7 timers søvn i nat, så jeg er faktisk herre træt, hehe. x)

Kommenter hvad du synes om den, og hvad jeg kan gøre bedre + hvad du tror, der er sket med Brooke.

Ellers - glædelig 1. januar i 2013 ! :D

 

xx Julie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...