Den forbudte kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2013
  • Status: Færdig
Sandie er en pige på 17 år hvis forældre er skilt. Da hendes mor så får en ny kæreste(Frederik) som har en søn,Mikkel, på 18 år. Sandie begynder at få følelser for hendes pap bror og de følelser er gengældt, de har bare et problem, hvordan kan de være kærester når de er 'søskende' men det bliver kun mere problematisk da hendes mor og Frederik slår op. Sandies og Mikkels kærlighed er nu blevet forbudt, Sandies mor Monica vil ikke have at Sandie har kontakt med Mikkel, og Frederik vil ikke have at Mikkel har kontakt med Sandie. Men de bliver ved med at kæmpe for deres kærlighed.

19Likes
10Kommentarer
2910Visninger
AA

17. Kapitel 15

 

Om fredagen

Det er fredag morgen og Sandie skal på første gang på arbejde. Hun står op, tager lidt tøj på. Resten af familien sover stadig, og da Mikkel er hjemme ved sin far, og i gang med at flytte deres ting ind i huset ved siden af, så har hun ikke nogle at tage med. Hun skynder sig ud af huset, tager lidt penge fra hendes mors pung, til morgenmad og til en bus billet ind til midt byen. Hun smutter ud og hen til busstopstedet, hun stiger på bussen. Da hun kommer ind til byen, smutter hun forbi en juice bar og køber en kvart liter juice, inden hun smutter hen til modelbureauet. Hun drikker lige det sidste juice inden hun smutter op af trappen.
”Jeg er her,” siger hun i det hun træder ind af døren.
”Vi har noget vi skal have snakket om Sandie,” siger Shakir, i det Sandie er kommet inden for.
”Ja, hvad så`?” spørger Sandie, de beder hende om at tage plads i den samme stol som hun sad i om tirsdagen, da Mikkel også var med.
”Vi har kigget på din BMI, og den ser fin ud. 20,5 er et fint BMI tal, men vi vil meget gerne have at dit BMI kommer ned på 17,9,” siger Shakir.
”Men det er jo at være undervægtig, og det er jo usundt,” siger Sandie, lidt nervøst.
”Ja, men man må ofre sig for at være i den her branche, du bliver nød til at tabe dig, ellers bliver vi nød til at finde en anden til jobbet.”
”Okay, men jeg skal nok komme ned på det antal kilo, det skal nok kunne lade sig gøre,” siger Sandie stadig med en vis tvivl i stemmen.
”Dejligt, der er træningscenter nedenunder, så der vil vi gerne bede dig om at gå ned nu, også kan du træne et par timer og tage hjem. Jeg regner med at du spiser fornuftigt, og ikke noget med at tage på,” siger Shakir bestemt, og rækker Sandie et sæt træningstøj, inden hun går ud af rummet. Sandie går ned mod træningscenteret. Da hun er kommet derned skifter hun tøj, og går op på et løbebånd.

Det var ikke lige det her jeg havde forstillet mig jeg skulle ud til, men hvis det er det der skal til, så må jeg jo gøre det, jeg kan jo ikke sætte mig imod, jeg vil have jobbet, god løn, og jeg får lov til at gøre det jeg altid har haft lyst til. Jeg bliver bare nød til at træne, det er skide hårdt, men jeg bliver nød til det. Har jeg kun forbrændt 50 kalorier? Og jeg har stået her i en halv time nu, jeg må nok hellere sætte lidt gang i det, det kan ikke passe at jeg ikke kan holde til det. Jeg vil! Jeg er født til dette! Jeg er ikke pæn, men det er det her jeg altid har ønsket mig. Jeg vil! Jeg kan! Jeg må! Jeg skal! Og nogen ville mene at jeg ikke skal det, men det skal jeg, for ellers skuffer jeg mig selv. Hvis jeg bare taber mig 15 kilo passer det med at mit BMI kommer ned på det det skal være på. Og det ville være perfekt. Jeg er vild med det her, det er det jeg vil og skal! Hvis jeg kunne arbejde for Shakir som er en af de største navne inden for mode branchen, i stedet for at arbejde på den lorte cafe, ville det være fint, bedre løn, bedre forhold, bedre arbejdstider. Jeg får løn for det her. Jeg får fucking løn for at løbe på et løbebånd. Folk plejer at betale for det her, men jeg får penge for det i stedet for. Nu kommer der en ny. Hun er nu også smuk. Men hun er så tynd, og alligevel træner hun, hvorfor mon hun gør det. For det behøver hun jo ikke. Shakir kan umuligt have bedt hende om det. Det er jo farligt at se ud som hende. Hun har det jo ikke godt. Hun burde spise lidt, burde jeg tage kontakt til hende? Jeg tror bare jeg vil virke som en eller anden sindssyg pige hvis jeg gør det. Det er min første dag her. Jeg burde måske holde lidt afstand til alle. Eller nej. Jeg prøver at tage kontakt til hende. Det kan være jeg så kan få mere at vide om hvordan det er at arbejde her. Hvordan det er at være en del af det der foregår her i branchen. Mon jeg engang får en krop som hende, altså jeg vil stoppe inden da, for lidt bryst vil jeg da gerne have, altså bare en lille smule.

”Hej, jeg hedder Sandie jeg er ny her,” siger Sandie med en vis dirre i stemmen.
”Hej, jeg hedder Caroline, jeg har været her et par år nu,” siger pigen og smiler.
”Er det ikke vildt fedt at være model?” spørger Sandie hende.
”Jo når der bliver taget billeder, men ellers ikke. Jeg skal træne hele tiden, jeg lever ikke af andet end vand og tyggegummi. Jeg må ikke gå i byen, og drikke. Jeg skal altid holde mig i form, hvis jeg tager på bliver jeg fyret,” siger Caroline og kigger ned på sine fødder som bevæger sig på løbebåndet ved siden af Sandies.
”Altså jeg fik bare at vide at jeg skulle ned, så jeg fik et BMI på 17,9 også var det fint,” siger Sandie og kigger på Carolines svingende hestehale.
”Ja, det gør alle. Men med tiden forlanger de mere og mere, de vil ikke bare lige sådan give dig lov til at spise. Jeg har fået anoreksi på grund af det her, men jeg fortæller det ikke rigtig til nogen,” siger Caroline og kigger ind i Sandies øjne.
”Men. Hvorfor stopper du ikke?” spørger Sandie hende.
”Fordi jeg har skrevet kontrakt på 3 år, jeg mangler stadig det sidste år, og hvis jeg bare springer ud og siger op, skal jeg betale dem 100.000 kr. og det har jeg ikke penge til,” siger Caroline trist.
”Nej så kan jeg godt se problemet,” siger Sandie. Caroline kigger på Sandie og siger at hendes 2 timer er gået, og at hun synes at Sandie skal tage hjem. Sandie nikker, takker for snakken og går ud. Hendes tanker kører rundt på vej hen til busstopstedet.

Kan det alligevel være godt at fortsætte? Burde jeg måske stoppe mens det hele er godt. Jeg kan ikke tillade at sige det op fordi jeg ved hvor meget Mikkel har kæmpet for det her. Men jeg kan bare heller ikke være bekendt at fortsætte på grund af min mor. Det kan da ikke være rimeligt.

Bussen stopper foran hendes hus og chaufføren smiler til hende.
”Pas på med det model halløj. Det ender ikke godt,” siger han, inden hun går ud af døren. Hun nikker og smutter så helt ud. Da hun kommer hjem lægger hun en besked til sin mor om at hun er gået i seng, fordi hun er så træt. Hun smutter op i sengen, og falder kort tid efter i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...