En tilfældig pigee

Chloe Saunders - Hovedperson. 17 år. Langt, brunt hår. Lysebrune øjne. Rig. Høj. Slank. Lækker. Kendt som fyrenes magnet. Allicia Saunders - Chloe's mor. Er model. Den mystiske fyr (Ethan) - Brunt, pjusket hår. Muskuløs. Lækker. Dimitri - Chloe's eks-kæreste. Blond hår, der fremtrækker hans usædvanlige blå øjne. Bred læbe. Model-lækker. Skolens hotte fyr. Den nye fyr (Adrian) - Brunt hår. Grønne øjne. Perfekt kæbelinje. Muskuløs. Alder - Ukendt. Gillian Sparks - Dimitri's eks-kæreste. 18 år. Langt blond hår. Lækker. Var Chloe's mobber.

5Likes
2Kommentarer
1032Visninger
AA

3. Dagbog

"Hey søs, har du hørt, at mormor er rejst en måned til Hawaii? Hun er så cool, synes du ikke?" 
"Jo, seriøst! Jeg fatter ikke, at hun kan være så frisk!" 
"Iiih, den skal jeg sørme have!" udbrød Claire med mormors accent. 
"Åh, denne elektroniske dims gør mig skør!" fortsatte jeg. 
"Hvad skal man dog bruge de vogne, der går på strøm til, når man har fødder? Gud har ikke givet én de kropsdele, han nu har givet, for ingenting!" 
"Så-så, unger. Ingen grimme ord!" 
Vi skreg af grin. 
Hun kørte, og jeg sad ved siden af hende. 
Call Me Maybe med Carly Rae Jepsen kom på, og vi skrålede ekstra snobbede med på den. 
Da vi var færdige, grinede vi længe. 
Pludselig så jeg to let genkendelige skikkelser stå midt på gaden og skændes højlydt. 
Claire's store kærlighed og hans kæreste. 
"Se, Claire! Jeg tror, de snart slår op! De skændes jo..." 
Mere nåede jeg ikke at sige. For Claire kiggede. Vi nåede ikke at reagere, før en bil kom kørende i højre side. Den hamrede lige ind i vores bil. Jeg hørte lyden af glas, der knuste. 
Jeg mærkede en smerte, der skar igennem mit ben. Og pludselig opdagede jeg, hvor jeg befandt mig. I en bil, der lå omvendt. Eller skulle jeg hellere sige: I en bil, der var umulig at rokke. Så blev alt sort. Men det sidste jeg tænkte var: 
Jeg kan mærke, jeg bløder. Jeg kan lugte blod. Og jeg har blod på min krop. Blod. Blod. Blod. 


"Chloe! Chloe, vær sød at åbne." 
Hans stemme bragte mig tilbage til den virkelige verden. Bortset fra de røde roseblade, var der noget andet rødt i vandet.
Jeg stivnede, da jeg så det. Blodet. 
Jeg opdagede, hvad jeg havde gjort. Jeg havde skåret min arm med et barberblad. Åbenbart havde jeg gjort det i trance. 
Og pludselig var jeg tilbage, præcis hvor jeg havde været. 
I bilen. Fanget. Uden flugtmuligheder. Mareridtet. 
Jeg prøvede håbløst at komme tilbage til virkeligheden. Mareridtet var begyndt lige efter Claire's død. Den forfulgte mig hver evig eneste nat. Lod mig aldrig slippe så let. Men den var forsvundet i snart et år nu. 

"Din skyld... Det var din skyld, jeg døde..." 
Hendes kolde tone, der synes at skære i mit hjerte som knive. Den bebrejdende stemme, som gang på gang sagde de to sætninger. 
"Din skyld... Din skyld, jeg døde... Din skyld... Din skyld.. Din skyld... Jeg døde..." 
"Nej!" skreg jeg! 
Hendes blodige ansigt, hendes iskolde øjne, hendes hænder, der nærmede sig... 
"Nej! Lad mig være! Claire, nej!" 
Jeg skreg. Hendes iskolde, blodige hænder fik endelig fat i min. Hun strammede grebet. 
"Undskyld... Jeg forlod min søst..." 
Jeg skreg. Jeg prøvede at stoppe skriget. Men jeg havde ingen kontrol over min krop i drømme. 
Hun forsvandt, langsomt. Næsten som når et spøgelse forsvinder i det blå. 
Og pludselig var jeg alene i bilen. Hvis ikke jeg stadig kunne huske og mærke hendes kolde hænder mod min hud, så ville jeg aldrig have troet, at det var sket. 
Men det var det. Hun havde sagt en ny sætning. 
Hun havde sagt 'undskyld.' Betød det, at hun havde tilgivet mig? Eller... 
Langsomt faldt jeg i en dyb søvn. 

Solen skar mig i øjnene. Jeg missede mod den. Langsomt åbnede jeg øjnene. Bange for at møde et syn, jeg ikke havde lyst til. 
Jeg prøvede at sætte mig op. Da så jeg min arm. Den var forbundet. Jeg lå på min dobbeltseng. Gardinerne var trukket for. En duft af kanelsnegle, kaffe og nybagt brød hang i luften. Jeg snusede ind. Dejligt. For første gang nogensinde er jeg vågnet op til bare en lidt normal morgen. 
Jeg svingede fødderne over sengekanten, ivrig efter at komme ned og spise noget morgenmad, for første gang sammen med en anden. Ligeglad hvem, bare det var et menneske af kød og blod. 
Det snurrede rundt for mit syn. Enten snurrede jeg rundt, eller også snurrede værelset rundt. 
Jeg faldt tilbage, hvor jeg var før. 
"Nu ingen hurtige handlinger," sagde en stemme fra døren. 
 

Jeg så op, og mødte den mystiske fyrs øjne. 
Og sprang op. Mit hjerte sad op i halsen på mig. 
"For satan da, behøver du skræmme livet af mig?!" 
Et skævt smil dukkede op i hans højre kind. "Det var ikke meningen." 
"Har du ikke andet at skulle have tilføjet?" 
"Hvad da, for eksempel?" 
"Åh, glem det! Din håbløse idiot!" 
Han havde en bakke med sig. En bakke fyldt med ALT! 
Mens jeg gumlede løs på al madet, spekulerede jeg på mit og hans forhold.Selvom jeg ikke kendte hans navn, var det som om vi var kommet tættere på hinanden. Så tæt, at vi faktisk kunne joke og kalde hinanden noget andet. Siden jeg ikke kendte hans navn, så kunne jeg ligeså godt kalde ham andet. 
Mens jeg spiste sad han tavst og så på mig. Til sidst kunne jeg ikke længere lade være. 
"Hvad pokker er der med dig?!" udbrød jeg. 
"Har du det lidt bedre?" 
Spørgsmålet kom bag på mig. 
"Hvorfor skulle jeg ikke have det?" 
Han sagde ikke mere. Lod bare mine forvirrende tanker til mig selv. 
"Hvad fanden er der galt med dig, hva'?" 
"Du burde altså tage og styre dine bandeord, unge dame." 
Jeg skulede til ham. Unge dame?! Den nar! 
Først bagefter blev jeg klar over det. Han havde skiftet emne. En brat slutning på mine spørgsmål. 
"Skiderik..." mumlede jeg for mig selv. 
"Jeg hørte det godt." 
"Kan jeg ikke bare være ligeglad?" 
"Vil du virkelig gerne vide hvad der skete?" sagde han helt uventet. 
Jeg så overrasket på ham. Så nikkede jeg. 
"Du faldt i søvn mens du var i bad." 
Hvad? Men... Hvorfor havde han så været... 
Åh, jeg tænker alt for meget! 
"Okay," sagde jeg kun. Jeg kom til at tænke på, at jeg jo teknisk set stadig ikke kendte hans navn. 
"Ehm... Det er bare..." 
"Ethan," svarede han før jeg nåede at færdiggøre sætningen. 
"Åh... Sig mig, Ethan, kan du læse tanker?" 
Smilet dukkede frem igen. Det synes at oplyse hele hans ansigt. 
"Du er ret åbenlys, prinsesse," sagde han. 
"Tsk, rend mig med din 'åbenlys'!" 
"Chloe!" sagde han advarende. 
"Hvad?" 
"Du bander alt for meget. Jeg vil sætte en stopper for det!" Hans selvsikre udtryk fik mig til at le højt af ham. 
"Og hvad vil du så gøre, Mr. Can It All?" 
Han smilede til mig, stadig sikker på sig selv. 
"Der er i hvert fald noget, jeg kan, som du ikke kan..." 
"Det tror jeg ikke på!" 
"Sig et bandeord. Hvis du altså tør," opfordrede han mig. Han så så selvsikker ud, at jeg besluttede mig at tage imod hans opfordring. Høh, som om jeg ikke turde! 
"Din perverse, psykopati...." 
Jeg nåede ikke at sige sætningen til ende, før han greb fat i min hånd, og hev mig ind til sig. 
Hans læber omslugte mig, og jeg fortabte mig i en verden, hvor alt så tåget ud. 
Jeg prøvede at trække mig fri. 
Hans uendelig bløde læber hang fast ved mine som limet. Jeg ønskede at skubbe ham væk, men af en eller anden grund var mine kræfter svækket i det sekund, hans læber rørte mine. 
Men jeg vidste bedre. En ny fyr endte kun med et knust hjerte. 
Endelig fik jeg mine kræfter tilbage. Jeg skubbede hårdt til ham, og gispede efter vejret. 
"Ha... Ha... Ha..." 
Jeg så op, og mødte hans blik. Han morede sig! For pokker da, jeg kunne slå ham ihjel! 
"Din..." 
Jeg tav. Hvis jeg sagde så meget som et bandeord mere, så ville jeg være død af åndenød. Men han kunne aldrig stoppe mine tanker! 
Din nar! Satans idiot! R*vhul! Selvglade psykopat! Perverse fjols! 
Jeg så tilfredst på ham. Men han smilede bare, som om han godt vidste, hvorfor jeg havde stoppet mig selv. 
Med beslutsom mine gik jeg ud af værelset. 
"Hey prinsesse, du skal ligge i sengen," råbte han efter mig. 
Jeg stoppede. A-hvad skulle jeg?! 
"Jeg skal tisse," løj jeg. 
Jeg orkede ham ikke. Da jeg hørte trin, der nærmede sig, sneg jeg mig lynhurtigt ind på toilettet, og låste døren. 
Jeg vendte mig om. Og skreg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...