En tilfældig pigee

Chloe Saunders - Hovedperson. 17 år. Langt, brunt hår. Lysebrune øjne. Rig. Høj. Slank. Lækker. Kendt som fyrenes magnet. Allicia Saunders - Chloe's mor. Er model. Den mystiske fyr (Ethan) - Brunt, pjusket hår. Muskuløs. Lækker. Dimitri - Chloe's eks-kæreste. Blond hår, der fremtrækker hans usædvanlige blå øjne. Bred læbe. Model-lækker. Skolens hotte fyr. Den nye fyr (Adrian) - Brunt hår. Grønne øjne. Perfekt kæbelinje. Muskuløs. Alder - Ukendt. Gillian Sparks - Dimitri's eks-kæreste. 18 år. Langt blond hår. Lækker. Var Chloe's mobber.

5Likes
2Kommentarer
889Visninger
AA

2. Dagbog

"Hv-hvad pokker...?" nåede jeg at sige. 
Han plantede sine hænder på hver side af mit hoved, pressede min krop ind mod sengen med sine ben, og blokerede alle muligheder for et ømt underliv. 
En duft af regn, forår og pepermint krøb ind i mine næseborer. 
"Jeg hader... seriøst mennesker som dig.." sagde han hadefuldt. 
Jeg stirrede på ham, prøvede at finde flugtmuligheder uden at se mig om. Det ville være alt for åbenlyst. 
"M-mennesker som m-mig...?" stammede jeg rædselslagen. 
Hvem fanden var denne fyr? Og hvorfor havde mor bare efterladt mig med sådan en stor trussel? 
Jeg fattede det ikke. 
Hans øjne var fyldt med had. 
Mit hjerte bankede vildt i brystet på mig. Jeg turde end ikke at trække vejret, af frygt for at han gjorde et eller andet. Tjah, jeg aner ikke, hvad og hvorfor han skulle gøre det, men der var noget ved ham... Noget som både tiltrak mig, og fik mig til at føle en knugende angst. 
"Såh... Ikke mere den 'jeg-er-dronning-her'-Chloe? Hvor morsomt..." 
"Hvad vil du have fra mig, mister Whatever Du Nu Hedder," sagde jeg rasende. 
Hvor vovede han at angribe mig sådan?! Hvem troede han egentligt, han var? 
"Sig mig, Chloe: Hvad får du ud af at opføre dig som en led k*lling, som ikke kan finde ud af andet end at fyre sarkastiske bemærkninger af? Din far døde, før du blev født, i millitæret, kan jeg huske, din mor fortalte mig. Din søster døde i en ulykke. Din mor prøver at forsørge sin eneste datter. Alle i familien var enten uskyldige eller... Åh.." 
Tårerne sved i mine øjne. Jeg prøvede at blinke dem væk, men der kom bare mere af dem. En af dem trillede ned, og faldt sidelæns på dynen. 
Jeg hadede at græde overfor andre. Jeg havde bygget mig en stenhård mur indeni. Nægtede at græde. I 17 år havde jeg ikke grædt på grund af min familie. Men hvis jeg først begyndte at græde, ville jeg aldrig kunne stoppe igen. De ville komme væltende ud, 17 års tårer. Men det viste bare svaghed. Og jeg ville aldrig, ALDRIG vise svaghed. Hverken for min mor, mine såkaldte venner, eller sidst men ikke mindst mig selv. 
Han rejste sig op, og satte sig på sengen. Jeg tværrede tårerne ud. Forbandede tårer! 
Jeg satte mig op. "Er du glad nu? Er du glad, nu da du har bragt hele min f*cking fortid på bane?! Er du glad, nu da du har set den 'jeg-er-dronning-her'-Chloe fælde et par satans tårer?" råbte jeg. 
Da han hverken sagde noget, eller rørte på sig, fortsatte jeg. Men med lavere tone. 
"I f*cking 17 år har jeg holdt ud. Min fars og søsters død. Min mors sarkastiske attitude. Det kæmpestore, men tomme hus. Mine falske veninder. Mit knuste hjerte. Alt. Hvad fanden vil I mere have fra mig...? Jeg giver, men får aldrig en skid tilbage. Jeg føler mig så fandens ensom! Så sig i det mindste du: Ekspert i at håndtere adfærdsvanskelige teenagere: Hvad skal jeg gøre?" 
Jeg krøb sammen, prøvede at tvinge mine tårer tilbage. Men de nægtede. De ville ud, efter at have holdt ud i så lang tid, nægtede de at adlyde mere. 
Jeg hulkede med ansigtet begravet i hænderne. Hvis jeg havde kunnet, ville jeg være løbet ud af værelset. Men jeg kunne ikke, af en eller anden mærkelig grund var jeg blevet blind. Alt var sort, når jeg åbnede øjnene. Så derfor lod jeg vær. Jeg ville ønske, at tårerne ville stoppe. Jeg ville ønske, at jeg ikke sad, og græd overfor en satans nar, som denne fyr. Men jeg følte mig kold, tom, drænet for kræfter. Min krop var følelsesløs. 
Jeg lagde først mærke til de arme omkring mig, da jeg kunne føle igen. Jeg hørte også først bagefter. En sagte, trøstende stemme talte. 
"...må ikke græde, Chloe. For min skyld.. Åh, jeg er så ked af det." 
Jeg rev mig fri, sprang ned fra sengen, og satte kurs mod toilettet. Jeg hamrede døren i, låste, og tændte for det varme vand i badekarret. 
Jeg sank gispende ned i det, prøvede at få styr på min vejrtrækning. Langsomt blev karret fyldt op. Jeg trykkede på de elektroniske dimser. 
'Roseblade' - 'Rød' - 'Mellem'. 
De røde roseblade flød langsomt i vandet. Jeg stirrede på dem. Og pludselig var jeg tilbage i bilen, den dag min søster døde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...