En tilfældig pigee

Chloe Saunders - Hovedperson. 17 år. Langt, brunt hår. Lysebrune øjne. Rig. Høj. Slank. Lækker. Kendt som fyrenes magnet.
Allicia Saunders - Chloe's mor. Er model.
Den mystiske fyr (Ethan) - Brunt, pjusket hår. Muskuløs. Lækker.
Dimitri - Chloe's eks-kæreste. Blond hår, der fremtrækker hans usædvanlige blå øjne. Bred læbe. Model-lækker. Skolens hotte fyr.
Den nye fyr (Adrian) - Brunt hår. Grønne øjne. Perfekt kæbelinje. Muskuløs. Alder - Ukendt.
Gillian Sparks - Dimitri's eks-kæreste. 18 år. Langt blond hår. Lækker. Var Chloe's mobber.

5Likes
2Kommentarer
1091Visninger
AA

9. Dagbog 9

Mit skrig blandede sig sammen med det skrig, jeg skreg, da jeg blev rystet voldsomt igennem. 
"Chloe! Vågn op!" 
Langsomt, uendeligt langsomt blev Ethan's ansigt tydeligere for hvert sekund, der gik. 
Han så bange ud. 
"E-ethan?" stammede jeg. 
Mareridtet stod stadig alt for tydeligt for mig. 
"Ja? Jeg er lige her, Chloe," sagde han. Han lød uendelig lettet ud. Jeg tjekkede omgående mine arme. 
Og gud, hvor blev jeg lettet, da jeg ikke så blod på mine arme. 
Jeg opdagede, hvor jeg lå. På hans skød. Han vuggede mig blidt frem og tilbage, strøg blidt mine arme, prøvede at berolige mig. 
Jeg mærkede mig selv langsomt falde til ro. 
"Jeg er så ked af det.. Jeg er så ked af, at du skal opleve alt det her... Hvis jeg kunne, ville jeg tage alle dine voldsomme minder og mareridter og putte dem i min hjerne.." 
Jeg lagde hovedet på hans bryst. "Det er okay.." mumlede jeg, selvom jeg vidste kun alt for godt, at det var løgn. Intet var okay, og det ville de aldrig blive. 
Han kyssede min hårbund. "Det ved du bedre end jeg, at det ikke er.." 
Jeg sukkede, og puttede mig endnu mere ind i hans favn. 
Det var utroligt, hvordan jeg havde ændret mig. På bare én dag var jeg gået hen og blevet en artig, lille pige. 
Alt sammen på grund af denne fyr ved navn Ethan. 
I det samme ringede hans mobil. Han trak sig væk fra mig, så på displayet, og rejste sig. 
Jeg så på ham. "Jeg går lige ud, og snakker," sagde han, og forsvandt ude af døren. 
Jeg satte mig, og ventede. Jeg ventede, og ventede. Jeg så på uret. Den viste 20.06. 
Han havde været væk i mere end halvanden time. Et telefonopkald kunne umuligt tage så langt tid. Medmindre man altså var en teenager med særlig behov for at snakke med sine veninder 24/7. 
Jeg rejste mig op, og gik ud. Jeg tjekkede hvert eneste væresle, men fandt ham ikke. Det tog mig langt tid, eftersom vi har over 15 lokaler i alt. 
Så så jeg, at hans jakke og sko manglede. 
Han var gået, forsvundet. Havde ikke engang sagt det til mig. 
Jeg spejdede efter et stykke papir, der i det mindste sagde, hvornår han var taget hen, eller hvornår han kom tilbage. 
Intet. 
Jeg lod mig synke ned i sofaen. Hvad fanden var der sket? Hvorfor var han bare gået? 
Jeg ænsede ikke klokken, anede ikke, hvor langt tid jeg havde siddet i stuen, og stirret frem for mig. 
Jeg fik et chok, da mit blik gled forbi uret og tilbage igen. 22.32 viste den. 
Telefonen kimede. Jeg vaklede hen til bordet. 
"Ja..?" Min stemme knækkede over. Jeg orkede ikke engang at prøve igen. 
"Hej, Chloe. Det er Ethan." 
Med påtaget kold stemme svarede jeg. "Hej Ethan. Nåh, så du synes, at du endelig skulle give mig et kald? Jeg er henrykt!" 
Jeg kunne næsten høre ham krympe sig. Tsk! 
"Chloe, hør nu her.. Min veninde.." 
Jeg afbrød ham, stadig med den samme iskolde stemme, der kunne skære igennem sten. "Åh, virkelig? Din veninde? Jamen, så må du og din veninde have en fortsat god aften." 
Jeg kylede telefonen ned. Hvad regnede han mig for? Troede han, at jeg ville bryde ud i gråd, tude løs natten igennem? For en nar som ham?! Han kunne godt tro om igen! 
Tårerne pressede på. Jeg nægtede at græde. Jeg blinkede flere gange. 
Selvom gråden ville ud, og sorgen og vreden åd mig op indeni, ville jeg ikke fælde en forbandede tåre! Aldrig! 
Jeg greb fjernbetjeningen. En barsk krimi kørte på TV2 Film. Jeg så den uden egentligt at se den. Noget om kidnapning og penge. 
På et tidspunkt faldt jeg i søvn. Det samme mareridt. Hver gang jeg lagde mit hoved på puden, så var det, det eneste jeg oplevede. Igen og igen, om og om. 
Jeg vågnede ved en stemme. 
"Sch.. Det var bare en drøm.. Bare en drøm.... Rolig nu." 
Jeg satte mig op. Stemmen lød så forfærdeligt bekendt. Da jeg så, hvis ansigt det var, rejste jeg mig brat op, og gik væk fra ham. 
"Chloe, hør nu på mig, ikke?" 
Jeg vendte mig om mod ham, og så forbi ham. "Jeg vil ikke høre en løgn, Ethan. Jeg har hørt løgne nok i mit liv. 'Det er ikke din skyld, din søster døde.' Eller måske 'Jeg vil dig jo bare det bedste, skat.' Eller endda 'Jeg elsker dig, Chloe, virkelig højt. Jeg går aldrig fra dig.' Så vær sød at holde mund." 
Han kom hen til mig, jeg bakkede væk. 
"Min veninde, hun... Hun var i knibe, okay? Hun havde fået mig til at love, at jeg ville holde det hem..." 
Jeg så på ham, droppede mit kolde udtryk. Og da Ethan så væk, vidste jeg, at jeg viste ægte følelser. Nemlig, sorg. 
"Wauv.. Det må jeg nok sige, Grigori.. Du havde endda planlagt at holde det hemmeligt for mig?! Hvilken skøn kæreste jeg dog har!" 
"Chloe, for satan da! Hun er en god veninde. Hun er kærlig, venlig, sød..." 
Jeg afbrød ham med et udtryksløst blik. "Og hun er slet ikke interesseret i dig på samme måde, som du helt sikkert er?" 
Han så overrasket på mig. "Åh, det havde du vel ikke overvejet, hva'?" snerrede jeg sarkastisk. 
Jeg fejede forbi ham. "Jeg vil ud af det her forbandede hus. Jeg får kvalme af dig og dine løgne!" 
Han løb efter mig, greb fat i min arm. Jeg vred mig fri, og løb ud af huset. 
Jeg løb, og løb. Efter noget, der havde føltes som en evighed, stoppede jeg forpustet op. Jeg så mig omkring. Og opdagede til min egen overraskelse, hvor jeg var. 
Foran HANS hus. 
Nemlig, min eks-kærestes. Og i det samme blev døren åbnet. Gæt, hvem der kom ud! Du får kun ét gæt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...