En tilfældig pigee

Chloe Saunders - Hovedperson. 17 år. Langt, brunt hår. Lysebrune øjne. Rig. Høj. Slank. Lækker. Kendt som fyrenes magnet.
Allicia Saunders - Chloe's mor. Er model.
Den mystiske fyr (Ethan) - Brunt, pjusket hår. Muskuløs. Lækker.
Dimitri - Chloe's eks-kæreste. Blond hår, der fremtrækker hans usædvanlige blå øjne. Bred læbe. Model-lækker. Skolens hotte fyr.
Den nye fyr (Adrian) - Brunt hår. Grønne øjne. Perfekt kæbelinje. Muskuløs. Alder - Ukendt.
Gillian Sparks - Dimitri's eks-kæreste. 18 år. Langt blond hår. Lækker. Var Chloe's mobber.

5Likes
2Kommentarer
1168Visninger
AA

8. Dagbog 8

Selvom jeg smilede i den virkelige verden, så skreg jeg panisk i drømmeverden, eller rettere: Mareridt-verden. 
Jeg befandt mig i en skov. Det var umuligt at se noget gennem tågen. Træerne var spinkle, tynde, drænet for kræfter. Uhyggelige krager skreg hvert andet minut. Jeg gik langsomt, var på vagt. Mit hjerte sad oppe i halsen på mig, sveden piplede frem på min pande. Jeg følte det, som om jeg havde slugt ild. Min krop var brændende varm. Jeg hev efter vejret. Jeg gik nærmest i blinde, snublede, faldt. Jeg rejste mig op, igen og igen. Jeg ville ikke give op. Hvad der end var meningen med denne drøm, så ville jeg ikke bare give op sådan uden videre. Jeg ville finde en mening med det hele. En mening med, hvorfor jeg skulle tortureres på denne måde. 
"Chloe..." 
En hæs, stemme kom bagfra. En pige, kunne jeg opspore fra stemmen. Jeg vendte mig om. Tågen slikkede sig op af mig, som et tæppe lagde den sig om mig, nægtede at lade mig se. 
Jeg prøvede at føje tågen væk, men den synes at blive værre. 
"Kom her..." 
Nu kom stemmen foran mig. Jeg snurrede rundt. Panikken skyllede sig ind over mig. Rædslen steg. Mine ben rystede. Jeg kunne knap trække vejret ordenligt. 
Noget greb fat i min arm. Den var iskold under min varme hud. Grebet var hårdt, voldeligt, uhensynsløst. 
Jeg prøvede at trække armen til mig, men det gjorde grebet bare endnu hårder. 
"Mig... Claire..." 
Navnet fik mig lynhurtigt til at se op. Tågen var lettet, bare en lille smule. Men nok til at jeg kunne se hendes skønhedsplet over læben. Det var hende, Claire. 
En pludselig kraft trak hende væk fra mig. Hendes hænder klamrede sig til mig, ville ikke slippe min arm. 
Hun skreg, et skrig der skar i mine ører. Jeg ville ønske, jeg kunne holde for ørerne med hænderne. Men min krop var fryset til is. Jeg kunne ikke røre mig. Det eneste, jeg kunne gøre, var at stå og stirre på Claire, mens hendes store, rædselslagne øjne bad mig tavst. 
"Vær sød at... tilgive mig, Chloe," hviskede hun. Så forsvandt hun med en kraft, der synes at rive hende med sig. Mine hænder var limet fast til jorden. I flere minutter så jeg efter hende. Hendes iskolde berøring sad stadig på min arm, som havde den reserveret det stykke hud for evigt. 
Jeg rystede. Jeg faldt på knæ. Først nu opdagede jeg, hvad jeg havde på. En sort, ærmeløs kjole. Den var ligeså sort som mit humør. Og da lagde jeg også mærke til det mørkerøde pøl, der flød i den tørre, sprukne jord. 
Jeg opdagede min arm, der var helt rød. Jeg var fuldstændigt overdækket af... blod! 
Jeg skreg. Jeg skreg, alt hvad jeg kunne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...