En tilfældig pigee

Chloe Saunders - Hovedperson. 17 år. Langt, brunt hår. Lysebrune øjne. Rig. Høj. Slank. Lækker. Kendt som fyrenes magnet. Allicia Saunders - Chloe's mor. Er model. Den mystiske fyr (Ethan) - Brunt, pjusket hår. Muskuløs. Lækker. Dimitri - Chloe's eks-kæreste. Blond hår, der fremtrækker hans usædvanlige blå øjne. Bred læbe. Model-lækker. Skolens hotte fyr. Den nye fyr (Adrian) - Brunt hår. Grønne øjne. Perfekt kæbelinje. Muskuløs. Alder - Ukendt. Gillian Sparks - Dimitri's eks-kæreste. 18 år. Langt blond hår. Lækker. Var Chloe's mobber.

5Likes
2Kommentarer
965Visninger
AA

23. Dagbog 23

Så gav han min hånd et klem, og førte os ud af hospitalet. Da solen kastede en stråle i hans ansigt, bemærkede jeg det. Vi var lige kommet ud af hospitalet, og stod nu ved indgangen.
Han var bleg. Han havde mørke rander under øjnene, og hans pande var dækket med svedperler.
Jeg trak i hans hånd for at få ham til at stoppe op, stod på tå, og mærkede på hans pande.
Jeg trak bandende - uvilkårligt - hånden til mig.
"For pokker da, du har feber, Ethan!"
Han trak ligegyldigt på skuldrene. Han havde ikke bemærket, at jeg havde bandet, hvilket endnu engang beviste, at han ikke var ved sine fulde fem.
Han trak i mig, men hans ben vaklede. Jeg nåede at gribe fat i ham, før ham faldt. For satan da, hvor var han tung! Han truede med at vælte mig med sin kropsvægt.
"Jeg... Jeg har det fint.." hørte jeg ham mumlede med besvær.
"Dit store fjols! Hvordan kan du lyve, selv i denne tilstand?"
Med besvær fik jeg lagt ham ned på den nærmeste bænk lidt væk derfra.
Hans vejrtrækning var gispende, og hans hår var blevet helt vådt af al den sved. Jeg tørrede ham nænsomt over panden med min sweater.
"Din lille idiot.." mumlede jeg. "Behøver du udsætte din krop for fare? Også selvom det er for mig?"
Han klemte bare øjnene hårdt sammen. "Ja..." kunne jeg høre ham mumle hæst.
"Jeg henter lige hjælp. Du skal ligge i en seng, ikke her."
Jeg rejste mig op for at gå, men på trods af hans svækkede kræfter, greb han fat i min hånd.
"Bliv.. Du må ikke gå..."
"Men, Ethan! Du kan ikke ligge her. Jeg er tilbage om to sekunder!"
Jeg fik vredet mig ud af hans greb, og løb ind på hospitalet igen. Jeg fik hurtigt havde fortalt en sygeplejerske, hvad der var galt. Så løb jeg ud til Ethan igen. Lidt efter kom hun med en kørende seng. Et par andre sygeplejerskere hjalp til med at lægge ham på sengen, og så kørte de ham ellers afsted.
For gud ved, hvor mange gange, svigtede mine ben mig. En læge greb mig, fik fortalt mit navn, og fik fulgt mig tilbage til min stue.
"Vent..?" nåede jeg at sige, før han gik efter at have tjekket mig. "Lige en sidste tjeneste. Vil du ikke nok være sød at få ham herover...?"
Sygeplejerskeren, som var en pige, knap 25 år gammel, tøvede tydeligvis.
"Jeg skal gøre, hvad jeg kan. Imens hviler du dig her. Du må ikke forlade din stue."
Jeg nikkede, taknemlig og tilfreds med mig selv.
Før mine øjne gled i, så jeg en seng blive kørt ind i min stue. Og jeg vidste, at min elskede var lige her, ved min side.

Det første jeg bemærkede, da jeg åbnede øjnene, var at mine hænder var bundet. Der var kulsort, men mine øjne vænnede sig langsomt til mørket.
"Du er endelig vågnet.." lød en dyb stemme. Stemmen kom fra min venstre side. Jeg kunne lige akkurat skimte en skikkelse sidde i stolen. Skikkelsen var kraftig opbygget, og havde formentligt noget... hvidt på?
"Hv-hvem er du?" stammede jeg samtidig med, at jeg prøvede at vride mine hænder fri af rebet. Jeg kastede et blik på døren. Hvorfor kom der ikke nogen, en sygeplejserske, en eller anden?!
Skikkelsen rejste sig op, og tændte en læmpe. Lysskiftet fik mig til at knibe øjnene sammen et øjeblik. Så åbnede jeg dem langsomt, forberedt på det værste.
Jeg gispede. Hans ansigt var så tæt på min, hans ånde stank af røg og kaffe. Tydeligvis en mand, måske en læge. Jeg prøvede at vende ansigtet væk, bare et glimt af Ethan ville berolige mig. Han ville aldrig lade nogen gøre mig ondt.
Hans ru hånd drejede brutalt mit ansigt mod hans igen. Jeg prøvede at skrige, men noget afholdt mig fra det. Manden havde bevæget sig som en tiger på spring. Et knivskarpt blad fra en lommekniv blev holdt for Ethan's strube. Ethan sov.. Det måtte han gøre! Men hvorfor vågnede han ikke? Han...
"Hvis du så meget som piber, er din lille lover-boy her færdig, er du med?"
Hans stemme indeholdt ren trussel. Mit hjerte hamrede i brystet på mig, og jeg følte mig brændende varm. Panikken steg, og jeg vidste, at både mit og Ethan's liv var i fare. Jeg måtte ikke gøre noget idiotisk!
Da han så mit udtryk, bredte en ondskabsfuldt smil om læberne på ham. Han var henne hos mig på to sekunder. Jeg pressede mig ind i sengen, selvom jeg vidste, at jeg umuligt kunne flygte.
Han lod forræderisk en finger glide over mine læber. Jeg vendte ansigtet væk, men han tvang mit ansigt tilbage igen. Hans mørkebrune øjne fastlåste sig i mine. Hans kraftige brune hår faldt i ansigtet på ham. Han havde et skønhedsplet ved hagens spids.
"Hvorfor g-gør du det her..?" Min stemme var svag.
Han lod sig dumpe ned på stolen igen, og betragtede mig.
"Er det ikke åbenlyst? Jeg vil have... din krop. Synes du ikke, det er en skam at lade sådan en skøn krop gå til vask? Du vil jo ikke leve lige så længe som alle andre mennesker, vil du vel?"
Jeg kunne ikke få et ord frem. Jeg så rædselslagen på ham. Mit blik faldt på Ethan. Han kunne umuligt sove så tungt.. Manden bemærkede det, og sendte mig et hårdt smil.
"Åh og ham dér? Han vågner ikke så hurtigt.."
Jeg vred mig voldsomt. Rebet kunne umuligt være så stærkt. Manden var hurtigere end mig. Han greb fat i mit ansigt. Grebet var hårdt, og det gjorde ondt.
"Såh...? Du vil have mig til at rykke fremad hurtigere? Fint med mig!"
Med sin frie hånd lod han hånden glide ind under sweateren, som i sig selv var alt for kort. Et gisp undslap mig, da hans hånd tog fat om en af mine bryster. Hans hånd var akkurat stor nok til at holde mit bryst. Jeg prøvede uden held at skubbe ham ned med mine ben, men han havde hele sin vægt ovenpå mig. Han kærtegnede mit bryst for så igen at tage den. Brutalt og uden medlidenhed.
"Stop! Nej, lad vær! Jeg beder dig..! NEJ!" råbte jeg.
Han holdt hånden for min mund. Pludselig afbrød en kimen ham. Han bandede, og trak hånden ud af min sweater for at tage sin mobil.
Han holdt den over øret, lyttede, og sagde så hvæsende: "Nu? Behøver jeg en sygeplejerske til et forbandet tjek? ... Ja, ja.." afsluttede han tørt.
Han afsluttede samtalen, og puttede den tilbage i lommen. Så vendte han tilbage til mig. Hans hånd fandt igen vej ind under min sweater, og endnu engang måtte jeg gispe.
"Hør så godt efter: Jeg har ikke tid i dag, men i morgen aften kommer jeg tilbage. Èt ord til nogen, og din fúcking af en kæreste er i livsfare. Jeg har ikke tænkt mig at lade det hele blive ødelagt, blot fordi jeg blev afbrudt. Er det forstået?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...