En tilfældig pigee

Chloe Saunders - Hovedperson. 17 år. Langt, brunt hår. Lysebrune øjne. Rig. Høj. Slank. Lækker. Kendt som fyrenes magnet. Allicia Saunders - Chloe's mor. Er model. Den mystiske fyr (Ethan) - Brunt, pjusket hår. Muskuløs. Lækker. Dimitri - Chloe's eks-kæreste. Blond hår, der fremtrækker hans usædvanlige blå øjne. Bred læbe. Model-lækker. Skolens hotte fyr. Den nye fyr (Adrian) - Brunt hår. Grønne øjne. Perfekt kæbelinje. Muskuløs. Alder - Ukendt. Gillian Sparks - Dimitri's eks-kæreste. 18 år. Langt blond hår. Lækker. Var Chloe's mobber.

5Likes
2Kommentarer
999Visninger
AA

22. Dagbog 22

"Forresten, Dimitri bad mig om at aflevere den her til dig. Nu går jeg, og spørger en læge."
Han rakte mig et stykke papir, pænt foldet sammen.
Med rædslen stigende tog jeg imod brevet. Allerede før jeg læste det, vidste jeg, at det var et afskedsbrev.
Skiften var skrå og smuk.

Kære Chloe
Jeg er ked af så pludseligt at forlade dig. Sandheden er, at jeg ikke kan holde ud at se min Chloe sammen med en anden. Jeg er ked af det, hvis mine ord på nogen måder sårer dig, det kunne jeg aldrig finde på at gøre med vilje.
Men jeg ved en ting, og det er, at Ethan vil give sit liv for at beskytte dig. Jeg er sikker på, at han nok skal tage sig af dig.
Vær sød ikke at kontakte mig.
Jeg vil for evigt elske dig.
Tilgiv mig, engel...
Dimitri

Jeg opdagede først, at jeg græd, da en tåre ramte papiret. Jeg hulkede lydløst, og knugede papiret ind til mig.
Nej... Det kunne ikke passe. Dimitri havde ikke forladt mig. Nej...
"Jeg er ked af det, prinsesse..."
Ethan's stemme kom som en blød melodi, trøstende og varm.
Han holdt mig trygt ind til sig, som han så mange andre gange havde gjort.
"Åh prinsesse, jeg er så ked af det.."
Jeg lagde armene om hans hals, og snøftede.
"Det er okay... Jeg havde alligevel vidst, at det her ville ske. ... Jeg havde bare ikke forberedt mig på smerten og chokket."
Jeg kunne mærke ham nikke svagt.
"Tag overtøj på, min tøz."
Jeg tørrede mine øjne, og trak mig væk. Han lo. "Dine øjne stråler!"
Jeg nikkede smilende, og stod op. Jeg ville nok være dejset om, hvis ikke hans arme havde reddet mig.
"Whoa! Pas på, du er stadig svag."
Jeg holdt fast i ham, mens han gav mig overtøj på. En frakke og et halstørklæde.
Jeg så beklagende på ham.
"Helt ærligt, det er slet ikke koldt! Der er 25 grader udenfor lige nu!"
Han lo ad mit udtryk, og tog min frakke af.
Så så han vurderende på mig.
"Hmm... Du skal ikke gå ud i hospitalstøj. Og jeg tog ikke tøj med."
Med en hurtig bevægelse hev han sweateren over hovedet, og gav mig den.
"Her, du kan låne min."
Han havde en hvid t-shirt under, hvilket fremhævede hans gyldne hud.
Jeg tog imod den, og skulle til at knappe knapperne på hospitals-skjorten op. Ethan gjorde ikke mine til at gå. Jeg så afventende på ham.
"Hvad? Jeg har ikke noget imod at blive her!"
Da jeg daskede ham let på skulderen, holdt han opgivende hænderne op.
"Okay, okay! Jeg lover ikke at kigge!"
Jeg sukkede. Så åbnede jeg lynhurtigt knapperne op. Jeg tjekkede, om han kiggede. Det gjorde han, helt åbenlyst.
"Ethan!" hvinede jeg. Han lo.
"Okay, okay! Jeg skal nok! Men tro mig, prinsesse, det er fristende ikke at kigge!"
"Hold så op, din perverse idiot!"
Jeg tog lynhurtigt sweateren på. Den var alt for lang, nåede mig halvvejs til lårene, og mine skuldre kunne ses. Derfor tog jeg også bukserne til hospitalstøjet af.
"Du må gerne kigge nu.."
Han drejede hovedet, lænede sig ind over mig, og lod læberne let berøre det sted, hvor mit hals mødte mine skuldre.
Han snusede ind.
"Du dufter... dejligt.."
Jeg skælvede. Så kyssede han mig på siden af mit hals, og trak sig væk. Han rakte hånden frem, og jeg gav ham min hånd.
"Har du det bedre nu?" spurgte han.
Jeg nikkede.
"Godt, lad os gå. Hvis du føler dig det mindste utilpas eller dårlig, så sig det, okay?"
Jeg nikkede tavst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...