En tilfældig pigee

Chloe Saunders - Hovedperson. 17 år. Langt, brunt hår. Lysebrune øjne. Rig. Høj. Slank. Lækker. Kendt som fyrenes magnet. Allicia Saunders - Chloe's mor. Er model. Den mystiske fyr (Ethan) - Brunt, pjusket hår. Muskuløs. Lækker. Dimitri - Chloe's eks-kæreste. Blond hår, der fremtrækker hans usædvanlige blå øjne. Bred læbe. Model-lækker. Skolens hotte fyr. Den nye fyr (Adrian) - Brunt hår. Grønne øjne. Perfekt kæbelinje. Muskuløs. Alder - Ukendt. Gillian Sparks - Dimitri's eks-kæreste. 18 år. Langt blond hår. Lækker. Var Chloe's mobber.

5Likes
2Kommentarer
1019Visninger
AA

21. Dagbog 21

Jeg mærkede ham stivne med armene om mig. Så trak han sig med en pludselig bevægelse væk, og så chokeret på mig. 
"Chloe! For pokker da, sådan noget skal du ikke sige!" 
Jeg lod en finger stryge ham langs hans perfekte kæbelinje. 
"Lov mig det," insisterede jeg. 
Han tøvede lidt. "Men... jeg kan ikke bare sådan glemme dig. Du er alt for værdigfuld, til at jeg bare kan viske dig ud af mit hoved.." 
"Jeg ved det godt, Ethan. Men du bliver nødt til at komme videre med dit liv." 
"Så hold dog op! Du taler, som om du allerede er død! Du har flere måneder til..." 
Han tav, da han hørte, hvordan det lød. 
Han nægtede at indrømme, at jeg var døende. 
"Undskyld..." mumlede jeg. 
Han sagde ikke noget. Det var dejligt, jeg ville ønske, vi kunne blive siddende sådan her for evigt... 
På et tidspunkt faldt mine øjne i. På det tidspunkt, hørte jeg en sagte, blid stemme tæt ved mit øre hviske: 
"Sov sødt, prinsesse." 

Da jeg vågnede, følte jeg det, som om nogen havde slået mit hoved med en hammer gentagne gange. 
Jeg stønnede af smerte. 
"Godmorgen," sagde en stemme. 
Jeg åbnede øjnene, og så Ethan komme ind med en bakke. 
Morgenmad, opdagede jeg straks. 
"Jeg har det af he..." Jeg stoppede mig selv, før bandeordene kom ud af min mund. 
Jeg så ham smile, velvidende hvorfor jeg havde stoppet mig selv. Det mindede mig uvilkårligt om sidste gang, det samme var sket. 
"Jeg har det ikke så godt," mumlede jeg til sidst. 
Han gav mig et godmorgen-kys på munden. 
"Men du har sovet godt?" sagde han, og blinkede. 
Jeg nikkede. Mens jeg spiste, fortalte han mig, hvor usundt slankekure var. Jeg stønnede invendigt. Dimitri plejede også altid at holde en prædiken for mig. 
Ved tanken om ham, skyllede en stor bølge af dårlig samvittighed ind over mig. 
Jeg mærkede den velkendte stikken i mit bryst. Det fik jeg altid, når jeg følte noget negativt. 
Hjertesygdom, du er vel tættere end som så, tænkte jeg. 
Jeg skar en grimasse, da smerten skød som lyn i mit bryst. 
Årh, damn it! Behøvede det komme nu og her, foran Ethan?! 
"Chloe? Er du okay?" 
Jeg pressede en hånd i mit bryst i håb om at få den til at gå væk. Sommetider hjalp det, andre gange ikke. 
Men denne gang synes det at vare ved i en evighed. 
Min vejrtrækning blev gispende. Min krop føltes som flammer. Det vendte sig i mig. 
"Chloe!" 
Stemmen lød panikslagen og ude af den. 
Nogen løb. Mens jeg kæmpede med at trække vejret og få smerten til at forsvinde, løb Ethan. Han forlod mig... 
Jeg anede ikke, hvor langt tid der gik, før en læge kom løbende ind. 
Hun sprøjtede et eller andet ind. 
Og gudskelov for at smerten tog af, og min krop blev fyldt med en vidunderlig ro. 
Med iltmaske over munden og næsen drejede jeg langsomt hovedet for at få et glimt af Ethan. Synet gjorde mig tryg. Han sad ved siden af min seng med to fingre presset mod tindingerne. 
Jeg så bekymret på ham. 
"Ethan?" 
Navnet lød underligt, fordi masken forhindrede det i rigtigt at trænge ud. Men han drejede omgående hovedet. 
Panikken lyste ud af hans hasselbrune øjne. 
Jeg rakte ud efter ham, han gjorde det samme. Vores fingre flettede ind i hinanden. 
"Jeg er ked af det..." sagde jeg. 
Han rystede på hovedet. "Det skal du ikke være. Har du det bedre nu?" 
Jeg nikkede. Han så lettet ud. 
Hans fingre gav min hånd et klem. 
"Glem aldrig, at jeg altid vil være der for dig, okay?" 
Jeg nikkede tavst. 
"Jeg elsker dig så højt, at jeg umuligt kan give slip på dig så hurtigt..!" 
"Ethan?" 
"Mmh?" 
"Gå hjem og hvil dig.." 
Jeg ville ikke have ham til at gå fra mig. Jeg ville have ham ved min side for evigt. 
Men jeg vidste, at han ikke havde det så godt. Hovedpine var èn ting. Men sorg, fortivlelse og smerte var en helt anden ting. 
"Jeg går ingen steder," lød hans svar, enkelt og kort. 
Jeg sukkede, og vidste, at jeg umuligt kunne overtale ham. 
"Så læg dig i det mindste på en seng." 
Han rystede på hovedet. 
"Jeg har det fint. Du skulle hellere bekymre dig om dig selv." 
"Så vær sød at få mig til at glemme.. Glemme det faktum, at jeg snart forlader min eneste ene.." 
"Chloe!" sagde han beklagende. "Jeg får sådan lyst til dig, og det er ikke godt! Du er stadig ikke helt rask efter det anfald, og så beder du mig om at kysse dig?! Du er seriøst en idiot!" stønnede han, som om han mente, jeg var verdens mest håbløse person. 
Jeg daskede ham på skulderen. 
"Hey! Næste gang, du kalder mig en idiot, så hiver jeg de her pokkers ledninger ud!" 
Han så faretruende på mig. "Hvad hørte jeg lige dèr?" 
Jeg rullede med øjnene. "Helt ærligt, det er ikke fair!" 
"At hvad er ikke fair? At jeg kysser dig, hvis du bander? Jamen, jeg kan sagtens finde på en ny straffe!" 
"Nej, det at du godt må bande hvert sekund, men det må jeg ikke!" 
Han gav blidt min næse en lussing. 
"Sådan er reglerne, skatter." 
Jeg rakte ud efter ham, iltmasken stod i vejen, så jeg rev den ud. Jeg havde alligevel ikke iltmangel mere. 
Jeg fik fat på hans øre, og trak til af alle mine kræfter. Han hylede som et barn. 
"Hørte jeg ordet 'skatter'?" tordnede jeg rasende. 
"Av, av, av! Tilgiv mig, min gudinde, min dronning, prinsesse! Jeg mente det ikke! Av, giv slip, vær sød at give slip!" 
Jeg gav slip efter at have gjort mig sikker på, at han ikke løj. 
Han mærkede ømmende på sit øre. 
"Jeg var sikker på, at du havde revet den af. Mirakuløst sidder den der stadig." 
Jeg tog fat i hans krave, og hev ham ind til mig. Jeg kyssede hans øre. 
"Det må du undskylde.." hviskede jeg i hans øre. 
Han gav mig et kys på munden, kort og skuffende, og trak sig væk. Så gav han mig iltmasken på, og smilede til mig. 
"Jeg må virkelig stoppe, prinsesse. Jeg ville ønske, det her ikke var et hospital, men det er det. Du er her, fordi du ikke er helt igennem rask. Når du bliver det, så lover jeg dig, jeg vil være vågen hele natten, kun for dig." 
Jeg smilede trist til ham. 
"Sikke en sørgelig love story, synes du ikke?" 
Han sendte mig, modsat mig selv, et blændende smil. 
"Nu ingen 'sørgelig' i samme sætning som 'love story', okay?" 
Jeg lo, og nikkede. Han kyssede mig på panden. 
"Spis så færdig. Måske, kun måske, kan vi få lov til at gå en lille tur." 
"Okay," sagde jeg, og glædede mig allerede til at komme væk herfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...