En tilfældig pigee

Chloe Saunders - Hovedperson. 17 år. Langt, brunt hår. Lysebrune øjne. Rig. Høj. Slank. Lækker. Kendt som fyrenes magnet. Allicia Saunders - Chloe's mor. Er model. Den mystiske fyr (Ethan) - Brunt, pjusket hår. Muskuløs. Lækker. Dimitri - Chloe's eks-kæreste. Blond hår, der fremtrækker hans usædvanlige blå øjne. Bred læbe. Model-lækker. Skolens hotte fyr. Den nye fyr (Adrian) - Brunt hår. Grønne øjne. Perfekt kæbelinje. Muskuløs. Alder - Ukendt. Gillian Sparks - Dimitri's eks-kæreste. 18 år. Langt blond hår. Lækker. Var Chloe's mobber.

5Likes
2Kommentarer
1034Visninger
AA

20. Dagbog 20

Jeg havde ikke kunnet fortælle ham det. Det ville have slået ham ud. Intet ville være kommet så langt, hvis jeg havde fortalt ham det. 
Men sandheden var... Sandheden var, at jeg havde vidst dette siden sidste uge. Jeg havde haft forfærdeligt ondt i hjertet i godt et par måneder, men sidste uge havde jeg besluttet at gå til lægen. Uden mor og uden venner. Alene. 
Blot for at få bekræftet at mit liv var kortere end andres. Mit liv ville ende brat en dag om ikke få måneder. 
"Jeg..." 
Doktoren, som havde været en ung mand, havde først tøvet. Et sørgmodigt glimt i hans øjnee havde dukket op, og jeg havde straks vidst, at hvad end han ville sige, så var det ikke godt. 
"De har en sjælden form for... hjertesygdom..." 
Han havde været i stand til at sige det hele på blot en sætning... 
Men dengang havde glæden skyllet ind over mig. Glæden over at min lidelse nu endelig fik en ende. Glæden over endelig at have en god grund til at forlade verden. 
Men ting havde ændret sig siden da. Jeg havde mødt Ethan. Han... Han havde ændret mit liv på så få dage... Malet mine dage i alle mulige farver. 
Jeg turde ikke se op og møde Ethan's smertefulde ansigt. Måske endda rasende. Han fortjente det ikke.. Jeg fortjente det, døden. Jeg havde altid holdt andre ude, andre som ikke var ligeså populær og lækker som mig. Men Ethan... Han var ren, helt igennem ren. 
Stilheden var uudholdelig. Jeg bad desperat til, at han rejste sig, og forlod mig for evigt, råbte af mig, klagede, skældte ud. Men intet af det kom. 
Stilheden var så tyk i luften, at man kunne høre Ethan's hjerte hamre i brystet på ham. Jeg krympede mig ved tanken om den smerte, sorg, vrede og følelsen af at være blevet forrådt, han følte lige nu. 
Jeg kunne ikke længere holde det ud. Ethan's tavshed var værre end alverdens hjerteknusende ord. Jeg sprang op fra sengen, og prøvede fumlende at hive ledningerne ud. Mine fingre fik endelig trukket den ud, men stærke hænder greb fat om mine håndled. Grebet føltes som et jerngreb. Så hårdt og alligevel så blidt... 
"Chloe!" 
Jeg prøvede at vride mig løs. Tårerne kom væltende ud af mine øjne. 
"Chloe! Stop så!" 
Hans stemme rummede kun fortvivlelse og angst. 
"Vær sød at stoppe..." 
Hans hviskende stemme fik mig til at stoppe. Min krop blev slap. Mine hænder hvilede på hans muskuløse bryst. 
Han trak mig ind til sig, og lagde beskyttende armene over mig. 
"Chloe..." begyndte han, men jeg afbrød ham. 
"Hvorfor...? Hvorfor, Ethan? Hvorfor er du så... uendelig rar? Hvorfor skælder du mig ikke ud? Hvorfor råber du ikke? Hvorfor... er du ikke det mindste vred?" 
Jeg hulkede i hans bryst. 
"Åh, prinsesse.. Hvorfor skulle jeg dog gøre det?" 
Jeg svarede ikke. Jeg lukkede øjnene, og nød hans nærvær. Han strammede sit greb, som ville jeg forsvinde, hvis han ikke holdt godt fast. 
"Hvem ved det ellers?" 
Hans stemme bragte mig tilbage til virkeligheden. 
"I-ingen..." 
Jeg kunne mærke ham nikke. 
"Idiot... Hvordan kan du tænke sådan?" 
Hans stemme var så blid.. Som melodi. 
"Vil du love mig en ting, Ethan?" 
Svaret kom som en refleks. 
"Ja, hvad som helst!" 
"Efter min død... så skal du glemme alt om mig, okay?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...