En tilfældig pigee

Chloe Saunders - Hovedperson. 17 år. Langt, brunt hår. Lysebrune øjne. Rig. Høj. Slank. Lækker. Kendt som fyrenes magnet.
Allicia Saunders - Chloe's mor. Er model.
Den mystiske fyr (Ethan) - Brunt, pjusket hår. Muskuløs. Lækker.
Dimitri - Chloe's eks-kæreste. Blond hår, der fremtrækker hans usædvanlige blå øjne. Bred læbe. Model-lækker. Skolens hotte fyr.
Den nye fyr (Adrian) - Brunt hår. Grønne øjne. Perfekt kæbelinje. Muskuløs. Alder - Ukendt.
Gillian Sparks - Dimitri's eks-kæreste. 18 år. Langt blond hår. Lækker. Var Chloe's mobber.

5Likes
2Kommentarer
1135Visninger
AA

12. Dagbog 12

Jeg brasede ind i det store, hvid hus. Ignorerede de to vagter, som så på mig. 
Rasende hamrede jeg dørene i. Jeg gik resolut ind i køknet, hvor Ethan sad med albuerne på bordet, og hænderne der støttede hovedet. Hans hoved hang ned. Han så værre ud. 
Hans læber var revet til blods. Hans kind havde fået adskillige farver, og så langt fra godt ud. 
Jeg stoppede et øjeblik i døren. "Er du endelig færdig med at opføre dig som et lille barn?" 
Jeg forholdt min tone kold og udtryksløst. Jeg kunne ikke lade ham hverken se eller høre bekymringen i min stemme. 
Dét fik hans hoved i vejret, og han så direkte ind i mine øjne. Synet fik mig til at gispe lavt. 
Han græd. Ægte tårer truede med at rutsje ned af hans kinder. Han tørrede det hurtigt væk, og vendte ansigtet væk. 
Hvorfor græd han? Havde det noget med mig at gøre? Havde jeg været alt for hård ved ham? 
Spørgsmålene kørte i hovedet på mig, drev mig til vanvid. 
"Du har ret, jeg er et barn." 
Han drejede hovedet, og så mig vredt i øjnene. "For fyre som mig græder aldrig, vel?" 
Han rejste sig op, og tog et skridt mod mig. Jeg tog et skridt tilbage. 
Han rystede på hovedet, og kørte en hånd gennem sit brune hår. 
"Det her går ikke, Chloe. Det her forhold kommer aldrig til at gå. Du elsker..." 
Hans stemme knækkede over, og han prøvede igen. "Du elsker jo alligevel din eks-kæreste, har jeg ret?" 
Spørgsmålet kom bag på mig. Jeg kunne ikke andet end at se ned på mine guld-sandaler, som mormor havde købt til mig fra Egypten. De så snavsede ud, selvom jeg lige havde fået dem. Måske fordi jeg havde løbet i sandet. 
"Jeg vidste det. Du har aldrig elsket mig." 
Mit hoved fløj op. Så gik jeg hen til ham, stod foran ham, og så vredt på ham. "Nej, jeg elsker ham ikke. Og det sagde jeg også til ham. Jeg sagde, at jeg elskede dig, Ethan. Dig, ikke ham. Hvornår vil du forstå det?" 
Han så overrasket ud. "Men... han..." 
"Han er ingen." 
Jeg snurrede rundt, og gik op på mit værelse. Han brasede ind uden at banke på. 
"Har du ikke lært at banke på først?" sagde jeg irriteret. 
Han ignorerede det. "Er du stadig sur på mig?" 
Jeg sendte ham et koldt blik. "Nej, det forsvandt, da du legede 'hvem vinder' med Dimitri," svarede jeg sarkastisk. 
Han så forpint ud. "Det var hans egen skyld. Han skulle ikke have..." prøvede han at forsvare sig. 
Jeg så måbende på ham. Nægtede han endda at erkende sig skyldig? 
"Så du siger, at du var helt uskyldig? Du er godt nok noget af en nar!" 
Han tav. Efter noget, der føltes som en evighed, åbnede han endelig munden. 
"Idag er det mine forældres dødsdag..." 
"Åh..." 
Han så op, og mødte mit blik. Jeg blev helt knust over at se i de smukke, varme, brune øjne. De var fyldt med sorg. 
"Jeg plejer at tage op og besøge dem. Jeg har aldrig glemt deres dødsdag én eneste gang i hele mit liv. Men dette år... Dette år havde jeg travlt - alt for travlt. ... Med dig." 
Jeg så på ham. Mente han det alvorligt? 
Jeg så en tåre løbe ned af hans ene kind. Jeg tror ikke engang, han bemærkede det. Han sad, og stirrede ligeud for sig. Tåren var ikke helt gennemsigtig. Jeg havde lyst til at række ud, og tørre det bort. Hvorfor gjorde jeg det ikke? 
Pludselig kom han til bevidsthed. Han opdagede tåren, og tørrede det flovt væk. 
Så stirrede han så længe på mig, at jeg rørte nervøst på mig. 
"Jeg har aldrig... grædt over dem. Men... nu da du... Det er på grund af dig..." 
Jeg så tilbage på ham. Intensitetet i hans øjne synes at tiltrække mig. Pludselig greb han fat i min hånd, og hev mig ind til sig. Men før hans læber omsluttede mine, og omtågede hele verden for mig, skubbede jeg ham hårdt fra mig. 
"Før jeg lader dig kysse mig, skal du besvare mig på ét spørgsmål." 
Han så på mig, og sendte mig et 'jeg-vil-svare-alt-når-bare-jeg-får-lov-til-at-kysse-dig'-blik. 
Fint med mig. 
"Hvem er din såkaldte 'veninde'?" 
Jeg så ham stivne. Og jeg vidste, at jeg havde ramt et ømt punkt. Jeg måtte forberede mig på det værste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...