Min helvedes engel (1D)

For halvandet år siden, kom Ronnie så langt ud, at hun var ved at tage en overdosis. Hendes liv var et helvede på det tidspunkt, og alkoholen havde påvirket hende så meget, at hun havde været i kontakt med den forkerte mand.

Ronnie bliver reddet af en dreng, ved navn James. Hendes Engel, hendes bedste ven. Han finder hende på et gadehjørne, og tager sig af hende, indtil hun er ædru. Han forsvinder efter en et par dage, og kommer aldrig tilbage. Og siden da har Ronnie ikke set ham..

Hun besøger sin kusine Anne Mette, hvor hun møder hendes bedste ven der er lidt udover de sædvanlige, af alle Kusinens venner som Ronnie har mødt..


**Anstøedende sprogbrug og inhold, bare så i er forberedt**

9Likes
8Kommentarer
1085Visninger
AA

9. Kapitel 8

*NIALLS SYNSVINKEL*

 

Jeg var stum. Helt og aldeles stum. Og så kunne jeg heller ikke bevæge mig. Jeg havde aldrig troet det ville komme så vidt, at jeg igen stod ansigt til ansigt med hende igen. Det var derfor. Jeg var på en måde overlykkelig for at se hende igen, men samtidig så vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Drengene vidste intet. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i det. Jeg kunne også, på en måde fornemme at Ronnie var sur. 

Ja.. Ronnie var sur.. Det var egentlig underligt at jeg først opdagede at det faktisk var hende, lidt efter.. Jeg kunne godt høre at det var hende på hendes stemme, jeg kunne også se det i hendes øjne, men hun havde forandret sig en del. Hendes hår var ikke kort mere, men nu langt, og hun havde fået flere former. Hun var blevet lækker, hvis jeg egentlig skulle sige det.

 

 

Jeg kunne også godt forstå hun var vred over jeg bare sådan skred.

Jeg kiggede kort på Ronnies arm, og så op på hende igen. Vi fik øjenkontakt, og hendes blik viste had, vrede, skuffelse og et snit trist. Hun rev sig ud af mit tag vendte om, og var på vej hen i mod døren.

”Ronnie ve-” mere nåede jeg ikke at sige på grund af lyden af døren smække.

”Hvad skete der lige der?” Harry kom hen i mod mig med et forvirret blik.

”Det... Det ved jeg ikke?” Sagde jeg, men kiggede så på Andy som var på vej hen i mod døren, sikkert fordi han skulle efter Ronnie.

”Kender du hende. Niall?” Spurgte Liam roligt.

Om jeg kendte Ronnie? ”Kender” var et alt for lille ord. Jeg kendte Ronnie ind og ud. Kendte hendes svagheder, men det var lang tid siden.

”Liam jeg kendte, Ronnie.”

 

*ANDYS SYNSVINKEL*

 

Jeg måtte indrømme jeg ikke havde set noget af dette her ville komme. Jeg ved ikke hvad Ronnie og Niall havde haft i deres fortid, men jeg kunne se det havde ramt Ronnie. Vi havde måske ikke kendt hinanden i så lang tid, men alligevel føltes det som om jeg havde kendt hende i årevis.

 

Jeg stod ude på gaden, og skimtede efter Ronnie, men kunne ikke rigtig få øje på hende. Jeg løb hen imod parken, og skimtede efter hende, og så hende lidt efter ved en bænk. Hun havde dækket sit hoved med hænderne.

Jeg gik stille, og roligt hen til hende, og satte mig stille ned uden at meddele hende om det. Der var noget der skar i hjertet, og det var at høre hende græde, og efter et stykke tid kunne jeg ikke klare det mere.

”Er du okay, Ron?” Spurgte jeg hende stille, og kiggede på hende. Hun kiggede på mig, og det var lidt svært at tyde hendes ansigt på grund af der var lidt mørkt. Hun svarede mig ikke. Hun kiggede bare tomt på mig.

”Hvor kender det Niall fra?” Spurgte jeg lidt efter, og der gik også lidt tid før hun svarede.

”Det er en lang historie..” Svarede hun med et snøft.

”Jeg har lang tid.” Svarede jeg hende hurtigt efter.

”Det er meget indviklet, men lad os sige det sådan her; Niall hjalp mig i fortiden med mine problemer.” Hun kiggede ned i jorden mens hun sagde det. Det var lidt som om hun var flov over det, men jeg ville bare vide hvilket problem hun havde.

”Hvilke problemer, Ronnie?” Sagde jeg lidt efter.

”Andy jeg skulle have fortalt dig det før, men så gør jeg det nu.. For et par år siden havde jeg det hårdt. Jeg kunne ikke mere, og ville ikke mere-” Hun holdte en pause.

”Derfor drak jeg mig fuld- tit.” Hun skænkede mig ikke et blik. Drak sig fuld? Det vil jeg da også gøre hvis jeg havde det af H.T. Men så at det var tit, okay, måske var det lidt mere alvorligt end det jeg havde prøvet.

”Men.. Hvad har det med Niall at gøre?” Jeg var forvirret, og trist over Ronnies fortid.

”Og her kom James så ind i billedet. Han hjalp mig, og fik mig så væk fra den vane-” Hun stoppede igen. Det var hårdt for hende at fortælle om det, det kunne jeg tydeligt se på den måde hun tøvede og stoppede op hele tiden.

”Ronnie, hvis du ikke vil forklare det lige nu er det okay..” Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg kunne vente med det, men det var måske det bedste for Ronnie lige nu, at det hele ikke blev for meget.

”Nej! Det er fint nok.” Sagde hun.

”Efter noget tid igen, hvor James så var kommet ind i mit liv, og hjulpet mig havde han betydet en hel del, for det var som om han var en engel sendt ned fra himlen.” Forsatte hun.

”Men så var der den dag, hvor James ikke kom, og ikke var der mere. Han forsvandt. Han skred bare uden varsel, og havde aldrig kontaktet mig efter det.” Hun afsluttede sin sætning, og satte hænderne op til hovedet.

Jeg forstod hende nu. Jeg forstod hvorfor hun havde reageret sådan. Det jeg bare ikke forstod, var Niall. Var Niall, James? Jeg kunne mærke jeg var begyndt med at fryse. 

"Du siger at.... Niall er... James?" jeg var chokket da jeg egentlig havde regnet det hele ud. Det gav også mening nu, da hans mellem navn var James, og at han sikkert skulle på arbejde da han bare var forsvundet.

”Ronnie skal vi ikke tage over til mig, og få det snakket ud med ham?” Hun sad bare tavs.

”Jeg ved ikke rigtigt.. Jeg har ikke lyst til at kigge på ham længere." Hun lavede en afskyelig grimasse, og hang stadig med hovedet.

”Kom nu Ronnie! Lad os få et svar på hvorfor han skred.” Sagde jeg, og det fik hende til at kigge op.

”Andy jeg synes ikk-” Jeg vidste godt hvad hun ville sige. Så godt kender jeg vel til hende.

Hun ville ikke syntes det var en god idé.

”Selvfølgelig er det en god idé. Det nytter jo ikke noget hvis du ikke vil have problemet løst.”

”Andy, hvem siger overhovedet han gider tale til mig? Der var nok en grund til at han skred!” Hun hævede stemmen lidt.

”Jeg ved han vil snakke. Kom nu Ron, for min skyld..” Jeg bedede hende.

Hun sukkede et øjeblik, og jeg vidste jeg havde vundet. Hun rejste sig op, og vi gik op imod lejligheden igen.

”Tak Andy..” Sagde hun efter vi havde gået lidt.

”For hvad Ron?” Sagde jeg og kiggede ned på hende, da jeg havde lagt armen om hende. Jeg trak hende ind til et kram, da jeg regnede med at det ville hjælpe hende lidt, bare så hun vidste jeg også var der for hende.

”For at du forstår mig.” Sagde hun og og trak sig ud mens hun kiggede på mig og gav mig et taknemmeligt smil.

”Og fordi du er her for mig.” Sluttede hun af.

”Jeg vil altid være her for dig Ronnie..” Sagde jeg og kiggede hende ind i øjnene.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...