Min helvedes engel (1D)

For halvandet år siden, kom Ronnie så langt ud, at hun var ved at tage en overdosis. Hendes liv var et helvede på det tidspunkt, og alkoholen havde påvirket hende så meget, at hun havde været i kontakt med den forkerte mand. Ronnie bliver reddet af en dreng, ved navn James. Hendes Engel, hendes bedste ven. Han finder hende på et gadehjørne, og tager sig af hende, indtil hun er ædru. Han forsvinder efter en et par dage, og kommer aldrig tilbage. Og siden da har Ronnie ikke set ham.. Hun besøger sin kusine Anne Mette, hvor hun møder hendes bedste ven der er lidt udover de sædvanlige, af alle Kusinens venner som Ronnie har mødt.. **Anstøedende sprogbrug og inhold, bare så i er forberedt**

9Likes
8Kommentarer
1038Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Jeg havde aldrig troet denne dag ville komme, og jeg havde allermest lyst til at løbe skrigende væk, eller slå ham så meget, at han ikke ville være i stand til at stå op de kommende dage. 

Jeg fattede ikke efter de år, at han lige pludselig dukkede op, bare sådan.. Jeg kunne næsten ikke styre mig selv. Mine tanker kørte på fuldtryk, hvad fanden skulle jeg gøre?! Han stod lige foran mig, og jeg havdee sikkert vækket meget opmærksomhed ved ikke at svare ham. 

"Ja, det er mig.." fik jeg svaret ham, i selv om det var mod min vilje. Jeg ville finde ud af hvorfor han stak af, og ikke tog kontakt til mig igen.

"Ronnie er du okay, det er fuldstændig bleg?" Sagde Andy og jeg kunne heller ikke holde mig op mere så jeg valgte at besvime.

***

Jeg lå i noget blødt, og jeg kunne hurtig regne ud at det var sengen på gæsteværelset. Jeg var besvimet, ikke at det var noget nyt når jeg fik sådanne chok. 

"Plejer hun bare sådan at besvime?" kom der fra stuen. Andys gæsteværelse lå lige op af stuen, så jeg kunne følge med i alt det der skete, og hvad de snakkede om.

"Nej, jeg hvad sku aldrig prøvet noget lignende.." sagde Andy, og hvis jeg hørte rigtig så var han rimelig chokket.

"Jeg troede ikke hun var så stor fan, hun var så stille da vi kom ind, men da Niall kom.. Wow.'' sagde Louis. Jeg kunne kende det på stemmen.

"Havde du ikke fortalt at det var os der kom?" kom det fra Liam. Jeg var virkelig forvirret over alt det med. Jeg havde dog godt set den komme at det var One Direction som Andy var venner med, og at det var dem der kom når han snakkede om 5 drenge, det var jo indelysende, men jeg havde bare ikke tænkt så langt. 

"Nej, det havde jeg ikke.. Jeg ville jo bare se hendes reaktion, men jeg havde sku ikke regnet med at den var så vild. Hun har ikke snakket om jer med mig. I er som et blankt emne. Jeg fatter det-" 

"Andy stop" Sagde jeg. Jeg var gået ind i stuen da Andy var til at blive syg af at høre på. 

"Nej jeg plejer ikke at besvime. Eller jo, men det er kun hvis det er virkelig jeg får et chok, som jeg så fik her." Jeg var nød til at tænke om det gav mening det jeg sagde før jeg fortsatte. 

"Nej, jeg er ikke fan, for jeg kender ikke til jer. Jeg har kun hørt en sang eller sådan noget, og læst sladder om jer.. Og jeg havde heller ikke tænkt så langt at det var jer der kom.." Sagde jeg. 

Jeg var nød til at trække vejret, og stille mig op af væggen, for det eneste sted der var plads var ved siden af, Ham, med stort H.

Jeg skænkede heller ikke nogle af drengene et blik, da jeg ikke ville lade den vrede jeg havde gemt inden i mig, og holdte tilbage, skylle ud på dem. 

"Men hvorfor-" 

"Niall, stop." Niall var igang med at stille et spørgsmål, men Andy stoppede ham. Han kunne godt se på mig at jeg ikke orkede at høre på dem. 

"Men-" 

"Stop Niall, det nytter ikke-" Kom det nu fra Liam. 

"Jamen-" 

"Så hold dog kæft Niall!" Skreg jeg nærmest.

Vi havde lagt i hans seng, og set film hele aften. Twilight. For at få den rigtige stemning at det dystre, havde vi tændt starinlys, trukket gardinerne for, og fundet popcornene frem. Det var dejligt at der var så stille lige nu. Jeg havde skiftet til en t-shirt og et par shorts jeg havde lånt af James. Vi var kommet til den scene hvor Bella og Jacob gik en tur på stranden, hvor Jacob fortalte om sine forfædre. Jeg rykkede lidt på mig for at lægge mig godt til rette, hvorefter jeg kunne mærke en hånd tage fat i min skulder.

"Hvad er det du har der?" Spurgte James, og flyttede mit hår så han kunne se nærmere. 

"Det er en tattoo jeg fik lavet da jeg var 16. Ulovligt det ved jeg, men jeg fortryder den ikke" Sagde jeg og vente mit hoved om jeg ham.

"En node, og så... 'Always your bodyguard... K.B.S' Hvad står det for" spurgte han. 

Tankerne kom tilbage, og det med K.B.S, var noget jeg havde lært James, eller Niall som han nu hed, at sige og forstå at  det var specielt. Men det der så var ved det, det var at han ikke vidste hvad det stod for. Dog havde det været et ømt punkt for mig i mange områder, og han var faktisk den eneste der kendte til det. 

Jeg skulle på en nåde ud med mine spørgsmål, og jeg skulle have fundet ud af hvorfor han pludselig skred. Jeg skulle vide om han stadig kunne huske mig. 

Jeg stirrede derfor på ham, imens han sad og diskuterede med Liam. Og der gik heller ikke lang tid inden han opdagede at jeg var så stille. 

"Hvad?" Spurgte han og kiggede på mig. Jeg valgte at køre den lidt flabede, og mystiske tone.

"Nå.. Ikke så meget du virker bare lidt bekendt.." Sagde jeg og bevægede mig hen til sofagruppen, hvor de sad. 

"Det er meget muligt, jeg er sku også rimelig kendt, ikke for at være selvglad.." Sagde han igen, mens de andre slog en latter op. 

"Ja, det er jeg sku godt klar over. Men det er jeg ikke det jeg hentyder til.." Sagde jeg og satte mig på ryglænet som var lige overfor Niall. 

"Hvad hentyder du så til?" Spurgte han. Jeg kunne godt se at han var forvirret, mens han havde en usikkert smil på. 

"Siger November 2011 dig noget?" spurgte jeg. 

"Ja, faktisk. Der udkom vores 'Debut album Up all Night'." Svarede han flabet. 

"Ja, flot." Jeg var ved at blive godt sur på ham. 

"Tak tak" 

"Hvis jeg siger K.B.S! Så kan du vel regne resten ud..." vrissede jeg. Og rejste mig op, for at gå ud i køkkenet, der var stille. 

"Hvor fanden kender du til det? Svar mig!" råbte han, efter jeg havde nået køkkenet. Han var virkelig sur nu, det kunne tydelig høres på stemmen. Det var nok fordi at det også var et meget ømt punkt for ham den gang, og jeg ville blive så sur hvis det kom ud til andre. Det havde jeg i hvert fald fortalt ham. 

"Hvor tror du selv?!" Råbte jeg tilbage. Jeg var også sur nu. Jeg kunne næsten ikke styre mig. Jeg valgte derfor at gå imod stuen igen, hovr jeg hurtig fik alle 6 par øjne rettet mod mig. 

"Svar mig sagde jeg!" han var på vej mod mig. 

"Det ved du forhelvede godt!" Råbte jeg.

"Der er kun en jeg kender der ved det, og hun ville ikke sige det videre til nogen!"

"Der er kun en jeg kender der ved det, og jeg håber fandeme ikke at han har sagt det videre til nogen.. Det har du vel ikke, vel James?!" Råbte jeg, og han stod nu helt oppe af mig. Jeg Kunne dufte hans parfume, det var den samme som dengang jeg sidst var sammen med ham.

"Jeg tror ikke på-" Vrissede han, men stoppede brat op,  i det han rev mig rundt og trak ned i min trøje. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...