Min helvedes engel (1D)

For halvandet år siden, kom Ronnie så langt ud, at hun var ved at tage en overdosis. Hendes liv var et helvede på det tidspunkt, og alkoholen havde påvirket hende så meget, at hun havde været i kontakt med den forkerte mand.

Ronnie bliver reddet af en dreng, ved navn James. Hendes Engel, hendes bedste ven. Han finder hende på et gadehjørne, og tager sig af hende, indtil hun er ædru. Han forsvinder efter en et par dage, og kommer aldrig tilbage. Og siden da har Ronnie ikke set ham..

Hun besøger sin kusine Anne Mette, hvor hun møder hendes bedste ven der er lidt udover de sædvanlige, af alle Kusinens venner som Ronnie har mødt..


**Anstøedende sprogbrug og inhold, bare så i er forberedt**

9Likes
8Kommentarer
1085Visninger
AA

7. Kapitel 6.

 


*RONNIES SYNSVINKEL*

Jeg havde lagt og skrevet med Andy hele aftenen igår, og han havde fortalt om den måde hans venner havde reageret på, da de fandt ud at af at han havde skrevet meget med mig. 

Jeg havde ikke noget imod at de kendte til mig, men det var lidt uderligt at man ikke kendte dem. 

"Nå, Am er du klar til en løbe tur?" Spurgte jeg. Jeg var blevet helt tændt på, at komme ud og løbe og det gav også en masse energi. 

"Nej, fandme om jeg vil! Jeg bliver her og feder den.." Sagde hun og vendte sit hoved til TV'et igen. Nå, det måtte hun da også selv om. Jeg gik ud i gangen og fandt mine løbesko frem, og tog dem på. 

"Loverbooooy ringer!" Råbte Am.

"Han er ikke min loverboy, han er-" 

"Heeej Andy" Sagde Am, men en rigtig flabet tøsestemme, og hun overdrev virkelig. Jeg nåede ikke at færdiggøre min sætning.

Det var okay at hun kendte til Andy, men nu gik hun over mine grænser. Hun skulle ikke tage mine opkald. Jeg ville gerne rende efter hende, men jeg kunne godt lade være, for hun var allerede igang men at gøre mulig pinlig berørt, så jeg ville ikke gøre det værre. 

"Nej, Ron er på vej ud for at løbe maven flad, så hun har ikke tid....Ork ja, det kan hun gøre på 10.... Det' en aftale.... Ses!" Og så lagde hun på, og kastede min mobil til mig. 

Jeg kiggede lidt på hende, mens hun sendte mig et lumsk smil. 

"Du har lige præcis 10 min, til at komme over til Andy så i kan løbe en tur sammen med hinanden, ellers har du tabt en tur i biffen med ham i morgen aften.. når ja, hvor du betaler" Mere nåede hun ikke at sige, før jeg var ude af døren, og nede af trapperne. 

Overraskende nok 5 min efter, stod jeg foran Andys hoveddør til hans trappe-opgang. Han var dog ikke kommet ned endnu, så jeg kunne nå at få pusten, så jeg ikke lignede en gris, der var ved at blive kvalt. 

Jeg kunne høre at der var en dør der blev smækket, og en person der løb ned af trapper inde i opgangen. Jeg lænede mig op af væggen bag postkasserne, for at han ikke så mig lige med det samme.

"Haa..." Kom det fra ham, da han kom ud fra opgangen, han havde ikke opdaget mig endnu. Han var iført shorts, en tanktop, og hans hår sad som det plejede. 

Han tog sin mobil frem, og begyndte at gå mod mig, med hans hoved nede i den. 


"Hva.. Jeg kunne godt en stor popcorn, hvad med dig?" Sagde jeg, da han kom hen hvor det var jeg stod. 

"Arg! For helved Ronnie!" Vrissede han. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da det var han fik et chok.


"Haha.. Du.. Skulle ha' set dig selv!" Skreg jeg af grin, og slyngede armene om ham, for at give ham et kram. 

"Det er ikke sjovt Ron! Tænk hvis jeg nu havde fået et hjerteanfald?!" Sagde han med en hysterisk stemme.

"Som om.." sagde svarede jeg ham men jeg kunne ikke lade vær' med at grine videre, det var nok noget af det sjoveste jeg nogensiden havde oplevet sammen med Andy.

Vi løb gennem byen, og endte så i parken vi havde mødt hinanden i. Det var vildt at tiden gik så hurtig, og jeg var rigtig glad for at have mødt Andy. Jeg vidste ikke hvorfor de tanker kom frem nu, men bare tiden sammen med Andy gjorde mig tryk, han var som en bror for mig.

Måske lyder det mærkeligt, men sandt. Andy var anderledes.. Han var flink og sjov, og nej. Lad være med at misforstå noget, tak.Jeg kunne heller ikke rigtig se noget kærestepotentiale i ham.


Andy, og jeg satte os på den samme bænk som vi sad på første gang vi mødtes, og jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke fik et kort deja vu.

"Når, men.. Hvordan går det Ronnie?" spurgte Andy, og kiggede på mig. Jeg var nok blevet rød i kinderne på grund af blæsten, som Andy, og jeg havde løbet i.

"Fint. Hvad med dig?" sagde jeg og smilede. Han holdt en kort pause.

"Samme her." sagde han og der kom en akavet stilhed, hvor vi bare kiggede på de små børn, som legede på legepladsen.

Jeg kom tit til at tænke på min barndom, hvor jeg havde været mere tryk med min mor, og far, men den tid var ovre nu.

"Når men.." sagde Andy, og han fik min opmærksomhed.

"Skal vi løbe videre?" sagde han, og jeg nikkede med et kort smil på læberne. 

Vi rejste os op, og begyndte så med at løbe videre.

***

Andy og jeg havde løbet i et stykke tid nu, og var på vej til ham, men der var et problem...

I NEED A SHOWER! 

Jeg sagde det også til Andy, men han sagde jeg bare skulle låne hans bad, og det gik jeg med til, men det var stadig.. Akavet?

Jeg var personen der syntes alt, eller intet kunne være pinligt. Bortset fra når jeg er fuld, men det er også et stykke tid siden jeg sidst var det.

Før elskede jeg at feste, og drikke mine sorger væk, men det vat slut, og derfor havde jeg ikke drukket siden han, som jeg ikke rigtig gider bruge mine tanker på, hjalp mig, og han, og jeg gentager: jeg vil ikke bruge mine tanker på ham, var også et overstået kapitel, som jeg ikke helt var ovre med i nu.

Andy åbnede døren, og jeg lagde ikke mærke til at vi allerede var ved hans lejlighed. Men... Hvordan kom jeg over til elevatoren? Wow.. Jeg måtte nok havde havde tænkt for meget, hvilket der ikke er noget galt i.

"Du kan låne toiletet ovenpå, og så kan du låne en hætte-trøje, og et par bukser af mig," sagde han med et smil, og jeg nikkede bare.

"Hvor er dine håndklæder?" sagde jeg ved sidste trin af trappen.

"Øhm.. Jeg henter lige håndklædet, og noget tøj til dig" sagde han og gik. Wtf? Håndklæder andre steder end på toiletet? Var jeg den eneste der syntes det var mærkeligt?

Sikkert ja...

Andy kom igen, og gav mig tingene, og jeg fandt badeværelset, og gik så i bad.

Jeg var lige kommet ud af badet, som cirka tog et kvarter, hvis I ville vide det. Jeg tog mit undertøj på, og kom i tanke om Andy ingen dame-deodorant havde. Det ville ellers være et held hvis han lige havde en på lager, men det gjorde ikke noget. 

Make-upen gjorde mig ikke rigtig noget, da jeg ikke var typen der gik op i det længere, men jeg kunne som regel ikke leve uden deodorant, det fik en til at dufte godt, men så måtte jeg bare leve uden en denne her gang.

Suk..

Jeg tog resten af tøjet på, og gik ned til stuen, hvor jeg kunne se en Andy med vådt hår, stå og lave mad. Lid lækker var han vel.. Han havde ikke lagt mærke til mig, så jeg ville benytte lejligheden til at forskrække ham.

Derfor listede jeg mig forsigtigt ind på ham, og skreg "Bøh!" ind i hovedet på ham, så han sprang 2 meter op i luften. Okay.. Måske overdrivede jeg lidt, eller meget..

"Forhelvede Ronnie! Det er anden gang du gør det der i dag!" sagde han, og kiggede skeptisk på mig, men jeg nærmest lå på gulvet flad af grin.

Jeg kunne ikke få nogle ord frem på grund af mit lille anfald.
Andy små-grinede lidt, og vente sig så om for at lave videre.

Efter et par minutter på gulvet, rejste jeg mig så op, og kiggede på hvad Andy lavede af mad. Det lignede nok pasta med kødsovs.

"Spiser du med?" spurgte han, og jeg tænkte lidt over svaret. jeg kunne godt lide Andys mad, så hvorfor ikke?

"Hvis du vil have det.." sagde jeg og kiggede på ham med et smil på læben.

"Selvfølgelig" sagde han, og smilede.

"Okay.. Så ringer jeg lige til Am, og fortæller jeg spiser her!" sagde jeg og gik ind i stuen for at ringe til Am.

Jeg tog min mobil, og fandt så Am, og ringede hende op.

"Det Anne Mette?" sagde hun.

"Heeeey Am det er Ronnie!" sagde jeg.

"Hey Ronnie. Hvornår er du hjemme?" sagde hun.

"Angående det.. Så spiser jeg hos Andy i aften.." fik jeg kort fortalt.

"Okay.. Skal jeg komme og hente sig senere?" sagde hun. Jeg blev overraskende glad over hendes svar, og at hun slet ikke havde noget imod det.

"Det kunne være dejligt." sagde jeg med et smil på læberne.

"Jamen så skriver du bare, ses Ronnie" 

"Ses Am." sagde jeg og lagde på.

Jeg gik ind til Andy, og kiggede lidt ham.

"Skal du have hjælp?" spurgte jeg, og fik Andys opmærksomhed.

"Du kunne jo eventuelt dække bordet, men hvis det er okay med dig, kan mine venner også komme forbi, da de spurgte mig..." sagde han, og jeg syntes selvfølgelig det var nederen at hans venner skulle komme, men sagde ikke noget, da jeg ikke ville virke for krævende.

"Selvfølgelig kan de komme" sagde jeg, og klistrede et lidt falsk smil op.

"Men hvor mange er vi i alt?" spurgte jeg.

"Syv..." 

"Okay." Jeg fandt tingene frem, og stillede dem på bordet, og alt var klart.

Nu sad vi inde i stuen, og så et eller andet på tv, som jeg ikke rigtig fulgte med i. 

Pludselig ringede telefonen, og det var den man skule ringe på når man skulle ind. Andy rejste sig op, og gik over for at åbne. 

Lidt efter kom han tilbage "det er drengene" sagde han, og smilede.

"Ohh.. Okay", sagde jeg og smilede tilbage.

"Er du sikker på det er okay?" sagde han og kiggede på mig, men jeg nåede ikke at svare ham før det ringede på døren, og at man kunne høre grinene og stemmer så det lod som om der ko, en hel børnehave på besøg.

Vi gik over til døren, og jeg kiggede hurtigt ned af mig selv, og syntes selv jeg så okay ud...

Andy åbnede døren, og ind kom fire drenge, en krøllet håret dreng, en dreng med halv kort hår, en med et major look og en dreng med en mørk flot kulør.

"Hej", sagde drengene, og kom en efter en hen til mig.

"Jeg er Liam. Hyggeligt at møde dig", sagde drengen og rakte hånden ud.

"I lige måde, mit navn er Ronnie" vi tryllede hånden mod hinanden

"Jeg er Harry" sagde en drengen med det krøller hår, jeg nikkede og kom frem med et "Ronnie her"

"Jeg er swag mastaren fra Doncaster!" skreg ham med major looket ind i øret på mig.

"Jeg er Ronnie", sagde jeg og holdte mig til øret.

"Den er god med dig Louis, forresten! Jeg er Zayn" sagde den sidste.

"Ja og jeg er Ronnie" sagde jeg og smilede.

Vi gik hen til bordet, og satte os, men sagde Andy ikke der skulle være 7 i alt? Jeg talte kun til 6.

Louis, Liam, Harry, Zayn, Andy og mig. Jo 6.

"Hvor er Niall?" sagde Andy.

"Han er her om lidt. Han ville ikke tage elevatoren." Sagde ham der hed Liam.

"Så må han gå op til 7. etage", sagde Andy.

Vi sad lidt, og hørte så døren lukke op. Det var nok ham.. Neil!

"Hey drenge... Og det må være Ronnie?" jeg vendte mig og så drengen.

Men det var ikke hvilken som helst dreng!

James...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...