Min helvedes engel (1D)

For halvandet år siden, kom Ronnie så langt ud, at hun var ved at tage en overdosis. Hendes liv var et helvede på det tidspunkt, og alkoholen havde påvirket hende så meget, at hun havde været i kontakt med den forkerte mand. Ronnie bliver reddet af en dreng, ved navn James. Hendes Engel, hendes bedste ven. Han finder hende på et gadehjørne, og tager sig af hende, indtil hun er ædru. Han forsvinder efter en et par dage, og kommer aldrig tilbage. Og siden da har Ronnie ikke set ham.. Hun besøger sin kusine Anne Mette, hvor hun møder hendes bedste ven der er lidt udover de sædvanlige, af alle Kusinens venner som Ronnie har mødt.. **Anstøedende sprogbrug og inhold, bare så i er forberedt**

9Likes
8Kommentarer
1035Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

*RONNIES SYNSVINKEL*

 

Der var gået to uger siden at vi havde malet den ene væg, en uge siden Josh havde været her, en uge siden jeg var flyttet her hen, en uge siden jeg havde mødt Josh.

Og 3 dage siden jeg var blevet syg. Jeg havde lagt i min seng i tre dage nu, og det var ret kedeligt. Jeg manglede frisk luft, og Am var ikke hjemme… Suk.

Derfor valgte jeg at lette min fede røv, og komme i omdrejninger. Jeg var træt af at være indenfor.

Jeg valgte hurtigt noget tøj (LINK I KOMMENTAR), og da det ikke var så koldt, og ikke for varmt, gad jeg ikke have min jakke med. Jeg var allerede syg, så hvorfor gøre det?

Am, havde også vidst hvor hendes ekstra nøgle lå, så den snuppede jeg, låste døren, og var på vej hen til elevatoren.

Jeg hadede at vente. Det var kedeligt..

*PLING* Jeg kiggede lidt forskrækket rundt, og så det var elevatoren, som var kommet. Overraskende nok. 

Jeg havde trykket på knappen til nederste etage, og skulle vente. Igen.

Endelig nede.

Jeg åbnede elevator-døren, og skred ud. Det føltes dejligt at få denne okay kolde brise, i mod mit ansigt igen. Jeg havde savnet det, og måske syntes man at 3 dage ikke var så megetat være indenfor, men jeg var sådan et udendørs menneske.

Jeg åndede ind, og ud.

Jeg havde tænkt mig at tage over i parken, og se små børn lege, på den store legeplads. Det mindede mig om min barndom, hvor jeg altid legede udenfor. Min fremtid var ikke den bedste fremtid, og jeg vidste ikke hvordan jeg var endt sådan. Jeg skammede mig, og var bange for at ende op sådan, igen.

Jeg gik stille og roligt hen i mod legepladsen, som var ovre ved parken. Der var heller ikke særlig langt, fra lejligheden til parken. 10 minutters gåtur, og man var der. Det var også længe siden jeg havde set en legeplads. Sidst jeg var på en, var nok over 5 år siden. Så jeg følte mig lidt fremmede.

På vej hen til parken, var der en masse der var udenfor, og jeg ved ikke hvorfor, fordi jeg er ikke sådan synsk eller noget, eller måske er jeg uden jeg ved det? Okay, det tror jeg ikke rigtig selv, men måske, eller måske ikke. Jeg diskuterede faktisk med mig selv i ca. 10 minutter, om jeg havde superkræfter, for det næste jeg så, var at jeg  var henne ved legepladsen. Godt gået Ronnie, du har lige diskuteret med dig selv i 10. om du har superkræfter tænkte jeg og LO lidt af mig selv.

Der var en masse børn på legepladsen, nogen var glade, nogle græd, fordi de sikkert havde slået sig, eller en havde spist deres slikkepind.

Der poppede et smil frem på mine læber, kunne alting i denne verden ikke bare være perfekt? Kunne alting ikke bare gå som smurt, at man ikke skulle lide, at man ikke skulle savne, savne sin bedsteven, som ikke fortjente ens savn. Skulle alting bare være så unfair? Kunne alle ikke bare have et godt liv? Det kunne vi ikke. Verdenen var sådan et sted, nogen havde det godt, andre havde det forfærdeligt. I mit tilfælde, havde jeg et forfærdeligt liv. Med druk, stoffer og alt det shit, men så kom min engel, men redningsmand og reddede mig. Han kaldte sig James. Jeg fik også følelser for James, men det blev ikke til noget, da han forlod mig, og jeg ved stadig ikke hvorfor. Sikkert fordi han hadede mig ligesom alle andre gjorde.

Jeg kunne mærke jeg var på randen til at græde, så jeg ville tage hjem. Jeg rejste mig op, og kiggede lige på bænken, om jeg havde tabt noget. Det havde jeg så ikke, så jeg valgte at vende mig om, og gå, men da jeg vendte mig om kom jeg til at gå ind i en, så vi endte begge to på gulvet. Ups.

Jeg pressede øjnene sammen, og prøvede at lade være med at græde.

”Det må du virkelig, virkelig, virkelig undskylde! Det var ikke min mening, at gå ind i dig!” Sagde en stemme, og jeg kiggede personen ind i øjnene. Der gik et sus, i gennem min krop.

”Det, det gør ikke noget. Det var min fejl!” Sagde jeg hurtigt. Drengen smilede, og det smittede automatisk af.

”Andy, Andy Samuels.” Han rejste sig op, og rakte en hånd til mig, så han kunne hjælpe mig op, jeg smilede, og tog i mod hans hånd.

”Ronnie Chords Everdean.” Sagde jeg, og smilede.

”Hyggeligt at møde dig, Ronnie.” Sagde han, og smilede.

Jeg satte mig på bænken igen, og det gjorde han også.

”Når, hvad laver sådan en køn pige som dig her ude, denne dag?” Jeg kunne mærke mine kinder begyndte med at blive røde.

”Jo, jeg er lidt syg, men ikke så meget mere, så jeg valgte at komme ud, og få lidt frisk luft. Hvad med dig?” Spurgte jeg venligt.

”Jeg trængte vel bare til lidt frisk luft.” Sagde han, og jeg smilede.

”Det er også en dejlig dag, idag.” Sagde jeg, og Andy nikkede.

***

Andy, og jeg havde snakket i et stykke tid, og det var begyndt med at blive mørkt. Andy, og vi havde fået hinandens numre. Jeg ville gerne lære Andy bedre at kende, da han lød som en rigtig flink fyr, så vi havde aftalt at holde kontakten. Det var jeg også glad for, for jeg havde ikke mødt en dreng, som jeg ville holde kontakten med efter James. Det blev kun til nogle one night-stands og ikke mere, men med Andy ved jeg ikke, som sagt ville jeg gerne lære ham bedre at kende. Måske var han i stand til at hjælpe mig over sorgen?

"Jeg tror hellere jeg må hjem af, Andy." Sagde jeg, og rejste mig op, børnene på legepladsen var allerede gået hjem, eller der var meget få stykker tilbage.

"Det var virkelig hyggeligt, at snakke med dig Ronnie, vi skrives ved." Sagde han, og trak mig ind i et kram, det gjorde mig lidt varm inden i. Nu skulle jeg bare hjem, og slappe af.

"Det gør vi Andy." Sagde jeg, da han havde trukket sig ud af krammet. 

Jeg vendte mig, og gik. Hjem kære hjem, her kommer Ronnie!

*ANDYS SYNSVINKEL*


Det var virkelig hyggeligt at snakke med Ronnie, hun virkede til en rigtig sød pige, og jeg ville gerne holde kontakten med hende. 

Hun vidste lidt sorg inde i sig, man kunne se hun havde noget på hjertet, der gjorde hende trist. Jeg ville gerne finde ud af det, men jeg havde kun lige mødt hende og ville ikke virke for anmassende.

Jeg skulle til at hjem, og så skulle jeg bare nok slappe af, og ikke andet. Jeg kørte hjem, og parkerede bilen ved parkerings pladsen sjovt nok. 

Jeg boede i en lejlighed alene, og jeg var tilfreds med den, da den var tæt på Liams, og de andre drenge.

Jeg gik op, og satte mig på sofaen, og tændte tv'et, jeg følte ikke rigtig med, da min tanker var på Ronnie. Hun var også virkelig smuk, måtte jeg indrømme. Hendes hår, øjne.. Okay, det lyder måske som om jeg var blevet forelsket i Ronnie, men det kunne jeg ikke allerede blive? Vi havde ikke kendt hinanden i særlig lang tid, og så skulle jeg blive forelsket. Mig? Andy Samuels? Jeg blevet revet ud af min tankegang, da min mobil bibbede. Jeg kiggede, og så det var Liam. Han havde skrevet en SMS.

#Drengene, og jeg kommer et smut forbi.# Stod der, og jeg var lidt forvirret, for hvad ville de her. Ikke fordi jeg ikke gad at have dem her. Nej det var aldrig kedeligt med drengene, men hvorfor? Jeg ville bare vide hvorfor?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...