En Fengels synder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2012
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
Tony bliver på mystikvis sendt til Mars.
Her møder han nogle væsner som han aldrig havde troet eksisteret.
Væsenerne der er på Mars er meget farligere end noget andet han noglesinde har mødt før

Men han tager et af disse væsener med tilbage til jorden. Følg med hvilken følger det får for Tony og væsenet han tager med sig.

hvad med unge Char og hvad er der med ``hende´´?

2Likes
2Kommentarer
1170Visninger
AA

16. Et uheld kommer sjælden alene

Jeg små grinte, Lann havde set så sjov ud da han blev fanget af metallet. Jorden var et specielt sted, med dens grønne flora, de mange farverige blomster, dyr, frugter. Generelt alt ved Jorden er anderledes end de fleste andre planeter hvor farverne var skrigende eller også helt dunkle. Jorden var universberømt for dens grønne flora. Selv her fra luften var den smuk, utrolig nok var det her den første opgave på Jorden, og nu var jeg i tvivl om jeg overhovedet kan udføre det.

Han tog mig sku ind uden at vide noget om mig, uden at vide noget om universet. Havde han så stor tillid til andre? han er en verdens berømt opfinder, der levere ting til hele verden og universet, hvilket han nok ikke ved. Loké og Plutarkinen* ville virkelig gerne af med ham 30,5 mia. $ for en mand, jeg tøvede ikke med at sige ja, men nu... jeg kan ikke bare dræbe ham. Han er bleven en ven, der ser mig for den jeg er, eller næsten...

Landskabet havde ændret sig, der var nogle beton bygninger og masse mennesker, fly og andre underlige våben. Det der sprang mest i øjnende på mig er en metal kasse med et rør hvor folk forsvandt ind i. Jeg dykkede for bedre kunne se hvad der skete. Nogle af metalkassernes rør var rettet op i luften. Et højt brag kom til min venstre side, hvor efter det regnede med noget underligt sort slam, en af metalkassernes rør røg, det gik op for mig at dette våben var rettet mod mig, da braget kom på højre side af mig, jeg var nød til at dykke længere ned mod dem. Menneskerne stod med våben og nu var jeg åbenbart inde for deres skudlinje for kulgerne kom flyvende mod mig. Jeg kunne stoppe de fleste men nogle af dem var åbenbart ikke af metal, og de ramte. Jeg koncentrere mig om at komme op i jetstrømmene. Jeg kunne mærke hvordan blodet gjorde mine vinger tunge og umulige at bevæge. Blodtabet var ikke dødeligt men det var nok. Jeg kunne mærke hvordan min bevisthed forsvandt, vinden rev i mig. Jeg var ikke helt væk da disse mænd kom, aldrig havde det været muligt for nogle at slå mig så meget ud. Mennesker var virkelig et enestående væsen. Jeg åbnede øjnende, blot for at får et hård slag omkring tændingen.

 

Plutarkinen=  et rumvæsen der ligner fisk og stinker...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...